[1] Om grønlandske slægtssagaer Af Robert Petersen Indledning og definition Betegnelsen saga er ellers for mange af os knyttet til nedskrevne historier især om folk og begivenheder fra Islands fortid, mens de grønlandske historier om fortiden er benævnt som sagn og my- ter, sådan som Knud Rasmussen også benævnte dem i sit trebinds værk, Myter og Sagn fra Grønland I-III (1921-1925). Men allerede Knud Rasmussen brugte titlen Singajuk's Slægtssaga i det vestgrøn- landske bind. — Det var en af Knud Rasmussens små ejendommeligheder, at han skrev navnet som Singajuk, (Sin- ngajuk med den nye retskrivning), — mens det af historierne fremgår, at nav- net bare var Singajuk/Singajik. Desværre har nogle skrifter på dansk bibeholdt Rasmussens forkerte stavemåde. - Nogle af de i denne artikel berørte hi- storier indgår også i Rinks samling, Eskimoiske Eventyr og Sagn I-II (1866- 1871), og må dér falde ind under beteg- nelsen nyere sagn. Mere bevidst bruges betegnelsen slægtssaga i videnskabelige artikler om de vestgrønlandske historier fra den så nære fortid (Knuth 1963; Gulløv 1997), at de omtalte personer er at finde i kirkebøger og lignende skrevne dokumenter. Sagaernes perso- ner kan ofte forbindes med fortællerens familie. Stilistisk er familiesagaerne ikke til at skelne fra andre mundtlige historier - måske bortset fra dem om de selvople- vede beretninger. — Men de fleste grøn- landske sagn er nemme at skelne fra sagn og myter fra andre østlige Inuit- områder ved, at mange af de grønland- ske sagn fortæller om fangersamfunds liv, hvor grænsen mellem mennesker og dyr er ret skarp. Årsagen til denne for- skel kan der måske argumenteres for i en anden, og måske mere kontroversiel artikel. Oprindeligt blev disse familie- sagaer fortalt og genfortalt af personer, der selv kunne opregne deres afstam- ning fra de omtalte personer. På det grundlag er betegnelsen familiesaga eller slægtssaga en passende betegnelse. Som antydet er slægtssagaerne ikke så gamle — sammenlignet med de fælles inuitfortællinger. De indeholder ofte begivenheder fra den seneste førkoloni- ale tid og den tidlige historiske tid. Såle- des kan mange af de personer, der om- tales i fortællingerne, blive bekræftet som levende - eller døde - mennesker i 299 [2] de tidlige kirkebøger. I Vestgrønland ra- sede en række koppeepidemier i det 18. og 19. århundrede, og nogle gange hær- gede de det samme distrikt mere end een gang (Gad 1974:62-110). De indle- dende historier i disse familiesagaer For- tæller ofte om begivenheder, der var fo- regået 30-40 år forud for koppeepide- mien. Det er en vigtig faktor at be- mærke, f.eks. omtales i begyndelsen af Singajuks slægtssaga begivenheder lige omkring 1700. Der var en koppeepi- demi omkring Nuuk i 1733-1734. Fra Upernavik blev en koppeepidemi regi- streret i 1814 (Ostermann 1921:511), og slægtssagaerne omtalte begivenheder, der måtte være sket omkring 1775. Fra Sydgrønland omtales i Qajuuttaqs slægts- saga den store skibskatastrofe fra 1777 (Hanssen 1977). Tyfusepidemi blev om- talt i Sydgrønland 1800, hvor mange mennesker døde (Gad 1974:72). Om- kring 1800 blev koppevaccination prø- vet, — i nogle distrikter med et heldigt resultat, og i Sydgrønland hærgede koppeepidemier ikke så katastrofalt som andre steder (ibid. 89). Her må ty- fusepidemien vel have spillet den samme rolle for den kollektive hukom- melse som koppeepidemierne andre steder. I andre distrikter havde en vacci- nation ingen effekt, måske Fordi vacci- nen var blevet for gammel inden brugen (ibid. 86-89). Forklaringen på, at disse historier alle startede 30-40 år forud for de alvorlige epidemier, kan meget nemt skyldes, at samfunds hukommelse simpelthen blev kappet af, når især de ældre i lokalsam- fundet dode under epidemierne, og det må understøtte tanken om, at der var noget om historiens indhold. Disse hi- storier begyndte alle med de overleven- des ungdom. Det var de overlevende voksnes hukommelse, de nye historier startede på. I Nuuk og i Sydgrønland — og vel de fleste steder, — blev slægtssagaerne først fortalt af de omtalte personers efter- kommere. Slægtssagaer omkring Uper- navik blev som helhed først nedskrevet omkring 1950 (Lynge 1955). I mellemti- den er de blevet til hele distriktets Fælles folklore. Årsagen hertil må søges i, at befolkningen efter koppeepidemien i 1814, reducerede den beboede del af området til en trediedel af, hvad det var Før 1814. Mens Folk levede tæt på hinan- den, blev disse slægtssagaer almeneje, men indtil ca. 1950 