[1] Fartøjer i Ittoqqortoormiit/Scoresbysund Et tilbageblik over 75 års udvikling Af Hanne Tuborg og Birger Sandeli Befolkningen i Ittoqqortoormiit/Sco- resby Sund, der for størstedelens ved- kommende er efterkommere af den gruppe østgrønlændere, som i 1925 blev overført fra det 1000 km sydligere liggende Ammassalik, udgør i dag (1. jan. 2001) ialt 510 personer. Bosættelsen består nu af tre permanent beboede pladser på nordsiden af Scoresby Sund fjordkompleks munding: selve byen It- toqqortoormiit/Scoresbysund samt bygderne Uunarteq/Kap Tobin og It- taajimmiit/Kap Hope. Erhvervsmæssigt indtager Ittoqqor- toormiit/Scoresbysund en marginal placering, idet det sammen med Ava- nersuaq/Thule, er de to eneste kommu- ner i Grønland, hvor der ikke drives kommercielt fiskeri.'Siden grundlæggel- sen i 1925 har områdets eneste produk- tive beskæftigelsesmulighed været det traditionelle fangererhverv. Karakteristisk for Scoresby Sund er polyniet i mundingen af fjorden, dvs. et område, hvor der er isfrit vinteren igen- nem, og hvor der derfor findes en kon- centration af overvintrende havdyr og fugle. Her langs kanten til det åbne vand foregår en meget stor del af vinterens fangst af sæler, bjørne og narhvaler, der nedlægges med riffel fra den faste is. Denne iskantfangst er karakteristisk for Scoresbysund, og dens betydning for distriktet er enestående i Grønland. I de forløbne 75 år siden koloniserin- gen i 1925 er der naturligvis sket æn- dringer af fangernes teknologi. Særlig tydelig er den udvikling, der er sket på fartøjernes område, hvor den traditio- nelle kajak og dens redskaber helt gik af brug for mere end femogtyve år siden og blev erstattet af importerede motor- både og lokalt byggede småj olier: I åbentvandsperioden bruges nu om stunder udelukkende joller med på- hængsmotorer samt enkelte lidt større overdækkede både, og om vinteren be- nytter man en specielt udviklet jolle ved fangst langs iskanten. Umiaq Ved udflytningen til Scoresby Sund medbragte kolonisterne to konebåde, og af et radiobrev fra »Gustav Holm« (skibet, der transporterede udvandrerne derop) fremgår det, at man medførte 197 [2] Tabel 1. Fangstudstyr ved registreringen i Ammassalik (Register over østgrønlandske kolonister til Scoresbysund 1925) Familie Kajak Umiaq Telt Slæde Hunde Gevær* Anike, M. 1 0 1 1 6 1/1 -J- 1 0 a 1 5 1 Sanimuinaq 1 1 1 1 p 1/1 Kunak 1 0 0 0 0 1 Napatoq, J. 1 1 1 1 ? 1/1 -,H. 0 0 0 0 0 1 Arqe, N. 1 1 1 1 5 2/1 -M. 1 0 1 2 7 2/1 -E. 1 0 ... 0_... 0 6 1/1 Barselajsen 1 0 1 1 6 1 Pike 1 0 1 1 8 1/1 Simonsen, S. 1 1 11: .. _ ___ 1 -H. 0 0 0 1 4 o/i - o. 1 0 - or 1 3 1 ** 12 4 8 11 50 15/8 * Riffel/haglbøsse. ** 14 mænd over 15 år. materialer til yderligere syv. Det viste sig imidlertid at være et problem at skaffe tilstrækkeligt med egnede skind lokalt til at betrække umiat (konebåde) med. Al- lerede året efter ankomsten var de to medbragte umiat ikke længere i brug, og det var først ved en senere indvandring fra Ammassalik i 1935, at der atter kom en umiaq til distriktet. I størstedelen af perioden frem til 1940, hvor den første fangerfamilie anskaffer sig en træbåd, er distriktets befolkning således helt uden større både. Uden andre fartøjer end ka- jakker havde familierne kun begrænsede muligheder for at bevæge sig omkring om sommeren, og der blev fra fanger- nes side også flere gange klaget over, at 198 de følte sig stavnsbundne. Lokale øn- sker om at få opsendt træjoller og skind til konebådsbetræk blev ikke imøde- kommet, og et forslag om at få rejst et hus på Dunholme syd for fjordmundin- gen for der at kunne fange større sæler egnede til bådebetræk blev heller aldrig realiseret. I Ammassalik havde man traditionelt levet et mobilt og afvekslende sommer- liv, hvor fælleshusets/bopladsens en- kelte familier rejste omkring mellem de forskellige fangstområder. Denne som- mermobilitet var nødvendig for at skaffe vinterforråd og desuden en sær- deles hensigtsmæssig måde at udnytte de tilgængelige ressourcer på. Derud- [3] Aftenstemning i Scoresbysund. Udsigt