[1] Eskimoerne - alle menneskers oprindelse i fortid, nutid og fremtid Af Ole Høiris Grønlænderne eller eskimoerne blev først efter Hans og Niels Egedes be- skrivelser i 1730'erne og 1740'erne så kendte i Europa, at de blev inddraget i de europæiske oplysningsfilosoffers konstruktioner af den menneskelige udvikling. Et tidligt eksempel herpå er Jens Kraft, der i sin bog Kort Fortætning af de Vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger til Oplysning af det men- neskeliges Oprindelse og Fremgang i A.lminde- /ighed&a 1760 brugte Egede'rnes beskri- velser af grønlænderne sammen med en række beskrivelser af amerikanske indi- anere til at demonstrere de tidligste for- mer for menneskets verdslige eksistens og udvikling.1 Forud for 1700-tallet var eskimoerne kun meget sporadisk beskrevet i en række rejseberetninger fra forsøg på at trænge gennem de arktiske områder til Østen eller fra hvalfangsten i de arktiske farvande. Blandt Europas tænkere var de grønlandske forhold derfor primært kendt fra Isaac de la Peyrére, der på grundlag af samtaler med Ole Worm og nordbosagaerne i 1663 udgav Relation du Groenland, en bog der i løbet af få år ud- kom på en lang række sprog.2 La Pey- rére var på dette tidspunkt en kendt og kontroversiel person, fordi han i 1655 i Amsterdam havde udgivet et skrift Sy- stema theologicum ex prae-Adamitamm hypo- thesi, hvori han havde betvivlet, at alle mennesker stammede fra Adam. Såle- des skulle de vilde folk være skabt på den 5. dag sammen med dyrene og dermed ikke have del i syndefaldet, hvorfor de bl.a. ikke skammede sig ved at være nøgne og ikke fødte med smerte. Det var således ikke meget, man kon- kret vidste om eskimoerne og grønlæn- derne i renæssancen og den tidlige oplys- ningstid. Men alligevel blev eskimoerne i en meget populær bog fra begyndelsen af det 18. århundrede fremstillet som det centrale folk, hvorfra stort set alle an- dre folk i verden stammede, eller måske rettere, de grønlandske farvande blev stort set alle menneskers fødested, og eskimoerne det seneste eksempel på de nyfødte mennesker. Ole Høiris er etnograf og leder af Center for Kul- turforskning, Det humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet. 111 [2] Udsnit af illustration i Hans Egedes Rektioner fra Grønland 1721-36. MOG bd. LIV, København 1925. Telliamed I perioden 1692 til 1718 forfattede den franske diplomat og filosof Benoit de Maillet (1656-1738) tre fiktive samtaler med en indisk filosof. Værket, der først og i stærkt omarbejdet form udkom i Amsterdam 10 år efter De Maillets død, fik titel efter forfatterens navn stavet bagfra: »Telliamed« med undertitlen: »Samtaler mellem en indisk filosof ved navn Telliamed og en fransk missionær om navets formindskelse, jordens dan- nelse, menneskets oprindelse osv.«3 Dis- se fiktive samtaler skal have fundet sted i Cairo i årene 1715 og 1716. De skulle være blevet nedskrevet i 1724 af mis- sionæren og derefter sendt til en af hans venner. På trods af at Telliamed, som det vil fremgå, var et meget kontroversielt værk og også blev stærkt kritiseret, blev det også meget populært. Efter udgaven fra Amsterdam fra 1748 fulgte i 1749 det andet og reviderede oplag, der blev ud- givet i Schweiz, i 1750 udkom to engel- ske oversættelser, og i 1755 udkom en tredje revideret udgave af den første - nu med to forskellige forsider. En ame- rikansk udgave fulgte i 1797. Det karak- teristiske ved de første udgaver var, at udgiveren, J. B. la Mascrier, ændrede på teksten både i forhold til noter fra De Maillet og i forhold til sin egen mening, således at de mest kontroversielle syns- punkter blev modificeret eller helt fjer- net. Derfor er det først med den engelske udgave fra 1968, at De Maillets oprin- delige og fuldt gennemarbejdede tekst er blevet publiceret i sin helhed. Kernen i De Maillets tænkning er, at der er mange verdener, og at disse be- væger sig evigt mellem den lyse fase, hvor de er sole, og den mørke, hvor de er kolde, tørre og livløse planeter. I dette forløb ser han tilstanden på jorden som en mellemfase, hvor vandet, der tidligere har dækket hele kloden, for- damper mere og mere, så havet synker med en hastighed af tre tommer