[1] »Catechet Lauritz Olsens Reise til Grønlands Østkyst 1861-62« Af Søren T. Thuesen Historien rummer en del eksempler både på ekspeditioner, der aldrig nåede deres mål og på opdagelsesrejsende, som først blev berømte efter at have sat livet til. Lauritz Olsen, eller Kanajoq som han blev kaldt på grønlandsk, blev aldrig berømt, og hans rejse til Østgrøn- land i 1861-62 har aldrig fundet en plads i den grønlandske ekspeditionshistorie. På trods af store drømme om at kristne østgrønlænderne, kom han nemlig al- drig længere end til Pamialluk ved Kap Farvel, hvor han overvintrede, hvoref- ter han vendte velbeholden tilbage til sit hjemsted Narsalik ved Paamiut. Lauritz Olsen fortalte i 1863 om den mislyk- kede færd i sin beretning til Missions- kollegiet, som havde finansieret rejsen. Beretningen, hans dagbog fra turen samt en mindre korrespondance findes på Rigsarkivet. Nedenstående er en lille introduktion til dette bemærkelsesvær- dige materiale, som jeg håber senere at få lejlighed til at udgive. Det er bemær- kelsesværdigt, fordi Lauritz Olsen, skønt det ikke lykkedes ham at komme til Ostkysten, som noget forholdsvist sjældent på denne tid giver os en dan- skers øjenvidneskildring af forholdene hos brødremenigheden omkring Pami- alluk og Frederiksdal/Narsaq Kujalleq og et indtryk af datidens lokale viden om Ostgrønland i Syd- og Sydvestgrøn- land. Lauritz Olsens historie er på mange måder usædvanlig. Vi har at gøre med en ung dansker, som var ansat som kateket ved et vestgrønlandsk udsted, hvilket var helt ualmindeligt i midten af 1800-tallet. Der er tale om en lægmand — ikke en teologisk uddannet missionær — som følte sig kaldet til at missionere blandt hedninge. Desuden udspiller hi- storien sig 25 år før Gustav Holms Ko- nebådsekspedition på et tidspunkt, hvor den danske stat i øvrigt ikke synes at være indstillet på en aktiv politik i for- hold til en kolonisering af Ostgrønland. Lauritz Chr. P. Olsen stammede fra Christianshavn, men kom som 21-årig til Grønland i 1854, hvor han kom i lære hos handelen som udligger i Narsalik syd for Paamiut. Her giftede han sig et par år senere i 1856 med Nicoline Jen- sine Margrethe, hvis forældre var hen- holdsvis kateket og læserinde i Narsalik. 159 [2] Året efter blev Lauritz selv ansat som kateket ved stedet, et job han varetog samtidig med arbejdet som udligger. Den lokale missionær Barfoed i Paa- miut nævner i en indberetning til Mis- sionskollegiet 9.7.1857, at han »medHeld har hjulpet Hr. Udligger Olsen i hans Stu- deringer«. Missionskollegiet var datidens øverste ministerielle kontor og højeste myndighed for de danske præster, som var placeret som missionærer i Grøn- land. Missionærerne ansatte selv lokale hjælpere, som oftest grønlændere, til at varetage kirkelige og skolemæssige op- gaver i lokalsamfundene, nemlig kateke- ter, læsere og læserinder. Barfoed, som Lauritz omtaler som sin »faderlige Ven og Velgører«, var således Lauritz' arbejdsgiver, og det er med hans opbakning, at Lauritz i 1859 skri- ver til Missionskollegiet og tilbyder at rejse til Østgrønland som missionær (Skrivelse fra Lauritz Olsen til Missions- kollegiet 15.6.1859). Lauritz' udgangs- punkt er, at der er etableret kristne mis- sioner l »de forskjelligste Lande, til de for- skjelligste Folkeslag og Nationer. Men her i vor Nærhed, paa Grønlands Østkyst, lever dog endnu mange Mennesker under Hedenskabets Mørke; og skjøndt Evangeliets saligeJLys, alle- rede længe har skinnet for Grønlands øvrige Beboere, er der dog Intet gjordt, for ogsaa at tænde det for hine Stakler«. Han skriver, at han »efter over A.ar og dag at have tænkt^og^ grubiet« over sagen, føler en »levende Drift og attraae efter at prædike Evangeliet for disse Hedninger« (Skrivelse fra Lauritz Olsen til Missionskollegiet 15.6.1859). At der dog måske også var mere jordnære for- klaringer på Lauritz' udlængsel, røber Barfoed i en indberetning af 20. juni 160 1860, hvor han peger på Lauritz' familiemæssige forhold i Narsalik: »At Olsen ønsker at forlade sit Kateket- og Udlig- gerembede ved Narksalik har ogsaa en anden Grund: han er nemlig gift med en Grønlænderinde, som har mange fattige Slægtninge, der nu strømmer til jraforskjellige Steder, og have taget Bopæl ved Nark- salik, f or at den stakkels Olsen skal føde dem, hvil- ket imidlertid falde ham altfor kostbart, saa han er nødt til at søge at komme bort derfra, men det er ogsaa hans Ønske at vedblive at virke for de heden- ske Grønlændere paa Østkysten, saa han slet ikke tænke paa senere at vende tilbage til Narksalik«. (Missionær Barfoed til ministeriet 20.6.1860, Missionsberetninger 1860/61). Lauritz er klar over, at det muligvis vil være svært for en ikke-teolog at blive godkendt som missionær og forkynder af kristendommen, så han opridser i ansøgningen til Missionskollegiet, hvad han ser som sine fortrin i forhold til ud- dannede mænd, bl.a. at han taler grøn- landsk, kan ro i kajak, er vant til at om- gås befolkningen og i stand til at leve som dem, og endelig også at hans kone har indvilget i at følge med på turen. Jeg skal gengive en lidt længere passage af brevet, hvor han opridser baggrunden for ønsket om at blive missionær og sine egne kvalifikationer. Passagen giver ind- tryk af en velformuleret mand, som for- står at »sælge« sit projekt, og af en ud- ligger med indsigter og kundskaber ud -over det sædvanlige blandt datidens un- derordnede danske handelspersonale. »For det første er det kun levende Troe, Overbeviis- ning og christelige Kjærlighed, der driver og ansporer dertil, Ønsket at kunne virke og arbeide i min Her- res og Frelsers Tjeneste og til hans Ære. Dernæst har jeg under mit 5 aarige Ophold her i Landet, under [3] min megen og daglige Omgang med Indbyggerne, og i Særdeleshed ved mit grønlandske Ægteskab, tilegnet mig Landets Sprog saaledes at jeg har det i min Magt, og af den Grund strax vilde kunne virke med mere Eftertryk end en Mand, der først skulde lære Sproget af de Indfødte. Vel føler jeg, at jeg maae staae meget tilbage i Kundskaben for de øvrige Missionairer i Grønland, der have nydt en videnskabelig Dannelse, og at derfor langt mere begavede og dueligere Mænd end jeg, vilde kunnefaaes til at udsende. Men det veed jeg ogsaa, at mine Kundskaber ere tilstrækkelige til at undervise Hedningene om Véien til Salighed, og lære dem Herrens Villie at k/ende. Tilmed er jeg særdeles fortrolig med Grønlændernes Sæder og Levemaade, ved mine mange Smaareiser i mit District, hvor jeg sover og opholder mig i Grønlændernes Huse, saajeg vilde kunne udholde Meget, der vilde blive besværligt for den flint opdragne Mand, der tillige er uvant til Livet blandt Grønlænderne. Jeg vilde altsaa ikke leve isoleret fra dem, men tværtimod, midt iblandt dem. Ogsaa vilde mit— vel barnløse, men forøvrigt af Her- ren særdeles velsignede — Ægteskab med en ægte Grønlænderinde, være mig til ikke liden Fordel blandt Hedningene. Heller ikke kan jeg undlade at bemærke, at det ogsaa vilde være mig til Fordeel, at jeg temmelig godt roer i Kajak, og j eg altsaa stedse kunde reise omkring iblandt Grønlænderne, i den i Mangel af bedre Befordring.« (Skrivelse af 15.6. 