stort set ukendt uden For distriktet. Dog havde Rink et par aF disse historier med i sin samling. I overensstemmelse med ovenstående påstand, startede historierne med begi- venheder omkring 1775. Første eksempel: Singajuks slægtssaga Historien blev nedskrevet Første gang omkring 1860, da en aF Singajuks efter- kommere, Hendrik fra Kangeq, sendte et manuskript til Rink (Rink 1871:1-9). Rink påbegyndte en indsamling aF grøn- landsk Folklore omkring 1858. Anden gang blev historien nedskrevet aF Knud Rasmussen i 1902 (Rasmussen 1924: 276-344). Den er meget længere og mere detailleret end Rinks version. Singajuk var en mand, der flygtede fra sine fjender i Sydgrønland. Han blev gift med en pige fra omegnen af Kan- geq ud for Nuuk. De Fik nogle efter- kommere. Deres ældste son, Mangilaq 300 [3] Johannes og Lise Rosings familie fotograferet i foråret 1926. 1. David Rosing (1904-69), tomrer. 2. Karen, hans datter (l925-). 3. Sara, Davids kone, fodt Olsen fra Aasiaat. 4. Anders (1909-) fanger/fisker. 5. Nikolaj (1912-76) lærer/Folketingsmand. 6. Ivirsdnc, fodt Lyberth. 7. Ulrik (1925-95) fisker/handelsmand. 8. Svend (1887-1957) fanger, gift med 6 (Kirstine). 9. Sofie, gift Poulsen (1917-). 10. Kitsia, gift Berthelsen (1921-). 11. Lise (1865-1946) kaldet Elise, fodt lleilmann, gift med nr. 12. Johannes Rosing (1863-1942) sagnfortæller, udstedsbestyrer, bodker. 13. Gudrun Petersen (1923-1997) datter af Ole Petersen og |akobine, fodt Rosing, datter af Johannes og Lise. eller Tusilartoq, omtales som en storfan- ger, eller maske snarere en stor kajak- roer - de to begreber er ikke altid iden- tiske, — og han kunne ro ud i kajak i al slags vejr. Tusilartoq var en tempera- mentfuld mand, som skulle have dræbt adskillige personer. Singajuk og hans kone, Marnilik, dode uden at blive krist- 301 [4] nede. Men Tusilartoq og hans familie blev optaget hos herrnhuterne (Knuth 1963:211; Gulløv 1997:409-411). Der- ved blev det muligt at finde deres data i herrnhuternes kirkebøger. Personerne i disse historier eksisterede således i vir- keligheden. Nogle af fortællingens begivenheder blev beskrevet med mange detaljer. Episoden omkring Singajuks frieri ved Illorpaat er et godt eksempel. Det fore- går i et hus hos en enke, hvis navn ikke bliver nævnt. Singajuk bliver i den grad betaget af datterens skønhed, at han no- get nervøst anmoder om hendes hånd - stilet til hendes mor - før han ved, hvad pigen hedder. Allerede dét er jo en for- tælling værd. Placeringen af deres hus ved bopladsen, udsigten fra huset, og eftermiddagssolen, der skinnede ind i huset, er i den grad beskrevet, at arkæo- logerne mener at have fundet huset (Gulløv 1997:409-411). Huset er blevet udgravet (ibid. 58 f), og der blev ikke fundet nogen uoverensstemmelse mel- lem historien og fundene. Eksempel to: Qajuuttaq En af mine søstre, der en overgang bo- ede i Narsaq i Sydgrønland, fortalte mig engang, at hun havde truffet nogle in- teressante mennesker, der fortalte hende om deres forfader, Qajuuttaq, som levede omkring 1800. De fortalte hende om Qajuuttaqs boplads, hans plads til helleflynderfiskeri, om hans husruin og lignende detaljer. De fortalte hende også om Qajuuttaqs venskab med Johannes Andersen (1760-1826), søn af de velkendte Anders Olsen og Tu- perna. Disse efterkommere var tydelig- vis stolte af denne forfader. Min søster havde hørt andre historier om Qajuut- taq, der engang skulle være flygtet syd- fra, til Tunulliarfik, efter at have dræbt en mand. Denne episode var ukendt for hans efterkommere, og de udtrykte en stærk tvivl om dens sandhed. Der er faktisk flere historier om Qa- juuttaq ud over det mord, han skulle have begået (Rink 1871:48; Petersen 1999). Han havde to koner, og ca. 10 born. Han var en stærk mand. Børnene af den mand, han myrdede, var flygtet til det sydlige Gstgrønland. De kom en som- mer over indlandsisen for at øve hævn: Qajuuttaq, der dengang havde et gevær, skød og sårede en af dem, og da de flyg- tede, bærende på den sårede, forfulgte han dem ind over indlandsisen, indtil han kunne se en fjord på østkysten. Den korteste strækning mellem Tunnltiarfik i vest og en fjord i Ostgrønland er til Puiatteq i øst, en strækning på ca. 100 km, og hvis det ikke var den fjord, kun- ne turen nemt være længere. Så vendte han tilbage. Det skete formentlig 100 år før Nansen, og Qajuuttaq klarede stræk- ningen frem og tilbage, lige som de for os ukendte fjender. I 1777 blev mange hvalfangerskibe fanget i Ostgrønlands storis, og mange af dem blev .skruet