pr. år- hundrede, og i og med havenes tilbage- trækning opstår kontinenterne. Dette, at havet tidligere har dækket det hele, bevi- ses af de fossile fisk, man finder højt oppe i bjergene. Og at havet langsomt har trukket sig tilbage, ses af de skibs- vrag, som findes ved udgravninger på land, samt af de tidligere havnebyer, som man i dag finder langt inde i landet. Ifølge D e-Maillet var det i de lavvan- dede dele af havet i sedimenterne fra de eroderede bjerge, hvor lyset fra solen kunne komme til, at dyr, planter og men- nesker opstod af små, usynlige livsfrø, der svævede rundt overalt i universet, 112 [3] og som voksede frem, hvor forholdene var til det. I de lavvandede sedimentaflej- ringer var forholdene optimale for disse livsfrø, så efterhånden frigjorde livsfor- merne sig af havbunden og svømmede rundt. Med havets stadige tilbagetræk- ning skete der yderligere en transforma- tion til en landlig tilværelse af disse livs- former, hvad enten det var planter, dyr eller mennesker. Verdens og menneskets tid De Maillet havde med disse synspunk- ter udfordret en række af de centrale sandheder, man på den tid havde etable- ret med en sådan fasthed, at det kunne være forbundet med livsfare at modsige dem. F.eks. mente De Maillet, at be- vægelsen mellem den lyse og den mørke tilstand var evig, samt at det kredsløb, som planeterne her indgik i, kunne tage ca. 5 milliarder år. Det var godt nok et synspunkt, der kunne løse det ældgamle kristne problem med varigheden af Guds eksistens, det vil sige om Gud havde ek- sisteret evigt eller var tidslig. Problemet med dette var, at havde han eksisteret evigt, måtte han før skabelsen af verden have været ufuldkommen, da der i ska- berværkets fuldkommenhed og dermed Guds fuldkommenhed indgik den skabte verden. Men en guddommelig ufuld- kommenhed var en ugudelig tanke. Og mente man, at der havde været en tid uden Gud forud for skabelsen, var man på kanten af et ateistisk synspunkt. Det var således ikke noget ringe problem, De Maillet herved kunne tilbyde en løs- ning på. Også hvad menneskets alder angik, fremsatte De Maillet synspunkter, der ville have sat en brat stopper for hans karriere og måske hans liv, hvis de var blevet kendt, mens han levede. Ud fra en beregning af vandets formindskelse bestemte han nemlig mennesket til at være flere millioner år gammelt, og det skete i en tid, hvor jordens skabelse var blevet fastlagt til et sted mellem 4000 og 6000 før Kristus, alt efter om man fore- tog beregningerne på grundlag af den hebræiske udgave eller den græske over- sættelse Septuaginta af Det gamle testa- mente. Den mest autoriserede tidsbe- stemmelse stammede fra den irske ærke- biskop James Usshers (1581-1656) værk Annales veteris et Novi Testamenti, som var skrevet mellem 1650 og 1654. Ud fra den hebræiske udgave af Det gamle testa- mente havde Ussher bestemt skabelsen til år 4004 før Kristus, og dette var yder- ligere blevet præciseret af rektor John Lightfoot (1602-75) på Cambridge Uni- versitet til den 23. oktober kl. 9 om morgenen. Hvor kontroversielt, en æl- dre tidsbestemmelse af skabelsen var, kan ses af naturhistorikeren Comte de Buffons (1707-88) skæbne. Midt i det 18. århundrede havde han ud fra jor- dens afkøling beregnet jordens alder til 75.000 år, hvad der førte til, at han efter at være blevet fordømt af professorerne på Sorbonne universitetet i Paris offent- ligt måtte tage afstand fra dette ugude- lige synspunkt og bekræfte sin tro på de bibelske sandheder. På sådan en baggrund er det ikke un- derligt, at De Maillet bruger en gammel strategi til at fremsætte kontroversielle synspunkter, nemlig at lægge dem i mun- den på en fremmed. 