1859 til Missionskollegiet fra Lauritz Olsen). Kirke- og undervisningsministeriet imødekommer Lauritz' ansøgning i et brev af 10. april 1860, men udbeder sig en mere udførlig plan, hvilket Lauritz udarbejder og fremsender d. 26. nov. 1860. Heraf fremgår det, at hans rejses undersøgelser skal gøre det muligt at vælge mellem tre alternativer, hvad an- går grundlaget for at at gennemføre pla- nen om at kristne østgrønlænderne: »1) At anlægge Handels-Etablissementer paa Grønlands Østkyst, eller 2) Anlægge en permanent Misstonsstation, og med den at ved- ligeholde en stadig og kostbar Forbindelse fra Grønlands Vestkyst, eller 3) At flytte Østbyg- gerne om paa Vestkysten, hvis disse maatteføle Lyst dertil. (Skrivelse af 26.11.1860 fra Lauritz Olsen til Ministeriet for kirke og undervisning). Det kan måske undre, at handelsmulighederne nævnes som før- ste punkt, men det kan sandsynligvis forklares ud fra Lauritz' baggrund in- den for handelen, men kan også ses som Lauritz' meget realistiske erken- delse af myndighedernes tænkning i omkostninger og udbytte af en investe- ring i en tilstedeværelse i Østgrønland. Lauritz' rejselyst gjaldt ikke blot Øst- grønland. Forinden ønskede han, som det fremgår af hans oprindelige ansøg- ning til Missionskollegiet, at komme til København for at blive ordineret som missionær og få vejledning fra Missions- kollegiet. Med Barfoeds tilladelse rejste han med skibet »Lucinde« til Danmark 30. aug. 1860 (Lauritz Olsen, Dagbog, Missionsberetninger 1859/60). Dette skete dog ikke med ministeriets billi- gelse, og man bebrejdede da også Bar- foed for at have givet tilladelsen (jvf. koncept til ministeriets brev af 16. juli 1861, Missionsberetninger 1860/61). Højst sandsynligt var det Lauritz' ønske om at blive ordineret som missionær, som havde givet Missionskollegiet kolde fødder med hensyn til at få ham til København. Imidlertid er det først året efter, at Lauritz undervejs mod Kap Farvel modtager en skrivelse fra Biskop Martensen om, at man ikke vil gå med til at lade ham rejse som missionær. Lauritz får kun tilladelse til at foretage en observationsrejse til Østgrønland, hvilket han tager til efterretning (Lauritz Olsens indberetning til ministeriet 1. juni 1862). 161 [4] Pamiafluk tegnet af Rink september 1853, Til højre ses udliggerens bolig med butik på loftet og have foran, og til højre herfor en gedestald og »tjenerinden«s lille tørvehus. Forrest i billedet ses et spækhus. På den anden side af den lille vig ses tørvehuse og telte tilhørende medlemmer af den herrnhutiske menighed. Illustration fra Rink, H. (1857): Grønland geographisk og statistisk beskrevet. Andet Bind. Det søndre Inspectorat. Kjøbenhavn. Året efter, i 1861, kommer Lauritz endnu engang til Danmark. Han tager af sted fra København mod Østgrøn- land sammen med sin kone på barken »Nordlyset« d. 10.5.1861. For konen bli- ver det imidlertid ikke nogen langvarig ekspedition. Allerede få dage efter, at skibet er nået til Julianehåb d. 7. juli, ta- ger hun nordpå hjem til Narsalik. Hun er syg og har været sengeliggende hele vejen over Atlanten, og nu er planen, at hun skal tilbringe vinteren hos sin fami- lie i Narsalik, mens Lauritz fortsætter alene sydpå. Han ankommer til Pamial- luk midt på sommeren d. 21. juli 1861, og det er med base her, at hans væsent- ligste iagttagelser i det sydligste Grøn^ land bliver til. Med konens sygdom og hjemrejse er en af hans væsentlige kva- lifikationer eller forudsætninger i for- bindelse med Østgrønlandsrejsen faldet fra. Det skal vise sig, at det blot er den første af en række af bristede forudsæt- ninger og