[1] Eskimologi ved Københavns Universitet i 80 år Festforelæsning den 15. september 2000 Af Robert Petersen Fotos: ArnaqJ. Grove Den 1. juli 1920 oprettede Københavns Universitet et studium i grønlandsk (eski- moisk) sprog og kultur med magister Wil- liam Thalbitzer som docent. Han blev i Grønland ofte kaldt for Ilisimatooq, 'forskeren', en betegnelse, som han ty- deligvis værdsatte. Jeg er glad for invitationen til at holde en festforelæsning om fagets udvikling og dets plads ved universitetet. Jeg vil gerne berøre de holdninger, der var medbestemmende for eskimologiens pla- cering indenfor universitetet. Men jeg kan nok ikke komme helt uden om de personer, der har præget eskimologien gennem tiderne, især de første årtier. Interessen for grønlænderne og deres sprog og kultur har faktisk været le- vende helt fra Egedernes tid og tilmed før. 11800-tallet er det vel især Rinks og Kleinschmidts navne, der springer i øjnene. Men også ekspeditioner som Gustav Holms Konebådsekspedition har kunnet nære både den folkelige og den videnskabelige interesse, og i 1900- tallets første halvdel blev Knud Ras- mussen, Therkel Mathiassen og Kaj Bir- ket-Smith dominerende på hvert sit felt. Robert Petersen på talerstolen d. 15. september 2000. Disse ting bevirkede, at Nationalmu- seets etnografiske Samling spillede en meget stor rolle for eskimologiens første udvikling. Det er måske årsagen til, at interessen for det traditionelle samfund ofte bliver knyttet til begrebet eskimologi. Eskimolog Robert Petersen, f. 1928 i Maniitsoq, professor i eskimologi ved Københavns Universi- tet fra 1975, leder af Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet i Nuuk 1983 og rektor samme sted 1987-95. 293 [2] Eskimologer og venner med tilknytning til arktisk forskning var mødt talrigt op på 80-års dagen. Men i 1920 skete der noget nyt, idet Thalbitzer blev ansat til at forske og un- dervise i et filologisk baseret studium, som Inge Kleivan bemærkede, som ene mand i universitetsverdenen. Universi- tetet vedtog i 1966 at oprette et institut for eskimologi. Det blev oprettet året efter. Jeg mener at kunne huske, at pro- fessor Holtved gav påskebryg i den an- ledning. De to første professorer dækkede knap 50 år, og derfor prægede de også fagets historik meget kraftigt. Det er to ret forskellige personligheder. Den ud- advendte ildsjæl Thalbitzer og den lidt tilbageholdende, grundige Holtved. De dækkede hele eskimoområdet, og ofte gennemgik de andre kulturer til sam- menligning. Men Grønland dannede na- turligvis tyngdepunktet i deres arbejde, og hvis vi skal gå dybere ned, så var Thalbitzer stærkt knyttet til Østgrøn- land og Holtved til Thuleområdet. Det var formentlig ikke en tilfældighed, at det var yderområderne, der trak. På en eller anden måde havde det fremmed- artede spillet en rolle i den tids etnogra- fisk påvirkede kulturforskning, og Grøn- lands yderdistrikter rummede noget mere upåvirket kultur. Men dermed ikke sagt, at Grønland som helhed, og ikke mindst Vestgrønland, blev tilside- sat; men måske var den for dem lidt for stærkt påvirket udefra. Man kan ærgre sig lidt over — og det gør jeg i hvert fald selv — at Thalbitzer i sine dialektstudier gik uden om centralvestgrønlandsk, den fonetisk set mest arkaiserede dialekt i Grønland, men samtidig også stærkest påvirket i leksikalsk henseende. Interes- sen viste sig gennem Thalbitzers artikler i Atuagagdliutit, og Holtveds arbejder for de grønlandske organer, især Lands- rådets sprog- og retskrivningsudvalg. Sammenlignet med andre grønlands for- skere fra deres tid var det især de to, der havde opdaget, at grønlandsk også var et litterært sprog. Det er en opdagelse, flere fag endnu har til gode. I Holtveds senere år som professor var moderniseringen af Grønland godt i gang, og han fulgte med i denne udvik- ling, dog var det nok hans studerende, der indlemmede moderniseringsproble- matikken i deres studier. Det skete na- turligvis ikke i vakuum. Efterkrigstidens FN og afkoloniseringen rundt om i Ver- den påvirkede os alle. En spændende tid 294 [3] blev også kendetegnet ved forskellige folkeslags ønske om selv at præge deres fremtid, og indfødte organisationer dukkede op forskellige steder. Eskimologi var vel især dengang et noget mærkeligt universitetsfag, fordi specialiseringen var geografisk. Forskel- lige fag indgik i studiet: filologi/lingvi- stik, religionshistorie, etnografi, histo- rie, sagnstudium, litteratur, og kurser i grønlandsk var også en fast del af stu- diet. I en verden, hvor den faglige speci- alisering spillede en stor rolle, blev eski- mologerne mere eller mindre semi- generalister. Dette må nok forstås som, at de nationale forpligtelser spillede en stor rolle for fagets selvforståelse. Men denne inddragelse