113 [4] Menneskets oprindelse I hele middelalderen og det meste af re- næssancen havde der i den kristne ver- den ikke været nogen tvivl om menne- skets oprindelse. Dengang var man i den for viden så lykkelige situation, at al viden - i det mindste al den viden, men- nesket skulle have del i - var tilgængelig. Den var åbenbaret af Gud i Biblen. Lidt firkantet kan man sige, at det var teolo- giens opgave at finde disse åbenbarede sandheder frem, mens det var filosofl- ens opgave at udbygge kendskabet til Skaberen ved studiet af skaberværket. Mennesket var således skabt i form af Adam og Eva, jøderne havde været det første folk, hele verdens befolkning var med syndfloden blevet reduceret til gan- ske få, og samtidens mennesker kunne således spores tilbage til Noahs tre søn- ner. Således stammede afrikanerne fra Ham (hamitterne), asiaterne fra Sem (se- mitterne) og nordvesteuropæerne fra Ja- fet. Det, der var centralt i analysen af det enkelte folk, var fastlæggelsen af den genealogiske forbindelse til Noahs sønner, idet man så herfra kunne fast- lægge familieforholdene helt tilbage til Adam. Denne genealogiske bestem- melse af forholdet mellem folkene var noget, der først gav større problemer med opdagelsen af Amerika. Problemet med at gøre indianerne til en del af den gamle verdens folk blev dog løst i form af forskellige bud på indianernes oprin- delse i den gamle verden, hvorfra de via udvandring gennem Asien eller Europa eller via det store ukendte sydland - Terra australis incognita — kunne være kommet til Amerika. Således mente en af De Maillets næsten samtidige, den franske jesuittermissionær Joseph- Frangois Lafitau (1681-1746), som i 1724 udgav Moeurs des sauvages amériqains comparées aux moeurs des premiers temps, at indianerne var efterkommere af de gamle middelhavsfolk fra før grækernes fremtrængen. De var blevet fortrængt fra den gamle verden og via Asien van- dret til Amerika. Her var de stagneret i den oprindelige tilstand, således at man nu ved studiet af indianerne fik en bedre indsigt i de antikke folk, mens man med indsigten i antikken fik en bedre indsigt i indianerne. Først med verdsliggørelsen af den menneskelige historie i oplysningstiden blev opfattelsen af den menneskelige oprindelse delvist revideret. Oplysnings- filosofferne skulle bruge et menneske- ligt nulpunkt for at kunne etablere en verdslig udvikling alene byggende på fornuftens udfoldelse. De fastholdt den bibelske skabelsesberetning og den bi- belske historie frem til syndfloden eller til den babyloniske sprogforvirring som oprindelsesforklaring, da tiden for dem på trods af både Peyrére og De Maillet endnu ikke var til at bryde radikalt med den kristne opfattelse heraf. Ofte blev den kun lige nævnt - somme tider kun i en fodnote - for der var ingen idé i at fremhæve den eller forholde sig analy- tisk til den. Men efter det forholdsvist høje udviklingsniveau, som folkene ifølge Biblen havde ved afslutningen af den bi- belske historie, lod oplysningsfilosoffer- ne mennesket forfalde til et absolut nul- punkt. De var her en ren negation af samtidens europæiske livsform. Menne- sket havde i denne tilstand hverken ager- brug eller dyreavl. De havde ikke byer, 114 [5] religion, præster eller nogen form for materiel kultur. Nogle oplysningsfilosof- fer gik endnu videre og mente, at de hel- ler ikke havde hverken sprog eller fami- lie. Ja enkelte som f.eks. Jean-Jacques Rousseau (1712-78) regnede menneske- aberne som en slags protomennesker. Det mest centrale eksempel på den op- rindelige tilstand var de amerikanske in- dianere, hvad der skyldtes, at de ameri- kanske forhold lige fra opdagelsen stort set var blevet fremstillet som en nega- tion af de samtidige europæiske for- hold. Dette medførte naturligvis, at man så bort fra eller bortforklarede det agerbrug, de byer og statsdannelser og den avancerede religion med både tem- pler og præster, man fandt i Amerika, men det var i samtiden ikke noget stort problem. Det var ikke de konkrete ob- servationer, der var vejen til sand erken- delse, men den filosofiske fornuft. Det var i forlængelse heraf, at Hans og Niels Egedes beskrivelser fra Grøn- land blev så centrale, for her fandt man i en noget mere præcis form nogle folk og samfund, som svarede til den filoso- fisk udledte oprindelse. Senere blev inuit- folkene så suppleret med den australske urbefolkning og de afrikanske khoisan (buskmænd) og pygmæer som samtidige eksempler på den oprindelige tilstand. Menneskeformernes oprindelse i / Benoit de Maillet skrev sine betragtnin- ger i overgangen mellem renæssancens og oplysningstidens opfattelser af den menneskelige urtilstand eller oprindelse. I lighed med megen renæssancetænk- ning