[1] Eskimoisk kultur tur/retur i et hjørne af Rusland Af Bent Nielsen Den eskimoiske befolkning i det nordøstlige Si- birien er f or anden gang på 75 år blevet kaste- bold for europæiske politiske strømninger. I 1930'erne ændrede socialistisk teori og praksis totalt eskimoernes hverdag. Og i 1990'erne blev 60 års socialisme afløst af et ideologisk tomrum og en akut økonomisk nedtur. Tilbage står sibiriske eskimoer1 med en opsplittet kul- tur, manglende forsyninger og med mindretals- status i 'eget land'. Mange unge idealistiske sovjetpionerer rejste i årene efter Oktoberrevolutionen i 19172 ud til det store russiske riges mange befolkningsgrupper for at iværk- sætte Marx's og Lenins socialistiske ideer. Endnu før afsluttet eksamen be- gyndte den 21-årige lærerstuderende Georgij A. Menovsjtjikov i 1932 sit ar- bejde blandt eskimoerne i rigets fjerne- ste afkrog, Tjukotka. Menovsjtjikov var engageret i sit arbejde og blev den første, der detaljeret beskrev sibiriske eskimoers sprog med ordbøger, gram- matiker og lærebøger. Men hvad sagde nu eskimoerne på de små bosteder ved Bering Strædet til den europæiske civilisation og den velmente Tjukotkas Autonome Provins indtegnet på et Ruslands- kort. Tjukotka dækker ca. 750.000 km2 og har et befolk- ningstal på ca. 75.000, heraf udgør eskimoerne kun ca. 1600 eller omkring 2%. socialisme? Ja, selvom dette møde og følgerne heraf er foregået for mindre end 80 år siden, er kilderne meget spar- somme. Den eneste kilde, der har gi- vet systematiske beskrivelser er sovjet- pionererne selv, først og fremmest Me- novsjtjikov, som bl.a. fortæller om sov- jetperiodens første år: »Der begyndte nu en hård kamp for at "i mere retfær- dig fordeling af byttet mellem fangerne. Man måtte oven i købet kæmpe mod gammel overtro. (...) For de førhen undertrykte og retsløse po- larfolk var økonomisk og kulturel udvikling nu både blevet en ret og en reel mulighed« (Me- novsjtjikov, 1980). I 1998 var Bent Nielsen (cand.mag. i eskimologi) leder af ekspeditionen YUPIK '98, som foretog studier af eskimoernes forhold på Tjukotka. Sam- men med en ny ekspeditionsgruppe, Connexion 2001, er BN pt. i gang med forberedelserne til endnu en tremåneders periode på Tjukotka som- meren 2001. 31 [2] Menovsjtjikovs beretninger efterlader ingen tvivl om hvilket system, han fore- trak. Den gamle eskimoiske kultur, som han i øvrigt i andre sammenhænge har givet en glimrende beskrivelse af, opfat- tedes af ham som fastbundet i uretfær- dighed, retsløshed og overtro. Og med det udgangspunkt er det forståeligt, at Menovsjtjikov og hele sovjetsystemet målbevidst gik i gang med at omforme den eskimoiske kultur og bekæmpe de kulturelle elementer, der vurderedes at stå i modstrid med et socialistisk ideal- samfund. Sovjetstyret investerede store midler i forsøget på at integrere eski- moer og andre oprindelige folk; men de etnografiske beskrivelser fra sovjettiden fortier stort set de grovere midler, sov- jetmagten til tider også brugte for at op- rette »det ideale samfund«: Hele boplad- ser blev lukket og befolkningen tvangs- flyttet, sjamaner blev forfulgt, en del eskimoer og mange tjuktere måtte med magt tvinges til at underordne sig kol- lektiviseringen, og i takt med denne ud- vikling steg misbruget af alkohol støt. Sibkiske eskimoer har altså ikke taget imod den europæisk civilisation og so- cialismen med udelt begejstring. Men af hensyn til censuren kunne forskerne ikke risikere at nævne negative forhold, og for eskimoerne selv har der ikke eksisteret kanaler, hvor utilfredsheden kunne komme til orde. Kollektivisering og industrialisering, 1923-1991 Den sovjetiske strategi overfor eski- moer og andre oprindelige folk bestod i en trinvis omstilling fra de traditionelle samfundsstrukturer til et socialistisk in- dustriarbejdersamfund. Fra 1927 opret- tede sovjetstyret landsbysovjetter på de eskimoiske bopladser og gennemtvang en efter deres skøn mere ligelig forde- ling af fangsten. Siden midten af det nit- tende århundrede havde eskimoiske bådkaptajner vundet betydelig rigdom som følge af en omfattende handel