ned. Omkring 450 mænd .drev .sydpå med isen, og ca. 150 blev til sidst reddet på vestkysten (Holm & Garde 1887:23; Hanssen 1977). Qa- juuttaq fandt på en lille ø nogle holland- ske skibbrudne, bragte dem hjem til sit hus og bespiste dem resten af vinteren. Om foråret blev de sejlet til Paamiut, hvorfra de kunne få skibslejlighed (Tving 1944:112). Hvem det var, kan vi natur- 302 [5] Tusilartoq lytter sig til en måges tryllesang, og han kunne bagefter trodse enhver storm i kajak. Akvarel af Aron fra Kangeq 1822-69. ligvis ikke vide. Mange år senere kom der en ung hollandsk skipper til Qajuut- taqs boplads. Han kunne tale grøn- landsk, og han spurgte efter Qajuuttaq. Da folk fortalte ham, at Qajuuttaq var død nogle år i forvejen, blev han ked af at høre det: Han ville gerne have takket ham for hans hjælp, men han havde også glædet sig til at drille ham, fordi Qajuuttaq havde drillet ham meget, idet han var den yngste i flokken (Petersen 1999). Jeg har ikke kunnet finde nogen bekræftelse på denne hollandske skip- per fra anden side. Mineralogen Giesecke, der ufrivilligt tilbragte 7 år i Grønland, fra 1806 til 1813, fortalte i sine dagbøger, at han i 1806 besøgte den omtalte Johannes Andersen ved Igaliku. De sejlede til Tunulliarftk, til et sted tæt ved Narsarsuaq. De traf ikke Qa- juuttaq; men de fandt en teltring, brugt af en usædvanlig hedensk grønlænder med to koner og 10 børn. En hedensk grønlænder med to koner og 10 børn i Tunulliarfik kan dårligt være andre end Qajuuttaq, da en mand med ti børn var ganske usædvanlig, som Giesecke også selv bemærkede (Giesecke 1878:35). Eksempel 3: Tuluaq fra Kittorsaq I familiesagaerne fra Upernavik kom- mune omtaler mange historier koppe- epidemien fra 1814. Tidspunktet kender vi bl.a., fordi Upernavik blev opgivet 303 [6] som koloni i 1814, og en koppeepidemi rasede i distriktet ved kolonisternes af- rejse (Ostermann 1921:511). Efter denne begivenhed var hele Upernavik distrikt nord for Upernavik Isfjord ube- boet til lidt før 1850, og kun en strækning på ca. 60 km fra nord til syd blev beboet i de næste 35 år. Det var i denne periode, familiesagaerne ved Upernavik blev en fælles tradition. Der overlevede så få personer i norddistrik- tet, at en enkelt familie af Qupanu og hans søn Qimmiut, som var teenager dengang, — kunne samle alle overle- vende i norddistriktet i deres hus ved Aappilattoq nær Tasiusaq (Lynge 1955:86). Qimmiut blev døbt i 1841, og hans alder blev dengang opgivet til at være 41 år (ibid. 17). I historien om epidemien boede Tu- luaq nord for alle andre, ved Kittorsaq. Da han hørte om farsoten længere mod syd, besluttede Tuluaq at flygte nordpå. Han og hans familie rejste med deres umiak nordpå, og forsvandt (ibid. 17). Piistorien om Ttduaq var faktisk ikke længere ved Upernavik. Den er ander- ledes end de andre eksempler ved sin detaljefattigdom. Som den fortælles, kan den heller ikke stamme fra Tuluaq^ efterkommere. Mange år gik. Hayes's arktiske ekspe- dition kom i 1861 på tilbagevejen til Upernavik. Om bord var fangstmanden Suersaq, Hans Hendrik sammen med sin kone, Mequ. Da Hayes i Upernavik hørte om udbruddet af den nordameri- kanske borgerkrig, fik han travlt, og fa- milien Hans Hendrik gik i land ved Upernavik, vist nok efter eget ønske (Rosing 1948:28). Da Mequ blev spurgt, om hun skulle have hørt noget om Tuluaqs skæbne, fortalte hun, at Tuluaqs familie skulle være kommet over Melvillebugten, og at hun selv var efterkommer af Tuluaq (Lynge 1955:112). Men i virkeligheden hører vi endnu tidligere om Tuluaq. Den britiske opda- gelsesrejsende John Ross kom i 1818 til inughuit, som han kaldte for ^-l/r//r///£>- landers. Han spurgte gennem sin tolk, Hans Zakæus, dem om forskellige ting, bl.a. om de kunne nævne en storfanger for ham. De sagde, at en mand ved navn Tuluaq, var storfanger, og at han boede ved Pituffik — den nuværende Thule Air Base. Han boede i et stort hus (Ross 1820:99, 110). Dette er en interessant oplysning. Men hvordan kan vi regne med, at det var den samme Tuluaq^ — I Thule området var drivtræ en virkelig mangelvare. Jordhusene var små, og loftet måtte bæres af smalle, aflange sten og store, flade sten. Husene måtte formes som en omvendt pære, fordi disse sten skulle kunne nå hinanden, når de understøttes af sten efter vægtstangs- princippet (Holtved 1967:13 f f.). Disse b_egrænsede husets mulige storrelse kraftigt, der nok også derved var lettere at få. opvarmet. Kun en person med trærafter kunne bygge sig et stort hus. Jeg må konkludere, at