tænkte han tiden som cyklisk, om- end De Maillets perioder ikke var et ud- tryk for en statisk tilstand, men som nævnt drejede sig om forløb over flere milliarder år. Verden havde således for De Maillet ingen begyndelse og ingen ende, samtidig med at den for de en- kelte kloder eller solsystemer i en uen- delighed gentog et historisk forløb fra »skabelse« til »dommedag«. I modsæt- ning til renæssancens Aristoteles-inspi- rerede tænkning mente han, at der kunne ske forandringer — ikke blot i form af, at de enkelte individer f.eks. ældes og dør, men også i form af, at de enkelte arters substans kunne forandre sig. Havlevende væsner kunne således blive til landleven- de, for, som han skriver, hvorledes skulle man ellers kunne forklare, at der findes planter og dyr på fjerne og isolerede øer. Og i modsætning til det typiske for re- næssancens og store dele af oplysnings- tidens filosofi byggede han sine udsagn på empiriske observationer, på forhold i virkeligheden, i stedet for på de bibelske udsagn eller på de filosofiske udledninger. De Maillets - eller rettere Telliameds - fremstilling af planter, dyrs og men- neskers oprindelse i havet sker i den tredje konversation af de tre, den fran- ske missionær førte med den indiske fi- losof. Her slås det fast, at de følgende betragtninger umiddelbart kan synes at være i uoverensstemmelse med de bi- belske sandheder. Men når det kan synes sådan, skyldes det alene fejl i oversættel- sen af Biblen fra hebræisk. Således er det forkert, når der i oversættelsen står, at Gud skabte verden. Det, der her ifølge De Maillet eller rettere Telliamed skulle stå, er, at Gud formede verden - under- forstået af den substans, der allerede ek- sisterede. Af andre finurligheder forkla- 115 [6] Illustration fra en ktinsk dyrebog »Bestiarius« med over 100 farvelagte tegninger af virkelige og fantastiske dyr — blandt hvilke der findes denne havfrue. D. Kgl. Bibi., København. rer Telliamed det, at menneskene i Det gamle Testamente blev meget gamle, ved at jorden dengang kun var ca. to måneder om at dreje rundt om solen. Dette for- klarer også, at kineserne har en historie, der går 40.000 år tilbage. På grund af den hurtigere rotation, må ca. 1000 år i den kinesiske tidsregning omregnes til 120 af det 18. århundredes år. Telliamed går derefter i gang med at vise, at dyrene kommer fra havet. Over- gangerr fra fisk til fugl er ganske lille. Fi- skene svømmer i havet, ligesom fuglene flyver i luften, rovfugle jager ligesom rov- fisk osv. Mange dyr som f.eks. oddere, sæler og krokodiller lever både på land og i vand, så her findes overgangsfor- mer. Qg ser man generelt på det, så er overgangen fra larve eller puppe til sommerfugl langt større end overgan- gen fra vand- til landdyr. Men hvad med mennesket? Her vil Telliamed være helt eksakt og derfor holde sig til, hvad der er blevet direkte og klart observeret, ja endog ob- serveret så tæt på, at der ikke kan herske tvivl om observationerne. Først drejer det sig om havfruer og havmænd. En havmand og en havfrue blev set ved den ægyptiske kyst den 18. marts år 592 en time før solnedgang, hvad der fremgår af en underskrevet beretning, som blev overleveret til kejse- ren i Konstantinopel. Et andet eksempel er den arabiske naturhistoriker, Casvini eller al-Qazwini (ca. 1203-83), som i værket Cosmograften beretter om en lille havfrue, der i 842 blev fundet i en fisk. Men også fra senere tider er der eksakte observationer, således fra Holland efter en oversvømmelse i 1430, ja den portu- gisiske konge havde i det 17. århun- drede nogle i et bassin, hvor de opholdt sig under vand i over tre timer. Men det helt centrale bevis finder Telliamed i en beretning fra et engelsk skib, der havde været på hvalfangst ved Grønland. Meget langt fra kysten - 150 leages (ca. 700 km) - blev skibet omrin- get af mellem 60 og 80 mennesker i både, der stort set beskrives som kajak- ker. Mandskabet på skibet forsøgte at fange dem, men bådene, som havde to årer, forsvandt ned under havoverfla- den, og dukkede ikke op igen resten af dagen. Der var dog én, der havde bræk- ket den ene åre, hvorfor han ikke kunne dykke, og ham fangede man. Han le- vede i 20 dage