[1] Trækassen fra Skagen Af Maria Hinnerson Berglund Oversat fra svensk af Joel Berglund På Grønlands Nationalmuseum & Ar- kiv i Nuuk findes en lille trækasse adres- seret til Pilersuisoq, der er en del af KNI med butikker over hele Grønland. Afsenderen er Naturhistorisk Museum i Skagen, et lille privat museum der har til huse i Højens nedlagte station i Gam- mel Skagen. At åbne denne kasse er som at åbne en kinesisk æske. Her fin- des meget af Grønlands historie re- præsenteret i form af genstande af sten og ben, og man møder personer hvis skæbne er blevet en del af denne histo- rie. Der fulgte ikke mange oplysninger med kassen, faktisk var der kun to enkle papirssedler. På den ene stod der skre- vet med blokbogstaver og blyant: SYDKAP SCORESBY SUND. 53-58; På den anden stod der med kuglepen: arbejdsmand Niels Christensen Kødgrav ved Itivnek (eller Itiunek) 1913-15 Godthåbsfjord. Sarqaq-kulturen (stensagerne) ca. 800 f.Kr Kiselskiffer Angmaq Det var således med meget sparsom in- formation, at undersøgelsen af indhol- det i kassen begyndte. Der viste sig at være 250 genstande. Her fandtes ting fra såvel Thulekulturen som fra sten- alderen. Basisstykket til en ajagag, side- grene til fiskespyd, sneknive, bøsseflint, fedtstenskar, lamper og en hel række stenredskaber af forskellig form og farve. Her vil naturligvis kun blive præ- senteret nogle få af disse genstande, og det følgende udvalg er helt personligt. En anden forfatter ville måske priori- tere anderledes. Genstande fra Grønland Det mest iøjnefaldende af kassens ind- hold er kvinderedskaberne ulo, nålehus, rynkeben og synål (fig. 1). Uloen er et lille smukt værktøj af elfenben og jern. Det let udsvungne blad er rustent og Maria Hinnerson Berglund, Nuuk, fil.kand., phd- studerende ved Arkeologiska Institutionen Gote- borgs Universitet og tilknyttet Grønlands Natio- nalmuseum og Arkiv med projektet »Mobilitet og Aestetik« - om stenalderens mennesker i Godt- håbsfjorden. 213 [2] Fig. 1. Ulo og vinget nålehus. Foto: Maria Hinnerson BergluncL kan have været lidt højere men er slidt ned af langvarig brug. Håndtaget af hvalrostand består af to dele, som er lasket sammen med senetråd. Langs kanten på den ene side findes en fure og på den anden et antal kryds, som måske har været en måde at huske noget helt bestemt? Nålehuset er lavet af tand og skindet, som nålene skal fæstnes i, er af afhåret sælskind. Det er et såkaldt vin- get nålehus (se Holtved 1944, 36:18), selvom vingerne ikke er særlig mar- kante. Det er fint dekoreret med rækker af prikker. Synålen af ben har en flad og bred spids. Den kan have været anvendt ved fremstilling af kamikker, præcis som rynkebenene i samlingen. Et af disse er af hvalben, formet som en støvle og med hul i »skaftet« til et op- hæng, f.eks. med et lille perlebånd (se Elgstrom 1916:55). Mange af stenredskaberne er »typiske«. genstande fra Grønlands stenalder (fig. 2) fremstillet af kiselskiffer (killiaq), kal- cedon, kvarts og bjergkrystal. Her er f.eks. en endeskraber og tre sideskra- bere af kalcedon, en mørkegrøn asym- metrisk kniv og et snehvidt, tyndt og fint formet fragment af et rektangulært knivsblad. Der findes også en meget lille, fladehugget tværøkse, slebet på den ene side og lavet af kiselskiffer. Samme materiale som et stort antal knive og spidser i kassen iøvrigt er lavet a£ Med tanke på fund som er gjort i 1990-tallet i Sisimiutområdet (Kramer 1996, Møbjerg 1999), kan det noteres at mange af redskaberne af killiaq er slebne. Der ses også en tilnærmelsesvis riirid spids med en let