[1] Upernaakit meqqiviaasarpugut . Om i-dialekten i Sydgrønland Af Birte H. Christensen Ovenstående er et eksempel på den i-dialekt*, der tales i det sydlige Vest- grønland, hovedsagelig i Narsaq og Qaqortoq kommuner. Forskellige for- mer for i-dialekt tales i en stor del af Grønland, i Upernavik-området, på øst- kysten og i Sydvestgrønland helt op til Qeqertarsuatsiaat og Kapisillit i Nuuk kommune. Navnet i-dialekt skyldes sim- pelthen, at dens mest iørefaldende træk er, at mange at skriftsprogets ^"er og ø'er erstattes med henholdsvis / og e. I det følgende betegner /u/ og /i/ henholds- vis u (eller 6) og /' (eller é). Tidligere var det en udbredt opfat- telse, at i-dialekten var den gamle dia- lekt, som langsomt var i færd med at blive fortrængt af det moderne grøn- landske standardsprog, som stammer fra strækningen fra Sisimiut til Nuuk. Der kommer jo så meget andet nyt fra hovedstaden i et land, og det er også hovedstadens sprog, der har dannet grundlag for den grønlandske retskriv- ning og skriftsproget i det hele taget. Men i begyndelsen af 80'erne blev der i * På det vestgrønlandske standardsprog ville overskrif- ten have lydt 'Upernaakkut meqquiaasarpugut...' Nuuk afholdt et symposium, hvor sprogforskere og arkæologer fik lejlig- hed til at lægge hinandens teorier sam- men, og — stærkt forenklet udtrykt - tegnede der sig et billede af en knib- tangsbevægelse af forhistoriske folke- vandringer, der havde ædt sig ind på det gamle grønlandske sprog fra hver sin ende, mens de talte i-dialekt. At den be- vægelse så siden er blevet stoppet og muligvis vendt om, er en anden sag; gennem den talte og skrevne presse, gennem uddannelsestilbud og folks al- mindelige flytten rundt risikerer dialekt- forskelle nemt at blive udjævnet, som det også er tilfældet i andre lande. Tidligere beskriveher af i-dialekterne Den første beskrivelse af en i-dialekt i Grønland findes så tidligt som i Otho Fabricius' »Forsøg til en forbedret Birte H. Christensen er cand. Ung. mere. og cand. mag. (eskimologi). Modtog i 2000 Københavns Universitets guldmedalje for besvarelse af univer- sitetets prisspørgsmål i eskimologi. Prisopgaven, som forventes udgivet i efteråret 2001, danner grundlag for artiklen. 235 [2] Høslet I Sydgrønland. Tasiusaq, Narsaq, 1979. Foto: BHC. Grønlandsk Grammatica«, der udkom første gang i 1791. Fabricius var missio- nær i det nuværende Paamiut og havde således den sydvestgrønlandske dialekt på nært hold. Han opfattede den nu mere som en y-dialekt. Også H. Rink omtaler i-dialekten i den beskrivelse af det østgrønlandske sprog, som han ud- arbejdede i 1887 på grundlag af kateket Johannes (Hanseeraq) Hansens notater fra Konebådsekspeditionen til Østgrøn- land i 1883-85. : _____ Fabricius' og Rinks omtale af i-dia- lekten er meget kortfattet. Derimod gi- ver Chr. W Schultø-Lorentzen i Medde- lelser om Grønland i 1904 nogle inter- essanft oplysninger, ikke om hvordan /u/ > /i/-tendensen ytrer sig, men om dens udbredelse, idet han forudsætter dialekten bekendt. Han fortæller, hvor- dan det gik til, at den nordlige grænse for i-dialekten på vestkysten kom til at gå lige syd for Nuuk. Det skyldes en hi- storisk tilfældighed, at det fælles grøn- landske skriftsprog udviklede sig på grundlag af det sprog, der taltes i Midt- og Nordgrønland. Hans Egede kom til Midtgrønland og Poul Egede til Disko- bugt-området, og det skriftsprog, de skabte, blev i den grad normdannende, at både Otho Fabricius og Samuel Klein- sEhmidt, hvis erfaringer ellers stam- mede fra Sydgrønland, indordnede sig under det. Schultz-Lorentzen fortæller i sin artikel, at »medens Befolkningen ved Godthaab taler den grønlandske U-Dialekt, taler Befolkningen ved Ny-Herrnhut — mindre end en Kvartmil derfra - en ren uforfalsket I-Dialekt, og vi un- 236 [3] derrettes ved historiske Undersøgelser om, at dette mærkelige Faktum skyldes den Omstæn- dighed, at, medens den danske Mission fra Be- gyndelsen væsentlig vandt Tilhængere blandt Midtgrønlændere, optog den tyske Mission et Arbejde blandt de i store Skarer tilrejsende Sydlændinge, af hvilke da særlig deres Menig- heder kom til at bestaa. Saaledes forstaa vi, hvorfor disse to saa nærliggende Pladser kom til at tale hver sin