fra byen indad i fjorden. Selv i den korte åbentvandsperiode kan isen ofte begrænse mulighederne for sejlads. August 1997. over har sommerens rejseliv givetvis også været værdifuldt socialt og men- talt, idet det betød afveksling fra den daglige tilværelse på bopladsen og gav mulighed for at træffe folk fra de andre pladser i området. Kort sagt har som- merlivet, udover at sikre sig vinterfor- råd, haft en betydelig rekreativ værdi. Fangstmæssigt var sommermobilitet i Scoresby Sund ikke nødvendig i samme grad som i Ammassalik. Der kunne som regel fanges tilstrækkeligt med sæler i bopladsens umiddelbare nærhed året rundt, og hvor tidligere hele familien flyttede omkring sommeren igennem, bliver man nu ved udflytningen i Sco- resby Sund oftest boende samme sted året igennem. I stedet tog små grupper af fangere med mellemrum på længere fangstture, om vinteren med slæde og om sommeren i kajak, for at udnytte ressourcer, der ikke forekom i nærområ- det (f.eks. bjørn, moskusokse og rem- mesæl samt ørredfiskeri og ægsamling). Rent økonomisk kompenserer man så- ledes udmærket for den manglende sommermobilitet, men det kommer til at betyde, at en stor del af befolkningen (kvinder, børn og ældre), mere eller mindre er bundet til samme sted året igennem og med begrænsede mulighe- der for kontakt uden for deres egen boplads. Udover at bidrage til den for- nemmelse af isolation, som udflytnin- gen i sig selv må have skabt, gav denne stedbundethed en øget risiko for sociale uoverensstemmelser, idet man ikke læn- gere havde mulighed for at komme på afstand af eventuelle konflikter. En løsning på problemerne omkring den manglende sommermobilitet blev dengang aldrig rigtigt løst, og i realiteten 199 [4] var det først langt senere med indførel- sen af motorbåden, at man fik mulig- hed for at kunne transportere hele fa- milien omkring i åbentvandsperioden! SkuHeTman dengang flytte til nye jagt- omtåHer, måtte transporten derfor fo- regå ined slæde, medens der endnu var islæg. Således foregik den første udflyt- ning efter koloniseringen som beskrevet i iodberetningen for Scoresbysund i 19311 »I Foraaret drog Fr. Brønlund af- stéd med Slæde sammen med sin Hus- stanrl, sin gifte Søn og en ung Fanger, Søn a? Niels til Syd Kap.« Kajak For fangerne i Arnrnassalik var kajakken uundværlig og ved kolonisationen med- bragte hver voksen mand da også sin egen kajak. (Bemærk at tabel l er en ud- styrsopgørelse optaget før afrejsen!). Kajakken var imidlertid ikke af nær samme betydning i et område, hvor en stor del af årets fangstaktiviteter foregår på isen. Ved riffelfangst langs iskanten, hvor fartøjet kun benyttes til at bjerge det nedlagte bytte med, var kajakken langt fra det ideelle fartøj; den var van- skelig at transportere på slæden, fordi Den sidste skindbetrukne kajak i Scoresbysund blev bygget af William Arqe, antagelig i sommeren 1972. den let led overlast under kørsel i ujævn is, og desuden kunne den være vanske- lig at søsætte og lande ved en høj iskant. Ydermere krævede det erfaring både at bygge og at bruge en kajak. Om sommeren fik riffelfangst fra fla- ger og skydeskjul på land større betyd- ning på bekostning af den traditionelle kajakfangst med harpun, så også i åbentvandsperioden blev kajakkens rolle reduceret. Kajakredskaberne gik gradvist af brug, men kajakken benytte- des dog fortsat af enkelte helt frem til 1976. På trods af ændringerne i fangstme- toder bruges selve kajakken i uændret fprm, og der sker ikke den tilpasning til de nye forhold, som man kunne for- vente, og som man oplevede f.eks. i Ammassalik, hvor der i løbet af tredi- verne udvikledes en speciel kort is- fangstkajak (Petersen 1984:628). Selv om lærred efterhånden i mange tilfælde erstattede det traditionelle skindbetræk, var det først ret sent, man begyndte at anvende en mere enkelt bygget kajak af 200 [5] krydsfiner, men da denne nyskabelse skete, var iskantjollen allerede ved at vinde indpas og kajakkens dage talte. Det fremgår af mandtalslisterne for koloniens første år, at