rygås, tilvirket af en mere »skifferagtig,<, brun-beige killiaq, der er slebet på begge sider. En lignende spids fandt vi på en af stenalderboplad- serne i Nuuk-fjorden sommeren 2000. Et almindeligt stenalderredskab fra Grønland er stiklen, som anvendes til bl,a. at skære i horn og spalte ben. Der findes mange stikler i trækassen. En er af kalcedon og har en spids base, me- dens de øvrige er lavet af kiselskiffer med enten rund eller tværskåret base. De er alle mere eller mindre slebne. Særligt en af disse er meget interessant. Den er forsynet med syv regelmæssige skrå furer hen over fladen. Samme »dekoration« findes bl.a. på de små træ- dukker fra sen Dorset, som kendes fra 214 [3] Fig. 2. Grønlandske stenalderredskaber. Foto: Maria Hinnerson Berglund. Thule (se Gulløv 1998:9). Et lignende »mønsten, fandt vi på et fragment af et slebet redskab fra den førnævnte bo- plads i Nuuk-fjorden (fig. 3). Måske er det rituelle tegn eller et symbol anvendt i Grønland gennem tusinde år? »Ugrønlandske« stenredskaber Mange af stenredskaberne har et tyde- ligt indiansk præg (fig. 4). De synes at stamme fra store dele af det amerikan- ske kontinent. Her er spidser af sort ob- sidian, rød jaspis, hvid kvarts, »offwhite«. skiffer og forskellige mere eller mindre flintagtige mineraler. Obsidianspidserne har indhak skråt opad fra basen (»corner- notched<£) og kan være fra The Great Basin-område, ligesom et lille triangu- lært redskab og nogle trinde spidser med indsnævret basis. I så fald repræ- senterer de flere indianske grupper fra tiden efter Kristi fødsel og frem til hi- storisk tid (se f.eks. Fagan 1995:268-69). En spids af jaspis kommer muligvis fra Arizona, medens 2 andre med udsvun- get basis, som en duehale, minder om spidser fra Missisippi. Der findes også redskaber der kan være flere tusinde år gamle fra Maritime Archaic perioden (se Tuck 1976:50-51; Renouf 1999:51) og andre fra Newfoundlands sidste in- dianere, Beothuk folket, som uddøde i 1800-tallet, (Marshall 1996:261). 215 [4] Fig. 3. StiEkel og spitsfragment Fra stenalderen samt menneskefigur af træ fra sen Dorset, alle med furer. Fotomontage: Maria Hinnerson Berglund. Det som har været sværest at be- stemme er et antal stengenstande som muligvis kunne stamme fra Grønland, Formen er ikke typisk og råmaterialet er svært at artsbestemme. Det er dels et stort fladehugget lanseblad af brun-rød kvartsit og dels ca. 30 redskaber af en cemenlgrå »jlintagtig« skiffer. To af disse er ret store og rundede, medens andre er langsmalle og andre igen korte og brede. De fleste har surringshak på begge sider af en kort tunge. Alle disse genstande er mærket med en lille rød prik, hvilket taler for, at de kommer fra en og samme samler. Om de oprindelig er fundet indenfor et afgrænset geogra- fisk område er derimod usikkert. Efter at have drøftet problemet med kolleger forekommer det sandsynligt, at de fleste af disse spidser har sin oprindelse på USAs østkyst (se Ritchie 1961:111). Sammenhæng og oprindelse To af arkæologiens vigtigste begreber er sammenhænge og oprindelse. Uden den slags kundskaber har en genstand ingen 216 anden værdi end det, som ligger i selve tingen. Det at flere redskaber er tydeligt indianske gør oplysningerne på de håndskrevne sedler usikre, men de er trods alt det eneste, man kan gå ud fra i forsøg på at finde mere viden om disse ting. På den ene seddel står der altså Sydkap-Scoresbysund. Det ligger i Kan- gertittivakfjorden vest om Ittoqqotor- miit i Østgrønland. Det er et velkendt ørredfangststed med ruiner fra' alle Grønlands