[1] Det danske, det grønlandske og den store urbanisering Af Søren Forchhammer Der er en ting, som var meget karakteri- stisk for Inge, dengang jeg for mange år siden var en relativt ung eskimologistu- derende. Hun havde en særlig evne til at holde last i proportionerne og forbin- delsen til virkeligheden. Det gælder ikke mindst i den periode, hvor de fleste af os helt selvfølgeligt og temmelig ure- flekteret gav os ind under tidens dog- mer om kolonialisme og imperialisme og ret naivt og ukritisk forsøgte at repa- rere på både dette og hint i historien for at få den til at passe bedre med teorier- nes store ideer. Vi blev lidt enøjede og glemte de nuancer og modsigelser, der er så mange af i virkeligheden. En dag jeg talte med Inge om det, de fleste af os uden videre kaldte 'dansk koncentra- tionspolitik, bygdelukninger og tvangs- flytninger', gjorde Inge mig opmærk- som på, at der eksisterede et landsråd dengang, at det også havde været med på råd, og at grønlændernes politikere derfor også havde deres del af æren for grønlandspolitikken, inklusive befolk- ningskoncentration. På den tid var det ellers stort set kun mennesket, som vi kaldte sådan noget som 'apologeter for dansk imperialisme og neokolonia- lisme5, der kunne finde på at sige og skrive den slags, så det overhørte vi nor- malt med sindsro. Men for mig hørte Inge ikke til den kategori, så det hun sagde gjorde et vist indtryk. Én del år senere opdagede jeg, at det Inge havde sagt var mere rigtigt, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde stadig mere eller mindre den ide, at koncentra- tionspolltikken var en dansk opfindelse, som var blevet trukket ned over hove- det på grønlænderne. Det der ruskede op i den forestilling var nogle gamle avisudklip og landsrådsreferater. Jeg var faldet over KGHs store udklipssamling på Grønlands Nationalmuseum og Ar- kiv, og det fortalte en helt anden histo- rie om Grønlands politiske landskab i tresserne. Ikke mindst om den såkaldte koncentrationspolitik. Da jeg læste de gamle artikler og interviews, blev det pludselig tydeligt, at i hvert fald de grønlændere, der kom til orde i pressen, havde holdninger til befolkningsspørgs- målet, som var helt på linie med den, det var almindeligt at betragte som udeluk- kende 'dansk'. Hvis de var fortørnede 172 [2] Bygden Tasiusaq, Upernavik kommune 1967. Foto: Keld Hansen. over noget, så var det fødestedskriteriet, der gav uddannede grønlændere mindre i løn end deres danske kolleger. At folk måtte flytte fra bygderne i åbentvands- området, betragtede de derimod som uundgåeligt, om end det i nogle tilfælde var ubehageligt. Først i begyndelsen af 70erne kom der rigtig gang i den grønlandske mod- stand mod flytningerne. Da var be- folkningskoncentrationen stort set til- endebragt og ideerne om større befolk- ningsrokeringer skrinlagt. Det var dyrt at udvikle byerne, og dansk økonomi havde forladt højkonjunkturen med det tilhørende statsfinansierede byggeri. Men en ting var holdningen i pressen hos et par mere eller mindre tilfældige personer. Hvad med politikerne i lands- rådet? En gennemlæsning af landsråds- referater fra 60erne viste, at de holdnin- ger til urbaniseringspolitikken, der fand- tes i pressen, gik igen i landsrådet. Stort set ingen var uenige i, at urbaniseringen var nødvendig. Når det gjaldt befolk- ningspolitikken i den såkaldte G60 plan, var de grønlandske politikere kun uenige om, hvilke regioner, der skulle udvikles. De politikere, der var valgt udenfor det såkaldte åbentvandsom- råde, hvor de fleste investeringer skulle placeres, ville naturligt nok have en del af kagen i deres områder. Landsrådet foreslog derfor i 1967, at Qaqortoq, Ilu- lissat og andre kommuner også skulle have udviklingspenge, og det blev siden officiel grønlandspolitik. Landsrådet satte derimod ikke alvorlige spørgsmåls- tegn ved selve princippet om urbanise- ring eller befolkningskoncentration. Protesterne fra landsrådet i 1967 ret- tede sig altså mod manglende udvik- lingsplaner udenfor åbentvandsområdet snarere end mod flytninger og bygde- nedlæggelser indenfor. De dissiderende stemmer var få. Generelt var de grøn- landske politikere på linie med deres danske kolleger. De danske politikere var i øvrigt fremme på beatet, når det gjaldt kritik af