[1] Johannes Kreutzmann Kajakberetninger Ved Birte Haagen En vældig optagethed af kajakfangst, kajakroning og at trodse de udfordrin- ger havet byder en kajakroer lyser ud af denne beretning. Det var livet - og livet om at gøre — at være en god kajakmand på den tid. Johannes Kreutzmann, der levede hele sit liv fra 1862 dl 1940 med fast base i Kangaamiut var en højt respekte- ret kajakmand — selv bevidst om sin dygtighed og eget værd, som det frem- går af beretningen. Man kaldte ham: Kulussimaarsuaq; den store Kreutz- mann. Det var ham Knud Rasmussen opsøgte, da han som 25-årig ville lære at ro i kajak og det var ham, der (sam- men med 2 andre) blev opfordret til at skrive om forskellige fangstmetoder fra kajak til »Lærebog i Fangst«. At erhver- vet som fanger ikke var for de, der »stak op for bollemælk« vidner de mange der omkom i kajak om. Blot i Johannes' nærmeste familie omkom 6 mænd i ka- jak. Den unge Kreutzmann opsøgte far- lige situationer, andre mere besindige og forsigtige kajakfangere har berettet om, hvorledes det tværtimod gjaldt om at finde »smult vande« ved at lægge sig læ bag isbjerge ... Også anden fangst og jagt var Ujuaan- naat suveræn i. Han nedlagde sin første sæl som 13-årig og som 15-årig havde han fanget store sæler nok til at kunne få betrukket en konebåd. Han fik et æl- dre ægtepar til at tage med sig langt væk på fangstture, og blev sin unge alder til trods arbejdsgiver for dem. Senere da han selv havde stiftet familie boede de på fangststedet store dele af året. Han sørgede så selv for børnenes skoleun- dervisning og familiens kirkegang. Han udviklede nye fangsttiltag og ørredfiskeri. Johs. hvis fulde navn var Aron Klau- dius Sivert Sommer John Johannes var søn af Jens Kreutzmann, der udover for sin dygtighed som fanger og kajakmand Birte Haagen er antropolog og har sammensat en udstilling af Johannes Kreutzmanns bemalede træfigurer samt udgivet en lille bog om ham og fi- gurerne. Udstillingen turnerer i Norden i år 2001 og vises på Handels- og Søfartsmuseet på Kron- borg Slot fra d. 16.1. til d. 28.2. 13 [2] huskes af eftertiden som underfundig og tvetydig akvarelmaler og sagnberet- ter. Jens Kreut2mann efterkom nemlig inspektør H.Rinks »Indbydelse« i 1858 til at indsende »noget til underholdning eller belæring i almindelighed« som kunne blive trykt på inspektoratets bog- trykkeri. Hele Kreutzmann-familien var kunst- nerisk begavet, flere af Johannes' brødre tegnede og malede og han selv udvik- lede som ældre mand sit eget speciale: Han skar figurer i drivtømmer og ma- lede dem i stærke farver. Figurerne blev hurtigt populære blandt danskerne i Grønland og han fik god afsætning på dem. Grønlands Styrelse bestilte figurer hos ham til de store koloniudstillinger i København, Rom og Paris og nogle af hans figurer var med på verdensudstil- ling i New York i 1939.1 brevvekslingen med Styrelsen omtalte han sig selv som en »sølle stakkel«; det gør han også i denne beretning, samtig med at han er omhyggelig med at vise respekt og un- derdanighed overfor »vore forfædre«. Der er dog ingen tvivl om, at han følte sig (mindst) lige så god! Imidlertid kan det siges, at han havde noget »at ha' det i«. Ved en stormkatastrofe der i februar 19808 "ramte Kangaamiut og gjorde mange kvinder til enker og endnu flere børn forældreløse, reddede Ujuaannaat flere kajakmænd med fare for sit eget liv. Han var kendt for at stille meget store krav, både til sig selv og til andre, deri- blandt sine børn. Sin tidlig afdøde brors to sønner tog han som plejebørn - i til- gift til de 9 han selv havde i forvejen. Der var altid brug for arbejdskraft til at 14 tage sig af fangsten, og de fik lov at ar- bejde for føden! Den ene af plejesøn- nerne havde et dårligt ben, og måtte op- give at stille Johannes Kreutzmann til- freds og har utvivlsomt haft hårde tider hos sin plejefar. En udstilling af mere end 50 af Kreutzmanns figurer vises på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg fra 16. januar til og med 28. februar. Derefter skal den til Nanoq museet i Jakobstad/ Pietarsaari i Finland, Universitetsmuseet i Tromsø i Nordnorge, Færøernes Kunst- museum i Torshavn og Islands Søhisto- risk museum, Islands Nationalmuseum vedJReykjavik. Nærværende beretning blev jeg gjort opmærksom på af billedhuggeren og maleren Ib Geertsen, der i sin besid- delse har en fotokopi af den. Den har han i sin tid taget fra originalen, som Knud Rasmussens datter Inge Thor- borg lånte ham med det formål at kopi- ere den. På Hundested bibliotek findes et Knud Rasmussen arkiv, som der er udarbejdet en grundig registrant over. Der findes under registreringsnr. 