med amerikanske hvalfangere og handels- mænd. Bådkaptajnerne blev en slags forbindelsesled til de tjuktiske renavlere inde i landet; men de enkelte fangere, som blot var en del af bådmandskabet, fik kun et begrænset udbytte af denne handel. I 1930'erne omlagde sovjet- styret al fangst til at blive organiseret i kolkhozer3 og i slutningen af 1950'erne blev der på regeringens dekret foretaget endnu en omstilling, så alle de små kolkhozer blev moderniseret, sammen- lagt og omdannet til sovkhozer4. Sovjet Unionen ønskede større produktion, beidre økonomi og ikke mindst, at Sibi- riens oprindelige folk skulle omstilles til at være sovjetiske, socialistiske industri- arbejdere. En sovjetisk etnograf ud- trykte det sådan om de nye sovkhozer på Tjukotka: »Sovkhozer eller statsbrug adskiller sig fra kolkhoser derved, at de ansatte er arbejdere, der får udbetalt regulære lønninger. Statsbru- gene er organiseret som tilsvarende statsbrug in- den for industrien i det øvrige Sovjetunionen.« (Gurvitj, 1979). Eskimoiske fangere på Tjukotka har altså i de seneste 50 år været ansatte industriarbejdere, som hverken ejede både, våben eller redskaber, men om morgenen mødte på arbejde og fik udle- veret benzin og ammunition, hvorefter de tog ud på havet i kolkhozens båd og 32 [3] Eskimoiske fangere gør redskaber og våben klar til hvalrosfangst. Foto: BN. vendte hjem til fyraften, hvor al fang- sten blev afleveret. Til gengæld fik de så udbetalt en månedlig hyre, og der var al- tid rimelige forsyninger af mad, tobak, el, vand osv. Siden 1960'erne fik de eski- moiske fangere forbud mod at jage og nedlægge hvaler fra egne både; i stedet indsatte sovjetstyret først skonnerter og i 1969 hvalfangerskibet »Zvezdnyj«, som overtog al hvalfangst og leverede et pas- sende antal hvaler til de enkelte bygder. Den her i korthed skitserede indu- strialisering af den traditionelle fangst på større havdyr (hvalros, gråhval og grønlandshval) er samtidig et konkret eksempel på hvorledes Sovjet Unionen løsrev fangsten fra dens tidligere sociale og kulturelle sammenhæng og gjorde den til et erhverv. Gevinsten, set fra sov- jetmagtens side, var at denne omstruk- turering ville nedbryde eskimoernes et- niske tilhørsforhold og i stedet bibringe fangerbefolkningen en ny identitet som sovjet-tro industriarbejdere. Ideologisk og økonomisk tomrum efter 1991 Sibiriske eskimoer blev ligesom andre oprindelige folk i Rusland kastet ud i et ideologisk og økonomisk tomrum efter Sovjet Unionens sammenbrud i 1991. Tomrummet blev ikke begyndelsen til et nyt stabilt system i Rusland; snarere må det tyvende århundredes sidste tiår i Rusland betegnes som en turbulent pe- riode både hvad angår økonomi og poli- tik. Jeg vil nedenfor se nærmere på, hvilke strategier eskimoerne på Tju- kotka har grebet til for at tilpasse sig de nye kaotiske forhold; men lad mig først give et kort overblik over nogle af de vigtigste ændringer, der fulgte i kølvan- det på Sovjet Unionens sammenbrud. For det første ophørte den sovjetiske centralmagts socialistiske visioner. Som en logisk følge heraf smuldrede hele baggrunden for den udvikling alle Sibi- riens oprindelige folk i de forløbne seks-syv årtier havde været udsat for. I sovjettiden var man blevet vant til at spørge om, hvilke beslutninger central- magten ville træffe; men fra 1991 blev der på mange områder slet ikke truffet beslutninger. De ideologiske mål og so- cialistiske visioner fra sovjettiden blev i vidt omfang erstattet af — ingenting! I stedet for på den ene side at frygte for sovjetmagten og på den anden side pas- sivt stille forventninger til den, måtte eskimoerne nu lære, at staten på den ene side ikke mere var altbestemmende, og 33 [4] at den på den anden side havde fjernet det hidtidige sociale og økonomiske sik- kerhedsnet. For det andet\Ae.v der indført markeds- økonomi i hele Rusland. Uden mulig- hed for gradvis tilpasning eller overgang blev sovkhozer (hvor de fleste oprinde- lige folk var ansat) omstillet til en slags aktieselskaber. Dette betød ophør af statsunderstøttelse uden egentlige øko- nomiske fordele