på skibet uden hverken at spise eller tale, men sukkede hele tiden, mens tårerne konstant strømmede fra hans øjne. Han var formet som et men- neske, havde langt skæg og hår, men fra hoften og ned til fødderne var han dæk- ket af skæl. Båden på 2-3 meters længde var lavet af sælskind med ribber og et 116 [7] Kalkmaleri fra Vallensbæk kirke udført i perioden 1450-80. En havmand og en havfrue gør livet surt for de sø- farende. Nationalmuseets arkiv. sæde af fiskeben. Der var et hul i mid- ten, stort nok til at en mand kunne sidde her, og her var der en slags sæk, som manden kunne sætte sig ned i. Når han gjorde det, var båden vandtæt. Denne båd kunne stadig ifølge Telliamed be- skues på The Admirality Room i Hull, hvor også skibets beretning findes. Dette eskimoiske eksempel beviste menneskets oprindelse i havet. Bortset fra skæl på den nederste halvdel af lege- met, samt det, at de var noget dummere end europæerne, så var de mennesker, men mennesker der var i stand til at ånde både under vandet og i luften. Og ud fra det faktum, at den fangede eskimo ikke havde fersk vand i sin kajak, kunne Tel- liamed slutte, at de drak havvand. Bå- dene måtte være bygget på land på grund af træårerne, og eskimoerne fandt vej over havet ved hjælp af stjer- nerne, solen og markører på havbun- den. Endelig måtte det afvises, at denne mellemform skyldtes landmenneskers begyndende tilpasning til havet, for no- get sådant havde man aldrig hørt om, noget Telliamed dog senere selv demen- terer med en beretning om en hollandsk sømand, der efter et forlis levede mange år i havet, før han blev observeret, men afvist af det skib, han henvendte sig til. At dette nordlige område var specielt 117 [8] velegnet som grundlag for de havlevende mellemformer bekræftes ifølge Tellia- med af, at man her havde fundet mange og meget store havmænd og havfruer. Således dukkede der torsdag den 8. au- gust 1720 kl. ca. 10 en havmand op ved New Foundland, hvor han opholdt sig ved et skib i over to timer. Der var her en meget fin mulighed for at gøre detal- jerede studier af vedkommende. Telliameds fremstilling af den menne- skelige opkomst måtte naturligvis har- me mangen en god kristen. Som eksem- pel skal her alene gengives vor hjemlige Jens Kraft, der uden at have opdaget forholdet mellem titlen og De Maillets navn skrev: En Tieljamed, som ventelig meer af Spøg end af Alvor, saae i sin Indbild- ning Mennesket som et Søe-Dyr kom- me ud af Havet, og siden paa det fa- ste Land at forandre sig og antage en langt anden Natur (tvertimod Natu- rens Orden, som aldrig tillader Dyr af ét Element, om det end kan leve til- lige paa det andet, bestandig at for- lade det det er skabt til,) kunde i den foromtalte lange Tid finde meer end Leiligheder nok for at see ved en Følge af utallige ukiendelige Af- vexlinger sit Dyr efter omskiftet Ele- ment endelig at vexle Natur og af et ufornuftigt ved tusende besynderlige Gisninger, omsider at blive et Menne- ske. Men uden at røre ved en Mængde af Ting, som i Anledning af det alle- rede sagte kunde anføres; er det fuld- kommen nok for at bevise, hvorme- get man arbeider til forgieves i at op- tænke deslige besynderlige Meninger om Menneskets Oprindelse, naar man overlægger; at det, saavelsom alt øvrigt, i hvor lang en Omvei og Følge af Afvexlinger man end søger i en spillende Indbildning, dog tilsidst ui- modsigelig maa finde sin første Op- rindelse i en Skabelse, og i en Ska- belse, som haver givet det Formuer til at blive fornuftigt, siden det forander- lige i Tingene aldrig kan forstaaes af det der er i Tingene selv.4 De menneskelige overgangsformer Da det ikke er fuldt færdige mennesker, der stiger op fra oceanerne, må der ske en videreudvikling på landjorden. Også dette bekræftes af konkrete observatio- ner, idet man ifølge Telliamed har ganske troværdige beretninger om sådanne men- nesker. Således er der fra bl.a. holland- ske kilder udsagn om mennesker, der ikke kan tale. F.eks. havde hollænderne i New Guinea fanget to såkaldte »Orang- outang«. De lignede fuldstændig men- nesker og gik på to ben ligesom os. Men de havde pels. De kunne sige lyde, men de kunne ikke tale, så selv om de måske ikke helt var