[1] Nordbogravene ved Brattahlid Af J. Balslev Jørgensen I årene 1961-1964 udgravedes en kirke- tomt og kkkegård ved Brattahlid (Erik den Rødes gård) i dag Qassiarsuk i Syd- grønland. Udgravningerne blev det første år ledet af Jørgen Meldgård, de følgende af Knud J. Krogh. De arkæolo- giske forhold viste, at kirke og kirkegård stammer helt tilbage fra kristendom- mens første tid i Grønland omkring år 1000. Begge blev erstattet af en ny kirke og kirkegård et andet sted på Brattahlid sidst i århundredet. Det kan med meget stor sandsynlighed fastslås, at det drejer sig om den i sagaberetningerne nævnte Tjodhildes kirke. Knud J. Krogh har re- degjort for de særdeles interessante ar- kæologiske og historiske forhold i flere afhandlinger, blandt andet i bogen Erik Den Rødes Grønland (1982). I det følgende gives en redegørelse for resultaterne af de antropologiske under- søgelser, der er gennemført dels på ste- det under udgravningerne dels i Univer- sitetets Antropologiske Laboratorium i København. Der blev med sikkerhed påvist og un- dersøgt mindst 143 begravelser foruden en stor fællesgrav (Fig. 2). Da kirke- gården er gennemarbejdet ud til sine grænser, og da alle grave på grund af den relativt lille udnyttelsesgrad af are- alet har kunnet bestemmes, må man gå ud fra, at man her har alle de døde fra den relativt korte periode, hvor kirke- gården var i brug. At kirkegården kun har været i brug i en kort periode frem- går, foruden af de arkæologiske og hi- storiske forhold, også af, at der kun var meget få helt forstyrrede grave. Man har åbenbart i hele kirkegårdens brugstid været klar over, hvor der var begravelser og så vidt muligt undgået dem ved nye gravlægninger, eller man har gravet di- rekte ned i dem i den hensigt at lægge to eller tre i samme grav, et forhold som kendes fra andre middelalderlige grav- pladser (Nørlund 1924). Jørgen Balslev Jørgensen, f. 25.12.1923. Fhv. leder af Universitetets Anthropologiske Laboratorium gennem mange år. Dr. med. 1954 på afhandlingen The Eskimo Skeleton. Har deltaget i alle udgrav- ningerne i Qassiarsuk. Talrige publikationer om antropologiske emner. 81 [2] Flg. i. Qassiarsuk 1999. Den norrøne kirkegård indtegnet med rødt udenfor den nuværende kirke. Luftfoto: Hans Kapel. Gravene Gravenes form var generelt den samme; en oval nedgravning med længdeaksen Øst-Vest. Dybden er derimod varierende fra ca. l m til få cm under overfladen. Det er et gennemgående træk, at gravene syd for kirken var dybere og i øvrigt større og mere omhyggeligt udformede end gravene nord for kirken. I et om- råde i kirkegårdens nordlige del har man endog måttet dække nogle af gravene med et par lag store sten, formentligt for at beskytte de meget overfladiske begravelser mod omstrejfende rovdyr og hunde (Fig. 3). __ Enkelte grave var udformet på en mere speciel måde. To barnegrave var så- ledes dækket af store, flade heller, og i én grav var hovedet støttet af to store sten, som har dannet en slags niche om- kring hovedet. Endelig fandtes bunden i én af gravene dækket af et lag fine sten. Som regel har man som anført respek- teret tidligere grave, men man er dog i nogle tilfælde kommet ned i gamle grave. De måder, man derpå har behandlet den først begravede, er meget forskel- lige. I to tilfælde har man undgået at for- styrre den døde og simpelthen lagt den sidst afdøde i normalstilling oven på den først gravlagte. I ét tilfælde var man i forvejen så overfladisk, at man ved den sidste begravelse er kommet helt op til overfladen og derfor har dækket graven 82 [3] Fig. 2. Plan over kirkegården omkring Thjodhildes kirke. Kvindegrave angivet med rødt, mandsgrave med blåt og børnegrave med grønt. med store sten. I to tilfælde var lejringen af de to skeletter så nøjagtigt ovenpå hinanden, at man kunne tænke sig at de er begravet samtidigt. I et andet tilfælde er man ikke gået så skånsomt til værks. Det nederste skelets kranium har her ra- 83 [4] Fig. 3. 