til gengæld. En del for- søgte sig med privat overtagelse af egne »andele«; men manglende erfaring resul- terede oftest i konkurser. Oprindelige folks deltagelse i det private erhvervsliv på Tjukotka er nu næsten indskrænket til enkelte små forretninger med daglig- varer i byerne. Sovjet Unionens jævnlige tilførsel af nødvendige forsyninger af madvarer, brændsel osv. er ophørt og erstattet af private virksomheder, som kræver hård valuta for alle ydelser. Siden 1991 har Tjukotka (sammen med Rus- land som helhed) befundet sig i en til tider voldsom økonomisk tilbagegang. Meget få mennesker på Tjukotka har fået bedre økonomiske vilkår efter Sov- jet Unionens sammenbrud; men mange har fået dramatisk forværrede forhold. For det tredje gav det nyetablerede rus- siske demokrati mulighed for forsam- lings- og ytringsfrihed, som hurtigt gav sig udslag i et stort antal græsrodsbe- vægelser. Mange af disse bevægelser havde en etnisk baggrund, dvs. tjuktere, eskimoer eller andre oprindelige folk dannede deres egne foreninger, bl.a. »Eskimoernes organisation på Tju- kotka«, som i dag er den eneste af disse foreninger på Tjukotka, der endnu eksi- sterer. 34 Selvom Lenin på grund af hærværk er blevet hul i ryg- gen, så har han dog ikke helt mistet fodfæstet i den rus- siske nation. Monumentet her er fra byen Provideniya på Tjukotka i 1998. Foto: BN. For det jjerde fik den nye politiske åbenhed stor betydning, fordi det der- med blev muligt at genoptage kontakten med slægtninge og bekendte i Alaska. De nyåbnede grænser har også betydet at eskimoer på Tjukotka nu har fået reel repræsentation i ICC, Inuit Circumpolar Conference. Når jeg hævder, at eskimoerne på Tju- kotka — såvel som andre oprindelige folk i det tidligere Sovjet Unionen - faktisk oplevede et økonomisk og ideologisk tomrum, er årsagen den, at Sovjet Unio- nens massive indsats på alle tilværelsens områder (bosted, erhverv, teknologi, [5] økonomi, social organisation, religion, sprog osv.) havde tvunget de oprinde- lige folk ind i et russisk sproget sovjet- univers uden mulighed for alternativer. Dette altomfattende univers brød sam- men som følge af kræfter, der var uden- for eskimoernes og andre oprindelige folks indflydelse. Selvom eskimoerne ikke havde ønsket eller indvilliget i »so- cialismens velsignelser«, så havde de dog levet med dem, under dem og af dem. Socialismens ophør og Sovjet Unionens sammenbrud var således ikke et resultat af mangeårig eskimoisk mod- stand. Eskimoer eller andre oprindelige folk på Tjukotka havde ikke etableret nogen form for modstandsbevægelse; der var intet politisk eller ideologisk ap- parat, som stod klart til at tage over ef- ter Sovjet Unionens fald. I Sovjettiden havde initiativet ligget hos centralmagten; efter Sovjet Unio- nens sammenbrud var der ikke noget initiativ. Sovjetidentiteten blev afløst - ikke af ny specifik, etnisk identitet, men af en søgen efter nye kulturelle værdier. Dette tomrum, som er karakteristisk for alle Ruslands oprindelige folk efter Sov- jet Unionens sammenbrud, er samtidig baggrunden for, at den udvikling, der har fundet sted, og de strategier, sibiri- ske eskimoer og andre oprindelige folk i Rusland har valgt, på afgørende punkter adskiller sig fra den udvikling og de stra- tegier, man kan finde hos oprindelige folk andre steder i verden. Strategi og overlevelse i et tomrum Det ideologiske og økonomiske tom- rum, som opstod efter Sovjet Unionens sammenbrud blev, som nævnt, grobund for fremvæksten af en række græsrods- bevægelser på Tjukotka. Blandt sibiriske eskimoer var der forventninger til den nye politisk frihed, til de ændrede øko- nomiske vilkår og ikke mindst til åbning af grænsen til Alaska. I denne situation søgte eskimoernes elite (dvs. enkelte personer med længere uddannelse: Læ- rere, journalister, økonomer m.fl.) at er- statte tabet af et ideologisk ståsted, nemlig det socialistiske, med en ny form for sammenhæng og mening i tilværel- sen, nemlig den traditionelle eskimoiske kultur. De få personer, som havde over- skud og overblik til forstå hvilke følger Sovjet Unionens