[1] Krop og klæ'r: Bare ben og kamikker i ældre inuit-kilder Af Bkgitte Sonne Som afslutning på sin fortræffelige ana- lyse i publikationen: Why is the Råven Black, refererer Inge Kleivan, hvordan hun spurgte et hold grønlandske og danske studerende om, hvilke associa- tioner en Ravn umiddelbart vakte hos dem. Forskellen var markant: Dan- skerne tænkte på død og sorg, grønlæn- derne på den munterhed ravne altid vækker i deres verden. Det var ikke blot denne kulturelle forskel, der slog mig, men også meto- den, de umiddelbare associationer. I dag bruges den med udbytte af forskere i felten til indsamling af oplysninger om de kategorier, folk opdeler deres omver- den L Selv må jeg i det følgende nøjes med at sammenligne mine valgte em- ners bibetydninger (konnotationer) i forskellige skriftlige udsagn. Men inspi- rationen har jeg fra Inge, og det er med en stor tak for mange års givende fagligt og venskabeligt samvær på Institut for Eskimologi, at jeg tilegner hende dette lille bidrag til noget, jeg tror vi interes- serer os Uge meget for: symbolbetyd- ninger i inuit-kulturerne. 186 Tegning: Jens Rosing. Indledning Ravnen vækker forskellige associationer i Grønland og Danmark. Dens betyd- ninger er »kulturelle konstruktioner«, ville man sige i nutidens faglige jargon. Hvis det nu gælder fødder og hænder, spørger jeg? Bevægelse og arbejde, sva- rer jeg umiddelbart selv, og — formoder jeg — ville de fleste andre danskere svare med mig. Skyldes det så mine »kulturelle konstruktioner«, at jeg faktisk genfinder samme »naturlige symboler« i ældre grønlandske ordsprog, huskeråd og for- tællinger? Man skal jo vare sig for den slags ubevidste overførsler af egne kul- turbundne opfattelser på analysen af dem, der hersker til andre tider og i an- dre kulturer. Dekonstruer! er devisen i dag. Det vil bl.a. sige, at man skal for- holde sig kritisk til de betydninger man finder naturlige og derfor tror gælder allevegne i verden. Nå, som udgangs- punkt skader konstateringen af tvær- kulturelle overensstemmelser dog ikke. De kan vkke som animerende afsæt til indsigter i netop forskelligheder. [2] Stilstand kontra bevægelse Ben og fødder, det er med dem vi flyt- ter os fra et sted til et andet. Mobilitet er deres konnotation. Det er den også i Arktis, viser det sig, bl.a. i myten om menneske-»sjælen«, der tog ophold i det ene slags dyr efter det andet, og ofte til- lige i et græsstrå. Græsset tilbød ganske vist et mageligt liv uden omkringfaren efter føden, men også et kedeligt liv, hvor man ovenikøbet fik hovedpine af hele tiden at svaje i vinden (Rasm. 1921- 25,1:118-122). Dette stillestående plan- teliv prisgivet vind og vejr var menne- skers lod i urtiden, fortalte man både i arktisk Canada og Thule. Man nærede sig af jorden, og først efter en af- gørende begivenhed kunne man bevæge sig omkring på fangst efter de velsma- gende dyr. Begivenheden kunne være sødyrenes oprindelse af havkvindens afhuggede fingre (Rasm. 1931:212f), dødens komme med lyset (Rasm. 1921- 25,111:47f), eller at mennesker begyndte at reproducere sig selv, i stedet for at finde deres afkom på jorden, hvor småbørn lå og sprællede på ryggen (ibid.; Boas 1901-07:483). Af jord er du kommet. Er det ikke sådan man tænker i agerbrugssamfund? Vist så, men planteliv som kontrast til jæger-samler-kulturens omkringfarende dyre- og menneskeliv på jagt og indsam- ling er heller ingen urimelig tanke. Ben og fødder gør forskellen fra rødder (note: omend der p.t. inspireret af