407 et brev til Ib M. Nyboe dateret 1918 i anledning af, at denne skal til Grøn- land: »Om betydningsfulde grønlæn- dere«. Knud Rasmussen skriver bl.a.: »Ved Kangamiut bør du gøre et lille Ophold, thi ved Kangamiut bor nogle af Grønlands allerbedste Fangere. ... Desuden bor her Storfangeren Uju- vainath eller Johannes Kreutzmann, den Mand, som sendte dig den i Træ ud- skaarne Polareskimo. Denne Mand er en af mine bedste Venner i Grønland, og et Besøg i hans Hus vil være noget, du ikke kommer til at fortryde.« [3] Fangere udskåret i drivtømmer og bemalet af Johannes Kreutzmann. Collage af figurer, der tilhører Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Qaqortoq museum og er i privateje. Foto: Palle Kjærulff-Schmidt. I I mit første brev fortalte jeg, at den første sæl, som jeg fangede med harpun, blev nedlagt, mens jeg endnu fulgte en anden fanger. Senere var jeg ikke helt vild med denne makker, for jeg vil endda sige, at 15 [4] jeg virkelig ville forlade ham, da han var tilbøjelig til at flygte, når det blæste op, mens jeg fandt disse situationer ganske fornøjelige. Engang da det begyndte at blæse op fra nord, og at han begyndte at nærme sig mig, vendte jeg ham ryggen og begyndte at ro udad, da jeg var Idar over, at han var på vej hen til mig, for at sige, at vi skulle til at ro ind mod land. Jeg undlod at kigge bagud, mens jeg ro- ede udad, og da jeg vidste, at der var an- dre kajakker derude, kiggede jeg blot ef- ter dem, for at jeg kunne være med til at spejde efter sæler sammen med dem. Da jeg nok var et stykke fra min mak- ker, og jeg kiggede bagud, så jeg, at han fulgte efter mig og var ikke ret langt fra mig. Et øjeblik derefter, da jeg skulle til at kigge den anden vej, og han vinkede mig hen mod sig, var jeg nødt til at vende mig om mod ham, da jeg ikke kunne_blive ved med at give det ud- seende af, at jeg ikke fik øje på ham. Ef- ter at han blot var standset, og jeg kom hen til. ham, kiggede han stift på mig med hidtil uset 'alvorlig mine. Selv om han ikke kom med mange ord, kunne man ikke undgå at blive undselig, og han sagde, at han ville sige et par ord til min far, om at han syntes mig for dri- stig. Jeg sagde ikke et ord, for jeg var dengang meget genert over for gamle kajakmænd. Det viste sig, at jeg havde gjort ham meget utryg, da han lider af kajaksvimmelhed, og at han ville have mig som en sikker hjælp i dette blæse- vejr. Efter at vi var kommet hjem, og da han om aftenen kom til os, blev jeg en smule bange, da jeg var klar over, at han kom for at fortælle om min tankeløs- hed. Så gav han sig til at berette om da- gens hændelser. Men det var yderst mærkeligt, at min far ikke bebrejdede mig, da han nøjedes med at le lavmælt. Jeg havde jo opfyldt min fars ønske til fulde, at jeg nu var i stand til at komme på ret køl ved hjælp af enhver form for træstykke i min kajak; han syntes godt tilfreds. Jeg følte stor taknemmelighed, da min hidtidige makker synlig mod- stræbende inden han gik ytrede, at han ikke længere kunne være min ledsager, idet han den dag havde følt for megen utryghed. Og nu vidste jeg med mig selv, at Jeg kunne give mig til at lege i kajak uden for en andens synsvidde, da havet er så stort hår man er mutters alene. Da jeg nu kunne gøre, hvad der passede mig, blev jeg min egen herre; når jeg tog ud, var der intet, der kunne hindre mig, jeg gjorde kun, hvad der passede mig. II Først vil jeg lige berette dette. Få dage efter at have forladt min makker, våg- nede vi en morgen, hvor vejret ikke var for godt; nordenvind. Jeg tog ud til vor brede fjordmunding. Efter at jeg var kommet godt ud, begyndte det at blæse kraftigt fra nordøst, et forvarsel om syd- ost (storm); det er sjældent det blæser så kraftigt fra denne kant. Da gjorde jeg mig klar til at bruge kajakken til havs. Efter at have surret min ansigtsåbning godt til, sejlede jeg langsomt med bøl- gerne og fastgjorde mine ting ordent- Egt. Når jeg havde roet mod vinden et stykke tid, vendte jeg om så jeg havde vinden i ryggen, og når jeg havde valgt de største bølger og gav mig til at kure ned ad bølgerne, blev jeg helt lyksalig af