skuffelser for Lauritz. Det sydligste Grønland havde fra 1770'erne en stærk herrnhutisk tilstede- værelse, hvad angik missionsvirksom- hed. Det gjaldt ganske særligt området omkring Nanortalik, hvor de store brødremissionspladser Lichtenau, an- lagt 1774, og Frederiksdal, anlagt 1824, nærmest havde monopolstatus. Den danske menighed i området var kun fåtallig. Pamialluk blev anlagt i 1848 som den sjdligste handelsstation under KGH. I følge H. Rink blev handelsste- 162 [5] det netop oprettet p.gr.a. de tilrejsende østgrønlændere, som hvert år kom der- til for at handle, men han tilføjer, at ste- dets grønlandske udligger også fungerer som kateket »deelsfor defaa Indfødte af den danske Menighedpaa Stedet, deelsfor om mu- ligt at drage Østgrønlændingene over til den danske Menighed« (Rink 1857:359). Pami- alluk tiltrak på grund af sine gode fangstmuligheder en del medlemmer af brødremenigheden fra Frederiksdal, og brødremissionen opførte i 1859 et sko- lekapel, som var bemandet med en grønlandsk kateket (Bak 1981:202). Stedet havde i 1855 godt 100 indbyg- gere, hvor kun 1/10 tilhørte den dansk menighed og resten brødremenighe- den (Bak 1981:202). Pamialluk var på dette tidspunkt i udpræget grad et blan- det samfund og en åben missions- mark. Folk i Qaqortoq havde ellers advaret Lauritz mod farerne i at drage mod Øst- kysten, men ved ankomsten til Pamial- luk er han stadig fuld af fortrøstning med hensyn til sit forehavende. Han skriver, at alle havde »mistrøstet mig og af- malet mig Farerne og Vanskelighederne, som uovervindelige, ja en dansk Dame fortalte end- ogsaa, at jeg maatte belave migpaa, at de Ind- fødte dræbte mig med deres Pile, naarjeg kom til Strandbredden. Men mit Mod og Iver for Sagen, kjølnes ikke saa let og jeg narer endnu det bedste Haab for Fremtiden.« (Lauritz Olsens indberetning til ministeriet, 24.7.1861). At advarslerne ikke desto mindre har gjort et vist indtryk, spores i hans afsluttende anmodning til ministe- riet om at yde understøttelse til hans kone, hvis han skulle omkomme på rej- sen. Efter planen ville Lauritz afvente de østgrønlandske handelsrejsendes an- komst i Pamialluk. En uges tid efter an- komsten skriver han i sin indberetning optimistisk.- »Skulde disse [østgrønlæn- derne] ikke komme i dag, ager jeg, i morgen at reise i Kajak op tilPrinds Christians Sund, for at see, om de ere paa Veien herned, hvis ikke, leierjeg en Konebaad og gaaer derom, men sender denne tilbage fra det første beboede Sted.« (Lauritz Olsens indberetning til ministeriet, 24.7.1861). Det virker imid- lertid, som om der under hele hans op- hold i Pamialluk altid kommer noget i vejen for hans videre rejse mod Østky- sten. I beretningen af 1. juni 1862 ser vi i tilbageblik, hvorledes Lauritz handler i sin første tid under opholdet i det syd- ligste Grønland. Hans rådvildhed i juli måned 1861 er mærkbar, da han finder ud af, at folk i Pamialluk er overbevist om, at østgrønlænderne ikke kommer p.gr.a. den usædvanligt tidlige vinter. Han er dog forhippet på at komme af sted, men opdager, at det ikke er så en- kelt at få lov til at hyre en konebåd: »Dajeg dogjor enhverPriis vilde om paa Østkysten, segtejeg at erholde en Konebaad tilleie,for dermed at gaae hen til den nærmestbeliggende Plads, men uagtet al den Umagejeggorte mig, trods Løfter om god Be- taling, vilde Ingen indlade sig derpaa. Grønlændernes Svar vare:» Vore Baade bruge vi selv til vor Erhverv, og naar du skal bruge dem paa Østkysten, kunne vi ikke erhverve, og naar Baadene, som sandsynligt er, forliiste imellem Isen, hvor skulle vi saafaae Baade fra Igen? Og derude faaer Du ingen Besætning, thi inden Du kommer derom bliver det Efteraar og saa- ledes bliver det umuligt for Besætningen at vende til- bage«.