bri- tisk antropologi er gået mode i at sam- tænke roots og routes). Hos inuit gælder det imidlertid ikke bare ben og fødder, viser det sig. Netop ikke bare. Bare fød- der hører hjemme på briksen, ikke på Aappilatoq, Upernavik kommune 1968. Foto: Keld Hansen. gulvet, og slet ikke hvis der dér ligger en uflænset sæl, hed det sig i N.V.Grl (Lynge nr. 185). Unge piger, der går barbenede rundt og får sand på fød- derne, når gulvet strøs, blir ved Fiske- næsset aldrig gift (Lynge nr. 45). Og en gæst på visit samme steds, der tår sine kamikker af, ødelægger sin værts fangst- lykke (Lynge nr. 291, Rasm. 1979, nr. 126), mens en kvindelig gæst ved Narsaq Kujalleq, der kun trækker den ene kamik af, ligefrem bringer død over værtsfamilien (Rasm. 1979, nr. 430). Disse fire små tabu- og huskeråd pe- ger direkte på tre væsentlige bibetydnin- ger af fødder og - ikke mindst — kamik- ker: fangst, sexualitet / kønslig repro- duktion, og hekseri. Af dem skal jeg her begrænse mig til de to førstnævnte og blot nævne, at en kamik, især en kvindes venstre kamik, er et effektivt våben mod aggressive væsener fra den anden ver- den (fx. Holm 1957:277; Rasm. 1981, III:122f; Rink 1866-71, II, nr. 109). 187 [3] Kamikker ogproduktion Skind af remmesæler var det foretrukne til såler. Hele skindet af en østgrønlansk drengs første remmesæl skulle skæres op til kamiksåler (Holm 1972:86f). De ville sikkert fremme hans og evt. andres fangstheld, ganske som lapningen af det første hul, som en vestgrønlandsk dreng sled i sine nye kamikkers såler: En ring skulle skæres ud omkring hullet, der så skulle lappes med fugtigt skind for at forsålingen ikke skulle kunne ses (af sødyrene under kajakken eller isen fx?). Han ville da nemt kunne få dobbelt bytte. Og lappede man på samme vis en piges første slidhul, ville hun blive dyg- tig til at sy (Lynge 1981:94). Ja, som ideal karakteriserede man en mand ved fangst og en kvinde ved syning. Nordligere, i Upernavik-distriktet, anbefalede man at sy den udskårne ring på skulderen af drengens anorak, fordi han dermed ville blive en dygtig sten- og harpunkaster (ibid.). Atter en nær as- sociation mellem kamik og fangst, der denne gang inddrager skulderen, fordi det er den der styrer og giver styrken til et effektivt kast med våbnet. Længere mod syd siger man da også til en dreng, der har slidt sine såler skæve: »Sig at du trådte jpå det store skulderblad, da får du god fangst.« (Ibid. s. 95, nr. 304). Kort sagt, forudsætningen for fangst er bevægelse uden døre, på fødder af- skærmet mod kulde og frost. Kamikker og reproduktion Den stakkels forældreløse inuit-dreng, der ingen kamikker har, må holde sig inden døre, i det mindste om vinte- ren (også på Nunivak, Alaska: Lantis Birgitte Hefllmann, Nuussuaq, Upernavik kommune 1967. Foto: Keld Hansen. 1946:272f). Han blir aldrig fanger, med mindre han som Kaassassuk kan låne sin bedstemors alt for store kamikker, eller som den østgrønlandske Aloruttaq (»den såleløse«) er så heldig at få en ny plejefar, der, i modsætning til den for- rige, nærige plejefar, giver ham tøj inklu- sive kamikker. Han låner også Aloruttaq sine hunde en vinter, hvor Al. får held til at nedlægge en stor han-isbjørn, der netop har dræbt en enorm hvalros, og dermed til at frelse hele egnen fra sulte- døden. Alle hindringer er dog langt fra ryddet af vejen. Den forrige plejefar fornærmes ved uddelingen af kød og la- ver en tupilak imod Aloruttaq, der der- efter må igennem både en genfødsel og endnu tilbagevenden