3 skeletter, de to i naturligt leje, det tredje i en bunke i fodenden af den ene grav. get for højt op, hvorfor man, for at få plads tii gravens ny ejer, simpelthen har knust kraniet og trykket brudstykkerne ind i det (Fig. 4). Dette ses tydeligt på knoglefragmenterne på grund af de specielle bevaringsforhold. Jorden be- står her af ral, som vandet hurtigt og let siver igennem. De mest overfladiske dele af knoglerne opløses derfor først, mens de dybere dele er bedre bevarede, fordi det gennemstrømmende vand her er mættet med kalksalte. Det er en helt fast regel, at oversiden af alle knogler er næsten helt opløst, mens undersiden er relativt yelbevaret. Ansigtsskelettet er således på langt de fleste kranier for- svundet, mens nakkepartiet er velbeva- ret. I den grav, som er beskrevet ovenfor fandt man den bageste del af kraniet velbevaret, og det meste af ansigtsske- lettet næsten forsvundet, men inde i kraniet lå et par store velbevarede dele af panden. Disse brudstykker må have ligget inde i kraniet fra kort efter, at den døde blev begravet. Er man under opkastningen af en grav kommet ned i en grav hvor kun skelettet er tilbage, har man i nogle 84 [5] Pig. 4. Defekt kranium med intakt pandeben inde i kraniet. tilfælde omhyggeligt samlet knoglerne sammen og lagt dem i en pæn bunke i fodenden af den nye grav. Denne frem- gangsmåde er velkendt fra middelalder- lige grave andre steder, også i Danmark. En anden mulighed er, at man simpelt- hen har skubbet knoglerne ud til si- derne i den nye grav, så den nye døde har kunnet lægges ned på sædvanlig måde. Et fænomen, som er kendetegnende for kirkegården omkring Tjodhildes kir- ke, er de sekundære grave. Herved for- stås grave, som kun måler % x l m, og hvor man ikke har begravet en død men et skelet; en samling knogler i en pæn bunke (Fig. 5). Bunken omfatter som regel alle de større knogler af de døde, men mangler mange af de små. Det må dreje sig om skeletter af mennesker, som er døde og begravede andet steds, men hvis ben man derefter har gravet op og flyttet til kirkegården. En sådan fremgangsmåde er velkendt i det mid- delalderlige Danmark. Man kan blot nævne Stifternes pillegrave i Roskilde Domkirke og Skjalm Hvides og hans brors blykister i én af pillerne i Sorø Kirke. I disse tilfælde har man ønsket at flytte berømte forfædre til et prominent hvilested i en betydningsfuld kirke. Det vilde være en nærliggende tanke, at de sekundære grave på kirkegården i Grønland er af samme art, ikke mindst da gravene i de fleste tilfælde rummer både en mand og en kvinde. Man kunde således forestille sig, at én af de sekun- dære grave er Erik den Rødes. Ifølge de middelalderlige beretninger er det nem- lig ikke helt klart om Erik døde som hedning eller som kristen. En ganske særlig sekundær grav må nævnes. Den er desværre forstyrret af grøftegravning, så fuld sikkerhed for kraniets tilhørsforhold har man ikke. Af Fig. 5. Sekundær begravelse med to skeletter. 85 [6] den uforstyrrede del af graven ses imid- lertid umiddelbart, at liget har ligget i en kiste, som kun har været 150 cm lang, mens inan af lårbenenes længde kan be- regne den dødes legemshøjde til ca. 185 cm. Ser man nøjere på skelettets lejring i kisten, viser det sig da også, at skeletde- lene ligesom er skubbet sammen fra en- derne. Liget må derfor have været i be- tydelig opløsning, da det blev presset ned i den lille kiste, formentlig for at blive transporteret langt. Den store fællesgrav (Fig. 15), som også er en sekundær grav, er så speciel, at den vil blive gennemgået i et særligt kapitel. I én grav fandtes tre skeletter. Begge de to ældste er spredt i jordfylden, det ældste mest. Der må være gået en række år, i hvert fald ca. 20 mellem hver af be- gravelserne, hvoraf man må kunne slutte, at kirkegården har været i brug i hvert fald i 40-50 år. Det kan måske til- lægges en vis betydning, at mens den ældste synes at have været begravet om- hyggeligt i udstrakt stilling i en dyb grav, ser det ud som om den sidste er begra- vet mindre omhyggeligt og mere over- fladisk, sammenbøjet med skuldre og knæ højest. Gravlægningen I de fleste grave er den døde lagt omhyg- geligt, udstrakt på ryggen. Ind imellem er det dog gået lidt anderledes til. I to tilfælde har graven været forjcort, så li- get har måttet bukkes mere eller mindre sammen for at kunne være i graven. I andre tilfælde finder man skelettet bøjet sammen med knæ og skuldre højest, som om det var båret til graven og hur- 86 Fig. 6. Løst og tilfældigt lejret skelet. tigt lagt ned af to personer, hvoraf den ene holdt under skuldrene og den anden under knæene. I et par grave nord for kirken var ho- vedet bøjet meget stærkt fremad, næsten lodret (Fig. 3). Forklaringen på denne ejendommelige lejring er måske også, at gravene har været lovlig korte. Når den døde i én af gravene lå for- vredet med arme og ben spredt tilfæl- digt ud til siderne, kan det vel på samme måde opfattes som et tegn på hastværk og ligegyldighed over for den døde (Fig. 6). 