[1] Inge Kleivan og sprogsituationen i Grønland Af Christian Berthelsen Inge Kleivan er en yderst flittig skribent, hvilket kan bekræftes bl.a. ved at gen- nemgå Groenlandica og grønlandske tidsskrift-indekser. .Også i danske og udenlandske tidsskrifter har Inge Klei- van bragt artikler med emner fra Grøn- land. Hun har glædet tidsskriftet »Grøn- land«s læsere med godt og vel 30 artik- ler, i alt ca. 640 sider med gennemsnits- sidetalpå 20 pr. artikel. Det er en ganske imponerende præstation. Det ville blive en anseelig bog, hvis man lavede en samlet udgave af artiklerne med tiden: »Spredte bidrag til Grønlands kulturhi- storie«. Artiklerne omfatter personskil- dringer, historiske og litterære emner, grønlandsk kunst, sprogsituationen i Grønland m.m. Bag artiklerne ligger et grundigt studium af en mangfoldighed af kildematerialer, som Inge Kleivan er særdeles velbevandret i, og i nogle tilfælde også »markstudier« i Grønland. Listen- over kildematerialer i tilknytning til Inge Kleivans artikler er i sig selv en nyttig1 læsning for alle, der ønsker at sætte sig ind i Grønlands kulturhistorie. Kendetegnet på Inge Kleivans artikler er saglighed, grundighed, omhyggelig- hed og en sikker sans for detaljernes be- tydning for helheden; hertil kommer, at 136 intensiteten i hendes måde at beskrive tingene på, klart demonstrerer et stort engagement i det emne, hun beskæfti- ger sig med. Sprogsituationen i Grønland i de hek- tiske udviklingsår har Inge Kleivan fulgt med stor opmærksomhed. I tidsskriftet »Grønland« har hun skrevet fire artikler, i alt 87 sider, som direkte handler om sprogsituationen i Grønland. På grund- lag af to af disse skal jeg herunder for- søge at fremdrage nogle af de syns- punkter, som hun fremfører i artiklerne, og som hun står inde for. Men opgaven viste sig, da jeg først kom i gang, at være sværere end oprindelig antaget; for un- der tilblivelsen af artiklen har jeg ind i mellem haft den ubehagelige fornem- melse, at jeg, i mit forsøg på at lave et kort referat, måske har øvet vold imod Inge Kleivans fine og koncise formule- ringer. I forbindelse med forelæggelsen af forslaget til en ny skolelov for Grøn- lands Landsråd i 1964/65 var der en liv- lig debat i bladene, og det var mig, der kommenterede disse indlæg, som den ansvarlige for skolevæsenet i Grønland. Inge Kleivans indlæg i debatten, der blev trykt i tidsskriftet »Grønland«, havde titlen »Sprogproblemet i folke- [2] skolen i Grønland«, og var efter min op- fattelse den mest velskrevne og den mest velargumenterede af alle ind- læggene. Jeg skal ikke beskæftige mig med mine kommentarer, som findes i samme årgang af tidsskriftet på side 346, men blot nævne, at jeg i indlednin- gen til mit svar bl.a. skriver følgende: »Jeg vil gerne indledningsvis anføre, at jeg finder Inge Kleivans fremstilling af problemerne tiltalende og saglig, og jeg har svært ved at stille mig som mod- part...« og videre: »Det gælder i denne sprogdiskussion om at se realistisk på tingene og ikke at være bange for at ind- rømme fejltagelser, når det drejer sig om et så vigtigt problem...« Inge Kleivan diskuterer sprogproble- met først og fremmest ud fra det grøn- landske minoritetssamfunds situation og ud fra pædagogiske synspunkter. Indledningsvis stiller hun det spørgs- mål, om der er overensstemmelse mel- lem skolens sprogpolitik og den sprog- politik, samfundet i øvrigt går ind for. Fra den betænkning, som Grønlandsud- valget af 1960 afgav i 1964, citerer hun: »Grønlands stilling som ligeberettiget del af det danske rige må — med fuld re- spekt for de grønlandske problemers egenart — styrkes.« Hun fastslår, at den grønlandske befolkning har sit eget sprog, at det grønlandske sprog i dagens Grønland er det vigtigste samlings- mærke, og at sproget også er en del af og udtryk for en kultur. Den pædagogiske side af sagen kom- mer hun ind på i forbindelse med omta- len af den bestemmelse i skolelovsfor- slaget, ifølge hvilken undervisningen i grønlandsk skal kunne udskydes til be- gyndelsen af 3. skoleår, såfremt et fler- tal af forældrene til de skolepligtige børn i 1. og 2. klasse er indforstået her- med. Inge Kleivan skriver i denne for- bindelse, at tosprogethed, som den grønlandske befolkning synes at gå ind for, forekommer mange steder i forskel- lige udgaver. UNESCOs undersøgelser vedr. modersmålets og det fremmede sprogs stilling i skolen, som ganske vist endnu ikke er afsluttede i detaljer, mun- der i hovedsagen ud i, at undervisnings- sproget i skolegangens begyndelse bør være modersmålet. Hun finder det