det var den samme Tuluaq, der ved sin flugt mod nord fra Rttorsaq havde medbragt træskelettet til sit hus, så han kunne bygge sig et stort hus. Fire år senere havde han stadig disse rafter og derfor et stort hus. Fælleshuset var den nor- male boligform ved Upernavik, i hvert fald til ca. 1830. Dertil kunne ingen, der 304 [7] ikke var storfanger, bo nord for alle an- dre i Upernavik distrikt. I grunden er der ikke så mange detaljer, men de pas- ser sammen. Et extra eksempel: Qillarsuaqs gruppe Nu er vi uden for Vestgrønland. Ifølge nogle historier begik to mænd i det syd- lige Baffin Island omkring 1830 et drab og måtte flygte nordpå. DeÆs navne var Killaw (Qillaq) og Okey (Oqi) (Boas 1901-1907: 535). De kom med deres fa- milier til egnen omkring Mittimatalik/ Pond Inlet. Omkring 20 år senere drog den dæbtes sønner nordpå og prøvede at øve hævn. De overraskede Qillaq og hans bror Aksaarjuk, som forskansede sig på et i3fjeld, hvorfra det lykkedes dem at flygte i hver sin retning. Aksaar- juk flygtede til Iglulik. En af mine gode kilder, Qulittalik, bemærkede, at ingen måtte blive dræbt ved Iglulik. Qulittalik?, bedstemor så som lille pige, da Aksaar- juk som en flygtning kom til Iglulik. Desværre spurgte jeg ikke om, hvordan det skulle forstås, at ingen måtte blive dræbt ved Iglulik. Men ofte var sam- lings- og handelssteder fredhellige. Men om de var det permanent, kan jeg ikke sige. Qillaq krydsede på sin flugt Lan- caster Sound mod nord (Petersen 1962:100). Det var nogle år forud for migrationen mod Thule. Under en af eftersøgningsekspeditio- nerne efter den forsvundne Franklin, havde capt. Inglefield en tolk med fra Upernavik. Vi kender ham som Tuut- (s)ingaaq, fortælleren og forfatteren Mar- teeraqs bedstefar. Der mødte Tuutsin- gaaq nogle inuit i nærheden af et depot, der var blevet plyndret. Denne episode og dette møde havde han fortalt til sin familie (Nielsen 1957). Tuutsingaaq nævnte ingen navne; men vi ved fra en anden kilde, at Tuutsingaaq mødte Qillaq. Under den sidste eftersøgningsekspedi- tion efter Franklin havde capt. McClin- tock en anden tolk, nemlig bødker, se- nere udstedsbestyrer, Carl Petersen fra Upernavik. I 1858 mødte gruppen ved isen øst for Devon Island 12 inuit. Den ældste mand i gruppen, en skaldet mand, hed Kret'lak (Qillaq). De fortalte, at de rejste østpå, og havde været to år undervejs. Da Qillaq opdagede, at Carl Petersen kom fra Upernavik, spurgte han efter Tuutsingaaq (Carl Petersen 1860:92-94). Vi kender jo også Qillaqs indvandring fra andre kilder. Til at begynde med var der to ledere: Qillaq og Oqi. Vi kender Qillaq som Qillarmaq, som han blev kaldt ved Thule. Men under turen blev de to ledere uvenner, og Oqi vendte om med hovedparten af gruppen (Rasmus- sen 1905:33 f£). Men i Vestgrønland hører vi om Oqi allerede i 1865. På hval- fangststationen Uummannarjuaq/Black- lead Island tilbragte en mand fra Sisimiut, Adam Bech nogle år som tolk og arbejds- formand — og måske også som missio- nær, — nogle år. Adam Bech var kateket, som også havde virket som tolk på en af Franklineftersøgningerne, og da en en- gelsk kaptajn henvendte sig om Adam Bech til missionær Jacob Kjer i 1860, gav Kjer sin tilladelse med ønske om, at Adam Bech også kunne missionere på Baffin Island (Bech 1867: spalte 1314). Da han vendte tilbage til Grønland, skrev han i Atuagagdliutit om sine år på Uummannarjuaq og omegn, især om 305 [8] nogle interessante personer, han havde truffet Engang mødte han en mand ved navn Koorsuk — sådan læses det i hvert fald, han brugte Fabricius' ret- skrivning, som var blevet omsat til Kleinschmidts af redaktionen. - Denne Koorsuk var kommet fra det nordlige BafGn Island og fortalte om forskellige ting, bl.a. om vandringsmanden Oqi. Under en af Oqh rejser fandt hans gruppe et ekspeditionsdepot, som de faktisk raserede (Bech 1865, sp. 973). Det var formentlig det samme depot, som Tuutsingaaq fortalte om (Nielsen 1957). Denne historie understøtter kraf- tigt, at Oqis gruppe nåede tilbage til det beboede område. I 1861 forlod Hayes' ekspedition Thule, og nævnte, at bue og pil var ukendte i Thule, d.v.s. Qillarsuaq& gruppe var ikke nået frem endnu. I 1871 havde capt. Budington en samtale med Ivaloq, Oillarsuaq?, svigerdatter, hvis familie var forblevet i Thule, da resten af gruppen forsøgte at komme tilbage til Baffin Is- land. Ivaloq fortalte, at hendes og Ittu- kusuks familie var alene tilbage, da gruppen, som de var kommet sammen med fra Nordamerika, vendte hjem. Meqqusaaqs