det. Én af de gange, hvor der var to bøl- 16 [5] Kajak med kajakmand, der har været ude og hente sig en kone. Den eneste kajakmodel fra Johannes Kreutzmanns hånd, der kendes. Maniitsoq museum. ger lige efter hinanden med god dybde imellem, begyndte min kajak at stikke mere og mere ned med snuden. Da van- det nåede op til mit ansigt, rettede jeg min kajakåre således, at jeg ville kunne forsøge at rette op igen, hvis jeg mær- kede, at jeg var kæntret. Mens jeg endnu blot ventede på at finde ud af hvilken stilling, jeg var i, mærkede jeg, at jeg var under vand med bunden i vejret. Jeg ret- tede mig op med snuden mod vinden, og jeg tænkte, at jeg havde slået en sal- tomortale. Da jeg kom hjem, fortalte jeg ikke om det; det gjorde jeg først senere. Min mor havde godt nok opdaget, at in- dersiden at min fugleskindspels var våd. Min far ytrede blot: »Man kan ikke undgå at blive våd på hagestykket i blæse- vejr«. Jeg blev meget taknemmelig, da han sagde sådan. III Atter ganske kort tid derefter tog jeg igen til samme sted, hvor vinden var nordøst som forløber for sydost. Denne gang ville jeg ikke gentage min nylige oplevelse, da jeg allerede havde erfaret, at det ikke var en metode for folk, der er ude på sæljagt. Mens jeg denne gang blot roede mod vinden, fik jeg øje på et stykke is, som allerede var kommet gan- ske tæt på, og som var ca. 3 meter langt og ca. lige så bredt. Dette stykke is gyn- gede meget i bølgerne, hvor læsiden til tider blev en slags hulning, og forsvandt ned under vand igen. Da jeg fik øje på den, tænkte jeg: Gad vidst om jeg kan sejle med snuden først, når den vipper væk fra mig og ind i hulningen? Jeg sej- lede tættere på. Jeg forsøgte flere gange at stikke min kajaksnude ind i hulnin- gen, og så lykkedes det til sidst. Efter at være sejlet ind i den, blev min kajak- snude trukket under vand, da isskossen vippede ind mod mig og jeg begyndte at vælte fra side til side. Men jeg tog det ikke alvorligt, da jeg regnede med at komme fri inden længe. Da blev jeg træt af min situation og begyndte at svede meget, og havde svært ved at holde ba- 17 [6] lancen, idet jeg begyndte at blive træt. Og jeg begyndte at fortryde, at jeg havde foretaget sådan en manøvre. Endelig vendte isskossen og jeg en hel omgang. Jeg tænkte ikke længere på vinden, idet jeg gav mig til at koncentrere mig om is- skossens bevægelse. Til sidst slap jeg så endelig fri ved at bruge alle mine kræf- ter. Jeg tænkte, at det ville være mig umuligt at komme på højkant igen, hvis jeg var kæntret, mens jeg sad fast. Da jeg kom hjem, fortalte jeg intet om hændel- sen, først længe senere fortalte jeg om det, men min mor og far fik ikke noget at høre om det. Min far lod mig være, selv om jeg tog ud i blæsevejr, men da min mor be- gyndte at ytre om sin ængstelse, når jeg var ude, blev jeg ganske stolt, da min far blot sagde: »Når han lader vente på sig, og at jeg begynder at tænke på mine egne oplevelser i kajak, mister jeg min æng- stelse, da jeg anser mig for hans lige- mand«. Han havde jo aldrig set mig i ha- vet. IV Senere ville jeg ikke nøjes med at lege, og befandt mig gerne i nærheden af ka- jakmænd, der var på sæljagt. Engang var jeg i nærheden af sæljægere, der alle havde fanget en sæl og derfor tog hjem, da det blæste godt op. Jeg havde ikke fanget noget, men idet jeg på samme sted blev ved at spejde, fik jeg øje på en sæl, der dukkede op og flød så roligt, som om den var død. Jeg blev så ivrig og sejlede hen mod den. Den kunne ikke rigtig komme helt op på bølgerne, og først da den kom rigtig til syne ved siden af min kajaksnude, kastede jeg min harpun, men ramte ved siden af. Så gav jeg mig til at ro hjemad. Jeg var dengang så glad for at ro i kajak, at det ikke rørte mig det fjerneste ikke at have fanget noget; jeg kunne nøjes med at være ude i blæse- véjrT Da jeg kom hjem fortalte jeg min lillebror om dagens hændelser, og jeg nævnte op til flere gange, at grønlands- sælerne blev ganske ukloge i blæsevejr, og at jeg glæder mig til at tage på sæl- fangst i blæsevejr. Mens jeg endnu talte, fik jeg øje på min far, der stirrede på mig med meget alvorlige øjne, og jeg kunne se, at han tænkte, at jeg ikke brød mig om at sejle i stille vejr. Om jeg kunne tage mine ord igen, havde jeg gjort det den- gang- V Senere flere år efter kunne jeg endelig te mig som en rigtig fanger. Dengang fulg- tes jeg for det