[1] Inge Kleivan og nogle litterære oversættelser til grønlandsk Af Robeft Petersen I dette bidrag omtales to af Inge Klei- vans arbejder. Det ene er en artikel i tidsskriftet Grønland: H.C. Andersen og Grønland (1975) og et paper i Fourth Nordic Scandinavian Conference of Linguistics: »Lamb of God — Sealof God?« Some semantic problems in translating the animal names of the New Testa- ment into Greenlandic (Odense Univer- sity Press, 1978). Fælles for de to arbejder er gennem- gang af oversættelsesarbejdet, og speci- elt behandling af begreber, der især dengang var fremmedelementer på grønlandsk. H. C. Andersen og Grønland Artiklen blev skrevet i anledning af 100 året for H.C.Andersens død, og be- handler først, hvordan Grønland og Inuit indgik i nogle af H.CAndersens eventyr. Inge Kleivan har iøvrigt flere gange holdt forelæsning over oversæt- telser af H.C. Andersens eventyr til grønlandsk ved flere internationale konferencer om H.C. Andersen. Der var i »Billedbog uden billeder« omtale af en grønlandsk, dejlig sommernat i en dal med duftende blomster, mens nordlyset lyser over en trommedans, som H.C. Andersen havde hentet fra Graahs beretning fra Østgrønland. Han kendte iøvrigt selv Graah. Grønland omtales også i andre eventyr, fx. i »Hi- storien om en Moder«. I »Holger Dan- ske« omtales Hans Egede, og iøvrigt blev også inuit fra det nordlige Canada omtalt et par gange. Den anden del behandler nogle over- sættelser til grønlandsk af H.C. Ander- sens eventyr. Den første var Knud Kjers oversættelse af »Det døende barn« allerede i 1829. Knud Kjer, der havde skrevet en meget stor del af sal- mer på grønlandsk, havde tydeligvis øn- sket at indvie grønlænderne i en anden form for litteratur, og det er nok således hans samling af sange, Ilerkorsutit fra 1832 skal ses, men også han gendigtning af Parnuuna og Orliina i Inngik kan ses som et iøvrigt vellykket guldalderdrama på grønlandsk. Den kendes en del bedre end den oprindelige lokale historie. Dertil er hans digt »Aavartut«, 'Rensdyr- jægerne' en omplantning af en sang fra Carl Maria von Webers »Jægerbruden« 141 [2] til grønlandske forhold. Kjers oversæt- telse af »Det døende barn« blev iøvrigt trykt på grønlandsk i Københavner- posten i 1929. 50 år senere kom oversættelsen af »Store Claus og Lille Claus« i Atuagag- dliutit i 1879.1 1904 udgav tidligere ko- lonibestyrer C. Brummerstedt 3 over- satte eventyr på grønlandsk. I 1909 ud- gav H.Ostermann og G.Olsen 12 even- tyr på grønlandsk. Frederik Nielsen var senere i gang med oversættelsen af H.C. Andersen. I 1950'rne udkom tre eventyr af H.C. Andersen, i 1960 9 eventyr, og i 1965 20. Efter disse her udvalgte eksempler berøres nogle oversættelsesproblemer, for tLCAndersen var sikkert ikke så nem at oversætte til grønlandsk, selv om grønlænderne allerede dengang havde fået kendskab til mange europæiske be- greber. Med eksempler fra »Fyrtøjet« vi- ser Inge Kleivan, at den første hund godt nok har øjne så store som tekop- per, mens hund nr. 2 har »øjne så store som én fuldvoksen grønlandssæl«, og den tredie hund har øjne så store som en mirldre ø, en teltring eller en stor hval, i tre forskellige oversættelser. I oversættelsen af »Ole Lukøje« er en tilpasning til de grønlandske forhold fra dengang tydelig. Mens blomsterne i ur- tepotterne »bliver til store træer, så hele stuen så ud som det dejligste lysthus«, bliver det i oversættelsen til: var der avi- ser på væggene med billeder af træer, der bliver til rigtige træer, og stuen bliver som en meget frodig slette. »Hver