sammenbrud ville få for esldmoerne, valgte meget snart at udfylde det ideologiske tomrum med værdier fra deres fælles eskimoiske kul- tur. Parallelt med denne erkendelse hos eliten oplevede den eskimoiske fanger- befolkning i bygderne at strømmen af forsyninger, som uophørligt havde flydt i sovjettiden, efter 1991 ophørte med næsten akut virkning. Manglen på mad- varer, beklædning og andre fornøden- heder tvang de eskimoiske (og tjuktiske) fangere til at genoptage tidligere tiders fangst og fiskeri og til at anvende alle de produkter, som den omgivende natur kunne tilbyde, herunder indsamling af bær, svampe og fugleæg. For bygdebe- folkningen kom det reelt til at dreje sig om overlevelse. For et romantis erende vesteuropæisk synspunkt kunne denne udvikling lyde som en tilbagevenden til naturen — leve på egne præmisser uden forurening, uden industriel produktion, uden stress, uden problemer. Men vir- keligheden er en anden. Eskimoernes kamp for overlevelse blev hindret af 35 [6] Sibiriske eskimoer er et langt stykke på vej igen blevet selvforsynende med mad. Her er der delikatesser efter gårs- dagens fangst: Rå hvalros nyre og 'mangtak', som dyppes i spæk. Foto: BN. fangernes opdagelse af, at de havde mi- stet mange af deres forældres og bedste- forældres færdigheder og viden om vejr- forhold, havstrømme, isens bevægelser og dyrenes vaner og reaktioner. Disse forhold blandt fangerbefolkningen har ført til tragiske dødsfald i forbindelse med genoptagelse af hvalfangsten. Sam- tidig har denne erkendelse fået fangerne til at lede efter forrige generationers vi- den, og i deres søgen har de vendt sig til den lille elite af personer, som har et større kendskab til den tidligere fælles eskimoiske kultur. Situationen for sibiri- ske eskimoer her ved årtusindeskiftet er altså, at de udgør en lille etnisk minori- tet (ca. 1700 personer), som langt på vej er forenet i en iver efter at genskabe den traditionelle eskimoiske kultur. Den lille elite ønsker at genskabe et eskimoisk folk, en eskimoisk identitet som erstat- ning for den tidligere påtvungne sovjet- ideologi, derfor gør de en reel indsats for at indsamle og formidle viden om eskimoisk kultur. Fangerbefolkningen har et andet mål, nemlig at kunne leve og overleve som fangere, og dertil har de., brug _fbr ibrnyet kendskab til den gamle eskimoiske kulturs viden og fær- digheder. Følgen af disse to interesser er, at sibiriske eskimoer er meget op- mærksomme på deres etniske baggrund og at traditionelle eskimoiske værdier er i høj kurs. 36 [7] pal Hvilken indflydelse har nu de ovenfor beskrevne forhold og ændringer haft på sibiriske eskimoers kultur? Ligesom ethvert andet samfund er også sibiriske eskimoer og deres kultur blevet påvirket af en række forskellige udefra kommende faktorer. Sådanne påvirkninger er tydeligt afspejlet i eski- moernes kultur op gennem sovjettiden; men også tidligere har eskimoerne på Tjukotka mødt og er blevet påvirket af andre folk. For mere end 500 år siden bevægede rensdyrnomader fra det syd- lige og centrale Sibirien sig nordpå og trængte efterhånden eskimoerne læn- gere og længere mod nordøst. Disse rensdyrnomader, tjuktere, som har lagt navn dl Ruslands nordøstligste halvø: Tjukotka, slog sig for enkeltes vedkom- mende ned ved kysten og lærte hav- dyrfangst; men de fleste forblev i ind- landet, hvor der var bedre forhold for rensdyrene. Tjuktere og eskimoer ud- viklede et symbiotisk forhold, hvor de jævnligt udvekslede varer, som kun den ene part kunne producere, men som også den anden part havde brug for. I den eskimoiske kultur ses påvirkningen fra tjukterne særligt i sproget, som er in- flueret med en del låneord og forskel- lige grammatiske strukturer. Desuden begyndte eskimoerne i løbet af det nit- tende århundrede at opgive deres tradi- tionelle jordhuse (nenglu) til fordel for tjukternes boligkonstruktion (jaranga). Fra midten af det 17. århundrede be- gyndte russiske pelsjægere og opdagel- sesrejsende stadig hyppigere at komme til Tjukotka. Deres tilstedeværelse har kun sat sig få spor i eskimoernes kultur; for eksempel fik den