meste med min fætter Ja- kob Kreutzmann, som var kendt for at være ganske ferm kajakmand, der ned- lagde mange sæler. Han var umådelig om- gængelig, men kunne dog finde på et og andet at sige. Han var så glad for blæst, at han betegnede nordenvinden efter en person, som han var glad for, ligeledes sydosten og nordøsten efter andre per- soner. Jeg husker hans betegnelser, men lad det ligge. Når det blæste op med høj sø, var han den eneste, som jeg sejlede sammen med. Nogen gange kunne jeg godt nok tænke mig at være placeret yderst til havs, men havde så megen re- spekt for ham, at jeg placerede mig nær- mest land, idet jeg flere gange havde mærket, at han gerne ville være yderst. Engang oplevede jeg, når han kom til syne mellem bølgerne, at han roede hur- 18 [7] Johannes Kreutzmann, der siddet udendørs og maler sine figurer. Det eneste foto, der kendes af ham. Foto: Mogens Holm. tigt mod vinden, men standsede kort tid efter. Jeg tænkte, at han nok var på vej til at ville harpunere en sæl, men blev hin- dret i det af de skummende bølgetoppe. Det viste sig dog, at jeg tog fejl. Engang mens jeg var på vej hen mod ham, fik jeg øje en skummende bølge- top, der forsvandt ganske kort tid for at- ter at komme til syne, begyndte han at sejle hen imod den. Jeg kunne se, at han brugte alle sine kræfter, og kom over den, lige inden den svandt. Derfor kom bølgetoppen på læsiden af ham. Da jeg var i nærheden af ham ganske kort tid efter, kunne jeg mærke, at han ikke var helt vild med den stigende vindstyrke. Da det blæser stedse kraftigere, forlod jeg ham straks, idet han blev ved med at kigge mod vinden. Han var uden tvivl blevet bekymret for at blive ramt af en kraftig bølge. Jeg vendte om igen, og placerede mig atter lidt østen for ham. Jeg regnede ikke længere med at blive ramt af en bølge, da jeg havde set, at man kan undgå dem ved at komme dem i forkøbet lige inden de svinder. Umiddelbart efter at jeg var standset, havde han allerede harpuneret en sæl, inden jeg havde fået øje på en. Da jeg kom hen til ham råbte han — man var jo nødt til at tale højt, da lyden fra bøl- gerne var blevet meget kraftigt — at han blot havde bundet en fuldvoksen sæl under sig. Hans ord skal forstås sådan: »Jeg havde ganske vist harpuneret den, det var dog ikke sikkert, om jeg ville få øje på den eller fange den«. Da vidste jeg, at han begyndte at føle en vis afmagt over for vinden. Men det varede ikke længe, inden han dræbte den som han plejer. Da han gjorde den istand til bugsering, kunne jeg mærke at han måtte bruge mange kræfter. Da han blev færdig med det, tog han lidt efter hjemover; det så ud som at han flygtede. Mens han tog hjemover, var jeg dengang som 25-årig uden kendskab til ængstelse, og harpu- nerede en stor blåside. Da jeg dræbte den, begyndte jeg at gøre den istand til bugse- ring. Efter at have taget mit bugsersæt, og netop havde sat min helpels grundigt på plads igen, hørte jeg lyden af en bølge- top, og blev klar over at den umiddel- bart efter ville ramme mig. Da jeg umid- delbart erfarede, at den nok var den 19 [8] kraftigste, jeg ville opleve, skyndte jeg mig alt hvad jeg kunne med at få taget min kajakåre fri, idet den var sat fast i tværremmene på kajakken. Men jeg kun- ne ikke nå at fjerne min line, selv om jeg blot skulle trække den fri. Lige inden bølgen ramte mig som en slags hulning, nåede jeg at kaste min usle krop hen- imod den af al kraft. Der hørtes en kraf- tig hul lyd, og den begyndte at ryste mig uden nogen form for blødsødenhed. Inden den sugende fornemmelse blev lettere, mærkede jeg at jeg var kommet op. Inden ret længe hørte jeg en dyb kortvarig lyd, som nok stammede fra, at linen løsnede sig. Da jeg kom vel op til overfladen, var min fangstblære et styk- ke væk på min vindside. Jeg havde såle- des under vandet fjernet mig lidt over min fangstlines længde fra min fangst. Mens jeg samlede mine redskaber og skulle til at stikke min lanse på plads, så jeg at en tværrem bag kajakhullet var blevet skåret i stykker Den var blevet skåret over af min lanse, da denne blev revet fri. Da jeg så det, følte jeg en vis stolthed, selv om jeg var mutters alene. Og nu da jeg er blevet gammel, og giver mig til at mindes mine oplevelser, me- ner jeg, at jeg har kendt meget lidt til ængstelse. Da jeg denne dag var sam- men med en rigtig og velkendt kajak- mand, og man kunne mærke hans tyde- lige ængstelse, vil jeg, når jeg fortæller om disse ting, sådan som de virkelig skete også tage mine tanker med. Efter at have taget den på slæb, kig- gede jeg ind mod land, og opdagede, at jeg var blevet blæst ganske hastigt syd- over. Derfor kom jeg på land, langt syd- ligere end jeg skulle. 