[1]
Tilbage til Hvalrosodden
Af E.W Born og M. Acquarone
Voksne hanhvalrosser i karakteristisk truepositur. Sandøen, Young Sund, august 1994. Foto: E.W. Born.
»Ja, naturligvis var det råt, det vidste vi jo selv
udmærket; men det var nødvendigt, det vidste vi
også. Den slags »jagter« er nu engang en betin-
gelsefor, at ekspeditioner som vor kan gennem-
føres, fordi hundene er en betingelse. Her lå op
mod 30 000 pund dampende foder, samlet på
ét sted, tilstrækkeligt til at holde liv i vore hunde
til langt ind i det nye år« (Achton Friis,
1909).
I august 1906 udspilledes et intenst og
blodigt drama på en lille odde i Nordøst-
grønland — ikke et drama, der satte sig
dybe spor i menneskehedens historie,
men det fik væsentlig betydning for Dan-
Seniorforsker E. W. Born (Grønlands Naturinsti-
tut) har studeret havpattedyr i Grønland og Ca-
nada og på Svalbard siden 1977. Studierne har
været rettet mod afklaring af bestandssammen-
hænge og -dynamik for en række arters vedkom-
mende: sæler, hvaler, isbjørn og hvalros.
M. Acquarone (Danmarks Miljøundersøgelsers
Afd. f. Arktisk Miljø) er i gang med sin PhD-
undersøgelse, hvis emne er hvalrossernes energi-
forbrug i Nordøstgrønland.
51
[2]
mark-ekspeditionen, og for en lille »stam-
me« af Grønlands store pattedyr.
Danmark-ekspeditionens (1906-08)
opgave var at udforske de nordøstligste
egne af Grønland. Man opslog hoved-
kvarter på 76° 41' N ved det nordlige
indløb til den mægtige Dove Bugt på
det sted, hvor Danmarkshavn vejrsta-
tion ligger nu. Ekspeditions forløbet og
den fatale og sagnomspundne nordrejse
i 1907 er senest beskrevet i Ole Vente-
godts bog »Den sidste brik« (1).
Danmark-ekspeditionen var tænkt som
en international markering af Danmarks
status som »polarnation«. Der var pre-
stige i at »lægge den sidste brik« og ud-
forske en af de sidste ukortlagte egne i
Arktis. Ekspeditionen fulgte et klassisk
mønster: Hele ekspeditionen bragtes
frem med skib (»Danmark«), og man an-
lagde vinterkvarter, hvorfra de egentlige
udforskningsrejser skulle foregå med
mindre både om sommeren — og med
hundeslæde på andre tider af året. Ho-
vedfremstødet mod nord foråret 1907
var baseret på depotudlægning og brug
af flere hundespand. Slædehunden, der
er en formidabel slider, må imidlertid
have godt med kalorier for at kunne
trække en lang dag i selen. På farten kræ-
ver den i gennemsnit sine 1-1,5 kg foder
pr. dag (2). Under rejse i ukendte egne
kunne man selvsagt ikke regne med hver
dag at skaffe nok mad til hunde og mænd
fra jagt; og slet ikke i de karrige egne i
Nordøstgrønland. Ekspeditionen fulgte
derfor almindelig sædvane, idet man ville
jage om sommeren for at skaffe forråd
til næste forårs slæderejser. Danmark-
ekspeditionen rådede lejlighedsvis over
kit 100 slædehunde (1). At der var be-
hov for meget hundefoder, fremgår af
Mylius-Erichsens (1872-1907; 3) dag-
bogsnotat fra d. 17. august 1906: »Hvis
vi ikke kan skaffe frisk kød til hundene, bliver
vi nødt til at dræbe cirka halvdelen af vores
hunde i løbet af mørketiden,......«  [forf.
oversættelse fra kilde 4, som er på en-
gelsk].