af flere fag bevirker, at eskimologerne måtte samarbejde med andre fag: historie, etnologi og visse dele af sprogvidenskab, religions- sociologi, og disse fag kunne ikke undgå at spille en rolle for eskimologiens foku- seringer. Eskimologien var især i de første år- tier et brødløst fag, hvor Etnografisk Samling og universitetet nok var at be- tragte som hovedmodtagere af kandida- terne. Men tilgangen var også derefter. Thalbitzer uddannede to magistre, og Holtved tre, i gennemsnit een magister pr. årti. Men eskimologien tilbød også kurser for studerende fra andre studier, således en del lingvister, etnologer, m.m., og fra andre lande kom også stu- derende, og forskere. Jeg nåede at kor- respondere med nogle af Thalbitzers udenlandske studerende, en af dem send- te mig engang et lykønskningsbrev, det eneste brev, jeg har modtaget på latin. Sammenlignet med disse ting er eski- mologien idag en heksekedel. Som antydet viste Holtveds studenter voksende interesse for samtidens Grøn- land, med moderniseringen og de for- dele og ikke mindst de problemer, den 295 [4] førte med sig. De indgik i deres specia- ler og publikationer, og de tilbragte mere tid i Grønland end tidligere. I denne periode begyndte også relationen mellem forskerne og de udforskede at indgå i den faglige debat. Bent Jensens langtidsstudier i Uummannaq kom- mune ser jeg som en reaktion imod op- fattelsen af samfundsforskeren som et fremmedelement, ofte set sammen med begrebet overrend. Jens Dahls inddra- gelse af de lokale repræsentanter i hele forskningsprocessen, var faktisk også en nydannelse. Den debat, som vi havde dengang, troede jeg var en del af den internationale debat om forskning i et- nisk asymmetriske områder. Men til min store forbavselse kunne jeg i 1980'rne og '90' genkende begyndelsen til en lig- nende debat andre steder. Jeg vil tro, at denne holdning bevirkede, at eskimolo- ger og folk fra tilgrænsende fag tilsyne- ladende fik en bedre modtagelse i Grønland end i flere af de arktiske om- råder. Omkring 1970 blev historikeren Finn Gad også knyttet til eskimologien. Han fik forskningspenge, og i denne periode udkom en del artikler, men også nogle historiske bøger. Gad stillede nye spørgsmål, og derved bragte han også nye svar. Jeg husker ham som en særde- les pertentlig forsker. Han havde det ikke godt med sig selv, hvis han måtte vælge nogle emner fra. Især var 1960'rne og 70'rne debattens årtier i hele universitetsområdet. For- skellige bevægelser medvkkede til en ny styrelseslov. Efter Holtveds afgang i det såkaldte professorvælde blev Institut for Eskimologi styret af tre eksterne professorer; men med den nye styrelses- lov fik vi institutråd og studienævn, og kunne så gøre alvor af en ny studieord- ning. I udarbejdelsen af den blev det ret klart, at en studieordning, der lægger ^ge^S vægt på sprogstudier og kultur- studier, ville skabe problemer, og i den nye studieordning blev der så lagt en de- ling i to linier, den sproglige linie og kul- turlinien. Det er vist nok den eneste studieordning, som jeg kunne bruge uden at skulle kigge i den hele tiden. Denne liniedeling bevirkede, at an- sættelsen af lærere fik en drejning. Folk med en anden baggrund end eskimologi blev ansat, først Hans Berg, så Helge Kleivan, så Jens Dahl, og senere For- tescue, og ved de grønlandske studier kom undervisere med grønlandsk som deres første sprog, ikke mindst har Christian Berthelsen der udført en god og skattet undervisning. Denne åbning medvirkede til, at eski- mologerne fik kontakt med mange an- dre grupper, og at nogle af de meget mistænksomme indfødte organisationer samarbejdede med os og gav meget nyt materiale, skyldtes uden tvivl Helge Kleivans kontakter og hans evne til at skabe tillid. Disse forhold blev kendt i Grønland sammen med andre arbejder, som Inge Kleivans studier i det grønlandske sprogs plads i de grønlandske institu- tioner, grønlandsk folklore, og senere også nationale symboler, for at nævne et par stykker, berørte debatten omkring Grønland. Eskimologerne har også tid- ligere spillet en rolle i Danmarks styring af Grønland. Både Thalbitzer og Holt- ved havde sæde i Stednavneudvalget for 296 [5] l dagens anledning havde de eskimologistudcrende dannet et kor, som underholdt med grønlandske sange. Grønland og Kommissionen for viden- skabelige undersøgelser i Grønland, og Holtved var konsulent for Landsrådets Sprog- og retskrivningsudvalg. Efter at jeg havde afløst Holtved i samme ud- valg, kom den nuværende retskrivning ved reformen i 1973. Det var en meget spændende opgave, som vist idag ofte betragtes som en primært lingvistisk ny- dannelse; men det var dengang primært en politisk beslutning. I den første tid efter Holtveds afgang blev der givet en god undervisning