forholdet mellem antallet af kajakker og fangere i starten er nogenlunde konstant, og først hen i slutningen af trediverne begynder an- tallet af mænd uden kajak at øges. Den kraftige stigning i antallet af kajakløse fangere, som i samme periode opleves i Ammassalik, er trods det ændrede fangst- mønster ikke nær så markant i Scoresby Sund. Dette kan bl.a. skyldes, at der her, i kraft af bedre fangstforhold, var langt bedre muligheder både for at skaffe skind til kajakbetræk og de nødvendige kontanter til at købe træ til nye kajakker end i Ammassalik, hvor dette angiveligt anføres som væsentlige faktorer i for- bindelse med nedgangen i antallet af kajakker. Medvirkende til, at kajakken bevarer sin betydning i Scoresby Sund, har dog også været, at det i en lang pe- riode reelt var den eneste slags fartøjer man havde, idet der i distriktet, som omtalt, ingen umiat fandtes, og de få træbåde der var tilhørte fastansatte ud- sendte. Iskantjolle Omkring 1940 forsøgte en fanger, der led af kajaksvimmelhed, sig med en lille hjemmebygget jolle ved iskanten, men ideen blev dengang ikke taget op af an- dre. Først i 1957, da en udsendt dansker på vejrstationen i Kap Tobin byggede sig en enkel kryds finer j olie, var den de- ciderede iskantjolle skabt. Denne nye jolletypes fordele var åbenbare, og den vandt hurtigt indpas: først og fremmest var den let og billig at fremstille; den krævede i modsætning til kajakken in- gen forudgående erfaring, hverken at bygge eller benytte, og så var den vel- egnet til at transportere på en slæde. Ydermere havde den så den ekstra for- del, at man ved kørsel i våd sne eller på usikker is kunne holde sit grej tørt og, hvis uheldet skulle være ude, så at sige havde en redningsbåd ved hånden. Efterhånden som iskantjollen blev al- mindelig udbredt, begyndte man at eks- perimentere med nye udformninger og nye materialer. De første joller var godt 2 m lange, nærmest fladbundede med en smule spring, omkring en meter brede og med spejl for og agter — ikke ulig den danske »optimistjolle«. De var som nævnt bygget af krydsfiner over et enkelt spanteskelet og udvendigt for- stærket med blikplader - ofte udbankede tørmælkdåser — på de udsatte steder. I begyndelsen af halvfjerdserne blev der på initiativ af nogle udsendte i Kap Tobin udviklet en formstøbt iskantjolle af glasfiber. Den var en klar forbedring af den oprindelige jolletype, idet den både var sikrere at benytte og væsentlig mere solid. (Hvis iskanten ikke lå for langt ude, kunne man faktisk nøjes med at spænde hundene for jollen og bruge den som slæde!). Typen havde imidler- tid to væsentlige minusser: den var rela- tiv dyr at fremstille og krævede, udover særlige håndværksmæssige forudsæt- ninger, også adgang til bl.a. en form og et opvarmet værksted. Som skabelon kunne man til nød bruge en anden jolle og bygge den ny som en skal udenpå denne, men det var som regel vanske- 201 [6] ligere at skaffe det nødvendige opvar- mede lokale at udføre arbejdet i. Efter at have været populær i nogle år, vendte man derfor atter tilbage til en modifi- ceret tbrm af den oprindelige jolletype. Denne seneste type, der næsten er enefåHende i dag, er noget længere og en smule smallere end den oprindelige. Længden er øget til godt 240 cm, me- dens bredden er reduceret til ca. 85 cm, hvilket gør, at jollen nu fremtræder smallere og betydeligt mere elegant. Spejlene for og agter er bevarede, men jollen har nu oftest større spring og bedre søegenskaber. Den bygges stadig af krydsfiner, men som regel med yder- siden forstærket med en glasftberfor- hudning. Medens man i starten, ligesom man traditionelt havde gjort med kajakken, selv byggede sin egen jolle, så blev det hurtigt almindeligt at købe eller bytte sig til sin iskantjolle. Der er mænd, der har ry for at være specielt gode til at bygge dem, og deres joller er stærkt efter- spurgte. Prisen på en iskantjolle ligger i dag mellem 1.500-2.000 kr. Denne udvikling har tilsyneladende betydet en ændring af ejerforholdet: hvor kajakken i høj grad