[1] Modersmålsundervisning Grønlandsk i Danmark Af Karina Kleivan Indledning Jeg vil i det følgende præsentere nogle generelle problemstillinger vedrørende modersmålsundervisning i Danmark, samt nogle mere specifikke problemstil- linger hvad angår grønlandsk, og på ba- sis heraf nogle foreløbige konklusioner. Betingelser Ifølge »Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning af fremmedsprogede ele- ver, af 20. nov. 1984« har danske kom- muner pligt til at tilbyde modersmålsun- dervisning til tosprogede1 skolesøgende børn, hvis vel og mærke en række krite- rier er opfyldt. Først og fremmest skal en eller begge forældre have et andet modersmål end dansk, der desuden er det primære talesprog i familien, derud- over skal der være tilmeldt minimum 12 elever, og undervisningen skal varetages af »en kvalificeret lærer«. Er der ikke nok elever til at et hold i det pågældende sprog kan oprettes, har kommunen pligt til at henvise til andre kommuner inden- for amtet, der er dog ingen garanti for at hold bliver oprettet. Undervisningen, der er frivillig, finder sted - med få und- tagelser — uden for normal skoletid i et omfang af 3-5 timer om ugen. Vilkår Det er alment kendt, at modersmålsun- dervisningen ofte er af ujævn kvalitet, hvilket har mange årsager. Dels er un- dervisernes kvalifikationer af skiftende karakter, dels er de meget alene om un- dervisningen, da de ikke har centrale læseplaner at henholde sig til og kun i ringe grad — p.gr.a. lidet attraktive ansættelsesforhold - har mulighed for at trække på kollegial støtte og samar- bejde. Desuden kæmper mange mo- dersmålslærere en evig kamp for at skaffe egnede materialer til undervis- ningsbrug. Yderligere forhindrer de strukturelle rammer en optimal undervisning, da de min. 12 max. 28 elever på hvert hold kan spænde fra 6-årige til 16-årige. Lige- som det ikke er ualmindeligt, at delta- gerne oven på en fuld skoledag må ud på en længere rejse — eksempelvis til na- bokommunen — for at modtage mo- dersmålsundervisningen, hvilket ikke kan siges at være befordrende for ind- 145 [2] læringen. Derudover vanskeliggør det lave ugentlige timetal (3-5), at eleverne udvikler alderssvarende mundtlige og skriftlige færdigheder i modersmålet. Generelt kan man konstatere, at mel- lem 35-50 % af de tilbudsberettigede børn, der tager imod den frivillige un- dervisning, oftest kun nøjes med at følge den de første skoleår. Som forkla- ringer kan nævnes, at den ekstra under- visning — og evt. lang transporttid — ofte opleves som for belastende i de ældre og mere lektiekrævende klasser. Lige- som manglen på fritid, manglen på in- spirerende materialer og pædagogisk kvalificerede undervisere samt stor al- ders- og kundskabsspredning på hol- dene alle er faktorer, der spænder ben for fortsat engagement og udbytte. Trods mange års løfter og konkret ar- bejde er der endnu ikke kommet en op- dateret bekendtgørelse om moders- målsundervisningens mål og midler.2 Når modersmålsundervisningen endnu ikke er set efter i sømmene og underlagt de samme kvalitetskrav som undervis- ningen i folkeskolen, skyldes det, at den gennem alle år har været en politisk om- stridt størrelse, hvis nedlæggelse eller fortsættelse Folketinget jævnligt debat- terer. Formål I Bekendtgørelsen af 1984 fastslås, at formålet med undervisningen er »at ele- verne vedligeholder og udvikler deres kendskab til modersmålet og til forhol- dene i hjemlandet. Det skal tilstræbes, at eleverne ikke mod forældrenes ønske mister tilknytningen til hjemlandet, og at muligheden for at tage ophold i for- ældrenes hjemland lettes« (§13). Der må siges at være stor forskel på formålet i 1984 og hvad fagfolk i dag vurderer er det vigtige i modersmålsun- dervisningen, nemlig ikke at muliggøre en hjemvenden men at give barnet fod- fæste i familiens oprindelsessprog og -kultur for derigennem at opnå en vel- lykket integration i det danske samfund. Et godt og sikkert fundament i moders- målet skal således sikre, at barnet udvik- ler en god og sikker beherskelse af dansk. Der er altså en distance mellem det oprindelige formål og det nuværende. Men jeg tror der er basis for at vurdere, at mange forældres ønske om at deres børn deltager i modersmålsundervis- ning — afhængig af en række individu- elle faktorer — stadig vil være i pagt med formålet i Bekendtgørelsen af 1984, nemlig sikre muligheden for »at vende hjem«, permanent eller for en kortere eller længere periode. Dette er en moti- vation og en ambition, som man også kan finde hos grønlandske forældre, hvis børn vokser op i Danmark. Den grønlandske modersmålsundervisning Det hører til