i grønlandsk ved Aarhus Universitet. Vi havde en del samarbejde mellem os; men med universitetsverden, hvor studie- trinsfremskridt fik tiltagende vægt, korn der en debat, om eskimologi skulle ligge vest eller øst for Storebælt. Men det var naturligvis en debat om København og Aarhus. Men i Grønland fulgte man også med, og i 1973 sendte Grønlands Lands- råd et brev til Københavns Universitet med et forslag om at flytte Institut for Eskimologi til Grønland. Svaret fra Københavns Universitet var, at det må- ske ikke lige var en afdeling under Kø- benhavns Universitet, Grønland havde brug for, og denne korrespondance endte med, at Landstinget i 1981 vedtog en lov om at oprette et Inuit Institut i Nuuk. Men Institut for Eskimologi havde da også brug for en livlig kontakt med re- sten af universitetet. Hvad vi ville med det akademiske kvarter, hvis instituttet flyttede til Nuuk, har jeg lidt svært ved at se. At Inuit Instituttets oprettelse og overgang til universitet skete ret kort tid efter indførelsen af Hjemmestyret i Grønland, tror jeg nok, betyder, at Grønland værdsatte eskimologernes ar- bejde. Men, man kan sige, at det havde en uheldig indvirkning på dansk univer- sitetspolitik, med en slags berørings- angst. Denne angst var vel uheldig både for Institut for Eskimologi og Ilisima- tusarfik. Ilisimatusarfik er egentlig ikke noget eskimologisk universitet, selv om eskimologien naturligvis er en væsentlig del af faggrundlaget. Ved Institut for Grønlandsk behandles fx. faget grøn- landsk som modersmålsfag, og didak- tikken der handler fx. om moders- målsundervisning. Grønlandskkurserne på Institut for Eskimologi er fortsat det 297 [6] bedste bud på undervisning i grøn- landsk som fremmedsprog. På andre felter kom der også et godt, delvis per- sonligt baseret samarbejde, og det glæder mig meget, at samarbejdet mellem Ilisi- matusårfik og Institut for Eskimologi blev mere formaliseret i de senere år. I 1970'rne brugte vi som argumenta- tion for udviklingen af instituttet Dan- marks nationale forpligtelse. Det havde en meget lav prioritet engang. Som ar- gument havde det en meget lav gennem- slagskraft. Men tiderne har ændret sig. I de senere år forekommer det mig, at den antydede berøringsangst overfor hjemmestyrets institutioner er blevet mindre mærkbar, og derved er institut- tets plads i forbindelsen mellem Dan- mark og Grønland blevet mere påkræ- vet. Det glæder mig at jeg engang imel- lem ser en vis kritisk holdning over for grønlandske beslutninger er blevet ud- trykt i eskimologernes arbejder, og det gode ved denne overvindelse er, at jeg kan genkende de grønlandske forhold, noget, der kunne savnes i andre faglige beskrivelser af fx. den grønlandske res- sourcepolitik, om den grønlandske kir- ke. Der er jo desværre stadig væk grøn- landsforskere, der synes at have overset, at grønlandsk har skriftsprog og at der findes litteratur på grønlandsk. Der fin- des også en del eskimologer, der arbej- der i Grønland gennem en del år, og derved skaber en kontakt mellem Dan- mark og Grønland. Tiderne har ændret sig, tidligere var det faktisk lidt af en begivenhed, når en eskimolog kom til Grønland. Idag kommer vi ikke i medierne, bare fordi vi kommer til Grønland. En af de få gange, jeg blev omtalt i Grønlands Radioavis i forbindelse med rejser, var da jeg i 1979 ikke tog til Australien. Det var åbenbart en begivenhed, der var en omtale værd. Men til gengæld er eski- mologernes arbejder noget, der tages med, når noget skal udredes i forbin- delse med Grønland, både i selve Grøn- land og i Danmark. Eskimoforskningen laves nu også i mange andre områder: I Alaska, i Ca- nada, og forskellige europæiske lande, og flere steder i Danmark, og så endelig i Nuuk. Der er mange flere medspillere, der er med til at danne muligheder for udveksling af ideer og erfaringer, og der kan man glæde sig over mange unge del- tagere, så studiets fremtid har gode be- tingelser. Dette medvirker til at København ikke længere er eskimologiens Mekka. Eskimoforskningen har fået en del an- dre »helligdomme«, men det må så med- føre, at der kræves mere for at være med i forreste linie, og det må vi. Det fore- kommer mig, at Københavns Universi- tet bestræber sig på at leve op til den forstærkede internationale udfordring på det arktiske felt. På mine rejser i udlandet kan jeg glæde mig over, at danske eskimologers navne spiller en væsentlig rolle i debat- ten, og sådan skal det også være. Vi har trods alt en lang tradition. Jeg vil til sidst gerne ønske Køben- havns Universitet held med at have ba- net vejen for en god esldmoforskning gennem så mange år, og til slut vil jeg gerne ønske eskimologerne til lykke med dette 80 års jubilæum. Jeg vil ønske jer mange gode arbejdsår fremover. 298 [7]