112 grave fandtes kistespor. I de fle- ste af dem var kisten så lille som muligt. [7] Ligene har derfor ligefrem måttet klem- mes ned i kisten, med det resultat, at skuldre og arme er presset frem foran brystet. Også bækkenet har måttet klemmes ned, og da det ikke kan bøjes er resultatet, at det sammen med den øverste del af lårbenene er drejet, så det ene ben har ligget ind over det andet (Fig. 7). I nogle grave, hvor man ikke fandt kistespor, lå liget på samme måde, og man må vel formode, at der i disse tilfælde har været en kiste, som blot er helt formuldet. Lejringen af de døde Der fandtes kun meget få afvigelser fra den traditionelle lejring i gravene. Der var dog en vis variation i hovedets stil- ling og lejringen af arme og ben. Ansig- tet kunne være drejet mod højre eller venstre eller vende lige frem (Tabel 1). Mærkværdigvis var ansigtet drejet til én af siderne i de fleste tilfælde. Armene lå som regel ned langs si- derne. Kun i 13 tilfælde var den ene eller begge arme bøjede i albuerne, og i en del tilfælde har der endog næppe været tale om en bestemt gravskik. I to tilfælde var hele skelettet helt sammen- bøjet og i to andre var kun den ene arm bøjet, og der var i disse tilfælde sygelige forandringer i det bøjede albueled. På tre skeletter var begge albuer bøjede, på det ene lå hænderne foldede hen over IMI-tt V l li i JÅ\ TCAVCULLEME W> nu H i raCwSS<^pJ" /;!;"NO(WI" H /ii!i|i» !. •'ii 11 Fig. 7. Sammenklemt skelet i en snæver kiste. Tabel 1. Positionen af ansigtet Mænd Kvinder Ubestemt køn lait Ansigtet fremad 2 1 3 Ansigtet mod højre 4 4 4 12 Ansigtet mod venstre 5 2 1 8 87 [8] underlivet, og kun i de to sidste tilfælde var arrnene bøjede 90 grader i albuerne. Benenes stilling kunde bedømmes i 86 tilfælde. I de 80 var benene parallelle, mens de lå krydsede i 6. 3 af skeletterne med krydsede ben lå i de meget snævre kister og dette kan vel være forklarin- gen. Der kan ikke være tvivl om, at den traditionelle lejring på dette tidspunkt var strakt på ryggen med hovedet i vest og armene ned langs siden eller let bøjede ind over hofterne. Det er en lille afvigelse fra lejringen i gravene i Lund fra samme tidsperiode hvor armene lå strengt ned langs siderne (Blomquist & Mårtensson 1963), men kan selvfølgelig skyldes, at de døde i Lund var begravede i rummeligere kister. Demografiske forhold Det overvejende flertal af begravel- serne er bestemt såvel ved påvisning af gravene som af skeletdele. Det er dog bemærkelsesværdigt, at i et antal små grave (!/2 x 3/t m), beliggende omkring kirkens østende var det ikke muligt at påvise knoglerester eller andre spor af den døde. Man har fundet tilsvarende forhold ved udgravningerne af den samtidige kirkegård i Lund i Skåne (Blomquist & Mårtensson 1963). Også der fandtes omkring kirkens kor et antal små grave. De blev af undersøgerne tolket som barnegrave, og man har ment, at det enten har drejet sig om grave, hvor alle spor af det lille skelet er forsvundet, eller — mere bemærkelses- værdigt — om symbolske begravelser uden døde. Samme forklaring kunne gælde for de små tomme grave på Tjod- hildes kirkegård, og fremgangsmåden er ikke ukendt blandt Nordboerne i øvrigt. I den senere kirkegård på Herjolfsnæs fandt man i en ellers tom grav en rune- pind med ordene: »Denne kvinde blev lagt overbord i Grønlandshav som Gudveighed« (Nørlundl924). Da de tomme grave på kirkegården ved Tjodhildes kirke fuldstændigt ligner de grave af samme størrelse, hvori der er fundet barneknogler, og da de ligger mellem disse grave, mener man dog, at det drejer sig om barnegrave, hvori ske- letdelene er gået helt i opløsning. Barne- gravenes placering på kirkegården er markeret på figur 2. Alle børnene ligger samlet omkring kirkens østende, på samme måde som på den samtidige kir- kegård i Lund. På kirkegården ved Skel- jastadir i Island, også fra det ellevte år- hundrede, ligger barnegravene mest nord for kirken (Steffensen 1943), men for- skellen er måske ikke så stor endda; bar- negravene i Grønland ligger godt nok øst for kirken, men nordligst der. Kønsfordelingen For børnenes vedkommende er det ikke muligt at kønsbestemme skeletdelene, og det kan derfor ikke afgøres, om der har været forskelle i gravform eller i gra- venes placering mellem drenge og piger. De voksne skeletter kan