[1] Samerne på vej mod selvstyre Af Claus Oreskov og Boris Zeichner Samisk selvstyre var det centrale tema, da samere fra hele Norden og Rusland mødtes i den Nordsyenske by Kiruna 28.-30. september til samernes 17. kon- ference. Konferencen samlede over 200 delegerede, gæster, sympatisører og an- dre interesserede fra hele verden. Samekonferencen er samerådets høje- ste beslutningsorgan og afholdes hvert fjerde år. Samerådet er et samarbejds- organ for samiske organisationer i Norge, Sverige, Finland, og Rusland. Rådets overordnede målsætning er at varetage samernes interesser som et folk, styrke samernes samhørighed over grænserne og arbejde for, at samerne også i fremtiden anerkendes som et folk, hvis kulturelle, politiske, økonomi- ske og sociale rettigheder skal sikres. Sa- merådets arbejdsfelt indbefatter også internationalt NGO-arbejde, og rådet deltager og er repræsenterede i forskel- lige processer og foretagender så som: FN, ILO, EU, Arktisk Råd, Barentssam- arbejdet m.fl. Det samiske folk og det landområde der dækker den samiske bosætning og de landområder, hvor samerne traditio- nelt har haft deres erhverv, så som rendrift og fiskeri, kaldes under et for Såpmi — samernes folk og land. Samisk selvbestemmelse Temaet på samekonferencen var selvbe- stemmelse. Selvsagt et meget komplice- ret og mangesidet spørgsmål for et folk, der er delt afgrænser mellem fire natio- nalstater: Norge, Sverige, Finland og Rusland, og som idag kun udgør majori- teten i 3 kommuner. Det er dog også en kendsgerning, at samiske fjord- og kyst- fiskere og rendriftsamer gennem hele historien har anvendt store land- og vandområder som en forudsætning for deres erhverv. Land- og vandområder som traditionelt blev fordelt og anvendt efter samiske sædvaneregler og ud fra den betragtning, at dette var samernes eget land. Samerne har aldrig gennem traktater afstået land og har heller ikke Mag. scient. Claus Oreskov og stud. mag. Boris Zeichner deltog som observatører på samekonfe- rencen for den danske NGO INFONOR med støtte fra det arktiske miljøsekretariat. 62 [2] Samerådets formand Lars-Anders Baer overrækker æresprisen til Mikkel Isak Mathisen Oskal. Foto: Boris Zeichner. tabt territorielle rettigheder gennem krige eller på anden vis. Kolonialiserin- gen af Såpmi (samernes land) har været snigende og ublodig, men ikke mindre brutal end andre steder i verden, når det gælder undertrykkelse af samefolkets kulturelle og økonomiske rettigheder. I Sverige betalte samerne på et tidspunkt skat til kronen af deres land, alligevel vægrer den svenske stat sig idag imod at anerkende samernes ejendomsret til dette skatteland. Spørgsmålene er man- ge; hvordan skal et samisk selvstyre se ud, hvilke kompetenceområder skal et eventuelt selvstyre besidde og det helt store spørgsmål om retten til selvfor- valtning af naturressourcerne, herunder retten til land og vand. For mange af debattørerne var det vigtigt at afmytologisere betydningen af selvbestemmelse. Det blev præciseret gentagne gange, at selvbestemmelse for oprindelige folk ikke er ensbetydende med dannelsen af en selvstændig stat eller løsrivelse fra nationalstaterne. Nogle af debattørerne hævdede, at ideen om en nationalstat slet ikke hørte med til den måde, som oprindelige folk tænkte på, men at nationalstaten var no- get som kolonimagterne havde opfun- det. John Henriksen forklarede, at selv- bestemmelsesretten ikke altid har været knyttet til ideen om en stat. Før 2. ver- denskrig og dannelsen af FN anvendte man indenfor folkenes forbund begre- bet »folkenes selvbestemmelse« i mod- 63 [3] sætning til »Staternes selvbestemmelse« (det er forøvrigt denne folkenes selvbe- stemmelsesret, der Ugger til grund for Sønderjyllands