gruppe var således ikke kommet tilbage fra det mislykkede for- søg på at komme til de hjemlige egne. Qillarsuaqs gruppe var således ikke kommet til Thule i 1861. I 1872 var de overlevende fra den mislykkede til- bagerejse til Baffin Island, endnu ikke kommet til Thule. Men hvis alle brik- kerne skal passe, var de kommet til Thule i 1862 i første omgang, og i 1873 i anden omgang. Tilmed passer omtalen af vintervejret meget godt med en af Dansgaardgruppens (Dansgaard o.a. 1978) detaljerede, palæoklimatiske ana- lyser (Petersen 1989:136). Disse løsrevne episoder fik først sam- menhæng, da Den litterære ekspedition skrev en sammenhængende historie om denne migration og dens betydning (Rasmussen 1905:21-35; Moltke & My- lius-Erichsen 1906:306-310), og disse beretninger fik et væsentligt supplement ved Inuterssuaq Uvdloriaqs bog om Qillarsuaqgruppen (Uvdloriaq 1976; på dansk, Ulloriaq 1986). Hovedinforman- ten for den litterære ekspedition, Meq- qusaaq, deltog i selve vandringen, andre kilder var børn og børnebørn af mi- granterne. Inuterssuaq Ulloriaq basere- de sine historier på Ittussaarsuafc beret- ninger. Hun var også deltager i selve mi- grationen. Jeg har medtaget denne migrations- beretning fordi den rummer interes- sante aspekter til min fortolkning. Om slætssagaerne Historierne omtaler navngivne perso- ner, og de fleste af dem kan bekræftes ud fra andre kilder som virkelige perso- ner. Men det er oftest historier om egne forfædres bedrifter. l Ole Brandte (1971) og Thomas Frederiksen?, (1980) beretnin- ger om deres forfader Qpoqa, bliver vi præsenteret for inkarnationen af en vir- kelig storfanger. Især i Frederiksen?, om- tale er Qpoqa den person, der standsede blodhævnen i Grønland. Det var sand- synligvis slægtens fortolkning. Men også efter Qpoqa?, tid blev der øvet blod- hævn. Men Qpoqa nød en sådan respekt, at han kunne tillade sig at ignorere for- pligtelsen til hævndrab uden at miste re- 306 [9] spekten, og derved kunne han stoppe den blodfejde, som hans slægt var invol- veret i. Men der er flere historier om mænd, der bevidst undlod at øve hævn. Blodhævn blev dog også øvet i historisk tid. Rink har en historie om blodhævn, øvet af en mand, der tydeligvis ikke var kristen, men som bar et kristent navn, så han var sandsynligvis en hedning, der blev navngivet efter en afdød kristen (Rink 1871:113). Det skete jo ind imel- lem. Qpoqas rolle blev understreget af hans efterkommere. Slægtssagaer var historier fortalt af hovedpersonens efterkommere, og gen- nem hvilke familien ønskede at blive husket. Den situation, hvor Qajuuttaqs efterkommere ikke ville tro, at han var morder, kunne repræsentere en karakte- ristisk holdning. Han var husket som en munter person. Historien om Qillarsuaq som ønskede fred med sine omgivelser (Uvdloriaq 1976:63; Ulloriaq 1986:64) kan være god nok, fordi han selv måtte flygte fra sin hjemegn to gange. Men hi- storien nævner ikke det mord, som Qtl- laq og Oqi begik. I de skrevne kilder, som stammer fra mundtlige kilder, kan de episoder, der ikke kom med, antyde, at der var episoder, som en slægt ikke ønskede at tale åbent om, hvorfor de se- nere generationer ikke fik kendskab til disse ting. Men mange andre episoder blev fortalt og genfortalt til familiens yngste, mens visse andre blev fortiet. En ting, som jeg finder interessant i Knud Rasmussens beretning om Qil- larsuaq^ findes kun i hans grønlandske version, som er skrevet senere end hans danske version. Meqqusaaq fortalte, at Qillarsuaq Lidt før selve migrationen fo- retog nogle ånde flugter til fjerne egne, og der så »andre inuit klædt i sælskindspelse og sælskindsbukserv. (Rasmussen 1909: 102). Det lyder næsten, som om hans bopladsfæller ikke kendte inuit klædt på på denne måde. Men vi ved fra andre kilder, at han mødte Tuutsingaaq, en mand fra Upernavik på den ubeboede side af Lancaster Sound i 1853 (Nielsen 1957; C.Petersen 1860:92). - Migratio- nen skulle efter alt at dømme være ble- vet påbegyndt i 1856. - Tuutsingaaq var klædt i sælskindspels og sælskindsbuk- ser. De inuit, Qillarsuaq så på sine ånde- flugter, var klædt på samme måde, og ikke i isbjørneskindsbukser. Måske var han egentlig på vej til Upernavik. Efter Ittussaarsuats, erindringer kendte man ty- deligvis ikke Qillarsuaq som morder hjemmefra. De huskede ham - til trods for det drab, han blev overtalt til at begå i Thule (Uvdloriaq 1976:35 f; Ulloriaq 1986:64-67), som en fredselskende mand (1976:35; 1986:64). Denne detalje tyder på, at slægtens yngste ikke kendte