[1] Når vejen bliver målet — til Inge på 70-årsdagen Af Birna Marianne Kleivan »Pooq, Postkort, Personnavne, Poul Grønlænder, Plastikposer« står der bl.a. at læse under P, når man studerer angi- velserne på nogle af Inges mange arkiv- kasser. At tiderne spænder bredt, kan næppe overraske med tanke på hendes alsidige forskningsindsats, som omfat- ter såvel sproglige, folkloristiske, etno- grafiske og arkæologiske aspekter in- denfor eskimologien. Så længe jeg kan huske tilbage, har min mor været dybt engageret i sit fag. Derimod kunne det i de første mange år knibe med roen til at fordybe sig. Ikke alene fødte Inge fra 1957-63 tre livlige døtre, parallelt med at familien flyttede adskillige gange. Hendes mand, den norske antropolog Helge Kleivan, krævede også sin del af opmærksomhe- den. Meget positivt kan siges om min far, men huslig var han ikke som mange andre mænd af sin generation. Til gengæld delte mine forældre så meget andet. Deriblandt kærligheden til Grøn- land, ligesom de begge talte om privile- giet ved at have et arbejde, der tillige var deres største passion. Inges interesse for det grønlandske 126 var allerede kendt af familie og venner i 1944, hvor en klassekammerat forærede hende et eksemplar af Jette Bangs »Grønlænderbørn«. Bogen tegner et exotisk og betagende billede af det op- rindelige Grønland. Siden skulle opfat- telsen af Grønland blive langt mere nu- anceret, men for mange danskere var Jette Bangs smukke fotografier og film af det smilende folk højt mod nord den første introduktion til grønlandsk kul- tur. Alligevel skortede det ikke på adva- rende røster, da Inge efter at have læst historie et års tid valgte at lade sig ind- skrive på eskimologi-studiet ved Kø- benhavns Universitet. At faget blev an- set som ganske brødløst, lod hverken Inge eller hendes iøvrigt særdeles for- nuftige forældre sig afskrække af. »Så længe du virkelig brænder for det, skal der nok vise sig en vej«, lød morfar Ernsts ord. Selv ville han gerne have studeret, men efter tidligt at have mistet sin far blev det til en stilling ved Stats- banerne. Ligesom Inge var min morfar et meget privat menneske, der nød de ensomme stunder i selskab med sine [2] En fotomontage af ægteparret Kleivan bragt i Dagbladet, Oslo d. 24. april 1965. bøger og den vidtfavnende udklipssam- ling, familien har glæde af den dag idag. Inge har tilsvarende lydhørt støttet sine døtre og det i mere end én for- stand. Hun er ikke blot en kærlig og me- get inspirerende mor, men også en tål- modig og særdeles hengiven mormor for sine efterhånden fem børnebørn. Inges særegne menneskekundskab og ditto livsglæde vedbliver at fascinere. Det samme gør den dragende uudgrun- delighed i hendes væsen. »Enhver alder har sin særlige char- me«, udtalte min mor engang. Måtte hun vedblive at opleve det sådan. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, Inge! 127 [3]