fra døden, inden han får bugt med tupilakken. Den første tilbagevenden foregår i kraft af hans jagtredskaber og kajak, der driver i land og samles af hans gravide kone, mens han selv (som ånde(dræt) eller sjæl) rej- ser verden rundt under havet. Herefter bliver han identificeret med sin søn, der 188 [4] »Bare ben«, men i dette tilfælde kun indendørs. Foto: Jette Bang, bygden Kullorsuaq, Upernavik kommune 1956. fødes efter hans død og får hans navn. Som voksen fanger og gift med sin tid- ligere kone, så mor og så kone igen, sen- des han endnu en gang af tupilakken både i døden og på en verdensomrejse under havet, og igen sikrer hans kone hans tilbagevenden med opsamling af hans ilanddrevne redskaber og kajak. Denne gang slipper han i egen person forbi tupilakken, en fæl rød blanding af en hund og en sæl med falliske antyd- ninger, der nu allerede to gange har ædt ham. Tredje gang han møder den ude på havet, får han så endelig dræbt den (Rasm. 1921-25:1:123-131). Den kamik- løse barndom har åbenbart haft langt- rækkende virkninger, som på en eller anden vis associeres til død, genfødsel og noget fallisk aggressivt. Hvordan? Lad os se på en vestgrønlandsk ver- sion om den kamikløse, der her hedder Kamillaannguaq, Lille Barfod. Også han er en gavmild storfanger, der ufri- villigt kommer til at fornærme en gam- mel mand med en madgave, og af denne ikke blot får en tupilak på halsen, men hans eneste søns kone bliver også til overmål frugtbar p.g.a. den gamles hekseri. Hun får tilinger, fem sønner og fem døtre, som tupilakken forgæves ef- terstræber (Rasm. 1921-25:11:233-250). I denne version, der er morsom, får vi absolut intet at vide om en mulig sam- menhæng mellem heltens navn og handlingens forløb. Lille Barfod er fra starten storfanger og gavmild, tupilak- ken er ikke spor fallisk, den kan blot forvandle sig til alle de dyr, hvis knogler den er sammensat af. Kun understreges det, at Kamillannguaq kun får een søn, i klar modsætning til sønnekonens gro- teske frugtbarhed. Som en tæves. Alt dette tyder på, at den vestgrøn- landske Kamillaannguaq er en munter fortsættelse af den østgrønlandske Alo- ruttaq (og kunne have heddet 'Aloruttaq & søn'), og fortalt af efterkommere af immigranter fra Østgrønland. Og begge støvleløse helte associeres til tupilak, hund(e) og fødsel. Sammenligner vi nu yderligere med Kreutzmann's ældre for- tælling om Kuannak, der opgav angak- koq-kunsten, bliver fødselssymbolerne helt tydelige. Kuannak blir en dag druk- net af en sortside han har fanget, men hans bedstemor kommer ham til hjælp dernede og bringer ham i stand til at »vende hjem«. Hun snører alt hans tøj tæt til og putter remmen i hans navle, men trækker kamikkerne af ham, inden hun sender ham op til overfladen med siddeskindet fra hans kajak som trans- portmiddel (Kreutzmann 1997:139- 141). 189 [5] En sådan angerlartoq's hjemrejse er en slags genfødsel, der her klart symbo- liseres af snøreremmen som navle- streng, og det mere overraskende, at til- snøringen ikke inkluderer kamikkerne. Man kommer barfodet til verden fra en »pose«, en pooq, en »mor« dvs, en sejrs- skjorte eller en modersæk på åndesprog. Det tilsnørede tøj er en pose, og den barfodede genfødsel kunne tillige være begrundelsen bag Aloruttaqs gentagne »hjemkomster«, som hans sale-løse første år destinerer ham til. Sandsynlig- vis hænger også hans sårbarhed over for den fafliske tupilak sammen med denne oprindelige mangel. Det viser sig nemlig ved sammenligning af