mennesker, så var de heller ikke dyr. Et studium af disse dyr var muligt i Paris i 1720, hvor en sådan »orang-outang« blev udstillet, og Tellia- med mener, at hvis et »orang-outang« par formerede sig i Europa, så ville af- kommet nok i løbet af en til to genera- tioner lære at tale, ligesom de ville kom- me til at se ud som andre europæere. Af andre overgangsformer — nu tæt- tere på mennesket — nævner Telliamed folk med haler. Dem er der temmelig mange af, men årsagen til, at man ikke 118 [9] Omtrent sådan må de engelske hvalfangere have oplevet de grønlandske kajakmænd. Denne fanger fra bygden Nuussuaq nord for Upernavik dukkede dog heldigvis op til overfladen efter få sekunder. Foto: Keld Hansen 1969. ser dem så tit, er, at de skjuler halen med deres tøj. I Tripoli havde Telliamed set mange af dem, fordi de her var efter- tragtede som slaver, idet de var meget stærke. Normalt var de også meget be- hårede. Men når de blandede sig med os, forsvandt såvel deres hale som deres pels og styrke. At omgivelsernes indflydelse dog ikke kunne forandre alt eller alle, giver Tellia- med også eksempler på, uden at han dog diskuterer, hvorfor der er denne forskel. Et eksempel er en mellemform, som består af mennesker uden skæg og hår såsom de amerikanske indfødte, bortset fra eskimoerne. Disse folk for- blev uden hår og skæg, selv om de blev transporteret til Europa, ligesom euro- pæere i Amerika bevarede deres hår og skæg, selv efter 200 år i Amerika. Dette problematiserer, at alle mennesker kan have fælles oprindelse. F.eks. sætter Tel- liamed spørgsmålstegn ved, om de for- skellige arter af sorte folk skulle kunne stamme fra de hvide? Eller om gigan- terne, som man havde fundet mange af ved Ildlandet, og hvoraf enkelte havde været i Frankrig, kunne stamme fra de samme som os? Svaret var, at disse folk tilhørte forskellige arter, som nok var samme »genus«, fordi de kunne få børn sammen, men det betød ikke, at de havde 119 [10] I Peder Hansen Resens grønlandsbeskrivelse hedder det, at David Daneli på sin tredje rejse i 1654 ved Godthåbs- fjordens munding »fant megenn fisch ved en grunn lige ud for Balrevier, och saae de sammenstedts een hauffrue med Widslagenn haar och deilig. - Disse to havfruer stammer dog fra W. E. Parry: »Journal of a Second Voyage for the Dlscovery of a North-West Passage«. London 1821. samme afstamning. De måtte stamme fra mange forskellige arter af havmænd og havfruer. Stedet for skabelsen af det landlevende menneske Herefter forsøger Telliamed at bestem- me, hvor i verden denne overgang fra hav til land kunne ske. Det måtte ifølge Telliamed have været meget vanskeligt i de varme områder af verden, for her var overgangen mellem koldt hav og varm, tør luft for brat. Det ser man også ved, at havmænd og havfruer, der fan- ges i de varme områder, hurtigt dør. I nord og syd derimod er der meget fugt og tåge i luften, og luften har ofte den samme temperatur som havet. Derfor er det mest sandsynligt, at det er her, overgangen fra hav til luft er sket, og det er her, denne transformation stadig fo- regår, som man så det med de eskimoer, der forsvandt ned under havets over- flade. Fra disse polare egne har de nye mennesker så kunnet sprede sig over hele jorden via de kølige bjerge med fugtig luft, hvor de har måttet opholde 120 sig, Indtil deres lunger var blevet udvik- let til at kunne ånde i varm og tør luft. Og^ligesom for menneskene sker over- gangen fra hav til luft også for dyrene i nord. Dette ses af, at der her er langt flere fisk, sødyr, fugle og landdyr end i de tempererede og varme dele af verden. Skabelsesberetningens status På denne baggrund var Telliamed nødt til at forholde sig til den bibelske ska- belseshistorie, og for at gøre det, tager han udgangspunkt i folkenes egne op- rindelses forklaringer. Alle folk mener at være opstået der, hvor de nu befinder sig, og ingen af dem har lokale beret- ninger, der henviser til Noah eller hans sønner, ligesom de heller ikke kender noget til syndfloden. Hvis den havde været der, var der ingen tvivl om, at den ville være blevet husket. Dertil kommer, at der ikke findes optegnelser om synd- floden hos ægyptere, kinesere, grækere eller