blomst bliver smukkere end en Rose« bliver til, at blomsterne bliver smukkere 142 end mælkebøtter, og frugter, der glinser som guld bliver til: blomsterne glinser som sne. De forskellige tidlige oversættere må have haft blik for, at H.C. Andersens egne billeder måtte ændres for at kunne danne tilnærmede associationer for den grønlandske læserskare. »Lamb of God — Seal of God«? Denne særdeles interessante artikel er muligvis især kendt inden for en ret snæver kreds. Udgangspunktet for dette arbejde en ret levedygtig påstand om, at »Guds lam« i de tidlige bibeloversættel- ser til grønlandsk skulle være oversat som »Guds sæl«. Det er nok en erken- delse af, at der kan opstå problemer ved oversættelser, hvor visse fremmede be- greber kunne skabe ukontrallable asso- ciationer. Det skal allerede her røbes, at der ikke blev fundet belæg for en sådan opfattelse. Ordet sava blev brugt alle- rede i de første oversættelser af evan- gelierne. Den kendte norske lingvist Knut Bergsland bemærkede også under en samtale, at det grønlandske ord for får, sava, ikke som i almindelig opfattelse kunne stamme fra nordboerne, for i nordbotiden brugte man ikke det nu- værende norske ord sau for får, man brugte i Egedernes tid. Med andre ord må grønlænderne — i hvert fald dem omkring Nuuk — i begyndelsen af kolo- nisationen have kendt både dyret og dets norske betegnelse på det tidspunkt, som Inge Kleivan også har gjort op- mærksom på. Det afvises, at det kunne være af norrøn oprindelse, og det afvi- ses, at det kunne være en gammel inuit- betegnelse, idet kendskabet til det [3] samme ord i det nordlige Ungava (idag kendt som Northern Québec/Nunavik) kunne forklares som påvirkning fra de brødremissionærer, der kom fra Grøn- land til Labrador. I det følgende tages bibelreferencer på dansk fra den danske bibel fra 1993. Men de andre citater stammer fra Inge Kleivans arbejde, når ikke andet er nævnt. Det skal desuden bemærkes, at de danske oversættelser af de grønland- ske bemærkninger er mine. Jeg fandt det enklere end at »tilbageoversætte« Inge Kleivans oversættelser til engelsk. Der berøres problemer med at over- sætte bibelens dyr, især husdyr, med vildtlevende dyr, da det ville gøre et be- greb som »hyrde« meningsløs. Specielt ville en »sælhyrde« skabe problemer, da det af grønlænderne nemt kunne asso- ciere den med »Havets Moder«. Det er utænkeligt, at Egederne på den måde ville gå med til at guddommeliggøre »Fandens Oldermor«. På samme måde ville en påstand om, at oversættelse af en due som sælunge gøre det umuligt at beskrive Guds åndåex daler ned fra him- len (Matth. 3, 16). Sådanne ord blev brugt i oversættelsen som låneord, for- synet med fodnoter, og disse fodnoter er nok så interessante. I Matthæus 7,15 oversættes i »Tag jer i agt for falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske som ulve« i Dejtre evangelierets. 1744 som »Sanenik annoraglit« iøvrigt uden videre forklaring, men i bibeludgaven fra 1766 forklares udtrykket »sauenik« ved en fodnote: »Nersutit pioangitsut ameet atorlu- git profetit opernartut arsiginiartlugit«, 'idet de ved at klæde sig i skind af milde/yd- myge dyr prøver at ligne de sandfærdige profeter'. Noget kunne tyde på, at sådanne dyrenavne i 1744-udgaven viste sig at trænge til en nærmere forklaring. I Matth. 9,36 ynkes Jesus over folk, der går omkring som får uden hyrde. I 1744-udgaven bruges der fodnote: ner- sutingvoit tuktutun engajaktun, 'små (firbe- nede) dyr, der kan minde om rensdyr' Det går ud på det sammenlignelige ud- seende - eller var det smagen? — blandt de vildtlevende grønlandske dyr; men det gør forestillingen om en »hyrde« ret uholdbar. I Matth. 