20 Da jeg kom hjem undrede min mak- kers første ord denne dag mig, og jeg gav mig til at grine, da han sagde: »Jeg ængstedes ved, at den endelig havde slået dig flad«. Hans ord skulle betyde: »Hvis de største bølger med hvid top idag skulle ramme en kajak, så de ud, som om de. kunne slå én flad«. Efter at jeg var kommet hjem, og havde taget kajakken ind i huset og havde sat en ny rem på, spurgte min far: »Hvordan er det sket?« Jeg sagde blot: »Det var min lanse, der var ved at rive sig løs, og der- for har den skåret den istykker«. Og vi sagde ikke mere om den sag. VI Et stykke tid derefter mens jeg var igang med at lave en ny lanse, kiggede han og sagde: »Prøv at lave bagenden af din lanse smal, for lanser med bred bagende rammer man nemt ved siden af med. Håndgrebet er den eneste, der får lan- sen til at ramme præcis«. Som jeg plejer gjorde jeg som han sagde, ved at gøre bagenden smallere. Da den var færdig, og jeg havde taget den i brug, når jeg var ude, vågnede vi en dag, hvor det blæste fra nord. De gange, hvor man føler det, som om de yderste fangststeder kalder på en. Jeg tog mod vest som sædvanligt, hvor bølgerne havde en del hvide toppe, selv om vinden ikke var stor, hvor den nordgående strøm giver hurtigt følgende modstrøms bølger. Mens jeg roede lagde jeg godt nok mærke til en bredere bræm- me af de hvide toppe, og jeg ville ikke forsøge at ro hurtigt op ad dem, da de nok ikke havde tilstrækkelig kraft til, at man ville tabe nogle af sine redskaber. Da en bølge med god dybde styrede lige [9] Kangaamiut 1930. Foto: Th. Mathiassen. mod mig, var jeg nødt til at sejle hårdt ind i den. Da den krængede helt op fra min forende, hørte jeg et smæld fra min side. Jeg følte lidt uro, da jeg spekule- rede over, hvad dette smæld kunne skyl- des, for jeg havde ikke tidligere hørt sådan en lyd mens jeg var under vand. Da jeg kom til overfladen var jeg en del urolig, idet det kunne stamme fra min kajak. Jeg tog min lanse, og det viste sig, at den var knækket omkring bagenden. Den var kommet i spænd mellem kajak- hullet og remmen, og derved knækket. Jeg tog mig selv i at smile, og tænkte at det også viste sig, at nogle af vore for- fædres redskaber også var blevet lavet på en sådan måde, at de ikke havde til- strækkelig styrke mod bølger. Jeg var godt nok fuldt ud klar over, at jeg slet ikke kunne hamle op med vore for- fædre, hvad deres kunnen angår. Jeg var blot taknemmelig over, at jeg den dag ikke forfejlede en sæl, fordi min lanse manglede bagenden. Da jeg kom hjem, bad jeg de andre om at bringe min lanse op til huset, for det morede mig med den knækkede lanse. Man kunne jo ikke lade være med at smile, da jeg fik øje på min lanse første gang, hvor bagenden sad i min kajak, mens resten flød ude på vandet. Efter at have spist bad jeg min lille- bror om at hente min gamle lanse, som jeg efter at have lavet den nye, ikke læn- gere brugte, og som jeg havde anbragt under konebåden. Da han kom ind, sag- de min far: »Den sæl må have været slem til at ville bide«. Jeg følte, at jeg smilte og sagde: »Den knækkede, ved at den rev sig løs fra sin plads«. Da jeg sagde sådan, så min far ud som om han ikke var alt for begejstret for mine ord. Senere erfarede jeg, at når man bliver ramt af en bølge mens vinden kommer fra højre side, så får man ikke kajakårens fulde funktion i brug, og virkningen bli- ver derved dårligere. For det kan jo end- da ske, at når fangstblæren er lige ved at falde af, så kan fangslinens fastgørelse også gå af. Efter denne opdagelse er jeg ikke særlig bekymret, når man har vin- den fra venstre side, da redskaber, som måtte blive tabt, dermed ikke skaber pro- blemer. Jeg kommer også i tanke om nogle af de gamle fangeres beretninger, hvor de stolt fortæller, at man efter at have har- puneret en sæl i blæsevejr, kunne være fri for at slippe fangstlinen. Nogle men- nesker ler kun af det, og kommer som regel med en bemærkning som: »Det var ikke så lidt«. Disse berettere taler sandt, selv jeg, hvor ussel jeg end er, havde gjort det, ikke bare en enkelt gang. Det foregår på denne