noget til hans drab i sine unge dage. I andre slægtssagaer fra Nuuk blev Tusilartoq omtalt som en seriemorder. Slægten ønskede ikke at holde hans hid- sige og mørke side skjult, men und- skyldte det vist med, at han var hedning. På den måde kunne hans kristne efter- kommere tage afstand til denne side af ham, og måske gjorde de ham værre end han egentlig var. Men episoder fortalt, og episoder udeladt, synes ikke rigtigt at hænge sam- 's O O O men med den ofte hævdede erindrings- forskydning i alderdommen. Det ser snarere ud til, at hver slægt havde sin holdning over, hvad den ønskede hu- 307 [10] sket, og hvad den ellers helst ville for- bigå i tavshed. En anden interessant ting at nævne er nogle bemærkninger efter den første publikation af familiesagaer ved Uper- navik (Lynge 1955). Flere fortællere i Upernavik hævdede, at disse publice- rede versioner ikke var de »sande histo- rier«. Da sådanne udtalelser sjældent blev præciseret, blev disse heller ikke uddybet. Hans Lynges hovedinformant, Marteeraq Nielsen, publicerede få år se- nere mange af sine fortællinger. Der var meget små forskelle - oftest nye detaljer — mellen de to serier af fortællinger, og umiddelbart synes de ikke at give grundlag dl en sådan kritik. Men situa- tionen siger noget om folks opfattelse af en »sand historie«. Det er i al enkel- hed den historie, som man selv havde hørt i sin barndom eller ungdom, af en pålidelig fortæller. Men situationen er den, at der efter en begivenhed ofte op- står lidt varierende versioner af den samme episode, mytedannelsen opstår vel altid efter usædvanlige, eller bare omtalelsesværdige, begivenheder, og gør det stadig væk i vore dage. Nogle af disse mytedannelser er sikkert meget kortlivede, — af gode grunde kan vi ikke kende dem - men enkelte blev husket, og må betragtes som den bundfældede, lokale forståelse af begivenheden. I denne forståelse indgår sikkert en masse lokalviden om normer, de omtalte per- soners væremåde o.l. Vi må huske på, at de til at begynde med blev fortalt til folk, der måske kendte personerne og de begivenheder, der blev omtalt. Her er det måske af mindre interesse, hvem der fortalte disse historier. Til at be- gynde med måtte det være af betydning, hvem man fortalte dem til. For til- hørerne var de nødt til at være accep- table. Det er et meget væsentlig aspekt i vurderingen af sådanne historier. I henhold til flere slægtssagaer, flyt- tede en bestemt familie, Nu/ooqs familie, til A-appi på nordsiden af Upernavik Is- fjord lidt før 1850. Det må være den fa- milie på 14 personer, Rink placerede på »Arbik« (Aappi) i sin grønlandsbeskri- velse (Rink 1857). Men ifølge de offici- elle folketællinger var A.appi ubeboet helt til 1876. Nulooqs, familie blev regi- streret som boende ved Aappilattoq, på den sydlige side af den samme fjord. Det kan måske synes ligegyldigt, om man boede på nordsiden eller sydsiden af den samme fjord; men det var det ikke. På sydsiden havde man hele tiden kontakt med resten af Upernaviks be- folkning, på nordsiden kunne man ikke få kontakt med de andre fra november til ca. midten af februar. Hvis der skete familiens forsørgere noget alvorligt i be- gyndelsen af denne periode, kunne fa- milien næppe overleve vinteren, i hver fald så længe det var den eneste familie nord for denne grænse. De, der sorgede for folketællingerne vidste det naturlig- vis, men intet tyder på, at de forstod dens mulige konsekvenser. Men fami- lien vidste det, og forstod det. En af de interessante sider af denne »praktiske« sammentælling er, at ministerialbøgerne alligevel viser ret klart, at denne familie ikke boede ved Aappilattoq. For der var fødsler og dødsfald og barnedåb allige- vel. Børn, der blev født ved Appilattoq fik ved dåben opgivet ikke bare dåbs- dato, men også fødselsdato, og det 308 [11] samme skete ved dødsfald og begra- velse ved Aappilattoq. Men disse oplys- ninger om fødselsdato og dødsdato mangler hos de fleste børn af Nulooq^ familie, i hvert fald dem, der blev født om efteråret, mens Aappi var isoleret. Enkelte af dem fik opgivet, at de blev født i oktober, november eller decem- ber, og for andre blev det kun angivet, at de blev født året før. Men disse børn blev døbt i sidste halvdel af februar, el- ler begyndelsen af marts. Ved den tid kunne man igen krydse Upernavik Is- fjord. Nulooq selv blev opført som »død af alderdom« i maj 1859, men hans dødsmåned blev angivet som december 1858. Der må være andre årsager til, at hans død blev registreret så sent. Nu var Nulooq