Blodbadet i august 1906
Den 18. august 1906 drog ni mand vest-
på fra »Danmarks Havn« langs sydkyst-
en af Germania Land. Rejsen, der fore-
gik i en lille motorbåd med en anden
båd på slæb, havde til formål at udforske
ukortlagte dele af Dove Bugt — og nok
så meget at jage. Den 20. august var man
nået til Dove Bugts nordvestlige »hjørne«,
da vestgrønlænderen Tobias Gabrielsen
(1878-1945; 3) ..... »på en lavt udløbende
sandodde pludseligt opdagede en del mørke
punkter, som først antages at være klippesten,
men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord
af hvalrosser, som lå her side om side ved stran-
den«......»Og her begyndte nu et øjeblik efter
et frygteligt blodbad« (5). Man gjorde nu,
hvad europæiske fangstmænd havde gjort
gennem mange århundreder overalt i
Arktis. Hvalrosserne blev skudt, mens de
lå og sov tæt sammen på land. »Dér lå da
i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun
et par stykker slap i vandet og væk,« skrev
ekspeditionens kunstner Achton Friis
(1879-1939; 3), som imidlertid ikke selv
overværede jagten. En anden kilde næv-
ner 11-12 dyr (4). Kilderne er således
uklare angående det eksakte antal, og
meget vage, når det gælder, hvor mange
dyr, der nåede at undslippe — måske dø-
deligt sårede.
52
[3]
IF
Hvalrosodden i august 2000.1 forgrunden ligger zoologen Alwin Pedersens hus, som han byggede i 1938.1 bag-
grunden mod syd ser man Hvalrosodden-fangststation, der anlagdes af Ostgrønlandsk Kompagni i 1919 (kilde 13).
Stationen var bemandet i perioderne: 1919-21, 1932-34,1938-41, 1959-60. Foto: E.W. Born.
Stedet for blodbadet kaldte man så-
mænd for — »Hvalrosodden«.
Nedskydningen på Hvalrosodden re-
sulterede i det største samlede jagtud-
bytte under Danmark-ekspeditionen (1).
Achton Friis' (5) angivelse af udbyttet -
de 30 000 pund (dvs. 15 tons) forekom-
mer at være noget i overkanten. I så fald
må hvert af de tolv dyr have vejet mere
end 1,5 tons; og mængden af kød, spæk,
hud og indvolde, der bragtes tilbage have
været maksimalt — dvs. 80% af hvert
Stemningsbillede fra Alwin Pedersens hytte på Hvalrosodden. Zoologens prøveglas findes endnu, august 2000.
Frits Johansen (se teksten) og Alwin Pedersen var de første, der gav detaljerede beskrivelser af Nordøstgrønlands
hvalrosser. Foto: E.W. Born.
53
[4]
dyrs totale kropsvægt. Sammenligner
man med vægten af de gamle hanner,
der findes i Dove Bugt i dag7 og med
gennemsnitsudbyttet fra en hvalros (6),
er angivelsen ikke helt umulig, men det
er dog kun nogle få gamle hanner, der
bliver så store. Kødangivelsen kan være
jagt-pral, men antyder måskcj at dej:
blev skudt mere end 12 dyr den dag. In-
teressant nok, så skriver Amdrup (4), at
hvalrosser kan veje op mod 1500 kg.
Der er Jog ikke oplysninger om, at man
vejede de døde dyr, men måske har de
regnet på det?
Ifølge Ventegodt var det samlede jagt-
udbytte under de to år, som Danmark-
ekspeditionen varede, i alt 90 isbjørne
[nb!], 60 moskusokser og 30 hvalrosser
(1). Hertil skal dog lægges et vist antal
ringsæler og klapmydser, som man også
skød (4). Ud fra betragtninger om gen-
nemsnitligt kød- eller foderudbytte pr.
dyr (2) har isbjørne og moskusokser
formentlig givet ialt ca. 15 tons kød osv.
til mennesker og især hunde, mens de
30 hvalrosser nok har forsynet ekspedi-
tionen med i alt 25-30 tons spiseligt væv.
Nedslagtningen på Hvalrosodden stod
således for en meget stor del af det sam-
lede fangstudbytte. Det illustrerer episo-
dens vigtighed for Danmark-ekspedi-
tionens rejseaktiviteter. Men hvad betød
det for hvakosbestanden i området?