russiske ortodokse kirke ikke fodfæste her, som det var tilfældet i Alaska. Den påvirkning rus- serne i det 17., 18. og 19. århundrede har haft på eskimoernes kultur begræn- ser sig stort set til enkelte indførte varer. Fra midten af det 19. århundrede op- byggedes en — primært amerikansk — hvalfangst i og omkring Bering strædet. Hvalfangerne påvirkede direkte eskimo- ernes eksistensgrundlag: Fangsten på havdyr - i løbet af 50 år blev bestanden af grønlandshvaler næsten udryddet. Desuden ændredes hele strukturen om- kring fangsten, som følge af, at enkelte eskimoiske bådkaptajner øgede deres rigdom og sociale position som han- delsmænd mellem hvalfangerne og tjuk- terne. Enkelte amerikanske ord blev i denne periode optaget i sibiriske eski- moers sprog og en mængde amerikan- ske varer blev i samme tidsrum almin- delige blandt eskimoerne på Tjukotka; først og fremmest skydevåben og mo- torbåde, men også mel, sukker, tobak, alkohol mv. Man kan altså med god ret hævde, at indtil omkring 1920 undergik sibiriske eskimoers kultur kun væsentlige æn- dringer på enkelte områder (fangst, han- del, sprog, beboelse); men set som en helhed var der stadig tale om en karak- teristisk eskimoisk kultur. Fra midten af 1920'erne arbejdede sov- jetstyret, som ovenfor nævnt, energisk og målrettet på at omstille Sibiriens op- rindelige folk fra deres traditionelle er- hverv og kulturer til at blive ligeværdige socialistiske arbejdere i Sovjet Unionen. 37 [8] For eskimoerne betød dette en stadigt voksende fragmentering af deres tradi- tionelle kultur. Fragmentering betyder her opsplitning af en tidligere sammen- hængende (holistisk) kultur i enkeltdele. Traditionelt var der for eskimoerne en nøje sammenhæng mellem fangst, be- klædning, religion, sprog, ægteskabs- mønstre, kunstneriske udtryk osv. — alt var sammenkædet på en måde, så hvert enkelt kulturelt element indvirkede på alle andre dele af kulturen. Med den voldsomme socialistiske påvirkning op- splittedes eskimoernes kultur i enkelt- dele, som hver især blev udsat for større eller mindre sovjetrussisk påvirkning. Lad mig give nogle eksempler på hvor- ledes Sovjet Unionens strategi påvir- kede eskimoernes kultur. Den sovjetiske regering forsøgte ikke at udrydde de oprindelige folks kunstne- riske udtryk, men undertrykte bevidst helheds strukturen og udvalgte enkelte elementer, som de anså for acceptable indenfor en socialistisk ramme — og der- for støtteværdige. Udskæring af figurer og radering af motiver i hvalrosstødtand blev af sovjetstyret ophøjet til at være kunstneriske værker af stor værdi. Ev- nerige unge eskimoiske fangere blev op- muntret til at bruge deres energi på at udvikle denne særegne kunstart, og på samme måde fik nogle kvinder støtte til at producere tasker, sko mm. af skind med dekorative mønstre af påsyet pels og skind. Endvidere anså man eskimo- ernes traditionelle sange og danse for »ufarlige«, når de blot foregik på en scene i forbindelse med sovjetiske fest- ligheder og ikke var et led i en religiøs seance. En ung sibirisk eskimo, der havde fået en etnografisk uddannelse, Moderniseret og »sovjetiseret« udgave af traditionel sibirisk, eskimoisk sang og dans. Scenen er opsat på Anadyrs (»hovedstad« på Tjukotka) hovedtorv i forbindelse med 350 års jubilæet i 1998 for den første russers ankomst dl Tjukotka. Foto: BN. 38 [9] En fanget gråhval er netop slæbt op på stranden ved bygden Novoe Tjaplino, sommeren 1998. Foto: BN. har beskrevet en del af denne udvikling i sit eget folks kultur: »Den ene efter den anden af de traditionelle fester er forsvundet, men mime-dansene og sang- kunsten, nu befriet fra den religiøse fernis, har taget en anden, videre udviklingpå det nye soci- alistiske grundlag« (Tejin, 1983). Over en lang årrække blev eskimoernes traditionelle hvalfest udsat for et pres, hvor formålet var at forvandle festen fra at være et religiøst ritual til ære for grøn- landshvalen, til at være et uafhængigt (fragmenteret) arrangement, hvor fan- geren (dvs. arbejderen) og ikke fangst- dyret var i centrum. En sovjetisk forsker konstaterede i begyndelsen