latinere, selv om deres skrifter går tilbage fra før syndfloden. Syndfloden må således have været en lokal over- [11] svømmelse, som er blevet overfortol- ket. Og dertil kommer, at Noahs tre sønner ikke på det forholdsvis begræn- sede antal år, der er gået siden syndflo- den, har kunnet formere sig til Asiens store folkemængder. Og også babelstår- net tager Telliamed afstand fra. Hvis Gud havde villet straffe menneskene, så havde han blot kunnet sende pest eller anden sygdom. Og dertil kommer, at folk ikke lige på en gang kan glemme deres sprog. Der er således store pro- blemer med den bibelske skabelsesbe- retning, problemer som vel ikke kun kan tilskrives oversættelsen. Men hvorfor husker folk så ikke, at de stammer fra havet. Her kunne den sam- me argumentation, som gjorde op med den bibelske historie, ramme De Mail- lets egen oprindelsesidé. Men det sker ikke, for årsagen til den manglende hu- kommelse er ifølge Telliamed, at men- neskene, da de forlod havet, var dumme og uden nogen fornuftsevne. Dertil kom, at de havde vandret i meget lang tid, boet i huler osv. før de udviklede sprog og var i stand til at udveksle ideer. De havde således glemt alt om havet, både da de endelig fik evnen til at tale, og da de langt senere kunne skrive. Dette be- kræftes af, at man stadig ser mange vilde folk, der knap nok kan tale, og at endnu flere, ja næsten alle de vilde folk i Afrika og Amerika ikke kan skrive. Så da men- nesker begyndte at kunne tænke og for- mulere sig, hvad var da mere naturligt, end at de forestillede sig, at de var vok- set op af jorden for 2-3000 år siden der, hvor de nu boede, sådan som næsten alle nationer forestillede sig det. Telliamed går derefter videre med at sandsynliggøre sin tese om oprindelsen i vand med argumenter som, at børn lever fostertilværelsen i vand, hvor de trækker vandet, ligesom de senere trækker vej- ret, at det nymodens instrument mikro- skopet har vist, at den menneskelige hud består af skæl af samme slags som på en karpe, at vand virker helbredende på mennesker og fremmer frugtbarheden, ligesom det giver styrke, når man er træt osv. Men dertil kommer, at transforma- tionsprocessen i det arktiske og det ant- arktiske stadig foregår og kan observe- res, selv om det tager tid. Som indirekte bevis henviser Telliamed til den rå og meget vilde natur, man finder hos ind- byggerne — dyr såvel som mennesker — i de kolde områder. Det viser, at de lige er skiftet fra vand til land. I Ildlandet ser man det også i form af, at de nye men- nesker ikke har noget sprog. De forstår, hvad man siger til dem, men da de ikke har nogen stemme, kan de ikke selv tale, før der er gået nogle generationer. Det manglende sprog kan dog også have an- dre forklaringer. I Afrika finder man folk uden sprog, hvad der kan skyldes, at de for ikke ret længe siden er kommet op af havet, men det kan også skyldes, at de oprindeligt var så primitive, at de endnu ikke havde lært at udtrykke lyde korrekt, eller måske, at de havde en na- turlig defekt i taleorganerne. Og måske kan de først få sprog, når de blandes med andre folk, der har sprog. Således finder man ifølge Telliamed mange ek- sempler på, at aber først ved blanding med mennesker får et sprog, hvorefter de kan udvikle sig til at blive som os, no- get som man også har iagttaget ved af- kom efter bjørne og mennesker. 121 [12] Mellem renæssance og oplysningstid De Maillet udtrykker i sine refleksioner på en måde både elementer af renæssan- cens tænkning og af oplysningstidens. I mange af renæssancens .beretninger fra fjerne egne indgår beskrivelser af forskel- lige former for monstre, og disse mon- stre blev betragtet som skabninger, der forbandt mennesket med dyrene i Guds uendelige skaberværk. Kernen i denne tanke var ideen om en eksistenskæde, der forbandt hele skaberværket fra den lave- ste sten i den ene ende til Gud selv i den anden, det vil sige alt eksisterende, i en hierarkisk kæde. Og da Skaberen var fuld- kommen, måtte skaberværket også være fuldkomment. Derfor kunne der ikke væ- re huller eller ske ændringer i skabervær- ket i tid, uden at dette ville sætte spørgs- målstegn ved skaberens fuldkommenhed, da skaberværket i så fald på et