forhistoriske kulturer. Om- rtdet er blevet besøgt af flere videnska- belige ekspeditioner, som det fremgår af arkivalier på Grønlands Nationalmu- seum & Arkiv. Oplysningerne i rappor- ten KNK 1446 (Kapel) er særlig inter- essante. I 1980erne blev der gjort fund af genstande af »flintlignende materi- ale«, som adskilte sig både med hensyn til materiale og forarbejdningsteknik fra det, man havde fundet i de palæoeski- moiske teltringe i samme område. Det fremgår ikke nøjagtigt på hvilken måde de adskiller sig, men en senere sammen- ligning kan måske vise, om man skal søge oprindelsen til nogle af de svært bestembare redskaber i Skagenkassen her på Sydkap. Når det gælder oplysningen på den anden seddel, »arbejdsmandNiels Christen- sen} Kødgrav ved Itivnek 1913-15 Godt- haabsjjord« kan vi konstatere, at Itilleq (Ny retskrivning) er overgangsstedet mellem Ameralik- og Kapisillitfjordene længst inde i fjordkomplekset ved Nuuk. På nordsiden ligger Itinnera med den nu nedlagte renavlsstation, som kunstneren Jens Rosing var den første til at bestyre i 1960erne. I dag plan- lægger Nuuk kommune en lejrskole på [5] stedet. Itinnera har, i det mindste i peri- oder, været beboet gennem 3500 år (se Gulløv & Kapel 1988:55) og er velkendt af arkæologer. I 1958 foretog Helge Larsen og Jørgen Meldgaard den første videnskabelige undersøgelse af områ- det, men der var faktisk allerede et halvt århundrede før blevet indsamlet forhi- storisk materiale her. Hos Gulløv & Ka- pel (1988) fremgår det, at en mand ved navn Jeppe Nygaard var kommet til Itinnera i 1912 for at undersøge mulig- hederne for fåreavl i området. Under jordarbejde var han og hans grønland- ske medarbejder Nathan Josefsen stødt på flere stenredskaber, som i 1915 blev afleveret til Landsfogedembedet i Godthaab. Her skal genstandene siden være indgået i en geologisk stensamling, som opgives at have haft »en omtumlende skæbne, men størstedelen — og i hvert fald Ny- gaards Sarqaqsager — tilgik en gang i 1950- erne de samlinger, som kom til at danne grund- laget for det nuværende Grønlands Landsmu- seum«, d.v.s. det som efter 1991 er Grøn- lands Nationalmuseum & Arkiv. Christensen, Josefsen og Nygaard Der kan altså findes en forbindelse mel- lem genstandene i Skagenkassen og Niels Christensen, Nathan Josefsen og Jeppe Nygaard. I forsøg på at fastslå det, har jeg vendt mig til forskellige kil- der. Nathan Josefsens navn fandt jeg hurtigt i »Navnlig Optcellingsliste over Grøn- lændere ved Ummannak i Kornuk 1911«. Han var en på den tid 30-årig ugift fan- ger. Niels Christensen og Jeppe Ny- gaard var derimod ikke lige så lette at finde trods den meget omhyggelige do- **** Fig. 4. Indianske stenredskaber. Foto: Maria Hinnerson Berglund. 217 [6] kumentation af alle tilrej sende til Grøn- land før 1950. Landet var dengang luk- ket for dem, som ikke havde særlig tilla- delse eller kreditiv fra »Styrelsen af Grøn- land«. I »Beretninger og Kundgørelser ved- rørende Kolonierne i Grønland« fra den tid ser man navne som Lauge Koch, Peter Freuchen, Thorild Wullf og Ossian Elgstrom, men ingen Niels Christensen eller Jeppe Nygaard. Med tanke på at Nygaard burde have tilladelse til fåre- avlsforsøget, søgte jeg også under den rubrik, men der fandtes bare Linde- mann Walsøes kreditiv for fåreavl i Juli- anehaabs distrikt. Heller ikke i den Kon- gelige Grønlandske Handels register fandtes der nogen Christensen eller Ny- gaard. Dermed var der kun tilbage at lede i »Meddelelser om Grønland« (MOG). Det kunne jo være, at de havde været deltagere i en eller anden