derimod i de fleste tilfælde kønsbestemmes, så man kan finde ud af fordelingen mellem mænd og kvinder, og også om forskel i gravskik mellem de to køn. Der synes at være meget stor over- vægt af mænd, hvilket, samfundsfor- holdene taget i betragtning, synes ejen- dommeligt. Man ville forvente, at mæn- [9] Tabel 2. Kønsfordelingen af de voksne Mænd Kvinder Køn uvist lait Børn Nord for kirken 9 33 13 55 22 Syd for kirken 43 4 7 54 11 dene oftere døde fjernt fra kirke og kir- kegård, på havet eller på jagt, end kvin- derne, som havde deres virke omkring boligerne. En mulig forklaring kunne være, at der i dette nybyggersamfund faktisk har været betydeligt flere mænd end kvinder. På de middelalderlige kir- kegårde i Mære i Norge (Holck 1970) og Nyløse i Sverige (Huggert & Lewin 1965) har man dog fundet tilsvarende forhold. Man kunde selvfølgelig tænke sig at de fleste ubestemte skeletter har været kvinder, fordi de ubestemte ske- letter som regel har været meget dårligt bevarede, og dette stemmer overens med, at de kvindelige skeletter er de mindste og de mindst robuste. Tabel 2 viser, at der overvejende har ligget mænd syd for kirken og kvinder nord for den. Denne skik, har man ofte ment, var almindelig i det middelalderlige Skandi- navien, og på kirkegården i Vesterhus (fra 1400 tallet) var den overholdt sær- deles konsekvent. På kirkegården om- kring Tjodhildes kirke er forholdene dog mere komplicerede. Der er for mange kvinder syd for kirken og for mange mænd nord for den. På kirkegården ved Skeljastadir i Island har man heller ikke været konsekvent. Her ligger der både mænd og kvinder syd for kirken og kvinder og børn og enkelte mænd nord for kirken. Der fandtes også afgørende forskelle mellem gravene i den nordlige og syd- lige del af kirkegården. Mens de sydlige grave er store og dybe og prægede af omhyggelig nedgravning og placering, er de nordlige grave mere tilfældigt an- bragt, oftere forstyrrende tidligere grave og meget mere overfladiske. Der må altså også være et socialt skel mellem de nordlige og de sydlige grave. Ser man endeligt på skeletterne, er der også her en tydelig forskel. Både mænd og kvinder fra kirkegårdens sydlige del er større og kraftigere end mænd og kvin- der fra den nordlige. Da der er lagt me- get stor vægt på kønsbestemmelserne og de er gennemført adskillige gange, og da alle usikre tilfælde er rubricerede som usikre, må man kunne regne med, at der er en afgørende forskel mellem begravelserne nord og syd for kirken, såvel i gravlægningen som i menneske- typen. Det er dog stadigvæk mærkvær- digt, at der er en stor overvægt af mænd syd for kirken og kvinder nord for kir- ken. Gravene syd for kirken rummer man- ge mænd og få kvinder. Både mænd og kvinder er store og kraftige og af en nordisk type. I de ringere begravelser nord for kirken ligger en anden menne- sketype, mindre og spinklere og dertil med sværere slidgigt forandringer i ske- letterne. Flertallet af de mennesker, der er begravet nord for kirken, er kvinder, men der er dog ca. 20 % mænd. Man 89 [10] Tabel 3. Aldersfordeling Små børn Store Børn Unge< 20 år Voksne lait Tjodhildes Kirke 22 6 5 102 135 Skeljastadir 5 2 59 66 Westerhus 183 27 15 139 364 kunne tænke sig, at netop i nybygger- tiden var det langt flere mænd, der var draget ud, mens de velstillede kvinder — i hvert fald i begyndelsen — blev hjem- me i det etablerede samfund i Island. Det vides, at man bragte tjenestefolk og trælle med til Grønland, og måske har man, netop på grund af de få over- klassekvinder, medbragt flere kvinder end mænd af underklassen. Disse dår- ligst stillede mennesker har måske til- hørt andre folkeslag og har i hvert fald levet under ringere forhold end de andre. Næsten op til vor tid var det nogle ste- der på Færøerne skik og brug at bonde- familier blev begravede syd for kirkerne og arbejdsfolkene nord for. -Aldersfordelingen Ved undersøgelserne af kirkegården i Westerhus (Geivall 1960) var det meget store antal barnegrave et iøjnefaldende træk. Det blev opfattet som et tegn på ringe sociale forhold for den jævne be- folkning i det 14.