af 1980'er- ne, at ... »Den moderne hvalfest er en ar- bejdsfest viet til de modige og stærke fangere« (Vol'phson, 1987: 102). Indtil midten af 1920'erne havde eskimoerne boet på små bopladser, som dannede rammen om kulturelle og reli- giøse begivenheder. Festpladser, grav- steder og fangstområder knyttede eski- moerne og deres kulturelle udfoldelser til bopladserne og den umiddelbare nærhed. Med sovjetregeringens opret- telse af skoler og butikker i 1930'erne på enkelte bopladser begyndte eskimoerne at fraflytte de mindste bopladser, og i de første tiår efter 2. Verdenskrig blev flere bygder nedlagt og befolkningen tvangs- flyttet til centrale bygder, hvor eskimoer og tjuktere blev installeret i enfamilies- huse og ansat som arbejdere i industri- aliserede virksomheder. En af eskimo- erne med uddannelse som journalist har overfor mig givet udtryk for nogle af de frustrationer denne bosætningspolitik har medført: »150'erne og 60'erne, da vi så at sige blev sparket vcekfra de oprindelige steder til de nu- værende bygder, så skete der dét, at de aldre, de uformelle ledere, folkets ledere begyndte at drikke. Det er forståeligt, når man bliver fra- taget sit fædreland og sin sædvanlige tilværelse« (Anatolij Petrovitj Saliko, september 1998). Også på mange andre områder (navn- givning, giftermål, sprog, religion, kost osv.) er der tydelige eksempler på, at den tidligere eskimoiske kultur er blevet fragmenteret. Selvom fragmentering af 39 [10] Sidst i 1950'erne blev en del bopladser nedlagt og befolkningen (Både eskimoer, tjuktere og enkelte andre) tvangs- flyttet til den nyanlagte bygd, Novoe Tjaplino, der i dag et præget af mangel på vedligeholdelse. Foto: BN. oprindelige folks kulturer hverken er et nyt eller ukendt fænomen, er der allige- vel en særlig grund til at hæfte sig ved den kulturelle fragmentering, som den foregik på Tjukotka i sovjettiden. Man- ge andre steder i verden har kulturel fragmentering været en følgevirkning af et voldsomt udefra kommende pres (f. eks. vestlig kolonisation), hvorved de oprindelige folk dels er blevet bevidste om deres egen kulturelle og etniske identitet og dels har været vidne til, at deres kultur er blevet løbet over ende. Følgen af en kulturs forfald og bevidst- heden om den kulturelle forskel på 'os' og 'dem' har typisk fået mange oprinde- lige folks ledere til at fremhæve og de- monstrere nogle af de særlige træk ved deres egen kultur, som en slags bolværk mod presset udefra. Markering og de- monstration af en særlig klædedragt, specielle sange og danse, sprog og andre kulturelle udtryk har været redskaber for mange oprindelige folk dl at fastslå deres særlige identitet og til at undgå as- similation med den dominerende kultur (f.eks. en kolonimagt). Denne form for kulturel fragmentering, der er kendeteg- net afen klar^tnisk bevidsthed kan med ét ord kaldes 'objektivering'5 — dvs. et- nisk bevidstgørelse og kulturel fragmen- tering (Keesing, 1989; Otto, 1991 og 1993). Her er det nærliggende at spørge, om det samme mønster af objektivisering har fundet sted blandt sibiriske eski- moer på Tjukotka. Det er åbenlyst, at Sovjet Unionen på mange måder har optrådt som en kolonimagt og øvet et voldsomt pres på sibiriske eskimoers kultur, som eksemplerne ovenfor viser. Men for sibiriske eskimoers vedkom- mende (og andre oprindelige folk i det tidligere Sovjet Unionen) er der den forskel, at den kulturelle fragmentering ikke var et resultat af en befolknings- 40 [11] OBJEKTIVISERING kulturel fragmentering frivillighed tvang i i ' * K \ \ \ 1 ' i L l ' l etnlisfc pevidstgørél^e \ v .X "" — '\. '' ' ! Objektivisering består af to elementer: Kulturel fragmentering og etnisk bevidstgørelse. Kulturel fragmentering er en proces, der foregår på en skala mellem tvang og frivillighed. Etnisk bevidstgørelse er et resultat af en varierende sum af påvirkninger, der fremkalder en etnisk gruppes reflekterende bevidsthed til egen kultur. gruppes etniske bevidstgørelse, men en bevidst strategi fra kolonimagtens side. Sovjetstyrets formål var at nedbryde de oprindelige folks etniske