« (Lauritz Olsens indberetning til mini- steriet, 24.7.1861). 163 [6] Lauritz venter utålmodigt indtil hen i august, hvor han genvinder en smule håb, da det lykkes ham sammen med udstedsbestyreren at skaffe en kone- bådsbesætning og nå over til Øst- prøven. Men han skuffes igen, da han erfarer, at alle grønlændere her er fuld- stændig enige om, at ingen hedninge ville nå frem dette år. Nødtvunget træf- fer Lauritz nu beslutning om at blive og overvintre i Pamialluk, men først vil han dog gerne tage nordpå til Narsalik og hente sin kone. Han skifter imidlertid igen mening, da han får skibslejlighed til Qaqoftoq. Helt sikker på at ingen øst- grønlændere ville komme dette år, be- slutter han sig hurtigt for at tage til Nar- salik og overvintre der. Men han når endnu engang at skifte mening, da han er ankommer til Qaqortoq d. 18. august 1861: »Den T9 August kom imidlertid en Postmand pr. expresse, som var afsendt til mig med Underretning om at Hedningene vare ankomne tilPamiædluk den 17de August i trende Kanebaade; og skjøndt jeg nu blev baade overrasket ogforbauset ved at erholde et saadant Budskab, og endmere nedslaaet ved at jeg, skjøndt. Omstændighederne vist maatte undskylde_ mig, var reistfor tidligt fra Pamieedluk, indsaajeg at det rigtigste vilde være strax at reise Sydpaafor, om muligt at træffe Hedningene, Til den Ende gjorde jeg mig al Umage for at faae en Konebaad at laane, men desværre forgæves, thi Grønlænderne vægrede sig, og da just Sygdommen dengang var meget stor iblandt dem, saa det ogsaa ud til at jeg ingen Besætning vilde faae. Endelig da Ingen vilde laane mig Konebaad, til- bød Catechet Berthelsen mig sin Baad, skjøndt han selv havde Brug for den, og jeg erholdt da en Besæt- ning, men som desværre var syg, d.v.s. haardt an- grebne af den grønlandske Omgangssyge: Forkjølelse. Med denne Besætning afreistejegfrajulianehaab den 21August, men naaede først Pamiædluk d. 27 s. M. [samme måned] paa Grund af Is, slet Veir og Be- sætningens Sygdom.« (Lauritz Olsens indberet- ning tU ministeriet, 24.7.1861, side 3). Lauritz når frem i tide, men det er me- get begrænset, hvad han får ud af sit første møde med østgrønlænderne. Han oplever dem først som sky og til- bageholdne, men finder ud af, at de er mindst lige så spørgelystne og videbe- gærlige som han selv: »Den 9de October, kom c. 20 Personer, Mænd, Quinder og Børn, som i den senere Tid havde staaet ved Komiut, og nu vilde reise ned til Fredriksdal, nogle faae Døbte var deriblandt dem, de havde staaet der ved Komiut for Fangstens Skyld. Den 10de be- segtejeg disse Mennesker, som stode i 2de Telte ved Illua-Fjorden, hvortil man fra Pamiædluk kan gaa over Land, og her erholdt jeg en Deel Oplysninger om Østkysten, hvilke i Forening med hvad jeg under mit Vinter-Ophold erfarede have sat mig i stand til at meddele nedenstaaende Underretninger. I Førstnin- gen vare disse Mennesker i høi Grad sky og tilbage- baldne, men senere bleve vi mere fortrolige, det Næste varidog, at naarjeggorde dem et Spørgsmaal, iste- denfor Svarfik en fire a f em Kontraspørgsmaal. Des- varre afreiste de allerede Dagen efter til Frederiksdal, mejet tidligt, saa jeg ikke fik videre talt med dem.