-15. århundrede i Skandinavien. På kirkegården ved Tjod- hildes kirke er antallet af børn meget mindre. Tabel 3 viser tallene fra Tjodhil- des kirkegård sammenlignet med tallene fra Westerhus og fra vikingetidskirke- gården ved Skeljastadir i Island. Der er en tydelig lavere dødelighed blandt børnene i Grønland end i Wester- hus. De islandske tal er endnu lavere, endog så små, at man må tvivle på om de er repræsentative for befolkningen. Steffensen (1943) anfører da også, at det må have været skik dengang i Island, at spædbørnene ikke blev begravede på kirkegården, hverken de der døde en na- turlig død, eller de der blev sat ud. Det var skik allerede i det 11. århundrede at sætte de børn ud, som samfundet ikke havde plads til. Tabel 4. Antal børn i procent Tjodhildes kirke (11. århundrede) 20,7 % Skeljastadir (11. århundrede) 10,6 % Westerhus (14-15. århundrede) 57,7 % Lund (11. århundrede) 35,0 % Når der - relativt - findes dobbelt så mange barnebegravelser (20 %) i Grøn- land som i Island (ca. 10%), kunne det tænkes, at da det grønlandske samfund jo var et samfund i stærk ekspansion, ønskede man flere børn, og at man der- for undlod udsættelserne. Hvis de 20 % barnegrave virkeligt er et udtryk for børnedødeligheden i Grønland, og hvis man betragter børnedødeligheden som et udtryk for et samfunds sociale situa- tion, må man kunne slutte, at de sociale forhold i den første nordbotid i Grøn- land altså var betydeligt bedre end de var i Sverige et par århundrede senere. Denne teori er i øvrigt i god overens- stemmelse med den almindelige opfat- 90 [11] Tabel 5. Aldersfordelingen af voksne mænd + kvinder 20-39 år 40-59 år >59år Tjodhildes kirke 31 35 3 Skeljastadir 14 31 5 Hedenske islandske grave 14 31 5 Westerhus 69 65 5 telse af vikingetiden og den tidlige mid- delalder som en fremgangsrig og velha- vende periode i Norden. I tabel 5 er aldersfordelingen af de voksne vist. Kun ganske få er blevet vir- kelig gamle (over 60 år). De fleste er døde i moden alder (40- 60 år), men både i den grønlandske be- folkning og i befolkningen i Westerhus er næsten lige så mange døde unge (20- 40 år). Der synes derimod at have været lidt større mulighed for at opnå en højere alder i Island. Ser man på mænd og kvinder hver for sig (tabel 6) er indtrykket, at mændene gennemgående er blevet lidt ældre end kvinderne. Et forhold der kan have at gøre med risikoen ved at føde børn. Forskellen er dog kun lille. Man kan endelig sammenligne døds- aldrene for de mennesker der er begra- vede nord for kirken med de der er be- gravede syd for kirken. De fleste nord for kirken er døde i en ung alder, mens de fleste af de der er begravede syd for kirken er blevet 40-60 år gamle. Der er altså også her et tegn på, at det er folk med ringere livsmuligheder, der ligger nord for kirken. Alt i alt har de demografiske under- søgelser således givet værdifulde oplys- ninger om de sociale forhold i Grøn- land i Nordboernes første tid. Når der er 20 % barnegrave i Grøn- land i modsætning til 8 % i samtidige is- landske grave og 40 % i svenske grave fra 1400tallet kan det tænkes, at man i Island ikke har begravet alle børn på kir- kegården, dels at de sociale forhold i det nye land har været bedre end i det lidt senere Sverige med gode muligheder i Grønland for at opfostre børn. Med hensyn til de voksne har man øjensynligt begravet overklassen syd for kirken. Herpå tyder gravenes omhygge- lige udformning, menneskenes større legemshøjde, færre sygdomstegn og en højere alder ved dødens indtræden. Når Tabel 6. Aldersfordelingen af mænd og kvinder hver f or sig Mænd Kvinder 20-39 år 40-59 år >59år 20-39 år 40-59 år >59år Tjodhildes kirke 17 23 0 14 12 3 Nord for kirken 5 3 0 13 10 2 Syd for kirken 12 20 0 1 2 1 Westerhus 28 29 2 41 36 3 91 [12] Tabel 7, Kraniemål Mænd Kvinder Længde Bredde Højde Længde Bredde Højde Tjodhildes kirke Nord 5 177,8 4 132,5 - Tjodhildes kirke Syd 3-197,0 4-138,5 3-128,3 Vesterbygden 12-181,8 12-139,3 11-126,3 27-173,9 27-137,6 22-124,2 Island hedenske grave 17-185,6 13-140,9 13-129,6 16-179,6 10-136,7 11-125,6 Skeljas tadir 15-189,0 13-141,2 14-130,3 15-179,2 14-135,4 14-124,5 Norske vikinger 35-190,7 36-140,3 33-134,3 17-179,1 16-133,6 12-126,5 Mære 38-189,6 36-144,4 33-133,2 31-181,7 28-139,6 24-127,5 Westerhus 61-187,4 62-142,0 62-132,5 66-180,2 66-135,6 65-127,9 der er et stort overskud af mænd syd for kirken, kan det være fordi de begravede storbønder har haft færre kvinder af god slægt med i begyndelsen. Nord for kirken er der lagt langt min- dre omhu i gravenes udformning, og menneskene er mindre. Der er flere syg- domstegn på skeletterne, og de fleste er døde i en ung alder. Her ligger sandsyn- ligvis underklassen begravet. Kun en femtedel af