blev betragtet som individuelt ejet og brugt, så kan en iskantjolle ofte benyttes af flere i fælles- skab. Jollen er ganske vist, som kajak- ken, ejet af en enkelt person, men bliver i modsætning til denne tit lånt ud til folk, som ikke selv har jolle. Modsat ka- jakken, der som regel blev taget med hjem, efterlades jollen ofte i nærheden af fangstpladsen, og skal ejeren ikke selv benytte den, kan andre mod tilla- delse tage jollen med sig ud til iskanten. Ved skydeskjul kan efterladte joller frit benyttes. Det er derfor som regel ikke noget større problem for de fangere, som ikke selv har joller, at drive fangst ved iskant eller skydeskjul. Et par af de yngre fangere har inden- for de seneste år eksperimenteret med små oppustelige gummibåde, som de har haft med på slæderne, når de har været på længere bjørnejagter! Motorbåd Som nævnt begyndte glasfiberjoller med påhængsmotorer at vinde indpas i distriktet i begyndelsen af halvfjerd- serne. De første både var forsynet med forholdsvis små motorer, almindeligvis 5-91A HK, men udviklingen gik hurtigt i retning af stadig større motorer, således at den idag anvendte motorstørrelse nu er på mellem 40-75 HK til en 12-16 fods jolle. Motorbådens indførelse kom til at få vidtrækkende konsekvenser for fan- gerne i Ittoqqortoormiit/Scoresby- sund. Som følge af det økonomiske opsving på grund af gode skindpriser i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne havde de fleste fan- gere dengang råd til at anskaffe sig en motor j olie, og det varede ikke længe, før så godt som hver fanger havde egen båd. I starten var der enkelte, der var imod brugen af motorbåde til fangst, fordi de mente, det ville skræmme fangst- dyrene væk, men da anvendelsen af motorjollen betød en væsentlig øget ak- tionsradius måtte efterhånden også modstanderne selv anskaffe sig både for at kunne konkurrere på lige fod. Med mototbåden kunne man i åbentvands- 202 [7] w ^r _. Iskantjollen i brug under sælfangst langs iskanten i mundingen af Scoresby Sund. Juni 1994. perioden nu dække et langt større om- råde og ved flagefangst sikre sig et større udbytte, end det havde været mu- ligt ved den traditionelle kajakfangst. Da man tilmed om vinteren til iskantfang- sten havde et bedre fartøj i iskantjollen, havde kajakken i realiteteten omsider udspillet sin rolle. Den sidste kajak for- svandt i 1976 og i dag er motorjollen og iskantjollen de eneste fartøjer, der an- vendes til fangst i distriktet. (Indenfor de seneste år er der kommet et par glas- fiberkajakker til Scoresbysund, men de bliver udelukkende brugt til rekreative formål og i forbindelse med guidede tu- ristture og benyttes ikke til fangst). Ret hurtigt efter at påhængsmoto- rerne var begyndt at vinde udbredelse, indså man, at det var nødvendigt at re- gulere motorbådsfangsten, og fra kom- munalt hold indførte man bl.a. forbud mod at skyde sæler fra motorbåd, lige- som nogle områder blev lukket for mo- torbådssejlads i visse perioder. Forbud- det mod at sejle med motor i bestemte områder, der oprindeligt indførtes for at varetage kajkfangernes interesser, blev først ophævet så sent som i midten af firserne, længe efter at den sidste kajak var forsvundet. De øvrige er stadig gæl- dende. Motorbåden åbnede for nye mulighe- der. Den betød øget aktionsradius, så sommerfangstområderne kunne udvi- des betydeligt. Man kan nu på forholds- vis kort tid nå til Sydkap, langt ned ad Blosseville Kysten eller op langs Liver- pool Land kysten; områder, der førhen var nærmest utilgængelige i åbentvands- perioden. Dermed har man fået langt 203 [8] bedre adgang til en række ressourcer med begrænset lokal forekomst (ørred- fiskeri og moskusjagt i de indre fjord- arme, bjørne) agt og narhvalfangst om efteråret på yderkysten, samt generelt bedre muligheder for at drive sommer- sælfangst. Endelig fik man i motorbå- den omsider et egnet fartøj til silde- piskerfangst). Derudover betød motor- båden en ny og langt større sommer- mobilitet og dermed bedre indbyrdes forbindelser mellem de forskellige