jo den sidste person, der døde som hedning i distriktet, og han blev ifølge slægtssagaen begravet efter he- densk ritual (Lynge 1955:34). Det kan være, at kirkebogsføreren i nogen tid havde været i tvivl om, hvor vidt han kunne skrive en afdød hedning i kirke- bogen. Her er der flere eksempler på, at en detaljeret mundtlig tradition kan være mere pålidelig end de skrevne kil- der, i hvert fald på visse punkter. Men dette har stadigvæk ikke noget at gøre med erindringsforskydning. Om slægssagaer og andre kilder Det er faktisk overraskende at se, hvor meget detaljer af sådanne historier kan bekræftes fra anden side. Identificerin- gen af »enkens hus« på Illorpaat (Gulløv 1997:409 ff.) er et godt eksempel på, at de detaljerede afsnit i slægtssagaerne kan bekræftes med rimelig sikkerhed. Vi kunne placere historierne om.Qajuuttaql relation til kendte begivenheder, og fra anden side kendte personer. Vi kan fak- tisk følge Qillarsuaqs vandring fra det første kendte drab i 1830'rne, øde- læggelse af et ekspeditionsdepot i 1853, møde mellem McClintocks skib og Qillaq gruppen i 1858, indirekte omtale af at de ikke var nået frem i 1861, og Budingtons samtaler med Ivaloq, der vi- ste, at de overlevende fra hungervinte- ren på et forsøg på hjemtur endnu ikke var tilbage i Thule i 1872, og endelig gav Carl Petersen os grundlag for at forstå, hvordan Qillaq kunne vide noget om påklædningen i Grønland syd for Thule. Ministerialbøgerne fra Upernavik gav os en ide om, at Nulooqs familie ikke bo- ede ved Aappilattoq, men ved Aappi som påstået af familiesagaerne, og indirekte af Rink. Så vil jeg gerne slutte af med et andet aspekt, som jeg finder i Upernavikhisto- rien om A.ataarsuatsiaq og Ikersaq. Mig bekendt savnes der en afstamningsfor- bindelse mellem de to personer og de senere generationer, og den falder der- for uden for definitionen af slægtssaga. Men den er fortalt som hørende til peri- oden omkring de ældste slægtssagaer ved Upernavik, og den betragtes som en historie om begivenheder, der virkelig er sket. Nu er det vel af betydning, at personerne i historien er navngivne, og den rummer handlinger, der beskrives med ret mange detaljer; men den vigtig- ste grund til, at historien anses for at være sand, er, at man mener at have fun- det det sted, hvor Ikersaq skulle have øvet sine kræfter, og flere detaljer i hi- storien passede ind i det, man kunne se. Historien er blevet nedskrevet i Peder 309 [12] Kraghs samling, men den ældste ver- sion, jeg kender, er nedskrevet af Abra- ham Eliassen og udgivet af Rink i 1866 med tiden Atarsuatsiak, en Morder ved Upernivik (Rink 1866:270-274). Efter denne version boede Aataarsuatsiaq et sted lidt nord for Kangersuatsiaq/Prø- ven, og den deler flere detaljer med en kendt historie om »seriemorderen fra Maniitsoq« (bl.a. Olsen 1964:96-99). Maniitsoq ligger lidt nord for Kanger- suatsiaq, men umiddelbart er der en stor forskel mellem de to historier, fordi hævnen imod morderfamilien fra Ma- niitsoq foregik med en masse magi; men de historier, jeg kender om Aataarsuat- siaq er befriende fri for sådanne detaljer. Den er meget nøgtern. Marteeraq Nielsen har skrevet historien ned, og fået den udgivet i tidsskriftet AvangnåmioK i 1954 (s.lll. f f). Den svarer nøje til de histo- rier, jeg kender om dette emne. Aataar- suatsiaq blev opdaget som en seriemor- der, da en mand undslap fra ham. Han var gift med en søster til Ikersaq. Ikke desto mindre fik Ikersaq fortalt, at hans svoger pønsede på også at dræbe ham. På et eller andet tidspunkt havde Ikersaq øvet sine kræfter på et sted med mange stenblokke, og han flyttede rundt med dem. Før hævnen traf Ikersaq en aftale med ofrenes familier, at hæv- nen skulle øves, næste gang Aataarsuat- siaq kom til stedet. Aataarsuatsiaq havde en frille på stedet. Da svogeren havde besøgt sin pige og kom ud, stak Ikersaq ham med en kniv, og alle, der havde no- get at hævne, kom og stak til ham. Den ligner flere historier om sam- mensværgelser for at eliminere en per- son, der blev anset for farlig for sine omgivelser. Den er lokaliseret, den inde- holder et par navne, og beskriver situa- tioner, der godt kunne være sande. Hi- storien anses for at være sand af nogle. Men hvad nu, hvis historien ikke var sket, hvis hverken Aataarsuatsiaq eller Ikersaq var personer, der havde levet samtidigt, svogre og alligevel fjender. For mig at se, ville historien blive mere interessant. Uforstyrret af personnavne og andre tilfældigheder ville vi forment- lig få en historie, der