be- klageligt, at der i skolevæsenet i Grøn- land ikke har været igangsat forsøg, op- bygget efter de retningslinier, som gen- nem UNESCO anbefales af eksperter. Til overvejelse foreslår hun to andre al- ternativer til sprogenes placering i sko- lestarten. — Også skoledirektørens kom- mentarer til, at loven ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om un- dervisningssproget og henvisning til Færøerne vedrørende dette, giver anled- ning til bemærkninger. I forbindelse med placeringen af det grønlandske sprog i skolen gør Inge Kleivan opmærksom på, at der i Grøn- land findes en dansk skole, som i første række er beregnet for børn af udsendte danske, men hvor der også går en del børn, hvis forældre begge er grønlæn- dere eller hvor den ene er grønlænder og den anden er dansker. Inge Kleivan anbefaler, at grønlandsk bliver gjort til et obligatorisk fag i disse klasser for at sikre, at de grønlandske børn, der går der, får lært grønlandsk ordentligt. — De pædagogiske problemer forstærkes i disse år ved, at der er stor mangel på 137 [3] kvalificerede grønlandske undervisere, hvorfor et stort antal danske lærere må anvendes. Her advarer Inge Kleivan imod den misforståelse, at enhver dansk lærer er kvalificeret til at undervise grønlandske børn i dansk. En speciel pædagogisk indsigt og grundig kend- skab til grønlandsk er vigtige forudsæt- ningef for at opnå gode resultater. Inge Kleivan gør opmærksom på, at den første omfattende reaktion imod tendenserne i den sprogpolitik, der lægges op til fra skolens side, er kom- met fra Grønlands første politiske parti, Inuit-partiet, i hvis program indgår styr- kelse af det grønlandske sprogs stilling. Det ville være uheldigt, hvis der i Grøn- land efter en længere årrække skulle komme en kraftig reaktion, og man skulle risikere at komme i den paradok- sale situation, at store dele af befolknin- gen rriatte sætte sig på skolebænken for at lære det gamle modersmål. Udslag af den art kendes fra andre steder i verden i forbindelse med nationalbevidstgø- relse. Men Inge Kleivan fastslår her, at der i Grønland ikke er det ringeste grundlag for at rejse anklage om under- trykkelse af modersmålet til fordel for dansk, og at der derfor ikke kendes den bitterhed, som endnu er levende i Norge, Island og på Færøerne, hvor Danmark gennem tiderne har ført en ganske anden sprogpolitik. Inge Kleivan stiller det spørgsmål, om man ikke fra dansk side slipper lidt for let og ansvarsløst fra at løse sprog- problemet i Grønland. Hun finder, at det ville være mere redeligt, om man fra officiel dansk side stillede problemerne og de forskellige mulige løsninger mere klart op. Her kan man nemlig handle mere frit, da man er i en vis afstand fra stoffet i modsætning til den grønland- ske befolkning, »som hver dag føler, hyor desperat nødvendig det er at be- herske dansk fuldt ud«. Det er ikke sikkert, at befolkningen på de mindre steder vedblivende kan være en vigtig faktor for bevarelsen af det grønlandske sprog. Befolkningskon- centrationen fortsætter, og der er planer om en centraliseret undervisning af børn fra mindre steder ved udgangen af dej: 5. skoleår. Inge Kleivan finder, at der mangler klare linier i sprogpolitikken. Før disse kan drages for alvor, må man sikre sig, om de virkelig er udtryk for den grøn- landske befolknings ønsker. »Hvis den antagelse viser sig at holde stik, at grøn- lænderne er stærkt positivt motiveret til at lære dansk, samtidig med at det grøn- landske sprog er værdsat, må forhol- dene også i skolen lægges til rette der- efter,« slutter artiklen med. Inge Kleivans koncise og korrekte måde at fremføre sine synspunkter og argumenter på, virker i sig selv stærkt. Men det ligger hende meget fjernt at fare hårdt imod nogen. Tværtimod er hun altid parat til at indflette en venlig bemærkning. Jeg er da f. eks. ganske godt tilfreds med hendes bemærkning om det heldige i, at skoledirektøren, som redegør for skolelovsforslaget over for den grønlandske befolkning, selv er grønlænder, og at han da også allerede, højst uretfærdigt, alene er blevet gjort til syndebuk fra visse hold vedrørende sprogpolitikken i den nye skolelovsfor- slag. 138 [4] Bygdebørn, Nuussuaq i Upetnavik kommune 1969. Foto: Keld Hansen. Ja, det var dengang, man stilede efter to-sprogethed. I dag stiler man efter tre- sprogethed. Inge Kleivans interesse for det grøn- landske sprogs skæbne omfattede også udviklingen i børnehaverne i Grønland i de år, hvor der måtte anvendes danske børnehavepædagoger i betydeligt om- fang, da der kun fandtes ganske få