koncentrationspolitikken og bygdenedlæggelser. Som da kirkemi- nister Bodil Koch efter en grønlands- rejse i 1966 i pressen udtalte sig imod den »effektive fremtid« med dens ned- læggelse af de små gode bygder. Og som da den konservative Hans Jørgen Lembourn nogle år senere formulerede en lignende kritik. Karakteristisk nok — og overraskende — var det altså borger- lige politikere, der udtalte sig imod poli- tikken, mens venstrefløjens var mere positive. Som for eksempel SFs Gun- hild Due, der i en kommentar til Bodil Koch i 1966 fremhævede de positive si- der ved flytning til byerne og samtidig 173 [3] advarede imod at romantisere forhol- dene i bygderne, hvor børnene og de unge ikke havde rimelige muligheder for uddannelse og andre vigtige ting. Først i 70erne kom venstrefløjen i Danmark med på kritikken af bygdenedlæggel- serne—Dg da var det indenfor rammerne af en kolonialisme- og imperialisme- kritik med tydelige nationalistiske un- dertoner. Danmark og Grønland blev kontrasteret ved hjælp af ideer om es- sentielle forskelle, og en af dem var grønlændernes forkærlighed for de små steder, hvor den egentlige grønlandske kultur var bevaret på den ene side og danskernes trang til at effektivisere og hundse rundt med folk på den anden. Tressernes bydepolitik blev på den måde i 70erne et af symbolerne på den danske herrementalitet. Man så bort fra grønlændernes klare politiske holdnin- ger i den nærmeste fortid eller, som det også skete i vidt omfang, tilskrev dem en form for mental og kulturel under- trykkelse, som havde gjort politikerne til marionetter og villige redskaber for den danske kolonipolitik. »De gamle poli- tikere«, som man kaldte dem. Sådan en fortolkning af fortiden var nok mere politisk opportun og komfor- tabel, end den var historisk korrekt. Læser man for eksempel landsrådsrefe- rater fra 50erne, får man ikke indtryk af at de grønlandske politikere var følg- agtige nikkedukker. Tværtimod: Den tids politikere fremstår akkurat lige så dygtige og selvbevidste som nutidens. De vidste hvad de ville, og hvordan de bedst kunne opnå det, akkurat som nu. Det lykkedes som bekendt ikke altid, men meget ofte gik de grønlandske po- 174 litikere ud af konfrontationer med landshøvdingen og hans statslige ar- bejdsgivere som politiske sejrherrer. JDet gjaldt også i mange spørgsmål re- lateret til befolkningslokaliseringen. For eksempel opererede den store såkaldte G50-plan fra 1950 med en affolkning af de yderste yderområder ved Nanortalik og^ ypernavik. Det fik landsrådet æn- dret ved klogt at spille på bosætningens rolle i den danske suverænitetshævdelse. Enkeltpersoner kunne også gøre en for- skel, som da den nye bestyrer i Aappi- lattocL ved Nanortalik, Jacob Nielsen, nærmest egenhændigt forpurrede de planer om at nedlægge bygden, som landsrådet tidligere havde tiltrådt. Det var i øvrigt den samme Jacob Nielsen, der profilerede sig som tilhænger af be- folkningskoncentration og blev kendt for udtrykket »man kan ikke leve af en udsigt«, som, på linie med Gunhild Due, henviste til det romantiserende og æstetiserende i ønsket om bygdebeva- relse for enhver pris. Landsrådet var meget initiativrigt i 50erne, også når det gjaldt befolknings- koncentration. I 1953 nedsatte landsrå- det en befolkningskommission i util- fredshed med statens håndtering af nogle flytninger i de tidlige SOere og for i det hele taget at styre udviklingen på området. Det var ikke på grund af en grundlæggende modstand mod kon- centration, for den idé var langt de fle- ste i landsrådet enige i. Det var snarere fordj. politikerne stillede bestemte krav til relokalisering: Der skulle være boli- ger, arbejde, skole på tilflytningesste- derne. Tilflytterne skulle bedre deres levevilkår, ellers var der ingen idé i at [4] I 1960'erne og 70'erne afløste boligblokke de maleriske træhuse. I dag kan boligbyggeriet ikke følge med i storby- erne. Her missionærboligen (nu museet) i Ilulissat med boligblokkene i baggrunden. Foto: Søren Forchhammer. flytte. Og så ville politikerne fastslå præcis, hvilke steder der skulle ned- lægges, og hvilke der skulle udbygges. Gennem 50erne analyserede Befolk- ningskommissionen i samarbejde med kommunale befolkningsudvalg situatio- nen og redegjorde for resultaterne i en række rapporter. Befolkningskommis- sionen