genforening med Dan- mark i 1920). I s,in indledningstale gjorde samerådets formand Lars-An- ders Baer det klart, at det samiske folk har en utvetydig ret til selvbestemmelse, og at denne ret skal ses i et historisk per- spektiv. Lars-Anders Baer fremhævede to processer, som har indflydelse på den nuværende debat om selvbestemmelse. Den ene var de forandringer i den geo- politiske situation i Såpmi, der foregik på 198D-90 tallet, hvor der blev etable- ret folkevalgte sameting på finsk, svensk og norsk side, og den anden var den in- ternationale mobilisering, som oprinde- lige folk verden over påbegyndte i mid- ten af 1970-tallet. En mobilisering der førte direkte til oprettelsen af FNs ar- bejdsgruppe for oprindelige folk, der i 1994 fremlagde et forslag til en deklara- tion for oprindelige folk til kommissio- nen for de menneskelige rettigheder. Lars-Anders Baer fremhævede sa- misk parlamentarisk råd (som dannedes 1999) bestående af sametingene i Sve- rige, Norge, Finland, arbejdet med en nordisk samekonvention (som skal har- monisere lovgivningen i de forskellige lande der vedrører samerne) og en fæl- les samisk platform indenfor EU som centrale områder for en fortsat politisk, kulturel, sproglig og økonomisk integra- tion af Såpmi. Der var mange forskel- lige bud på, hvad selvbestemmelse inde- bærer. Diskussionerne afspejlede mere en mangfoldighed end egentlig uenig- hed. Retten til land og vand blev frem- hævet af de fleste, retten til at bestemme i egne anliggender, f.eks. sprog og kul- tur, rendriften, det var vigtige områder. Interessant var det, at der på denne sa- mekonference blev talt meget om selv- bestemmelsesretten udfra FN-konven- tionen om civile og politiske rettigheder, i modsætning til en mere snæver rettig- hed reserveret for oprindelige folk. Heri ligger et strategisk skift som viser, at sa- merne nu er parate til at gå ud og for- handle rettigheder udfra en position, hvor de kan og vil sidestille sig med alle andre folkeslag. Denne position viser tilbage til samekonferencen i Gållivare 1971, hvor konferencen konkluderede: »Vi er samer, og vi vil være samer uden derfor at være mere eller mindre end an- dre folk i verden«. For os, der kommer fra en fri nation, kan det lyde banalt, men for et folk, der har været udsat for umyndiggørelse, udbytning og kolonisa- tion i århundreder, er denne udtalelse intet mindre end en magtfuld manife- station! Sven-Roald Nystø, præsident i det norske sameting, var nok den der klarest gav udtryk for, at oprindelige folks rettigheder må være de samme som alle andre folks rettigheder (FN konventionen): »Jeg tror ikke,« sagde han, »at det vil være hensigtsmæssigt om, vi udvikler en egen forståelse af be- grebet selvbestemmelse, som kun gæl- der for oprindelige folk. Et folks ret til selvbestemmelse må gælde for ethvert folk og det inkluderer selvsagt også op- rindelige folk«. Hvordan processen henimod selvbe- stemmelse skal foregå fremover var der divergerende meninger om. Nogle mente, at staterne havde ansvaret for at komme med et udspil, og andre mente, 64 [4] Samer fra hele Såpmi samledes i Kiruna. Her Nils Tommas Labba. Foto: Boris Zeichner. at samerne skulle skitsere et udkast om, hvad de mente med selvbestemmelse og så gå til de respektive regeringer. Et kompromis midt imellem blev foreslået, nemlig at de respektive regeringer samt de samiske folkevalgte organer starter processen fra begge sider. Samtidig vil debatterne brede sig i de samiske sam- fund og foreninger. Der er ingen tvivl om, at samerådet på denne 17. konfe- rence har sparket en proces igang om nødvendigheden af selvbestemmelse som en forudsætning for, at det samiske folk kan udvikle deres erhverv og kultur og selv tage vare på naturressourcerne