ud- dannede grønlandske pædagoger. Inge Kleivan valgte her at danne sig indtryk af forholdene ved selvsyn — ved at gøre iagttagelser af sprogbrugen blandt grønlændere og danskere og blandt børn og voksne i en børnehave. Sine indtryk beskriver hun i en stor artikel i tidsskriftet »Grønland«, årgang 1973, med tiden: »Sprogforholdene i en grøn- landske børnehave«. Iagttagelserne stammer fra 1970, hvor Inge Kleivan besøgte en halvdags- børnehave i en mindre grønlandsk by, hvor det danske sprog ikke indtog en så dominerende plads. De mindre børn gik i børnehave om formiddagen kl. 9-12 og de store om eftermiddagen kl. 13-16. Personalet i børnehaven var sammensat af to danske børnehavepædagoger og fem grønlandske kvinder, som dels hjalp til med børnene, og som dels tog sig af maden til børnene samt ren- gøring. Forholdet mellem de danske pæda- goger og de uuddannede grønlandske medhjælpere var i sig selv godt nok, men kontakten mellem dem var hæm- met af sproglige vanskeligheder, og dette betød bl.a., at faglige diskussioner ikke kunne klares på tilfredsstillende måde. De grønlandske medhjælpere var i stand til at oversætte, hvad børnene sagde, men der var mærkbar usikkerhed, når det drejede sig om forældrekontakt. — Den danske leder af børnehaven, som havde været i Grønland ca. tre år, havde opgivet både at forstå og tale grøn- landsk, mens den anden pædagog, som havde været i Grønland ca. halvandet år, havde besluttet sig til at klare sig uden 139 [5] tolk for at opnå mest mulig direkte kon- takt med børnene. Der gik også danske børn i børneha- ven. Et af formålene med at have dan- ske børn og grønlandske børn sammen i børnehaven var jo, at grønlandske børn kunne lære noget dansk i sam- været med danske børn. Dette var der delte meninger om. Det mest over- vejende indtryk var, at de ikke lærte no- get, da de danske børn, der kunne lidt grønlandsk, gerne henvendte sig på grønlandsk til de grønlandske børn, mens de talte dansk til de øvrige danske børn. Dette fik de grønlandske børn ikke meget ud af, da der under legene var tilbøjelighed til at dele sig i etniske grupper. Hvis de grønlandske børn havde lært lidt dansk, var det af den danske pædagog. Nogle lærere på sko- len, som Inge Kleivan snakkede med, gav udtryk for, at det, at et barn havde gået i børnehaven, ikke kunne mærkes meget på danskkundskaberne. Det sproglige handicap hos danske pædagoger og det forhold, at det grøn- landske personale manglede uddan- nelse, virkede hæmmende selv i de mest almindelige aktiviteter, f.eks., når der skulle synges eller læses en historie. Mange situationer i samværet, der eg- nede sig til samtaler med børnene, blev ikke udnyttet, ligesom den manglende sproglige kontakt begrænsede pædago- gernes mulighed for at variere beskæfti- gelse af børnene samt at kunne nuan- cere deres bedømmelse af børnenes ar- bejder. I det hele taget var samværet meget sprogfattigt og miljøet langtfra sprogligt stimulerende, ej heller gunstigt for barnets hele udvikling. Det at dansk og grønlandsk anvend- tes skiftevis som kontaktsprog persona- let indbyrdes samt mellem personalet og børnene, var i sig selv uheldigt og forvirrende. Her henviser Inge Kleivan til udtalelser fra børnesprogforskere, der advarer imod at blande to sprog for meget sammen, og efterlyser en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbej- det. Man kunne f. eks. tænke sig en ar- bejdsform, hvor børnehavepædagoger °§L grønlandsksprogede medarbejdere tog føringen jpå skift, så man undgik at blande dansk og grønlandsk for meget sammen af hensyn til udvikling af spro- get og de begrebsmæssige færdigheder. I denne forbindelse finder Inge Kleivan det særdeles vigtigt for børnenes udvik- ling, at barnemedhjælperne, som arbej- der i børnehaverne, ikke bare fungerer som assistenter og tolke for de udsendte børnehavepædagoger, men at de selv reelt har et betydningfuldt arbejdsom- råde under sig. Det, jeg ovenfor har valgt at referere fra artiklen om sprogproblemet i børne- haverne, er ikke udtømmende, men ud- trykker efter min opfattelse essensen af, hvad Inge Kleivan har fået ud af sine iagttagelser. — Heller ikke her har hun forsømt at sige et par venlige »forso- nende« ord, idet hun til slut ønsker at understrege, »at al komunikation ikke alene foregår i ord, og at der i denne børnehave fandtes noget meget værdi- fuldt: en varm og tillidsfuld atmosfære«. Det kunne være interessant at vide, hvad Inge Kleivan mon ville have at sige om den samme børnehave, hvis hun gjorde de samme iagttagelser i dag - 30 år efter!. 140 [6]