de døde er mænd. Det kan være, at man på grund af de få overklas- sekvinder har måttet bringe flere kvin- delige arbejdere med til Grønland. Opmålingen af skeletdelene Antallet af mål, som med nogenlunde nøjagtighed har kunnet bestemmes på skeletdelene, er meget lille. Kraniemå- lene er alligevel sammenlignet med til- svarende tal fra islandske, norske og svenske undersøgelser ligesom tallene fra Vesterbygden er medtaget (tabel 7). Knoglerne fra Vesterbygden stammer fra 1200taUet (Fischer-Møller 1942), de islandske materialer stammer dels fra hedenske grave fra 900tallet, dels fra grave fra kirkegården ved Skeljastadir fra lOOOtallet (Steffensen 1943). De norske vikingetidsgrave er undersøgt af Schreiner (1946), gravene fra Mære fra lOOOtallet af Holck (1970). Fra Sverige findes ISOOtals gravene fra Westerhus (Geivall 1960). Blandt mændene er det tydeligt, at de tre_ grønlandske kranier er længere end de andre, blandt hvilke de dog står de norske vikinger nærmest. Variationerne i kraniets bredde er meget små. I kranie- højde ligner grønlænderne mest de is- landske vikinger. At de tre grønlændere i eet træk ligner de norske vikinger og i andet de islandske kan næppe undre. De er sikkert alle kommet fra Island og i sa- gaerne berettes om den tætte forbindel- se med Norge. Den store indbyrdes lig- hed mellem de tre grønlandske kranier kan forklares ved et nært indbyrdes slægtskab. Kvindekranierne er så ens- artede, at det ikke er muligt slutte noget om deres relationer. Det har kun været muligt at tage gan- ske få mål på lemmeknoglerne, men i nogle tilfælde har man kunnet tage må- 92 [13] lene før knoglerne blev taget op af gra- ven, en proces hvor de ofte faldt helt fra hinanden. De højresidige overarms- knogler er i alle tilfælde større end de venstre, i overensstemmelse med at de fleste mennesker er højrehåndede. En sammenligning mellem fundene nord og syd for Tjodhildes kirke viser, at knoglerne syd for kirken i alle tilfælde er større end knoglerne nord for kirken. Det drejer sig om ca. 2 cm for lår og overarmsben og ca. l cm for skinnebe- nene. For alle knoglers vedkommende falder værdierne for fundene fra kirke- gårdens sydlige del godt sammen med værdierne for andre Nordboer. Ander- ledes med skeletdelene fundet nord for kirken. Her er mandsknoglerne afgjort mindre end alle andre, med undtagelse af skeletterne fra Vesterbygden. I kvin- degrupperne er ligheden mellem må- lene større, dog således at kvinderne nord for kirken sammen med kvinderne fra Vesterbygden og fra Island er noget mindre end de skandinaviske. Alt i alt kan det altså siges, at skeletterne fra kir- kegårdens nordlige del slutter sig nær- mest til fundene fra Vesterbygden, mens knoglerne fra den sydlige del er større og mere ligner fund fra Island og Skan- dinavien. Legemshøjder Ud fra længden af de lange lemme- knogler kan man beregne legemshøjden (Trotter & Gleeser 1952). Man får på denne måde en gennemsnitshøjde for mændene syd for kirken på 173 cm og for mændene nord for kirken på 170 cm. De tilsvarende tal for kvinderne er 167 nord for og 160 syd for kirken. Det må dog bemærkes at det kun har været muligt at beregne én enkelt legemshøjde for kvinder syd for kirken. Både mænd og kvinder syd for kirken er tydeligvis større end dem nord for. I nogle tilfælde var det muligt at tage et længdemål på skeletterne i naturlig stilling i gravene. Gennemgående var de beregnede le- gemshøjder lidt større end de målte, men forskellene mellem grupperne var de samme. En sammenligning af de beregnede TabelS. Mål på lemmeknogler Mænd Kvinder Overarm Lårben Skinneben Overarm Lårben Skinneben Tjodhildes kirke Nord 5-324,0 7-451,4 4-351,3 13-307,0 23-431,3 13-334,1 Tjodhildes kirke Syd 21-343,2 53-464,5 18-370,5 3-324,7 2-458,5 4-353,3 Vesterhus 10-314,8 6-446,5 33-302,3 25-415,5 19-331,6 Islandske hedenske grave 16-334,5 24-461,5 17-367,4 10-307,0 11-428,0 12-333,5 Skeljastadir 34-337,2 42-469,5 34-362,0 35-303,9 47-423,5 35-331,4 Norske vikinger 28-340,6 27-466,6 24-373,4 11-315,3 14-444,1 8-356,0 Mære 314-335,7 569-369,3 312-310,5 544-333,1 Westerhus 62-338,3 61-468,8 57-372,3 61-310,0 71-424,3 72-338,6 93 [14] Tabel 9. Sammenligning af legemshøjder Mænd Kvinder Nord for Tjodhildes kirke 4 170 12 161 Syd for Tjodhildes kirke 30 173 1 168 Vesterbygden 6 169 25 157 Hedenske islandske grave 24 173 11 160 Skeljastadir 42 174 47 159 Norske Vikinger 27 174 14 164 