bevidsthed til fordel for en identifikation som sovjet- borgere. I hele sovjettiden er der altså ikke tale om en egentlig objektivisering, men om en af kolonimagten påtvungen kulturel fragmentering. Vi ser altså at kulturel fragmentering enten kan op- træde som en frivillig eller som en på- tvungen proces. På tilsvarende vis må forståelsen af etnisk bevidsthed nuan- ceres, idet bevidstgørelse ikke i alle tilfælde kommer forud for eller er paral- lel med den kulturelle fragmentering. Den kulturelle fragmentering for sibiri- ske eskimoers vedkommende var jo ikke en følge af en etnisk bevidstgørelse, men næsten uafhængig deraf. Fragmen- tering må altså forstås som en proces, der bevæger sig mellem frivillighed og tvang og etnisk bevidstgørelse kan ses som et resultat af varierende påvirknin- ger, der fremkalder en etniske gruppes reflekterende bevidsthed overfor egen kultur (Nielsen, 2000a; Nielsen 2000b). Sibiriske eskimoer i det 3. årtusinde 1990'erne var et tiår med tumultariske ændringer for sibiriske eskimoer, og det er endnu for tidligt at ville forsøge at skelne en stabil kurs for Rusland i al- mindelighed og for oprindelige folk på Tjukotka i særdeleshed. Det postsov- jetiske, russiske samfund ændrer sig fra år til år, og forhold, som i dag står i fokus, kan være uden betydning i mor- gen. Modsat kan det, der i den kom- mende tid vil blive afgørende for sibiri- ske eskimoer og andre oprindelige folk i Sibirien, være samfundsmæssige fakto- rer, som i dag ser ganske ubetydelige ud. Når det er sagt, er der dog i det mindste tre områder, indenfor hvilke det ser ud til, at baggrunden for sibiriske eskimo- ers fremtid vil blive formet. Det første område er sibiriske eski- moers interne organisation. Som oven- for vist ligger der en styrke i det forhold, 41 [12] at elite og menigmand er fælles om in- teressen for at bevare og styrke den tra- ditionelle eskimoiske kultur. Men hvor længe vil denne fælles interesse vare ved? Vil befolkningen i bygderne indse, at de også har brug for eliten den dag, de har fået tillært sig den viden, som er nødvendig for at overleve som fangere? — Og vil eliten være i stand til skabe et (demokratisk) værdigrundlag som hol- der også på længere sigt? Et andet område, som er af akut be- tydning, er hjælp udefra. Situationen på Tjukotka er på mange måder kritisk. Sult har flere gange været nævnt i medi- erne dg en række sygdomme, bl.a. tu- berkulose, dukker nu op igen. Rusland er ikke defineret som et u-land og nyder derfor ikke samme internationale be- vågenhed som mange tredjeverdens lande med hensyn til nødhjælp. Dog er eskimoerne i Alaska, Canada og Grøn- land særdeles opmærksomme på fræn- dernes elendige vilkår på Tjukotka, og flere hjælpeprogrammer er blevet iværk- sat. Med ICC (Inuit Circumpolar Con- ference) som formidler af overnationale kontakter har sibiriske eskimoer en rela- tion til omverdenen., som har stor be- tydning både i den akutte nød og i et længere perspektiv. Men bureaukratiske strukturer i både giverlandene og mod- tagerlandet er stadig betydelige hindrin- ger for hurtig og effektiv hjælp. Endelig er der et tredje område — og ikke det mindst vigtige — hvor grundla- get for sibiriske eskimoers fremtid vil formes. Det er Kreml og det politiske spil i Ruslands øverste politiske organer. Den Autonome provins Tjukotka har i Rusland en speciel status, som har bag- 42 grund i store guldforekomster og i Tjukotkas militær-strategiske placering. A. V. Nazarov blev i 1991 personligt ud- peget af Jeltsin til guvernør for Tjukotka og har siden haft en næsten enevældig magt i provinsen. Med valget af Putin som præsident i Rusland er der signaler som tyder i retning af, at regionernes magt vil blive begrænset; men om dette vil betyde bedrede økonomiske og poli- tiske vilkår for oprindelige folk, er det endnu for tidligt at sige noget om. I en længere samtale i 1998 med for- manden for »Eskimoernes organisation på Tjukotka«, Ljudmilla I. Ainana, blev mange af ovennævnte problemstillinger bragt på bane. Ainana er læreruddannet og har i en årrække været politisk enga- geret, og