tidspunkt måtte have været mere fuldkomment end på et andet. Derfor var modellen tidløs, hvad enten denne tidløshed blev udtrykt som en fundamental stabilitet eller som konstante cykliske forløb. I eksistenskæden befandt mennesket sig i midten som den højeste form på det fysiske område, men som den lave- ste på det åndelige. Over menneskene og mellem menneskene og Gud stod beboerne på de ydre planeter og eng- lene, som befandt sig tættere på Gud og på et højere åndeligt niveau. Men blandt de jordiske væsner var mennesket det eneste med ånd. Mennesket befandt sig således i skæringsfeltet mellem det ma- terielle og det åndelige. Hierarkiseringen af dyr, monstre og de vilde folk, man i den periode »opdagede«, drejede sig der- for om at placere disse i dette skærings- felt mellem det fysiske og det åndelige. Det er derfor, man ofte hæftede sig ved de amerikanske indianeres manglende skæg — et tegn på en manglende fysisk udvikling — og det er derfor, man havde de mange overvejelser over disse folks manglende sprog, noget der igen blev betragtet som et udtryk for en mang- lende åndelig udvikling. Når folk således blev karakteriseret som uden sprog, var det klart, at de stod mellem dyr og men- nesker i eksistenskæden. I forhold til denne eksistenskæde er De MaiHets udlægninger interessante, fordi han med sine observationer for- søger at skabe dynamiske overgange mellem eksistenskædens enkelte for- mer, noget der indtil da var fuldstændig uhørt, og som også forblev så kontro- versielt, at f.eks. Jens Kraft som tidligere vist måtte tage afstand fra det i kraftige vendinger. Hos de andre forfattere har der været aber, monstre og mennesker, men denne orden har været stabil og uforanderlig. De Maillet etablerer i for- hold hertil en dynamik, der konstant føjer fra den ene form over i den anden. Monstre som havmænd og havfruer bli- ver via den eskimoiske eksistens til men- nesker. Selv menneskeaber kan blive til mennesker i løbet af få generationer, da de allerede er blevet landlevende. Denne processuelle tilgang med for- andring i tid er netop, hvad der karakte- riserer oplysningstidens tænkning, hvor det som nævnt var fornuftens udfoldel- sesproces, der var i fokus. Og også dette har De Maillet med. Efter tilpasningen til land og luft sker der langsomt en ud- vikling af den fornuft, der kommer til udtryk i først sproget og siden skriften. 122 [13] Akvarel af Aron fra Kangeq. »Dengang da der kom Kablunakker til Godthåb, levede der på Pisuffik en stor anga- kok ved navn Imaneq.« Han mødte på havet en havmand, der straffede ham for tabubrud. Imaneq blev skåret i småstykker, men havde dog kraft til at nå land i hel skikkelse. Og hermed er vi fremme ved det sid- ste og vel største problem, De Maillet får løst. I debatterne om de nyopdagede folks menneskelige status var der ét væ- sendigt argument imod eksistenskædens fuldkommenhed i form af kontinuitet mellem skabningerne, nemlig at Gud i sin fuldkommenhed ikke skabte ufuld- komne mennesker. Derfor var de nyop- dagede mennesker, monstrene osv. alle enten ikke mennesker, det vil sige dyr, eller også Adams efterkommere. Og ved at gøre alt fra monstre som havmænd og havfruer over menneskeaber og gi- ganter og videre over »vilde og rå folk« til samtidens mennesker til resultatet af de samme livsfrø, blot udviklet i over- ensstemmelse med skaberværkets evige cyklus og ud fra skaberværkets evige grundsubstanser, ophævde De Maillet modsætningen mellem de to perspekti- ver på skaberværkets fuldkommenhed. Og i centrum af denne proces var de arktiske og antarktiske områder og der- med eskimoerne, der både kunne ånde over og under vandet. 1. Jens Krafts bog er genudgivet i 1998 med introduk- tion af Ole Høiris. 2. Se J. K. Møller: Isaac de la Peyrére: Relation du Groenland. Tidsskriftet Grønland 1981 nr. 6, s. 168- 84. 3. Telliamed, ou Entretiens d'un philosophe indien avec un missionaire francois sur la diminuation de la mer, la formation de la terre, l'origine de l'homme etc. Engelsk udgave: Telliamed or Conversations Between an Indian Philosopher and a French Mis- sionary on the Diminution of the Sea by Benoit de Maillet. London 1968. 4. Jens Kraft op.cit. s. 80-81. 123 [14]