Man kan ikke fortænke ekspeditionen
i at udnytte denne »naturens gave« til sit
formål At det ikke er nogen god idé at
dræbe hvalrosser på en landgangsplads,
tænkte man nok ikke længe over.
Zoologen Frits Johansen (1882-1957;
3), der deltog på jagtrejsen, gjorde en in-
teressant iagttagelse, som ifølge ham selv
afslørede, hvor dårlig lugtesansen er hos
hvalrosser: »At lugtesansen er ringe udviklet
konkluderer j eg udfra, at selv om der efter den
store hvalrosjagt i august lå omkring 10 dyr
[»half a score«; forf. anm.], der gradvis var
gået i forrådnelse så de lugtede ulideligt, holdt
de tilbageværende dyr ikke op med at komme
op på stranden oggå helt hen til deres kamme-
rater — formentligfordi de forestillede sig, at de
andre lå og sov, som de havde giort så mange
nætter før i deforløbne år« [7; forf. oversæt-
telse]. Her tog Johansen imidlertid nok
fejl. Hvalrossers lugtesans er særdeles
veludviklet, og de er i højeste grad af-
hængige af denne sans til at orientere sig
om omgivelserne med. Det dyrene gjorde
var faktisk at lugte til deres kammerater,
eller snarere at forsøge at undersøge de-
res tilstand nærmere. Hvalrosser checker
hinanden med mulekontakt og ved lugte-
sansen. Johansen efterlod selv tvivl om
fortolkningen af sin iagttagelse: »At de
levende djr alligevel havde en instinktiv for-
nemmelse af, at noget var galt med de døde,
fremgik af det faktum, at når de nærmede sig
tøvende og var temmeligt nær på dem, vendte de
om og mavede sig hen til et andet sted på stran-
den« (7). Man kan i øvrigt undre sig over,
at udbyttet fra jagten d. 20. august nåede
at gå så meget i forrådnelse, inden flæns-
ningen.
Tilsyneladende mistede hvalrosserne
noget af lysten til at anvende Hvalros-
odden som landgangsplads. De blev kun
observeret på odden få gange i de næste
mange år, hvor de endda også blev be-
skudt ved nogle lejligheder på og ved
landgangspladsen (Tabel 1). De fandt
imidlertid et alternativ, idet de i stedet
begyndte at lægge sig på land på en lille
odde ved Lille Snenæs ca. 14 km øst for
54
[5]
Fem hvakosser på land på den egentlige »hvalrosodde«, 26. august 2000.1 baggrunden mod øst ses sydkysten af Ger-
mania Land, hvor Lille Snenæs ligger over for Nordlige Orienterings Ø, der ses yderst til højre. Foto: M. Acquarone.
Hvalrosodden. Her blev de først set i
1933, og denne landgangsplads bruger
de endnu (8).
Tilbage til Hvalrosodden
I dagene d. 28 til 30. juli 2000 - i den 75.
sommer efter blodbadet - ompakkede
vi vores udstyr ved Hvalrosodden-sta-
tionen og ventede på at drage mod Lille
Snenæs, når isen tillod det. Hvalros-
odden lå tom og uden spor efter hval-
rosser, men ca. l km fra odden i retning
mod Mørkefjord så vi to hvalrosser
oppe på isen, der lå tæt og ubrudt, men
med få revner. Den 25. august, efter at
vi aftenen før var kommet tilbage til
Hvalrosodden-stationen efter en god
feltsæson ved Lille Snenæs, så vi kl. 9
om morgenen, at der lå to voksne hval-
rosser ude på odden de ca. 800 m fra
hytten. Bedømt fra denne afstand lå dy-
rene ca. 50 m fra oddens spids. Allerede
20 minutter efter gik begge dyr imidler-
tid i vandet. Den ene havde nok fået
den anden ud, idet den hele tiden lå uro-
ligt, og de havde måske ikke ligget længe
på land. Aftenen inden havde vi hørt
hvalros-prust i havet ud for hytten. Den
26. august kl. 11:09 gik tre hvalrosser
målrettet op på nordsiden af odden ca.