adskillige tekster og udsagn, at kamikker eller kamiksåler ikke blot er mandens forudsætning for den mobilitet, der sætter ham i stand til at fange. De er også tæt associerede til hans seksualitet, eller reproduktions- evne. Den mest slående illustration er en version af oprindelsesmyten om de små jord-børn fra Baffinland. En gift kvinde er ude på børneindsamling med sin mands kamikker på. Hun har ikke snø- ret dem, hvorfor en af de små babyer ser sit snit til at klatre ad remmen op i hendes underliv. Herinde får den ofte besøg af en hund, der farer ud og ind af indgangen og til sidst kaster eller spytter mad op til fosteret (Boas 1901-07:483). Således blev verdens første menneske- foster til, næret, og født på naturlig vis. Bortset lige fra det med mandskamik- ken, der blir anledningen til at menne- sker begynder at formere sig som sig hør og bør. Kamikken er ikke af natu- ren. Den er et kulturprodukt, fremstillet 190 af mennesker, nærmere betegnet kvin- den, hvorfor samarbejde mellem mand og kvinde er reproduktionens første forudsætning. Enhver, også dyr, kan samle ind. Men syningen er en menne- skelig kunst, der skal læres. Den tætte association mellem mands- kamikker og biologisk reproduktion dukker også op i vest- og østgrønland- ske udsagn: En østgrønlandsk ung pige, der vil signalere sine varme følelser for en mand, trækker hans kamikker af, når han kommer ind og sætter sig på brik- sen (J. Rosing 1963:28). Hvis hun senere som gift kone med glæde tager imod en bagluffe fra en gift mand, der netop har aftalt et muligt konebytnings forhold med hendes egen mand, viser hun at hun billiger aftalen (Chr. Rosing 1946:20). Baglufferne af en mands egen fangst tillægges i visse situationer samme bibetydninger som hans kamik- ker, og som hos fx yupiit i S.V.Alaska er det med bestemte dele af sine sælfang- ster som fangstparter eller gaver, at inuit indleder og vedligeholder relationer til slægtninge, partnere og venner (Fienup- Riordan 1983; Robbe 1994). Et andet eksempel er fra tidlig kolonitid i Vest- grønland, hvor kolonisternes støvlesåler var eftertragtede amuletter til barnløse kvinder. For dels var kolonisterne med fa undtagelser ugifte mænd allesammen, og dels fandt grønlænderne at euro- pæerne var ligeså frugtbare som hunde (H. Egede 1925:396; 1971,2:80; Dalager 1915:50). De nedstammede desuden fra ægteskabet mellem en inuit-kvinde og en hund, og da moderen sendte dem ud i verden med besked om at fremstille ef- tertragtede varer, var det på en kamiksål [6] Små kamikker, ca. 8 cm høje, syet i Upernavik som souvenir 1966. Foto: Keld Hansen. over havet (fx P.Egede 1971:47f; Rink 1866-71,1: nr. 17; Holm 1957:262). Det virker overraskende med denne kamiksål, der ellers i fortællingerne op- træder som et fast tilbagevendende symbol for vandringer over land. Sam- ler hovedpersonen sig et lager af kamik- såler, ved tilhøreren straks at vedkom- mende planlægger at gå qivittoq, eller bare forbereder en lang fodtur over land. Samler han, for det er i så fald al- tid en mand, derimod et lager af vanter, er det et led i en plan om en kajakrejse langt til havs. Men måske er det bare de europæiske skibes lighed med en over- dimensioneret kamiksål, der har ind- føjet den i myten om qallunaats oprin- delse, både i Grønland og arktisk Ca- nada. Eller den mulighed at et sejlskib, som det antydes i en af versionerne (H.Egede 1971,2:217), kunne opfattes som en landbase, hvor man kunne bo, gå rundt, og tilmed bevæge sig videre på stående