i Såpmi i det nye årtusinde. Samerne er et oprindeligt folk i Europa Samerne har altid haft en stærk bevidst- hed om at tilhøre de oprindelige befolk- ninger, hvorfor international politik og solidaritet med andre oprindelige folk gennem årene har stået i fokus for sa- merådets aktiviteter. Denne politik af- spejlede sig i konferencens udenlandske gæster. Her var grønlandske Tove Søvn- dal fra oprindelige folks kontor i Kø- benhavn, Daryn Leas som repræsente- rede indianerne i Yukon i Canada og Arthur Manuel også fra Canada. Sidst- nævnte fremhævede vigtigheden af samarbejde mellem Canadas indianere og samerne og præciserede, at selvbe- stemmelse betød, at et folk selv kunne vælge den regering de ville have. Arthur Manuels far var forøvrigt en af arkitek- terne bag den internationale politiske bevægelse af oprindelige folk, som tog sin begyndelse i 1970erne. Fra Grøn- land kom Aqqaluk Lynge, præsident for 65 [5] inuit sammenslutningen ICC. Aqqaluk, der selv er en fremragende digter, over- raskede forsamlingen ved at deklarere et digt af den samiske digter Paulus Utsi først på grønlandsk og dernæst på skan- dinavisk. Fra Rusland kom der, udover de russiske samere, Mikhail Todyshev som repræsentant for paraplyorganisa- tionen:for oprindelige folk i Rusland RAIPON. Han forklarede, at oprinde- lige folk i Rusland ofte anklages for se- paratisme, hvis de ønsker selvbestem- melse. »Men vi opfatter selvbestem- melse som lokal bestemmelse over na- turressourcerne,« sagde Todyshev. I sin indledningstale fremhævede Lars-An- ders Baer, at samerne er det eneste op- rindelige folk i Europa, og endvidere hed det i Kiruna-deklarationen, sonr blev vedtaget på konferencen, at: »for at sikre en effektiv varetagelse af samiske interesser og rettigheder indenfor den Europæiske Union må der etableres en egen samisk EU region.« Ærespris Samerådet vil med æresprisen hædre traditionel samisk kundskab. Samerå- dets formand, Lars-Anders Baer over- rakte prisen til den 79 årige rendrifts- same Mikkel Isak Mathisen Oskal, som har stor kendskab til gamle tiders leve- sæt og rendrift, både i skoven, på fjeldet og ved kysten. Han har altid levet i nær- kontakt med naturen, og hans store for- tælleevne, hvad angår historier om hændelser, gamle myter og sagn er vidt kendt. Netop dette anser samerådet som værende af stor betydning for at bevare samisk sprog og for forståelsen af svundne tiders tanke og udtryks- måde. Det Permanente Forum I juli gav FNs økonomiske og sociale råd sin fulde tilslutning til etableringen af et Permanent Forum for oprindelige folks anliggender indenfor FN. Organet skal kunne tage alle sager op, som falder ind under FNs økonomiske og sociale råd, heri blandt andet økono- misk og social udvikling, kultur, miljø- spørgsmål, uddannelse, helse og men- neskerettigheder. Det Permanente Forum skal bestå af 16 medlemmer med stemmeret, hvoraf 8 skal udpeges af oprindelige folk. Ud- ovsrdisse skal forumet være åbent for alle interesserede regeringer og oprinde- lige folks organisationer, som alle kan tage del i debatten. I samerådet har man i længere tid diskuteret, hvem man kunne stille op til posten i det Permanente forum. På Sa- mekonferencen faldt valget enstemmigt på Professor Ole Henrik Magga som kandidat til medlem i FNs Permanente Forum. Ole Henrik Magga har erfaring som leder for Norske samers Riks for- bund, 8 år som Sametingspræsident i Norge og tidligere medlem i UNESCOs kulturkomite og har derfor god indsigt i samiske spørgsmål, såvel som kendskab til hvilke problemer andre oprindelige folk kæmper med. Med valget af Ole Henrik Magga er beslutningen dog ikke truffet, da man sandsynligvis må enes om en fælles kan- didat med blandt andre Grønland. 66 [6]