50 m fra dennes spids. Otte minutter se-
nere ankom to andre fra oddens anden
side for at lægge sig sammen med de an-
dre. Der var tale om tre store og to min-
dre hanner. Da vores Twin-otter samme
dag ved 14-tiden lettede mod syd,
kunne vi ikke undgå at passere odden
ca. 500 m øst for hvalrosserne. Vi var da
i ca. 100 m højde og tre dyr flygtede ud i
vandet. Nogle sekunder før havde de
andre to taget flugten.
At det ikke var en tilfældighed, at der
var hvalrosser på odden, vidner dette
notat i »Hvalrosoddens« hyttebog om:
»..... 4-5 hvalrosser ude på odden. Ålåske
første sommer i en menneskealder«, — indført
d. 21. august 1998, Morten Skipper og
Hans [efternavn ikke angivet].
Der er således opløftende tegn på, at
den gamle historie er gået af »hvalros-
minde«, og at nye generationer har gen-
opdaget landgangspladsen på Hvalros-
odden.
Hvad skal hvalrosser med landgangspladser?
Det er måske meget at gøre ud af nogle
få hvalrosser, der lægger sig op på en
strand. Men faktum er, at der i hele Grøn-
55
[6]
land i dag kun kendes to steder, hvor hval-
rosser jævnligt ligger på land: Sandøen
ved Daneborg i Young Sund og Lille
Snenæs. Alle andre steder, hvor hvalros-
serne ellers gik på land — fx. Kap Berg-
haus i Young Sund og Hvalrosbugten
ved Ittoqqortoormiit/Scoresbysund (8)
samt langs hele Grønlands Vestkyst - er
de forsvundet på grund af jagt. I de to
sidstnævnte tilfælde på grund af grøn-
lænderes jagt i de første årtier af 1900-
tallet (8, 9).
Hvalrosbestanden i Østgrønland ad-
skiller sig genetisk fra nabobestandene i
Vestgrønland og ved Svalbard (10), og
den tæller skønsmæssigt kun omkring
1000 dyr (8). Der er således tale om en
ud fra alle betragtninger meget lille grup-
pe, der var på randen af udryddelse i
1950erne, men nu tilsyneladende så småt
er på vej tilbage.
Opholdet på land synes at være et
væsentligt element i hvalrossernes livs-
og årscyklus, så de få landgangspladser
er meget betydningsfulde for bestan-
den.
Der" er flere grunde til at hvalrosser
lægger sig op på land om sommeren. På
denne tid er fjordisen brudt op og hval-
rosserne kan komme »indenskærs« til
muslingebankerne, der findes på lavt
vand. Desuden skal hvalrosserne op og
sole sig og fælde. På landgangspladser
ligger de i flok, og opholdet på land tje-
ner til opretholdelse af gruppekontak-
ten. Ofte er de to køn adskilte det meste
af året, og har hver sine landgangsplad-
ser - det er tilfældet i Grønland og ved
Svalbard - men i Canada kan de to køn
ligge på samme landgangspladser.
Det ser ud til, at visse fysiske krav skal
56
være opfyldt, for at hvalrosser vælger at
bruge en fast landgangsplads. Vores iagt-
tagelser fra Grønland, Canada og Sval-
bard får os til at tro, at en landgangs-
plads skal opfylde disse betingelser: (a)
De lokale strømforhold skal bevirke, at
der tidligt på sommeren er sprækker i
isen og åbent vand ved landgangsstedet,
selv om området som helhed endnu
er isdækket. Derved kan hvalrosserne
komme tidligt op og sole sig på den
»lune« strand — og dermed spare energi,
(b) Stranden skal være nogenlunde plan
og ikke opfyldt af store sten, der generer
de tunge dyr, når de skal op og ned; i
øvrigt bør stranden være eksponeret, så
solen kan skinne på den det meste af
døgnet, (c) Der skal være adgang til land-
gangspladsen fra flere sider. Ofte vil
drivisen lægge sig op ad stranden, så ad-
gang og udgang hindres. Derfor ligger
landgangspladsen gerne på en odde el-
ler en lille ø. Når drivisen blokerer den
ene af oddens strande, kan hvalrosserne
altid komme ind og ud via den modsatte
strand, (d) Der skal være godt udsyn, set
fra et hvalrossynspunkt. Fra en lav odde
er der godt udsyn til flere sider, så hval-
rosserne bl.a. kan følge med i isudvik-
lingen. lige så vigtigt er det måske, at
hvalrosser der ankommer til området,
og leder efter gruppefæller, kan se flok-
ken på langt hold. Hvalrosser, der kom-
mer svømmende langs stranden i et om-
råde, hvor der er en landgangsplads, løf-
ter tit forkroppen ud af vandet mod
land — tydeligvis for at kigge efter andre
hvalrosser på land. (e) Der skal være
forholdsvis kort til muslingebankerne.