10,16, omtales flere ukendte dyr: Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Lignende ord er forklaret ved fod- noter, fx Matth. 15,24: er fårene opertuP. 'troende'; men i Matth. 18,12 står der bare: Om små dyr. I dommedagsprædikenen er hyrdens adskillelse af får og bukke også lidt svær at hamle op med, fordi også her skal både de kulturspecifikke betegnelser for dyrearten og dens symbolske brug søges forklaret. I 1744 oversættelsen står der. »Sor/o Parsirsub Saunne auiksarei Bukkenik«. I fodnoten er fårene forkla- ret som »nersutitpiuangitsut«, 'milde dyr', mens Bukkenik bare er forklaret ved ner- sutit pillugit, 'om dyr'. Først i oversættel- sen af Ny Testamente fra 1936 er dy- rene blevet til 'hunfår' og 'hanfår'. I 1766 udgaven kommer fodnoten først i det følgende vers, hvor fårene kommer på højre side, og bukkene mod venstre. Her er fårene forklaret som »Opertut«, 'de troende' og bukkene som opingitsut, 'de ikke troende'. Hvis ordene sava og bukki ikke var godt indarbejdet i 143 [4] grønlandsk kirkesprog på det tidspunkt — og store dele af Vestgrønland var ikke engang blevet missionsmark på det tids- punkt, - måtte det være meget vanske- ligt at opfatte dem som firbenede dyr. Ordet lam, der forekommer på Matth.26,17 oversat som sauiarangvoak, 'et lille får', 'en fåreunge'. Af andre fremmede dyrenavne be- handles også due, Due/tui, som i 1744- udgaven er forklaret som små milde fugle, men i 1766-udgaven småfugle, der minder om ryper. I Herrnhuternes bibel fra 1822 omtales Guds ånd der kommer ned som »tingmiatun, Taubesun«. 'som en fugl, som en Taube', med et tysk låneord. Den samme dobbelthed finder man også i "omtalen af torne, der på dansk først benævnes Tornit og i den herrnhu- tiske bibel Dornit. Men man kan se, at bibelens dyrearter på et tidspunkt ikke var så fremmede længere for grønlænderne omkring ko- lonierne, oksen er blevet til ussik, og svin er blevet t&puuluki, fra norsk^w/é<3, men i de tidligste bibeloversættelser er mine okser ogfedekalve (Matth. 22,4) blevet til omimmaatikka, 'mine moskusokser', noget, der viser at dyrets navn var hu- sket, selv om moskusoksen ikke levede i Vestgrønland. De konstruerede, beskrivende grøn- landske betegnelser for en kamel og et æsel ('den puklede' og 'langøre'), anty- der, at de første missionærer må have benyttet sig af billedbibelen, mens slan- gen pulateriaarsuk må have fået sit navn ved sammenligning med en regnorm og sommerfuglelarve. Spurvene bl.a. fra bjergprædikenen er ikke så mærkeligt blevet til qupaloraarsuit, 'snespurve'. Men i omtalen af profeten Jonas, somjp kom i bugen på havdyret (Matth. 12,40) kom begrebet »hvalfisk« ind. I 1766-udgaven er der kommet en nærmest zoologisk bemærkning i fod- noten: »Arberonginersok. Ekallurksoner- sok. Illeit Arbertut aktigekengata«: Det er vel ikke nogen hval. Det var nok en haj, idet nogle er på størrelse med en hval. Mjsd den nye bibeloversættelse in mente, viser Inge Kleivans studier, at det ikke var så ligetil som pioner at over- sætte et værk, som rummer fremmede artsnavne. Disse dyr var tilmed husdyr med hyrder, og de brugtes gennem- gående i en symbolsk betydning. Det er måske på grund af sådanne tanker, en påstand om »Guds sæl« er opstået; men i denne grundige artikel kunne den ikke bekræftes, og i virkeligheden afkræftes. Men det skal man nok ikke være ked af, idet artiklen i sig selv er særdeles inter- essant. 144 [5]