[1] Inge Parbøl — arkæolog i Grønland 1952 Tekst og fotos: Jørgen Meldgaard Nationalmuseet udsendte sommeren 1952 en mindeværdig »Studenter-ekspe- dition« med henblik på kortlægning af gamle eskimobopladser og nordbo- gårde i fjordene indenfor Godthåb. Fire deltagere, arkæologi-, etnografi- & eski- mologi-studerende, 20-25 år. Hvad vi savnetle i erfaring og lærdom blev op- vejet af overvældende energi. Med mo- torbåden Daniel Bruun som base og en arbejdsdag på 9-10 timer registrerede vi et par~hundrede lokaliteter, tegnede og gravede. Inge Parbøl gik iland med telt og primus og gjorde lidt længere ophold på bebo- ede pladser, Kangeq og Kapisillit. Hun søgte levende mennesker og noterede viden hos de ældre om det gamle Grøn- land. Og børnene søgte sammen om den søde eskimolog. I August drog ekspeditionen ind i landet Sydøst for Ameralik Fjorden for at op- søge en nordbogård rapporteret af Eigil Knuth. 12 timers vandring, hvor Inge rigeligt tog sin del af vægten: Telte, køkken- og graveudstyr. Provianten var stærkt begrænset: Havregryn, kaffe, the, stikker og salt. To erfarne rensdyr jægere fra den nu nedlagte bygd Narsaq fulgte for at skaffe os føden i 14 dage. 130 [2] Med skitserne af sneharen ønsker Jens Rosing til lykke med dagen. Spændende arkæologiske fund viste sig i nordbogården, men sulten plagede lidt. Jægerne vendte hver aften hjem til lejren uden bytte. En enkelt ravn havne- de i gryden, med jægerens opmuntring: Den kan spises, i Kapisillit fortæller de gamle, at ravn var god mad i hunger- perioder. Blåbær fyldte lidt op i maver- ne. George Nellemann tabte en del kilo. Inge afslørede her uventede evner: Lej- rens salonriffel var obligatorisk på de små vandringer op til klippeblokken, hvor der blev trådt af på naturens vegne. En dag lød der et skud deroppe, og ned til lejren kom Inge, lettere rystet men triumferende, med riffel og en skøn stor hare! Hyldest, stor middag, ekstra kræfter til gravning. Inge gravede i nordbogårdens fadebur. Her lå mange levn af både fangstdyr og husdyr. En ophængt hare faldet på gul- vet med kød og knogler. En bunke hele blåmuslinger, hentet friske fra fjorden. En tønde med et 10-15 cm tykt bevaret 131 [3] bundlag af syrnet mælk. Detaljer, der tilsammen antydede et velforsynet spi- sekammer. Vor tolkning: Det var næppe mangel på føde, som skabte krisen i denne del af Vesterbygden i midten af 1300-tallet. Inge satte et markant punktum på sin gravning i fadeburet. På gulvet nær tønden penslede hun frem, med stor omhu, en lillebitte dinosaurus-unge. Ju- bel i lejren — som fortsatte da bestem- melsen måtte ændres til skelettet af en mus. Hovedet manglede og den lange dinosaurus-hals blev til en hale. Her var til gengæld den første mus fundet i nordboernes Vesterbygd. Endog med hale, som ifølge grønlænderne frøs af, når mus en sjælden gang i nutiden slap iland fra et Danmarksskib i havnen og overlevede en vinter. Alt i alt: Inges første feltsæson i Grønland som arkæolog var impone- rende og resultatrig — selv om hun valgte andre veje i sin Grønlandsforsk- ning. 132 [4]