Hvalrosserne anvender den korte åbent-
vandsæson til at æde intensivt. De bru-

[7]
Fire eksempler på typiske hvalros-landgangspladser: (A) Den nordligste af 2 landgangspladser på vestkysten af Goose
Fjord på Ellesmere Island i højarktisk Canada, august 1998. (B) Brooman Point på sydvestkysten af Bathurst Island
i højarktisk Canada, august 1993. Landgangspladsen ligger på den nærmeste pynt. (C) Appolonoff O, Franz Josef
Land, august 1992. (D) Lille Snenæs, august 2000. Bagest ses Nordlige Orienterings O, og allerbagest Store
Koldewey. Fotografier: (A, B) E.W. Born; (C) L.O. Knutsen; (D) M. Acquarone.
ger omkring en trediedel af tiden til at
dase på stranden eller på en isflage (11),
hvorved de sparer energi. I den øvrige
tid er de nede at æde muslinger. Det er
hensigtsmæssigt ikke at skulle bruge for
megen energi på at svømme frem til
og tilbage mellem landgangspladsen og
maden.
De to kendte landgangspladser - Sand-
øen og Lille Snenæs - opfylder disse kri-
terier. Interessant nok benyttes de kun af
hanner. Hunner optræder sjældent i dis-
se områder om sommeren. De holder sig
det meste af året meget nordligere — i
Nordøstvandet ved Nordosttundingen (8).
Man skulle tro, at også mange andre
øer og odder langs den enorme østgrøn-
landske kyst kunne tjene som land-
gangspladser. Til trods for snart mange
års livlig rejseaktivitet af ekspeditioner,
Siriuspatruljen, grønlændere, forskere
og turister er der ikke fundet andre
pladser, som anvendes af hvalrosserne
samme sæson - år efter år. Det skyldes
nok mest, at hvalrosser er store »vane-
dyr«. For et flokdyr som hvalrossen er
det vigtigt at vide, hvor man kan finde
artsfæller. Desuden er det vigtigt at vide,
hvor muslingebankerne er. De findes
ikke tilfældigt spredt overalt. Der er der-
57
[8]
Sandøen set fra nordkysten af Clavering Ø, august 1999. Hvalrossernes landgangsplads ligger på øens sydøstlige spids
(th. i billedet). Foto: E.W. Born.
for netop ikke tale om, at en hvilken som
helst strand i et hvilket som område kan
være lige så god som enhver anden. Hu-
kommelse — individuelt og kollektivt —
om hvor hvilepladsen og maden findes,
er basal for hvalrosserne. At svømme
rundt på »må og få« kan betyde sult og
ensomhed.
Andre steder, som fx. på Svalbard, er
det set, at der kan gå lang tid før hval-
rosser genoptager brugen af gamle land-
gangspladser. Hvis hvalrosser er blevet
nedslagtet på en landgangsplads, og de
få overlevende lærte at sky den, tager det
åbenbart generationer, før flokken har
»glemt« episoden — og påny lærer sig, at
her er et godt sted at være.
Når hvalrosser er så trofaste mod de-
res landgangspladser, og derfor må holde
sig inden for en vis afstand fra dem, når
de fouragerer på muslingebankerne,
rejser der sig et interessant spørgsmål:
Hvor længe kan flokken blive ved med
at æde på de samme muslingebanker, før
disse er opædt, og hvalrosserne er tvun-
get til at søge andre steder hen? Med an-
dre ord: Hvad er dynamikken mellem
ernæringsgrundlag og prædator? Dette
spørgsmål har fået fornyet aktualitet i
de senere år.