Vesterhus i Sverige 61 174 71 159 legemshøjder med de tilsvarende tal fra andre middelalderlige materialer (Tabel 9) viser at mændene nord for Tjodhildes kirke ligner mændene fra Vesterbygden og sarrimen med dem adskiller sig fra de øvrige ved en lavere højde. Variationerne i kvindegrupper er mere spredt med kvinderne fra Vesterbygden som de mindste. Andre observationer på knoglerne Bestemmelse af hyppighederne af et antal såkaldte »Genetic markers« er af betydning for den arvemæssige karakte- ristik af en befolkning. Det drejer sig om specielle anatomiske variationer med kendt arvegang og uden selek- tions værdi og derfor stabile gennem længere tid. Der er endnu ikke alminde- lig enighed om hvilke træk, der er bedst egnede, derfor har man i materialet fra Tjodhildes kirke undersøgt et meget stort antal. Da der tilmed kun er få og usikre sammenligningsmaterialer, vil det føre for vidt at redegøre for detaljerne her. Undersøgelserne af de såkaldte tori har dog givet meget interessante resulta- ter. Tori er knogleudvækster på undersi- den af den hårde gane og på indersiden af underkæben (Fig. 8). De har ingen sygelig betydning, men optræder med meget forskellig hyppighed. ^Tabellen viser forekomsten af torus på ganen (torus palatinus) og på under- kæben (torus mandibularis). Tallene for de grønlanske eskimoer er hentet fra 2 undersøgelser af kranier fra før koloni- sationen (Jørgensen 1953 og 1974), de skandinaviske tal stammer fra kæber fra middelalderlige grave i Skåne (Mellquist &^Sandberg 1939). Den store forskel er mellem de to grønlandske grupper på den ene side og skandinaverne på den anden, hvilket jo afgjort tyder på at det Tabel 10. Hyppigheder af tori Torus palatinus Torus mandibularis Tjodhildes kirke 56% 59% Grønlandske eskimoer 45% 78% Middelalderlige skandinaver 18% 3% 94 [15] <^., Fig. 8. Torus på underkæbens inderside. er det arktiske miljø og ikke de etniske forhold der har betydning for forekom- sten af tori. Det må dog bemærkes, at der også er en lille forskel mellem grøn- landske nordboer og eskimoer, således at de arvelige forhold også må spille en rolle. Syge lige forandringer For én af de dødes vedkommende er der ingen tvivl om dødsårsagen. Det drejer sig om en mand på 25-40 år, 175 cm høj og begravet lidt fra kirkens syd- østre hjørne. I venstre side af brystkassen fandtes en ca. 20 cm lang jernspids, en spyd- spids eller et knivsblad. Klingen er gået gennem brystkassen mellem ribbenene og helt ud i skulderbladet på ryggen (Fig. 9-10). At manden er død af dette sår, er hævet over enhver tvivl. Når klin- gen endnu findes i brystet, mens skaftet mangler, er det vel fordi våbenet er knækket i tilslutning til læsionen, således at den dødes modstander ikke har kun- net redde det. Den dræbte mand har været uheldig flere gange i sit liv. Begge underarms- knogler på højre side har været brækket, men er vokset solidt sammen i nogen- lunde god stilling (Fig. 11). I hans hals- hvirvelsøjle fandtes svære gigtforandrin- ger i eet enkelt af de små led. Sådanne forandringer er almindelige hos folk over den første ungdom, men da i flere af leddene. Når de her kun er fundet i eet led, er det sandsynligt, at årsagen er en læsion, en forvridning af halsen. På et andet skelet fandtes et svært, men helet ankelbrud. Langt den mest almindelige knogle- lidelse var dog slidgigt, som er fundet hos de fleste af de voksne især i rygsøj- len og i de store led. Forandringerne i rygsøjlen er så svære, at man endog har fundet et tilfælde hvor flere hvirvler li- gefrem er vokset sammen. Den hyppig- ste lokalisation er i lænden, men også i Fig. 9. Skelet med spydspids i brystet. 95 [16] Fig 10. Udtegning af skelet med spydspids. halsdelen er der svære læsioner i en del tilfælde. Fig. 11. Helet brud af underarmen. Fællesgraven Et særlig interessant og dramatisk fund var den store fællesgrav (Fig. 12). Den lå omtrent midt i kirkegårdens sydlige del. Da den ikke har forstyrret nogle af de omliggende grave og ikke er forstyrret af disse, og da gravene sikkert er ældst nærmest ved kirken, må man tro, at den stammer fra midten af den periode, hvor kirkegården var i brug. Knoglerne lå hulter til bulter, så skeletterne må have været helt løse, da de blev lagt i graven. En vis orden var der dog, otte af kranierne lå smukt på række i gravens vestende. Knoglerne må være indsam- lede et andet sted for derefter at være 96 [17] Fig. 12. Fællesgraven. bragt