ekspedition. Det lykkedes mig desværre ikke at finde »arbejdsmand Niels Christensen«, men i MOG 70-1927 traf jeg på en Ny- gaard uden fornavn. Det var i Lauge Kochs beretninger fra Nordgrønland. I begyndelsen af 1920rne arbejdede denne Nygaard i Thuleområdet og var for Kochs regning bl.a. i Washington Land for at indsamle planter og fossiler. Herfra skrev han en dagbog, som Koch senere publicerede som et særskilt kapi- tel i sin egen rapport med henvisning til, at Nygaard ved den tid befandt sig i Ca- nada. I MOG 1939 nævnes endvidere en »J. No Nygaard«, som i 1915 skulle have indsamlet insekter for Zoologisk Museums regning i Amera 1 ikfjorden og Itivdleq på omtrent 64 graders nordlig bredde. På samme sted altså som sedde- len med Christensens navn henviser til. 218 Nygaards navn er ikke direkte knyttet til genstandene i trækassen fra Skagen men Grønland er, trods sin geografiske størrelse, et lille land når det drejer sig om mennesker. Da det endnu ikke er lykkedes mig at finde Niels Christensen bliver det Itinnera-Itilleq og den indi- rekte kontakt til Jeppe Nygaard, som må anvendes i forsøget på at komme genstandene fra Skagenkassen nærmere ind på livet. Hans Kapel på Grønlands- sekretariatet (Nationalmuseet i Køben- havn) berettede, at der findes en tilknyt- ning mellem Jeppe Noe Nygaard og geologen Arne Noe Nygaard. Gennem sidstnævntes datter Nanna Noe Ny- gaard, der også er geolog og grønlands- forsker, har jeg siden fået adgang til Jeppe Nygaards dagbog fra årene i Grønland. Den begynder allerede i 1906, da han rejste op til Diskoøen med magister Porsild for at bygge Arktisk Station (fig. 5). Det er en spændende og noget gribende læsning, som indledes med ordene: »Indtryk fra mine Ophold gen- nem 14 A.ar fordelt paa fire Pladser der alle har det tilf elles at ver e pr eget af mestjysisk Arbejde ikke sjelden ret strengt«. Fra Itin- nera skriver Nygaard bl.a., at han træffer på »oldsager« under gravearbejdet. Det er knive, spydspidser, fedtstensskåle, sy- nåle og fiskekroge af ben m.m. »Da jeg i mange tilfeldefandt Dobbletter skenkedejeg en Del til et paatcenkt Museum ved Godthaab«, skriver han og at han, da fåreavlsfor- søget ved Itinnera afsluttedes, sendte »Uld, Skind, Oldsager og røgede lax til de danske i Godthaab samt Renkød«. Jeppe Noe Nygaard er i sig selv stof til en hel artikel, og her skal der bare peges på en mulig forklaring på de »indi- [7] Fig. 5. Julehilsen til Jeppe Noe-Nygaards bror fra Godhavn 1909. Kilde: Nanna Noe-Nygaard. anske«, genstande i Skagenkassen. For- uden ophold i Grønland og Canada bo- ede han også i USA. Han arbejdede med alt fra at søge efter guld i Rocky Moun- tains til at undervise på nordiske folke- højskoler indtil han i 1931 døde i Al- berta, Canada. Med hans erfaringer og interesser er det altså ikke helt umuligt, at nogle af genstandene i Skagenkassen faktisk er en del af hans efterladenskaber. Grønlands fortidsmindelov og trækassen fra Skagen På flere registreringskort på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv står Josefsen og Nygaard noteret for at have afleveret genstande til museet (se f.eks. KNK 1156, 1164, 1165). Måske vidste de begge, at man var begyndt at diskutere en Grønlandsk fortidsmindelov, me- dens de arbejdede i Itinnera? Det var i 1913, da Styrelsen for Sydgrønland tog fat på problemet med fremmede rej- sende i landet, som ofte optrådte som gravrøvere. Siden længe havde viden- skabelige ekspeditioner indsamlet gen- stande på samme måde som naturalia. Det var desuden kotume at handle med ting fra