Hvalrosundersøgelser i Østgrønland
Grønlands Naturinstitut og Danmarks
Miljøundersøgelser har sat sig for - i
58
[9]
samarbejde med andre forskningsinsti-
tutioner - at skaffe sig indblik i dyna-
mikken mellem hvalrosserne og deres
ernæringsgrundlag. Studierne er led i
forskningsprojektet CAMP (Changes in
Arctic Marine Production), hvis mål er
at beskrive energiomsætningen i et
højarktisk, marint økosystem - bl.a. for
at man kan vurdere betydningen for
produktion og prædatorer af de igang-
værende temperaturændringer i Arktis
(12).
Det er ikke let at studere fritlevende
hvalrossers madforbrug. Det er jo ikke
muligt at følge dem på deres færd til
havs. Men der findes andre mere indi-
rekte måder at studere energiforbrug på.
Tykkelsen af spæklaget måles på en bedøvet hvalros
vha. ultralyd. Lille Snenæs, august 2000. Foto: E.W. Born.
Man kan fx. studere energiomsætning
vha. af omsætningen af »dobbelt-mær-
ket« vand. Dobbelt-mærket vand består
af z/é/b-radioaktive isotoper (brintato-
En hvalros ligger bedøvet på Lille Snenæs, august 2000, mens veterinæren tager en blodprøve. På den ene tand ses
den lille dykke-måler (tv.); på den anden tand sidder den noget større satellit-sender. Foto: M. Acquarone.
59
[10]
Ar   Dag/Måned    Observation
1906 _20. august
1907   ?august
1912 16. august
-21. august
1919 20.august
1939 8. august
1967 ?august
1998 21.august
2000 25. august
2000 26. august
11-12 skudt på land.
2 skudt ved Hvalrosodden.
2 dyr på land ved odden, og 3 i vandet i lakseelv.
7 på land.
2 voksne dyr skudt på land ved odden ved Lakseelv (3 i
følge en anden kilde).
6 dyr lægger sig kortvarigt på land. Nogle dyr dræbes ved
odden samme år.
2 på land.
4-5 hvalrosser på land på odden.
2 voksne dyr på land i kort tid.
5 dyr (tre store og to mindre, men voksne hvalrosser) på
land. Skræmmes i vandet af fly.
Tabel 1: Observationer af hvalrosser på land ved Hvalrosodden (1906-2000). Baseret på flere kilder (se reference
8; og for observationer fra 1998 og senere også denne artikel).
merne er deuterium — 2H, og ilt-atomet
18O), og den forskellige omsætnings-
hastighed af disse isotoper i kroppen er
et udtryk for energiomsætningen i den
periode, hvor dyret studeres.
I pra"ksis bedøver man en hvalros på
dens landgangsplads, og der sprøjtes
dobbelt-mærket vand i blodbanen. Når
hvalrossen nogle dage efter vender til-
bage til landgangspladsen efter sit op-
hold ved muslingebankerne, bedøves
den igen; der tages en ny blodprøve og
det er derefter muligt at beregne dyrets
energiforbrug i den forløbne periode ud
fra »udtyndingen« af isotoperne. I
samme periode indhentes der detal-
jerede oplysninger om dyrets færden.
Hvalrossens vandringer og opholdsste-
der spores vha. satellitsendere, mens
dykkemålere indsamler detaljerede data
om dykkeaktiviteten. Det er dermed
muligt at sammenholde energiforbrug
med dyrets aktivitet.
I august 1999 og 2000 studerede vi
hvalrosser ved hhv. Sandøen og Lille
Snenæs sammen med veterinæren David
Griffiths, der stod for bedøvelsen. Især
blev studiet ved Lille Snenæs en succes,
for_det lykkedes at studere 7 hvalrosser
og ud fra blodprøver at beregne mæng-
den af fysiologisk kropsvand og vand-
omsætningen i hvert enkelt dyr — oplys-
ninger der er nødvendige for eksperi-
mentet med dobbelt-mærket vand, der
bliver udført ved Lille Snenæs i 2001.