fod. Det udelukker dog ikke at de tætte associationer mellem transport- midlet hunde, seksualitet, kamiksåler og hunde — i sig selv et transportmiddel — har foranlediget den mytiske moders valg af qallunaats transportmiddel. For mere end tyve år siden smed en ungkarl, der længe uden held havde gjort haneben til mig, sine kamikker i 191 [7] .favnen på mig og beordrede mig hånligt at bære dem op i huset. Anledningen var hans første fangst det år af en nar- hval, som jeg sammen med andre var gået ned for at beundre. De andre fni- sede. Hvorfor det? Først nu kender jeg svaret. Slutning Pladsen her tillader kun denne smags- prøverpå en diskurs om kamikker og ka- miksåler, der bl.a. viser, i hvor høj grad inuit opfattede deres overleverede kun- nen såm forudsætningen for et menne- skeligt liv. Uden bevægelse ingen fangst. Uden kamikker ingen bevægelse, uden syning" med dygtige fingre ingen kamik- ker — _og ingen kønslig reproduktion. Referencer Boas, Franz 1901-07: The Eskimo of Baffinknd and Hudson Bay, I-II. Bulletin of tbe American Museum of Natara/ History, 15. New York. Dalager, Lars 1915 p?58]: Grønlandske Relationer.... Grønlænder- nes liv og Levnet ... [1752] Red. L. Bobé. Det Grøn- landske Selskabs Skrifter, II. Egede, Hans (H. Eg.) 1971: [1738-41]: Relation angaaende Den Grønlandske Mission (1971,1) samt Det gamle Grønlands Nye Perlustra- tiou (1971, 2). Red. Finn Gad. Rosenkilde & Bagger. Kbh, Egede, Poul (P. Eg.) 1971: [1741] Continuation af Relationerne. Red. Finn Gad. Rosenkilde og Bagger. Kbh. Fienup-Riordan, Ann 1983: The Nelson Island Eskimo. Anchorage. 1995: Boundaries and Passages. Univ. of Oklahoma Press, Norman and London. Holm, Gustav 1957 [1886]: Østgrønlændernes Sagn og Fortællinger, Red. af W Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX: 215-317. 1972: [1888] Konebådsekspeditionen. Ethnologisk Ski^y af Angmagsalikeme. Red. Jørgen Meldgaard. Rhodos, København: 129-145. Holtved, Erik 1951: The Polar Eskimos. Language and Folklore, I-H. Meddelelser om Gnnland, 152(1-2). C. A. Reitzel. Copenhagen. Kleivan, Inge 1971: Why is the Råven Black?« Acta Arctica, XVII. Kbh. Kreutzmann, Jens 1997: Fortællinger &° akvareller, Udg. og oversat af Kir- sten Thisted. Atuakkiorfik, Nuuk. Lantis, Margaret 1946: The Social Culture of the Nunivak Eskimo. 'Transactions of the American Philosophical Society, N.S. 35(3). Lancaster Press; 264-313. Philadelphia. Lynge, Finn 1981: Fugl og sal— og menneskesjal, kalatdlit itsaq ussatait 'Hgperissaitdlo. Nordiske Landes Bogforlag, Gylling. Rasmussen, Knud (Rasm.) ICRH. (1904-33): Knud Rasmussens Arkiv. Kasse ~52^L Hundested Bibliotek. ~ 1921-25: Myter og Sagn fra Grønland I-III, (Copen- hagen, Gyldendal). 1931: The Netsilik Eskimos. Social Life and Spiritual . _CuItufe. Report of the 5tb Thule Expedition 1921-24, 8. Gyldendal, Cphg. 1979: 500 leveregler, Gamle Ord og Varsler fra Vest- grønland. Det Grl. Selskabs Skrifter, XXTIL Red. Re- gitze M. Søby. Skjern. 1981: Inuit Fortalle r, I-III. Red. Regitze Søby. Bogan, Lynge. Rink, H. J. 1866-71: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, C. A. Reitzel, Kbh. Robbe, Pierre 1994: Les Inuit d'Ammassalik, Chasseurs de l'Arctique. Memories du Museum National d'Histoire Naturelle, 159, Ethnologie. Rosing, Christian 1946 [1906]: Østgrønlænderne/Tunuamiut. Overs. Karl Rosing. Red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Sel- skabs Skrifter, 15. Rosing, Jens 1963: Sagn ogSagafra Angmagssalik. Rhodos, Kbh. 192 [8]