som sådan repræsenterer hun den lille gruppe af sibiriske eskimoer, der kan betegnes som eliten. Citatet her- under er udpluk fra samtalen: »Vores kultur strækker sig årtusinder til- bage og er rig på traditioner. For eksempel ved vi, at det er eskimoerne, der har opfundet har- punen, et teknologisk mesterværk. Samtidig må vi se i øjnene, at der i dag kun er meget få yupik-eskimoer i Sibirien, og at der foregår en hastig assimilation. Mange familier er blandet med tjuktere og russere og desværre har vi næsten mistet vores sprog. Men dér, hvor der stadig er traditionel fangst på havdyr, bliver sproget også bedre bevaret blandt de unge. Det er vigtigt at bevare vores fangst på havdyr, for det er i forbindelse med de traditionelle fangst- metoder og det traditionelle kulturliv, at sproget også bevares — de ting er nøje kædet sammen. Desværre forstår man det ikke helt ude i bygderne. Vi har holdt møder og samlinger, hvor vi har understreget, at folket overlever, hvis sproget bliver bevaret. Det er vigtigt at folk [13] Ljudmilla I. Ainana, formand for »Eskimoernes orga- nisation på Tjukotka«. Foto: BN. nu til dags f år kendskab til, hvordan folk tidli- gere levede her nordpå; specielt nu, hvor de sod- åle forhold er blevet så vanskelige. Det er af- gørende, at folk kender deres rødder og ved, hvordan deres forfædre levede uden nogen som helst form for humanitær hjælp. Folket over- lever faktisk takket være det traditionelle er- hverv: Fangst på havdyr, fiskeri og indsamling af planter og urter. Og paradoksalt nok hjæl- per dette faktisk til genoprettelse af vores kul- tur.« Litteratur Gurvic, I. S., 1979, Kyst-tjukterne og asiatiske eskimo- er. Tidsskriftet »Grønland« nr. W, side 17-32. Kcesing, Roger M., 1989, Creating the Past: Custom and Identity in the Contemporary Pacific. I: The Con- temporaty Pacific. A Journal of Island Affairs. Vol, 1, no. 1 and 2. Universitv of Hawaii Press. Menovsjtjikov, Gegorgij, 1980, Da sovjetstyret kom til Ungazik. Tidsskriftet »Grønland«, nr. 1, side 25-32. Nielsen, Bent, 2000a, Traditioner. Sibiriske eskimoers kamp for overlevelse i et forarmet postsovjetisk Rusland. Speciale- afhandling, Københavns Universitet. Nielsen, Bent, 2000b, Cultural Objectification in Post Sonet Russia. A. Consdousness-Raising of Siberian Eskimos and the Fragmentation of tbeir Traditional Culture. Paper presented at Circumpolar Arctic Social Sciences Ph.D. Network. CASS Field Course 2000 Alaska. Otto, Ton, 1991, The Politics of Tradition in Baluan Social Ckange and the Construction ofthe Past in a Manus Sotiety. Centre for Pacific Studies, University of Nijmegen. Holland. Otto, Ton, 1993, Empty Tins for Lost Traditions? The West's Material and Intellectual Involvement in the Pacific. I: Otto, Ton (ed.): Pacific Island Trajectories. Five Persona/ Views. Australian National University'. Canberra. Tejin, T. S., 1983, De sibiriske eskimoers åndemanere. I: Tidsskriftet »Grønland«. Side 47-60. Vol'phson, A. G. (ed.), 1987, maling Cray Wbales (escbrichtius gibbobus) and its Significance in the Life of the inal Population on the Chukotka Peninsula. Noter. 1. Eskimoerne på Tjukotka er ikke inuit (singularis: inuk) som i Grønland men yupiget (singularis: yu- pik); men en meget stor del af den eskimoiske be- folkning på Tjukotka taler ikke det eskimoiske sprog. Alle taler russisk og benævner sig selv som 'eskimosy' = eskimoer, hvorfor jeg har valgt at bruge samme term i nærværende artikel. 2. På grund af de store afstande i Rusland (ca. 7500 km fra Moskva til Tjukotka) er forskellige nye tendenser i Europæisk Rusland ofte kommet med en vis for- sinkelse til de fjernereliggende provinser. Således erobrede Den Rode Hær først Tjukotka i 1923. 3. Kolkhoz er en sammentrækning af ordene 'kollek- tivnoe khazjaistvo' = kollektivbrug. 4. Sovkhoz er en sammentrækning af ordene 'sov- jetskoje khazjaistvo' = statsbrug. 5. 'Objektivisering' - forstås her i betydningen at op- dele noget i objekter. Og er altså noget andet end 'objektivering', som betyder at betragte et givet emne objektivt i modsætning til subjektivt. 43 [14]