be- boede steder. Med motorbåden kunne nu hele familien komme med til byen el- ler ud at ligge i lejr på fangstpladserne, i modsætning til tidligere, hvor det næsten kun var mændene, der havde mulighed for at komme omkring om sommeren. Udover det rent rekreative element betød dette også en mere ratio- nel udnyttelse af ressourcerne på fangst- pladserne. I kraft af motorbådens laste- evne Og hastighed, kunne mere specielle og efterspurgte fangstprodukter som f. eks. ørreder og mattak, nu bringes frisk ind selv fra afsides lokaliteter. Slutning Men brugen af motorbåden skabte samtidig et større behov for indtægter til anskaffelse, drift og vedligeholdelse og tjente dermed til at fremme en social ulighed i lokalsamfundet. Som nævnt indførtes påhængsmotoren i en økono- misk opgangsperiode, hvor langt de fle- ste kunne tillade sig at anskaffe båd og motor, men i dag, hvor fangererhvervet har været økonomisk trængt i en del år, er forholdene anderledes. Nu er anskaf- felse og drift af motorbåden blevet en økonomisk belastning for fuldtidsfan- geren, og det er efterhånden en forud- sætning, at husholdet har lønindtægter for at kunne have båd, medens deltids - fangeren i kraft af sine generelt bedre økonomiske forhold har langt bedre muligheder for anskaffe og holde båd. I begyndelsen af 70'rne kunne en fanger efter en god fangstsæson i mange tilfælde købe sig en båd og mo- tor kontant (Feltnotat 1972), og i kraft af de gode skindpriser var det dengang iøvrigt sjældent vanskeligt at få en på- hængsmotor på afbetaling hos det da- værende KGH. I dag er situationen en helt anden, og igennem den seneste halve snes år har det i realiteten kun været folk med faste indtægter, der har kunnet købe både og motorer på afbe- taling, medens fangerne med deres ujævne indtægter har været afskåret fra denne mulighed. Kommunen, som i mange år ydede udstyrslån bl.a. til an- skaffelse af nye både, er i dag også ble- vet yderst tilbageholdende med fanger- lån på grund af mange restancer. Man ser derfor nu, at det er blandt de fast- lønnede og dermed pr. definition del- tidsfangerne, at man finder de fleste, nyeste og bedste både. Knap 75 år efter Scoresbysunds grundlæggelse findes der nu (1999) i kommunen ialt 49 privatejede både, hvor de 12 største motorbåde (motor- størrelse 90-175 HK) alle tilhører fast- lønnede. Der er 37 joller med påhængs- motorer på mellem 30-90 HK, og heraf ejes de 15 joller af fuldtids fangere (be- tegnende nok dem med de mindste og ældste motorer (30-40 HK samt en en- kelt på 75 HK)), de resterende 21 til- hører deltidsfangere og l enkelt robåd 204 [9] En af de nye Q-17 joller, som fuldtids Fangerne nu kan erhverve sig på rimelige vilkår. August 2000. ejes af en pensioneret fanger på ældre- kollektivet (feltnotat 1999). (Siden har Hjemmestyret ydet støtte til anskaffelse af såkaldte erhvervsjoller, og der er nu ialt fire af kommunens fan- gere, der har fået en af disse udmærkede joller.) Det kan på denne baggrund endda diskuteres, om udgifterne til anskaf- felse, drift og vedligeholdelse af en mo- torbåd overhovedet nu længere kan dækkes alene ved indtægterne gennem fangst. Den udvikling, der er sket, til- godeser i realiteten den fastlønnede del- tidsfanger, som ialtfald i sommerperio- den har muligheder for at tage på flere og længere fangstture og dermed har adgang til et større ressourcepotentiale end fuldtidsfangeren, som udelukkende skal leve af sin fangst! Referencer Anonym, 1925-40: Grønlands Styrelse. Indberetninger fra Scoresbysund. Rigsarkivet journalsager gr. 90. Anonym, 1925-40: Grønlands Styrelse. Mandtalslister over kolonien Scoresbysund. Rigsarkivets journal- sager gr. 64. Anonym, 1970: Kommunalvedtægt for Scoresbysund af 23. februar 1970. Mikkelsen, E. & Sveistrup, P.P., 1944: The Eastgreen- landers Possibilities of Existence, their production and consumption. Meddr. Grønland 134, pp 224. Petersen, Robert, 1984: East Greenland before 1950. i: Handbook of North American Indlåns, vol. 5, ed. D. Damas. Washington 1984. 205 [10]