anbragte alle beboede steder i Grønland i en af tre kategorier: Første kategori omfattede steder, der skulle nedlægges med det samme, anden kate- gori steder, der skulle affolkes langsomt over en ikke nærmere specificeret peri- ode og tredie kategori steder, der skulle udbygges. I begyndelsen af 70erne re- lancerede for øvrigt Grønlandsrådet de samme kategorier som A, B og C-byg- der, og det blev et af de største symbo- ler på de danske overgreb, uagtet at en identisk ide havde været lanceret af landsrådet i 50erne, og uanset at pla- nerne aldrig fik nogen praktisk betyd- ning, eftersom myndighederne jo stort set havde opgivet at koncentrere befolk- ningen yderligere i 70erne. Befolknings- kommissionens planer blev heller aldrig ført ud i livet. Dels viste det sig vanske- ligt at blive enige om hvilke steder, der skulle fordømmes til kategori l, hvorfor de fleste blev henvist til kategori 2. Dels, og måske vigtigst, overhalede be- givenhederne Befolkningskommissio- nen. Det viste sig nemlig, at nedsæt- telsen af Grønlandsudvalget af 1960, G60-udvalget, helt stækkede vingerne 175 [5] ,på kommissionen som formentlig på landsrådet i det hele taget. Mens udval- get arbejdede, måtte der nemlig ikke tages initiativer indenfor områder, der sorterede under dets kommissorium. Og da_udvalget endelig barslede med sin udviklingsplan, G60, i 1964, ja så opret- tede man Grønlandsrådet, som overtog initiativet. Det er tydeligt, at det tog nogen tid, inden alle medlemmerne af landsrådet opdagede det, men Grøn- landsrådet satte faktisk så godt som landsrådet ud af spillet eller fratog det i hvert fald det initiativ, det havde haft gennem 50erne. På befolkningspolitik- kens område viste det sig ved, at G60 havde formuleret sin egen politik, som effektueredes i årene der fulgte bl.a. med hjælp af Grønlandsrådet. De mange planer, landsrådets befoknings- kommission havde lagt, blev smidt i mølposen for ikke at sige på skrotplad- sen. Det skete så diskret, at nogle lands- rådsmedlemmer end ikke opdagede det, før Befolkningskommissionen blev for- melt nedlagt i 1967. Reelt havde den været det i mange år. I dag kunne det godt se ud som om, holdningen til befolkningslokalisering stort set er den samme som i 50erne. Men de politiske forhold er helt ander- ledes. I dag kan politikerne i landstinget ikke lufte tanker om befolkningskon- centration uden at komme galt af sted rent politisk taktisk. Det viste sig for godt ti år siden, da daværende finansmi- nister Emil Abeisen offentliggjorde en landsplanredegørelse, hvor en række kommuner var fremhævet som vækst- centre: Politikere fra de andre kommu- ner døbte straks planen 'G90', og så var 176 Emil Abeisen jo pludselig gjort til dan- sker eller endda til modstykket til en dansk koloniherre fra tresserne. Det er måske overflødigt at tilføje, at planen hurtigt blev taget af bordet. Landsstyre- formanden, Lars Emil Johansen, måtte rage kastanjerne ud af ilden og på et møde i KANUKOKA, kommunernes landsforening, forklare de vrede siu- mutborgmestre fra de forsmåede kom- muner, at sådan var det slet ikke ment. Når nogen efter den tid har luftet syns- punkter, der kunne bringe koncentra- tionpolitikken i erindring, har det været individuelle politikere, som kun appel- lerede til og var afhængige af en meget begrænset del af vælgerbefolkningen. Trawlerrederen Hans Pavia Rosing gjorde det som landstingspolitiker med den styrke der lå i, at hans vælgerbasis måtte formodes at findes i de større byer. Tidligere borgmester i Ilulissat, Ole Dorph, har ved flere lejligheder gi- vet udtryk for, at de små steder, som ikke kan klare sig ervhervsmæssigt, ikke skal holdes kunstigt i live. Men selv om der er langt imellem de klare politiske udmeldinger om urbani- sering, tyder den udvikling der finder sted på, at der ikke er så mange, der hol- der hånden over bygder og yderdistrik- ter. Bestemte byer vokser hurtigt, mens mange andre stagnerer eller er i tilbage- gang. Nuuks vækstrate er specielt stor. Der er tilsyneladende ingen, der ønsker at sætte hindringer i vejen for urbanise- ringen og alt for effektivt støtte de stag- nerende regioner. Alt tyder på, at den gode gamle lokaliseringspolitik stadig er aktuel. Den har nok aldrig været taget af dagsordenen for alvor. [6]