« (Lauritz Olsens indberetning til ministeriet, 24.7.1861, side 3-4). Lauritz må overvintre i Pamialluk. Vin- teren igennem holder han gudstjenester og glider ind i det lokale liv. Hen på for- året noterer han opgivende i sin dagbog, afnu pakker han og rejser hjem til Nar- salik uden at komme til Østgrønland. Han er utilfreds med sig selv og synes, han som kompensation for de mang- lende observationer om østgrønlæn- derne i det mindste vil give ministeriet nogle skildringer af missionen og livet véd Frederiksdal: »Det er dog med et tungt og nedbøiet Sind, at jeg reiser herfra, thi j eg har 164 [7] Lauritz og Euphemia Olsen og deres tce børn. Billedet må være taget ca. 1900. (Foto: NKA). 165 [8] jo Intet udrettet, og ikke jyldestgordt de For- retninger, man nærede om Frugterne af min Sendehe. [...] Thi fordi jeg ikke har opfyldt hvad jeg har lovet, derfor er dog min Interesse for Kristi Kirke endnu den samme og ligesaa uknækket som tidligere. Og derfor nødsager jeg til, endnu at give enkelte Skildringer af Mis- sionen og Livet ved Fredriksdal« (Lauritz Olsen. Dagbog 1861-62, s. 45). Herefter giver han eksempler på kritisable for- hold i de herrnhutiske menigheder, £eks. hvad han kalder en skandale, nem- lig at der har været åbent slagsmål mel- lem et par af missionærerne. Desuden mener han, at de tre herrnhutiske mis- sionærer i Frederiksdal forsømmer de- res små menigheder uden for missions- stationen. De har ikke været på et ene- ste besøg i menighederne i det forløbne år, de kommer ikke på sygebesøg og hjælper ikke de syge »hverken i timelig eller aandelig Henseende« (ibid., s. 47), og i for- bindelse med flere kajakdødsfald har de efterladte ikke modtaget »et eneste Brev in- deholdende et trøstens Ord« (ibid., s. 47) el- ler et besøg fra missionærerne. D. 16. maj 1862 er Lauritz endelig til- bage i Narsalik, og som han skriver: »Min kjcere kone og mine venner kom mig jublende imøde« (ibid., s. 47). Han får sam- me sommer igen arbejde som udligger og kateket i Avigaat, nord for Paamiut. LauHtz forsøgte sig ikke senere som opdagelsesrejsende, men som udsteds- bestyrer kom han nordpå til Qerror- tusoq ved Sisimiut (1875-81) og til Kan- geq ved Nuuk (1881-84), inden han igen vendte tilbage til Paamiut-området. Lauritz' kone Margrethe døde i 1891, uden at ægteparret fik børn. Året efter giftede den nu næsten 60-årige Lauritz sig igen med den unge 27-årige Euphe- mia Petersen fra Ukalersalik. De nåede at få tre børn, heriblandt Peter Olsen, inden Lauritz døde i Narsalik i 1902. I bogen »Ajoqinnguaq« har Peter Olsens søn Knud Hertling fremstillet faderens og bedstefaderens liv. Lauritz' beretninger og dagbogsop- tegnelser fra rejsen mod Ostgrønland i 1861-62 fandt desværre ikke vej til Grønlands nye avis Atuagagdliutit, som ellers fra 1860'erne bragte sporadiske efterretninger om østgrønlænderne i K,ap Farvel-området (jvf. Langgård 1959), men det skulle være mærkeligt, om han ikke efter hjemkomsten til Vest- grønland har videregivet sine oplevelser mundtligt og på den måde været med til at levere stof til almindelige vestgrøn- lænderes viden om livet mod syd, på kanten til Ostgrønland. Referencer Jeg takker tidligere arkivar ved Grønlands National- museum og Arkiv, Jens Boel for hjælp med at frem- skaffe en lang række oplysninger om Lauritz Olsen. Bak, Ove (1981): Nanortalik. Nunap Isuata erqå. Kap {arael-landet, København: Nordiske Landes Bog- jorlag. EterSing, Knud^l993): Ajoqinnguaq. Peter Olsen nu- -lialu Sofie 1892-1992. Nuuk: Atuakkiorfik. Langgård, Karen (1999): Vestgrønlændernes syn på østgrønlænderne gennem tiden. I: Grønlandsk kul- tur- og samfundsforskning 1998/99. Nuuk: Ilisima- tosarfik/Atuagkat. Rink, H. (1857): Grønland geographisk og statistisk be- .fkrevet. Andet Bind. Det søndre Inspectorat. Kjø- benhavn. 166 i^ -.; „ —_ -~- [9]