til kirkegården. Det fremgår også af, at der kun blev fundet et relativt lille antal af skelettets små knogler, man har naturligt nok især fået de'store ben med. Der er intet der tyder på at ligene lige- frem har været parterede, men om de har været begravede andetsteds og der- efter er gravet op igen, eller om kødet har været kogt af knoglerne for at man lettere har kunnet transportere dem, kan ikke afgøres. Én ting var dog mær- kelig. I eet tilfælde fandt man flere knogler lejret normalt i forhold til hin- anden. Det drejede sig om alle knog- lerne fra en venstre underarm og hånd (Fig. 13). I dette tilfælde har liget altså ikke været helt opløst, men knoglerne må have været holdt sammen af blød- delene endnu ved den sidste begravelse på kirkegården. Det kunde tyde på, at man har kogt knoglerne af, men dog ikke har fået denne arm helt opløst. Der var 13 mennesker i graven, 11 voksne Fig. 13. Den intakte underarm og hånd. 97 [18] Fig. 14. De 13 fra fællesgraven. mænd og 2 drenge på henholdsvis 10 og 17 år (Fig. 14). De dødes alder kunne i øvrigt bestemmes til: l l l 2 6 l l 10 år .17 år 18-20 år 20-30 år 35,45 år 40-60 år >20år Legemshøjderne har kunnet bereg- nes til gennemsnitlig 176 cm efter læng- den af de lange knogler. Det passer sam- men med gennemsnittet for den sydlige del af kirkegården og kranietyperne svarer også dertil. Af egentligt sygelige forandringer fandtes intet udover en smule slidgigt. Derimod fandt man nogle særdeles interessante læsioner, tå ikke mindre end tre af kranierne fandtes svære hugsår (Fig. 15) og på eet en snitlinie. Sårene er dels lokaliserede på de steder hvor de normalt findes efter en kamp, nemlig i venstre (eller højre) isseregion, men også på kryds og tværs hen over både den øverste del af kraniet og ansigtet, tydende på, at de er tilføjet, efter at manden er faldet. De tre af læsionerne var så svære, at de må have medført dø- den, hvis da den sårede ikke allerede var død. På fire andre kranier var oversiden delvist knust som efter stump vold, men disse læsioner kan være opstået ved flyt- ningen af knoglerne eller eventuelt ved jordtryk efter begravelsen. Man må vel kunne skønne, at fælles- graven rummede en gruppe mennesker, som har levet i en eller anden form for fællesskab. I sagalitteraturen findes in- gen beretninger om voldsomme kampe med 13 døde i de grønlandske bygder i det første halve århundrede, den peri- ode fællesgraven mest sandsynligt må henføres til. Da det netop er i denne pe- 98 [19] Fig. 15. Hugsår i tindingen. riode, at sagaerne er mest detaljerede, må man se sig om efter en anden mulig forklaring. Der findes da også andre beretninger i sagaerne. Således berettes om en mand med øgenavnet Lig-Lodin, fordi han om sommeren afsøgte ubygderne på Østkysten og førte de menneskelig han fandt der med sig til en kristen grav- plads. Et andet sted fortælles om nogle fangstmænds fund af et havskib, som var sat på grund i bunden af en øst- grønlandsk fjord. Ved skibet lå en hytte og uden for den en død mand. Man var betænkelig ved uden videre at gå ind i hytten, men én af fangstmændene var overmodig og stødte døren ind. Han kom snart efter ud igen men var blevet vanvittig og styrtede sig i en klippe- spalte. Siden fandt man døde mænd inde i huset og kogte kødet af de døde knogler og førte dem med sig hjem til kirke. I et lignende tilfælde fortælles at man i desperation huggede løs på de døde. Disse beretninger kunne meget vel passe til fundene i fællesgraven. Henvisninger: Blomqvist P. och A. V. Mårtensson. Thulegråvningen. Kulturhistoriska museet i Lund. 1963. Fischer-Møller K. The Mediaeval Notse Settlements in Greenland. Medd. o. Grønland 89.2. 1942. Gejvall N. G. Westerhus. Lund 1960. Holck P. Ein Bericht iiber die Untersuchungen der aus- gegrabenen Skelette aus der Kirche auf Mære. Det No. Videnska.-Akad. i Oslo Skr. N-N kl. N. S. No 28. 1970. Huggert A. och T.Lewin. Antropometriska under- sokninger av skelettfynden från utgravningerna av Nylose kirka. Fornvannen H.l. 1969. Krogh, Knud J. Erik Den Rødes Grønland. Kbh. 1982. Nørlund P. Buried Norsemen at Herjolfsnes. Medd. o. Grønland LXVII 1924. Schreiner K. E. Crania Norvegica II. Inst. for sammen- lignende kulturforskning. Serie B XXXVI. Oslo 1946. Steffensen J. Forntida Gårder i Island, København 1943. Trotter M. and C. Gleeser. Estimated Stature from Long Bones. Arner. J. Phys. Anthropology X 1952. 99 [20]