førkristne grave, og en del af genstandene solgtes til museer ude i verden. Mødet i »Styrelsen for Sydgrønland« resulterede i »Cirkulære af 19. April 1916«, hvori alle anmodedes om at lade 219 [8] minderne fra fortiden være i fred. Her står også, at alle rejsende i Grønland »fuldstændig må afholde sig fra Gravning i de eskimoiske og nordiske Bopladser og Grave forsaavidt man ikke har opnået sarlig tilla- delse hertil«. Ansvaret for en eventuel ud- førsel af genstande fra fortiden lå hos kolonibestyrelserne og skibsofficererne, der skulle se til, at dette skete via København, hvor genstandene skulle besigtiges af Nationalmuseet, som efter passende erstatning også havde ret til at beholde de genstande, som ansås vig- tige for museets samlinger. Siden 1981 da Grønlands Hjemme- styre overtog ansvaret for kulturområ- det slår loven fast, at »Levn fra fortiden, som er fundet i Grønland, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, tilhører Grønlands Hjemmestyre, såfremt de er af særlig kultur- historisk værdi. Den, som finder, har eller får levn fra fortiden i sin besiddelse skal straks indberette dette til Grønlands Nationalmu- seum & Arkiv eller til et af de godkendte mu- seer« (§" 23 Landstingsforordning nr. 6, 30. oktober 1998). Med denne lov som baggrund er trækassens indhold også interessant set fra et principielt synspunkt, da Naturhi- storisk Museum i Skagen er privat og derfor ikke omfattes af de regler som gælder for offentlig virksomhed. Den tilgængelighed og åbenhed omkring alle data som er koblet til en offentlig mu- seumsgenstand har ikke sin modsvarig- hed i forretningsverdenen. Så når kul- turhistoriske genstande bliver varer, som kan købes og sælges på et marked, som de i trækassen fra Skagen, så øges deres værdi muligvis i kommerciel be- tydning, men de risikerer samtidig at mi- ste megen værdi i en anden. Trækassen kan derfor også sættes i relief til den ak- tuelle: »Utimut-udstilling«, som danner af- slutningen på flere års omsorgsfuldt ar- bejde med at overføre grønlandske kul- turhistoriske genstande fra det danske Nationalmuseum til Grønlands Natio- nalmuseum & Arkiv. Referencer Elgstrøm, Ossian 1916 Moderna Eskimåer, Bonniers, Stockholm Fagan, Brian 1995 Ancient North America, The Arckaeology of a Continent/Thames and Hudson, London Gulløv, Hans-Christian 1998 Rejser, Kunst og Magi, Nyt, Nationalmus, arkiv nr. 78,1998 Gullev, HC & Kapel, Hans 1988 De palæoeskimoiske kulturer i Nuuk kom- mune. Bosætningsmønstre og materialevalg. Palæo- •eskimoisk Forskning i Grønland, Aarhus universi- tetsforlag Holtved, Erik 1944 Archaeological Investigations in the Thule Di- TStrict, MOG 141, Nr l, Reitzels Forlag, København Kramer, Finn Erik 1996 Akia and NipisatI:Two Saqqaq Sites in Sisimiut District West Greenland, Paleo-Eskimo Cultures of Greenland, Grønnow edit, Dansk Polarcenter, Co- penhagen Marshall, Ingeborg 1996 A History and Ethnography of the Beothuk, McGill-Queen's University Press, Montreal Møbjerg, Tinna 1999 New adaptive strategies in the Saqqaq culture of Greenland, c. 1600-1400 BC, Arctic Archaeology, Worlds Archaeology, Rowley-Conwy edit, Routledge Renouf, Pricilla 1999 Ancient Cultures. The story of Port Au Choix, Bontiful Seas, Historie Sites Association of New- foundland and Labrador, St. Johns Ritchie, William A. 1961 a Typology and Nomenclature for New York Projectile Points, New York State Museum and Sience Service, Bulletin Number 384, Albany, New York Tuek, James A. 1976 Newfoundland and Labrador Prehistory, Na- tionalmuseum of Man, Ottawa 220 [9]