var i overensstem- melse med folks opfattelse af, hvad der var rigtigt eller forkert. Den kan være nok så relevant i en historisk beskri- velse. Det, jeg har fået ud af denne beskri- velse, er ikke nødvendigvis, at histori- erne skal være sande. Men der er eksem- pler nok til at vise, at de ikke var frie fantasier. Men detaljer kan blive bekræf- tet fra en anden side, og enkelte af dem kan tilmed bruges til at korrigere skrevne kilder. Det kan ikke få os til at afvise alle skrevne kilder som ubruge- lige af den grund; men vi kan heller ikke afvise de mundtlige kilder som uanven- delige. Især kan vi ikke afvise dem en bloc. Jeg håber at have underbygget, at vi ikke kan afvise dem på grundlag af erindringsforskydning i alderdommen, som kan være ret irrelevant i den forbin- delse, selv om erindringsforskydning i sig selv må tages med. Som en kendt person engang sagde, efter at have afvist mundtlige kilder, fordi folks hukom- melse ændrede sig i alderdommen: »Vi ved jo, at folk ikke blev så gamle den- gang!« 310 [13] Referencer Bech, Adam, 1965: Akilinermut avalagkaluartup nuna- minut uterame oKalungusiutai. Atuagagdliutit, (sp. 972 ff.). Bech, Adam 1867: Akiliniliarnermik. Atuagagdliutit. Spalte 1313ff. Boas, Franz, 1901-1907: The Eskimo of Baffm Land and Hudson Bay. Bulletin of American Museum of Natural History. Vol. XV. New York. Brandt, Ole, 19"'l: K'oKa. Nuk. Dansgaard o.a.: Hammer, C.U., H.B. Clausen, W. Dansgaard, N. Gundestrup, S.J. Johnsen, N. Reeh: Dating Greenland Ice Cores by Flow Models, Iso- topes, Volcanic Debris and Continental Dust. Jour- nal of Glaciolog)1, vol. 20, no. 83. Frederiksen, Thomas, 1980: ErKaimassat misigissatdlo. Nuk. På dansk: Grønlandske dagbogsblade, 1980. Nuuk. Gad, Finn, 1974: 4 detailkomplekser fra Grønlands hi- storie. København. Giesecke, K.L., 1878: Gieseckes mineralogiske Reise i Grrinland. Kjobenhavn (udg. F. Johnstrup). Gulløv, H.C., 1997: From Middle Ages to die Colonial Times. Meddelelser om Grønland. Man and Society, 23. Copenhagen. Hanssen, Lorens, 1977: Grønlandsfarerne i året 1777. Melbyhus. Holm, Gustav & V. Garde, 1887: Den østgrønlandske Ekspedition. Kjobenhavn. Holfved, Erik, 1967: Contribution to the Polar Eskimo Ethnography. Meddelelser om Grønland, bd.182.2. Copenhagen. Knuth, Eigil, 1963: Singajik's Family Saga. FOLK, vol. 5. Copenhagen. Lynge, Hans, 1955: Inegpait. Meddelelser om Grøn- land, bd. 90,2. Copenhagen. Ministerialboger/Kirkebøger: Herrnhuternes Kirkebog, Mikrofilm: 1738-1899. Rigsarkivet, Københavvn. Upernavik Ministerialbog 22-16-01. I: 1833-1862. Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu. Nuuk Moltke, Harald & L. Mylius-Erichsen, 1906: Grønland. København. Nielsen, Marteeraq (Martin), 1954: AtårssuatsiaK Ikers- sardlo. AvangnåmioK.: 111 ff. Nielsen, Marteeraq, 1957: AngajorKåvnit oKalugpa- laarsiåka avdlatdlo erKaimassat. AvangnåmioK: 171- 173, 200-202. Olsen, Hendrik, 1964: Upernivik oKaluasågssartailo. Nuk. Ostermann, Hother, 1921: Upernivik Distrikt. - l Amdrup o.a. (red.): Grønland i 200-Aaret for Hans Egedes Landing, l, Meddelelser for Grønland, bd. 60. Petersen, Carl, 1860: Den sidste Franklin-Expedition. Kjobenhavn. Petersen, H.C. 1999: Qajuuttap eqqaamaneqarneranut ilapittuutissaq. KalåleK, nr. 10: 11 f. Sisimiut. Petersen, Robert, 1962: The Last Eskimo Immigration from Canada to Greenland. FOLK, vol. 4. Copen- hagen. Petersen, Robert, 1989: Some Adaptation Changes in Greenland Related to Climatic Changes. In: Noel Broadbent (ed.): Nordic Perspectives on Arctic Cul- tural and Political Ecology. Center for Arctic Cultural Research. Umeå University. Miscellaneous Publica- tions. No. 9:129-140. Rasmussen, Knud, 1905: Nye Mennesker. Kjøben- havn. Rasmussen, Knud, 1909: Avångarnisalerssårutit. Kjø- benhavn. Rasmussen, Knud, 1924: Myter og Sagn Fra Grønland II. København. Rink, HJ. 1852-1857: Grønland geographisk og stati- stisk beskrevet I-II. Kjobenhavn. Rink, H.J., 1866-1871: Eskimoiske Eventyr og Sagn 1- II. Kjobenhavn. Rosing, Otto, 1948: SuersaK. Nuk. Ross, John, 1820: Opdagelses-Rejse foretagen af de kongelige Skibe »Isabella« og »Alexander« til Baffins- Bugten for at undersøge Muligheden for en Nord- West Gjennemfart. Kjobenhavn. Tving, R. 1944: Træk af Grønlandsfartens Historie. Det grønlandske Selskabs Skrifter XIII. København. Ulloriaq, Inuutersuaq, 1986: Beretning om Qillarsuaq. Det grønlandske Selskabs Skrifter XXVII. Køben- havn. På grønlandsk: UvdloriaK, InuterssuaK, 1976: K'itdlars- suåkunik oKalualåK. Nuk. 311 [14]