En bestand i vækst?
Ingen af de 6 dyr, der fik satellitsender
på ved Lille Snenæs, var oppe på land på
Hvalrosodden i løbet af perioden august-
oktober, da nyislæget tvang dem uden-
skærs. Det kan være en tilfældighed, men
60
[11]
det kan måske også betyde, at en anden
gruppe hvalrosser, end den som anven-
der Lille Snenæs, er ved at »genopdage«
Hvalrosodden som landgangsplads.
Hvad enten det er dyr fra Lille Snenæs
eller andre dyr, der er interesserede i
Hvalrosodden, kan det alligevel måske
udlægges som et positivt tegn på, at
hvalrosbestanden i Nordøstgrønland er
vokset, og at dyrene derfor nu søger
flere landgangspladser.
Litteratur
(1)   Ventegodt,  O.   1997.  Den  sidste  brik.  Mylius-
Erichsens Danmark-ekspedition til Nordøstgrønland
1906-1908. Gyldendal, København: 428 s.
(2)  Born, E.W. 1983. Havpattedyr og havfugle i Sco-
resby Sund: fangst og forekomst. Rapport til Råstof-
forvaltningen for Grønland og Grønlands Miljø- og
Fiskeriundersøgelser fra Danbiu ApS.  (Biologiske
konsulenter): 1-112.
(3)  Bistrup, F.W., N.O. Christensen, C.F. Simony og
S. S. Thostrup 1983. Mindeblade om Danmark-Eks-
peditionen 1906-08. Publikationer om Østgrønland.
Nr. 10. Det grønlandske Selskabs Skrifter XXV: 126 s.
(4) Amdrup, G. 1913. Report on the Denmark Expedi-
tion to the North-East Coast of Greenland 1906-
1908. Meddr Grønland 41: 1-270,10 plancher.
(5)  Friis, A. 1909. Danmarks Ekspeditionen til Grøn-
lands Nordøstkyst. Gyldendal, København: 670 s. 2.
udgave 1987, Gyldendalske Boghandel, Nordisk For-
lag, København: 431 s.
(6)  Knutsen, L.Ø. og E.W. Born 1994. Body growth in
Atlantic walruses (Odobenus rosmarus rosmarus) from
Greenland. J. Zool. (London) 234: 371-385.
(7) Johansen, F. 1912. Observations of Seals (Pinnipe-
dia) and Whales (Cetacea) made on the Danmark-
Expedition 1906-08. Meddr Grønland 45: 201-224.
(8)  Born, E.W., R. Dietz, M.P. Heide-Jørgensen og
L.Ø. Knutsen 1997. Historical and present status of
the Atlantic walrus (Odobenus rosmarus rosmarus) in
eastern  Greenland.   Meddr  Grønland,  Bioscience
46:1-73.
(9)  Born, E. W., M.P. Heide-Jørgensen og R.A. Davis
1994: The Atlantic walrus (Odobenus rosmarus rosmarus)
in West Greenland. Meddr Grønland, Bioscience 40:
1-33.
(10)  Andersen, L.W., E.W. Born, I. Gjertz, O. Wiig,
L.E. Holm og C. Bendixen 1998: Population struc-
ture and gene flow of the Atlantic walrus (Odobenus
rosmarus rosmarus) in the eastern Atlantic Arctic based
on mitochondrial DNA and microsatellite variation.
Molecular Ecology 7: 1323-1336.
(11)  Born, E.W. og L. Ø. Knutsen 1997. Haul-out ac-
tivity of male Atlantic walruses (Odobenus rosmarus
rosmarus) in northeastern Greenland. J. Zool. (Lon-
don) 243:381-396.
(12)  www.dmu.dk/lakeandestuarineecology/camp/in-
dex.htm eller Zero Zackenberg Ecological Research
Operations, 2nd-5th annual report. Danish Polar
Center, Strandgade 100H, DK-1401, København.
(13)  Mikkelsen, P.S. 1994. Nordøstgrønland 1908-60.
Fangstmandsperioden. Dansk Polarcenter: 408 s.
61[12]