undtagelsen, at der tilbydes modersmålsundervisning i grønlandsk i kommunal regi. I de fire kommuner, hvor der bor flest grønlændere - København, Århus, Aalborg og Odense — har der gennem de seneste år kun været oprettet få hold og flere steder med en tendens til, at de ikke bliver op- retholdt skoleåret ud grundet svigtende tilslutning fra elevernes side. 146 [3] De foreløbige forklaringer — som kræver en nærmere systematisk under- søgelse — tyder på, at mange af de til- meldte elever ofte kun har få færdighe- der i grønlandsk. Desuden skal bemær- kes, at det ikke altid er muligt at frem- skaffe en kvalificeret lærer. Fra kommune til kommune eksisterer der en yderst varieret praksis med hen- syn til, hvordan man administrer tilbud- det om modersmålsundervisning. Ikke alle kommuner er således lige ivrige ef- ter at gøre forældrene opmærksomme på muligheden for, at deres børn kan deltage gratis i modersmålsundervis- ning, og at kommunen har pligt til at oprette hold, hvis der er nok tilmeldte. Derudover kan det tænkes at flere kommuner - med Aalborg som en mar- kant undtagelse, idet denne kommune har en lang og prisværdig tradition for modersmålsundervisning i grønlandsk og færøsk - slet ikke har øje for, at man burde eller kunne tilbyde undervisning i grønlandsk, da modersmålsundervis- ning jo er noget »de andre«, så som tyr- kere, pakistanere og somalier modtager, enten for at kunne vende hjem eller for at blive bedre integreret. Set i dette per- spektiv kan modersmålsundervisning til grønlændere opfattes som »en ren for- nærmelse!«, som en kommunalpolitiker fra Fredericia, jeg for nylig diskuterede emnet med, formulerede det. Men undervisning i familiens oprin- delsessprog handler ikke kun om, at et veludviklet modersmål fremmer ind- læringen af dansk og dermed integra- tionen eller at det muliggør repatriering. Alderssvarende færdigheder i moders- målet kan desuden have afgørende og vidtrækkende betydning for barnets og den unges identitet og selvfølelse. Sproglig mindreværd En interessant undersøgelse om sprog- brug blandt grønlandske studerende er for nylig blevet gennemført af to stu- derende ved Københavns Universitet — Naja A. Lund og Naaja H. Natahaniel- sen (refereret i Undervisningsministeri- ets Nyhedsbrev nr. 21, 2000). Undersøgelsen dokumenterer effek- terne af daniseringen og den efterføl- gende grønlandisering, idet 138 af de 190 deltagere (der alle er født før 1979) ikke taler grønlandsk på modersmåls- niveau. Langt de fleste af disse opfatter sig som grønlændere og ønsker at bo og arbejde i Grønland, men 61% ud af de 138 melder om generelle problemer i forbindelse med ikke at kunne tale grønlandsk på modersmålsniveau. 27% nævner at det er problematisk i forhold til familien, det samme gør sig gældende for 57% i forhold til jobsituationer, og 55% føler sig decideret diskrimineret, fordi de ikke taler grønlandsk. 71% har i varierende grad oplevet nedtrykthed over deres manglende grønlandske fær- digheder, og 41% melder, at deres selv- tillid er negativt påvirket af samme fak- tor. Samtidig med at unge grønlændere — født før 1979 - oplever forskelligartede problemer hvis de ikke behersker grøn- landsk på tilstrækkeligt højt niveau, ty- der det på, at generationen født efter 1979 ikke behersker dansk i tilstrækkelig høj grad og derfor kan få problemer med at gennemføre en videregående uddannelse. Undersøgelsens forfattere 147 [4] foreslår derfor, som et bidrag til sprog- debatten, at de to sprog burde sidestil- les, således at man bevæger sig væk fra en errten-eller sprogsituation til en både-og. A.ndetsprogsundervisning Først l de senere år er der fo± alvorlig fremvokset en mere generel bevidsthed om vigtigheden og nødvendigheden af at tosprogede børn (afhængig af deres danskkundskaber) undervises i dansk som andetsprog og ikke i dansk som modersmål. I Undervisningsministeriets Faghæfte 19, »Dansk som andetsprog« hedder det: »Formålet med undervisning i dansk som andetsprog er, at tosprogede elever på baggrund af deres sproglige og kulturelle forudsætninger tilegner sig færdigheder i at forstå og anvende talt og skrevet dansk. Undervisningen skal fremme elevernes lyst til at bruge dansk, og den skal udvikle deres bevidsthed om dansk kultur, sprog og sprogbrug samt om sprogtilegnelse (...) Undervis- ningen skal fremme den enkelte elevs personlige og sproglige udvikling og forståelse af samspillet mellem dansk sprog og kultur og elevernes modersmål og kulturbaggrund. Undervisningen skal herved bidrage til, at eleven udvik- ler forudsætningen for en aktiv og lige- værdig deltagelse i skole, uddannelse og samfund«. Hvis »dansk« blev udskiftet med »grønlandsk« kunne ovenstående citat fint dække, hvad en undervisning i grønlandsk som andetsprog burde inde- holde og føre frem til for den enkelte elev. Det kunne således tænkes, at bl.a. nogle af de overvejende dansktalende børn af grønlandske forældre i Dan- mark snarere har brug for undervisning i grønlandsk som andetsprog end i grønlandsk som modersmål. Støtteforanstaltninger Hjemmestyrets lovgivning på undervis- nings- og uddannelsesområdet viser op- mærksomhed overfor det faktum, at ikke alle er de facto tosprogede, men at sprogstimulerende tiltag til fordel for enten grønlandsk eller dansk kan være nødvendige. I Hjemmestyrets bekendt- gørelse nr. 3 af 6. februar 1998 om ud- dannelsesstøtte hedder det: »For uddannelser uden for Grønland ydes der fuld dækning af deltagerudgif- ter i forbindelse med grønlandskunder- visning og nødvendig ekstraundervis- ning. Behovet for ekstraundervisning skal dokumenteres ved indstilling fra en vejleder« (§ 54). I den pågældende bekendtgørelse er ekstraundervisning i grønlandsk specifi- ceret, men formuleringerne må også kunne siges at dække muligheden for ekstraundervisning i dansk, med refe- rence til førnævnte undersøgelse. Men selvom Hjemmestyret yder støtte til ek- straundervisning, derunder i grøn- landsk, er etablering af undervisningen afhængig af enkeltpersoners initiativ. Der er ingen central instans der sørger for tilmeldinger, lokaler, lærer og mate- rialer. De Grønlandske Huse Hvis grønlandske børn og unge opvok- set eller på længerevarende ophold i 148 [5] Danmark skal opretholde eller videre- udvikle deres færdigheder i grønlandsk, er det næppe nok at satse på den kom- munale indsats eller på nogle af de få af- tenskoletilbud. Det kræver snarere mere målrettede og overordnede strategier, ikke mindst hvad angår muligheden for at tilrettelægge undervisningen som en- ten modersmålsinstruktion eller som grønlandsk som andetsprog. En vej frem kunne være at samle både den kommunale modersmålsun- dervisning, den støtteberettigede ek- straundervisning samt fremmed- og an- detsprogsundervisningen ét sted. Nogle eller alle af de fire Grønlandske Huse i Danmark ville være det mest naturlige fokuspunkt for en sådan undervisnings- intensivering. Fordelen ville bl.a. være, at man bedre ville kunne skabe kvalitet i undervisningen gennem fastholdelse af kvalificerede lærerkræfter, opbygning af materialesamling og erfaring med un- dervisnings differenciering. Opgaven kunne ses som en forlæn- gelse af Husenes nuværende arbejde, hvor der foregår nogen undervisning i grønlandsk og i sammenhæng med Hu- senes rådgivning af studerende, der øn- sker at læse i Danmark eller i Grønland. I et fremadrettet perspektiv kunne op- gaven desuden ses som en styrkelse af De Grønlandske Huse som aktivitets- og kulturcentre og som et led i Husenes forpligtigelse til at varetage grønlandske interesser i Danmark. De forbedrede muligheder ville give grønlandske børn og unge en bedre mu- lighed for at blive dobbeltsprogede til gavn for Grønland, for Danmark og ikke mindst for det enkelte individs selvopfattelse samt valgmuligheder med hensyn til fremtidig bopæl og virke. Litteratur Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 3 af 6. februar 1998 om uddannelsesstøtte. Holmen, Anne & J.N. Jørgensen (red.): Modersmålsun- dervisning i mindretalssprog i Danmark, Københav- nerstudier i tosprogethed, bind 29. Danmarks Lærer- højskole, København, 1998. Korczynski, Anne-Mette: »Modersmålsundervisning i folkeskolen«, s. 57-60 i Sprogforum nr. 12, 1998. Undervisningsministeriet; Faghæfte 19, Dansk som an- detsprog, København, 1995. Undervisningsministeriets Bekendtgørelse nr. 583 af 20. november 1984 om modersmålsundervisning for fremmedsprogede elever i folkeskolen. Undervisningsministeriets Nyhedsbrev 21, 2000. Noter 1. Betegnelsen »tosprogede børn«, som Undervis- ningsministeriet i 1993 officielt fastslog skulle er- statte betegnelsen »fremmedsprogede børn«, defi- neres som børn, hvor den ene eller begge forældre har et andet sprog end dansk som modersmål. Ud- trykket skal altså ikke nødvendigvis opfattes bogsta- veligt som dækkende børn, der taler to sprog lige godt. Variadonen indenfor kategorien »tosprogede børn« er således yderst stor, både hvad angår beher- skelse af dansk og af (forældrenes) modersmål. Skif- tet i terminologi reflekterer primært det ændrede syn på disse børn fra potentiel problem til potentiel res- source. 2. Undervisningsministeriet oplyser dog i skrivende stund, at en ny bekendtgørelse, der afløser den fra 1984, offentliggøres foråret 2001. 149 [6]