måde: Når man har harpuneret en sortside og den be- gynder at flygte stik mod vinden i far- vand med god dybde imellem bølgerne, kommer fangstlinen over vand ganske 21 [10] Akvarel af Aron fra Kangeq, som er den der har gengivet de farligste situationer kajakmænd kommer ud for i storm: fra »En historie om nogen som blev overrasket af storm« no. l. »Sydvestenstormen overrasker fangerne fra Kangeq«. kort tid afgangen; men det sker jo kun i rigtigt uroligt hav. Mens man følger ef- ter sælen, kunne man nå fangstlinen i det korte øjeblik, den kommer over vande, så får man fat i den og trækker den over kajakken i modsat side af sælens retning, men det skal ske skyndsomt, da det er meget farligt, hvis man er for langsom. VII Det skete et af årene, at jeg begyndte at finde behag i fangststedet Ammaqqor- suup Paava, nordvest for Uummannat, et fint fangststed. Det samme sted, hvor kajakmændene elskede at være efter sæ- ler i stille vejr, men hvor der aldrig var nogen, når det blæste kraftigt fra nord. Efter at solen var begyndt at stige, og da nordenvinden blev den fremherskende vind, tog jeg sædvanligvis aldrig andre steder end der, og jeg var ene om stedet. Lutter glæde. En morgen vågnede vi, hvor det blæste med nordenvind, temme- lig kraftigt. Man havde kun Ammaqqor- suup Paava i tankerne, man nærmest længtes efter stedet. Da jeg tog afsted, mens det endnu var mørkt, som jeg ple- jer, sejlede jeg østen om Uummannat. Mens det endnu var tidlig morgen, be- gyndte jeg at sejle udad mod havet. Da jeg kom til fangststedet, blev min oprul- lede fangstline ved med at blæse væk fra kajakstolen. Når det var sådan, følte jeg mig altid lidt forlegen, og vendte mod 22 [11] vinden, inden jeg kommer netop til det sted, hvor sælerne holdt til. Efter at jeg var standset mod vinden, varede det ikke langt tid, inden der duk- kede en sortside op vest for mig, uden at den kiggede sig rundt. Jeg sagde ikke andet end: »Den er lidt langt væk«. Jeg roede den ind, og fordi det blæste, var den på grund af den kraftige vind oppe i lang tid, og jeg harpunerede den. Min fangstline kunne jo ikke være andre ste- der; den blev kun blæst væk til min læ- side. Da jeg tog min fangstblære i forkan- ten, for at kaste den ud, smuttede den for mine hænder. For på det tidspunkt var jeg fascineret af de fangstblærer, som Atammik-beboerne brugte. Fangst- blærer, der var runde som kugler, med bred forend. Umulige at tage fat på når de var pustet helt op, men som man skal tage fat i ved at tage dem i deres holdere af træ. Ved min glemsel, tog jeg den så- dan som vi tog vore fangstblærer, men fik den af hænde, lige før min fangstline blev stram. Jeg tog fat i min kajakåre af al kraft og gjorde mig klar. Da jeg allerede var beredt, så jeg ikke ville blive trukket for kraftigt, holdt jeg min fangstblære, der dog blev trukket fri fra kajakken så den kun blev holdt tilbage af mig. Jeg brugte så mange kræfter, at det føltes som om jeg glemte blæst og bølger. Jeg holdt kun fast på fangstblæren, og ville give slip, når min fangstline blev en smule slap. Mens jeg endnu bruger mange kræf- ter idet jeg svagt lænede mig mod vin- den, hørte jeg lyden af en bølgetop gan- ske nærved. Da jeg kiggede på den ud af øjenkrogene, vidste jeg, at den ville for- svinde et øjeblik, og så ramme mig grun- digt. Jeg forsøgte igen at læne mod vin- den, men jeg kunne ikke læne tilstræk- keligt mod den, da min fangstblære blot fungerer som en flydeprop under min arm. Da bølgen lukkede sig over mig, fornemmede jeg en dyb dønninglyd. Ef- ter at have været på ret køl under vand i kort tid, kæntrede jeg meget pludseligt. Da jeg kæntrede under vand, røg min fangstblære fra mig, uden at skåne mig det mindste. Da dette skete, var jeg lige ved at slippe min kajakåre med højre hånd, selv om jeg elsker min kajakåre af et godt hjerte. Vandets og fangstblærens behandling af mig gjorde mig godt nok ærgerlig, og jeg kom til at mangle luft, da jeg ikke fik luft nok, mens jeg var oven vande, idet jeg brugte mange kræf- ter. Da jeg absolut måtte have luft, ret- tede jeg mig op, inden min kajak blev helt rolig. Det første jeg så, da jeg ret- tede mig op, var min helpels, der var delvist røget af omkring kajakåbningen. Og sikken en vind, og jeg vidste, at jeg ville synke, hvis jeg var lidt for længe om at sætte min helpels på plads. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne, for at få den på plads, og mærkede at jeg var ble- vet meget svimmel. Mens jeg var igang med at sætte min helpels på plads, mær- kede jeg også, at jeg var ved at kæntre. Så tog jeg min kajakåre igen, og kom rigtig på højkant først. Da min svim- melhed fortog sig, satte jeg endelig min helpels ordentlig på plads, og på det tidspunkt var der så megen vand i min kajak, at den lå lavt på vandet. Jeg mær- kede først kulden på mine ben, selv om mine bukser var syet ordentligt. Jeg havde sat min helpels på plads, så nu 23 [12] kunne jeg ikke synke, hvis den ikke rev sig løs igen. Da jeg havde samlet alle mine ting, tænkte jeg at ville vende hjem- ad. Da jeg sejlede hen til min fangst- blære, undersøgte jeg min kajak skynd- somt, og mærkede at den ikke var helt dårlig, selv om den lå lidt lavere end normalt. Så besluttede jeg endeligt, da jeg tænk- te: »Det er jo for den, jeg er taget herover, hvorfor skal jeg så forlade den, uden først at dræbe den?« Jeg fik den dræbt så hurtigt som jeg kunne. Jeg havde jo sør- get for mig selv, og havde surret min hage, hvorfor jeg kunne tænke mindre på mig selv, mens jeg arbejdede med sæ- len. Da jeg tog den på slæb, brugte jeg alle mine kræfter, for ikke at skulle komme til at fryse. Jeg sejlede hjemad, og kom hjem, efter at mine ben var blevet godt kolde. Jeg blev trukket op på stranden, og da jeg så trådte første gang ved siden af min kajak, faldt jeg, idet mine ben var blevet gennemkolde. Men selv om de ikke ville støtte mig, tog jeg selv hjem, for at jeg kunne virke mandig. VIII Et stykke tid efter begyndte jeg at kom- me til et nyt fangststed, som vi kaldte Ammaqqup Paava, som hurtigt blev me- get uroligt i nordenvind, da det ligger ikke ret langt væk fra mundingen af Søndre Strømfjord. Når strømmen vender mod nord, og der kommer dønninger fra nord, selv om vinden ikke var voldsom, var den ikke populær blandt de fleste kajak- mænd fra Kangaamiut, lad mig bare sige det som det var: »De var bange for det«. Stedet vkker sådan, som om dets bølger med top, var mere truende end andre steder. Når vi tog afsted fra Kangaamiut mens det var mørkt, kom vi dertil lige før det blev lyst. Én dag kom jeg der, alene. (Der var jo efterhånden flere dage, hvor jeg havde været der alene). Lutter glæde, norden- vind, hvor der ikke var tvivl om, at det ville blæse op inden længe, for bølgerne blev stedse større. Jeg gav mig til at vente, og håbede på at der ville dukke en sæl op, inden vinden blev for voldsom. Da kom en fuldvoksen sortside, som slet ikke kiggede sig omkring, idet det var unødvendigt. Og jeg harpunerede den. Da den trak min fangstblære ned med sig, begyndte jeg at sejle efter den mod nord, og da jeg kiggede længere væk, opdagede jeg, at bølger med skum syntes ganske hurtige. Hvis man blev ramt af en af de større, måtte man regne med at skulle være nede et godt stykke tid. Jeg havde som det skete tilfældigt sejlet efter den, at min fangstblære sprang op lige ved siden af mig. Da jeg vendte mod den, sagde jeg kort til mig selv med alvorlig mine: »Der var den jo, hvorfor«. Jeg ved jo, at når jeg først havde dræbt den, og begynder at arbejde med den, så vil en af bølgerne behandle mig og presse mig ned, uden først at spørge. Eftersom jeg tænkte sådan, vil alle læsere tænke, at jeg nu var blevet godt bekymret for mig selv. Jeg vil jo ikke forsøge at skjule, at jeg, der kender så lidt til frygt, følte en vis ængstelse. Jeg behandlede den, og skulede mod vinden indimellem, som om jeg ville blive jagtet af et ganske uforsonligt væsen. Endelig dræbte jeg den. Mens jeg gjorde den klar til bugse- ring, følte jeg ind imellem, at jeg skyndte 24 [13] mig meget og kiggede mod bølger, som jeg kunne høre lige i nærheden. Til sidst blev jeg færdig med sælen, uden at blive ramt af en bølge, der var stærkere end mig selv. Efter at have fastgjort alle mine ting, og trukket min ansigtsåbning godt til, havde jeg ikke mere at frygte, og tænkte: »Nu kan jeg sejle op ad bølger med top, når de blev mindre kraftige«. Det viste sig dog, at den ene af dem skulle trykke mig ganske eftertrykkeligt flad. Efter at have taget sælen på slæb, tog jeg indover uden at sætte min harpun- spids på spidsen af min harpun. For min fangstline blev ved med at blive blæst bort, og det var første gang, jeg sejlede i så kraftig en vind, som var dukket så pludseligt op. Det varede ikke langt tid, inden jeg var ved at blive ramt af en bølge, som jeg nok ikke rigtig kunne hamle op med. Det eneste, jeg kunne gøre i sådan en si- tuation, var at trække sælen fri i et snup- tag, og sådan som jeg i dette tilfælde var nødt til, måtte kaste min usle krop mod bølgen. En masse dyb stemme fornem- mer man, og ganske rigtigt begyndte jeg at blive revet med af en kraft, som slet ikke behandlede mig blidt. Inden jeg be- gyndte at mangle luft, og inden jeg kæn- trede, begyndte det at blive lettere. Inden det blev ganske let, og inden jeg kom på overfladen, blev jeg puffet af et eller an- det på ryggen, hvor det gjorde lidt ondt. Gad vidst hvad det var? Så kom jeg en- delig op til overfladen. Det havde nok set godt ud, en kajak, der dukkede op midt i det skummende hav, let lænende mod vinden! Man sku' tro, at det ikke var mig, man sku' tro, at det drejede sig om en fra de gamle fortællinger. Da jeg samlede mine ting, og tog min harpun, var forenden gledet af, og jeg mener, at det var den, der havde puffet mig på ryggen. Endelig nåede jeg land, inden jeg blev ramt af sådan en bølge igen. IX Lad mig lige komme med en lille beret- ning. Inden jeg blev gift, men efter at jeg havde fået min egen konebåd, og på den tid, hvor min selvtillid var i orden, tog jeg et efterår på rejse med konebåd. Vi tog til den yderste ø vest for Appamiut, hvor der blev drevet garnfangst efter sæler. Mens vi satte vore ting på land, kom den ældste mand fra Appamiut. Det viste sig, at han var på besøg der. Han kom ned til konebåden, og sagde med tydelig adresse til mig: »Når havet ud for Appamiut giver sig til at blæse fra nord med god bølgegang, er det ikke godt at tage på sælfangst for uvorne kajakker«. Han sagde ikke mere, og gik op igen. Eftersom jeg var den eneste mand, og jeg var klar over, at han hentydede til mig, svarede jeg selvfølgelig ikke på hans ord. Og han sagde ikke mere til mig, da han åbenbart ikke rigtig syntes om mig, og syntes mig ringe. Jeg tog ud ind imel- lem, og fangede en sæl i ny og næ, men han viste sig ikke igen. En morgen gryede dagen med nor- denvind, og der var ikke tvivl om, at det ville blæse op i løbet af dagen. Eftersom jeg ikke kunne blive stående, tog jeg af- sted, og da jeg ikke havde andre steder at tage hen, mod vest ... (der er ikke mere, Fr.N.). Oversat afRenatus Hard. 25 [14] ^æatScHaavawi Udarbejdet af Birte Haagen med hjælp fra Niels Frandsen, *~9 & Grønlands Nationalmuseum & Arkiv og Helge Schultz-Lorentxen. 1. generation 2, generation 3. generation 4. generation 5. generation 6. generation 1816- Justine Sommer 1E16 13"6 2. Sofie Abigael — i - Niels Henrik 1818-1862 1 Mads Lynge Niels Lynge Hans Lynge f.1937 Markus Lynge | 1841-1917 1880-1963 1906-1988 Torben Emil 1816-1892 -------- '- ----- - ------ - f.1940 3. Charlotte Amalie 1821-36 4. Grethe Marie 1823-62 Isak Lyberth 5. Johanne Jos. 1825-60 Jak.Wh .Andreas Andersen 1833-74 r- 1. Gert 1849-67 - 1. Jens 1901-25 1 . Tønnes 1902-96 f.1935 1860-76 3. Mads f.1904 Johan Ernst — i 6. Jens Fr. ----- 4. Cicilie f.1906 Krcutzman "Ataraaq" 5. Marie f.1908 "Karusse" 1828-1899 2. Johannes — 6. Charlotte 1784-1853 _ L_Bj3sine Ca- "Ujuaannaat" 1911-17 roline Lyberth 1862-1940 7. Bolette Eunike Marie 1828-57 1. Helga Møller — ' f!913 Hansdatter 2. Sjarlotte 2. Bolette 8. Karoline 179S-1860 —J Amalie Sommer Petrussen f.1916 1837-98 ------- ! 1875-1931 ---- ! - 9. Ole f.1919 1865-1901 _ Marie Bolette Tfl-ltrh {Tønnes Tos f I ju, f 192^ Cecilie 4. Kristoffer "Kaliistat" 1867-1942 — Peter Rosing 5. Caroline ---- 1 1892-1965 p Jens f.1925, Malene Mara Otto Rosing — i Else, Alma, 1869-1943 U - 1896-1965 __ Jcnsinc, Peter, Chr.Rosing Sara Siegstad Marie, Kunerscq, 1866 -1944 — > 1900-1988 ----- 1 L-Emilf.1939 L- Kile 1911-1974 7. Aron Klaudius Sivcrt 1831-52 - 6. Marie f.1872 -Ulrik Fr.Rosing 1868-1906 ------- Kerstine ------- 1 „. t,n,n > 1894-1959 Elsc f'1919 ~1 v i TT -i ------ Ib Høegh ------- Akaf.1947 Karl Heilmaim > i os i _ ____ 1 1892-1958 ----- 1 8. Kristoffer — , 1834-64 p 1. Hans f.1887-1955 Ruth Kesia ------ Efraim --------- 1 2. Karl 1889-1964 Sommer 1860-1915 \- - 3. Sofie 1894-1939 — i 1835- ---------- ' — Marie Karoline J Pavia Petersen Jakobine E. 1904-1943 ------------- ! Rosing 4. James 1892-1943 , „ . . ' ni imn lim Aron Berthelscn >- 5. Ole 1898-1983 fl933 Amalie 1838-81 Mads Petrussen 13"*° 26 [15]