Dialekt; men hvor indgroet denne Dialektforskel har været hos begge, fremgaar af den mærkelige Omstændighed, at trods mere end 150 Aars daglige Samkvem er Dialektforskellen bevaret endnu den Dag i Dag. Men tro nu ikke, at Missionærerne har haft nogen Indflydelse i den Henseende. Tvært- imod, det er et Faktum, at uagtet den sydland- ske Befolkning udelukkende har haft Lærere, der talte Midtgrønlandsk, uagtet alle de Bøger, den læste, og alt, hvad den selv skrev, var skre- vet i U-Dialekten, uagtet den Del af den, der var bosiddende ved Ny-Herrnhut, daglig var sammen med midtgrønlandsk talende Lands- mænd, og alt dette i mere end 150 Aar, er det ikke faldet en eneste af dem ind at ændre de- res Sprog. Man skulde synes, at denne urokkelige Fastholden ved Dialekten og dennes Uforan- derlighed maa være tilstrækkelige Beviser for, at denne Dialektforskel er en integrerende Del af Befolkningens Stammetype. Det maa saa blive en filologisk Undersøgelse overladt at af- gøre, hvad Betydning den ellers maa have« (Schultz-Lorentzen 1904, s. 305-306). Det var altså grænsen mellem missions- markerne, der dengang bestemte i-dia- lektens nordgrænse. Siden er Ny Herrn- hut så blevet opslugt af Nuuk, også sprogligt, selv om de i-dialekttalende fra Sydgrønland ellers havde holdt fast ved Den ældste leverandør af tekster til undersøgelsen, Miina Enoksen, f. 1883 i Niaqornaq, Narsaq. Optaget og fotograferet i Narsaq i 1949 af M. og C. L. Vebæk. Narsaq Museum. deres sprog på trods af flere generatio- ners midtgrønlandsk påvirkning. I 1920'erne skrev William Thalbitzer om i-dialekten, især den østgrønland- ske; i-dialekten ved Kap Farvel blev kort beskrevet i en artikel i Atuagagdliu- tit i 1939 af Martin Ilingivåkéq, og Hans Lynge har omtalt i-dialekten i Uper- navik i 1955. Robert Petersen har i 1970'erne skrevet om i-dialekterne og har navnlig i 1980'erne skrevet om de- res udbredelse i forbindelse med teorier om folkevandringer i Grønland; men det var først i 1970'erne, at en i-dialekt blev beskrevet grundigt på lingvistisk grundlag. Det var den danske sprogfor- sker Jørgen Rischel, der udledte de re- gelmæssigheder, der gælder for brugen af i-dialekten på Kap Farvel-egnen, og dermed dokumenterede, at der ikke bare er tale om en uklar tendens til at er- statte /u/ med /i/, men om en distinkt 237 [4] dialekt med sine egne iboende regler. Denne beskrivelse har senere dannet grundlag for lignende beskrivelser af i-dialekten i Østgrønland og i Uperna- vik-området af henholdsvis den canadi- ske antropolog Louis-Jacques Dorais og Michael Fortescue fra Københavns Universitet. Forskellige i-dialekter i Grønland Efterhånden som i-dialekterne er blevet beskrevet, er det blevet klart, at deres tendens til at udskifte /u/ med /i/ ytrer sig forskelligt og på en måde, der bliver stadig mere kompleks fra Upernavik over Østgrønland til Kap Farvel og Syd- vestgrønland. Fælles for dem alle er, at tendensen modvirkes dels af nogle klare regler om bevarelse af /u/, dels af nogle tendenser til at bevare /u/ i bestemte sammenhænge. Upernavik-dialekten er den klarest strukturerede af de grønlandske i-dia- lekter: et /u/ beskytter et /u/ i den ef- terfølgende stavelse, også når det selv bliver til /i/; men et /u/ har ingen ind- flydelse på et evt. /u/ i stavelsen før. F.eks.: qimmerujussuaq > qimmeriutsuaq; nanorujussuaq > nanerujutsuaq. At en lyd lader sig påvirke af en nabolyd, kaldes assimilation, og i Upernavik går påvirk- ningen kun én vej, nemlig fremad. Dia- lekten er altså kendetegnet ved pro- gressiv assimilation, eller for at være mere nøjagtig progressiv fjernassimi- lation, fordi de lyde, det drejer sig om, ikke er umiddelbare naboer. I Østgrønland er det lidt mere kom- pliceret; her kan assimilation virke både fremad og bagud, altså være både pro- gressiv og regressiv. Den bagudrette- Den yngste leverandør af tekster, turistmedarbejder Dorthea Rødgaard, f. 1969. Her på sin arbejdsplads Hotel Perlen i Narsaq, 1998. Foto: BHC. de, regressive assimilation fungerer dog kun, hvis der mellem de to /u/ ikke er nogen labial konsonant, altså en konso- nant, der formes af læberne: p, m, v. og regressiv assimilation er også på anden måde afhængig af nabobogstaverne. Fortsætter man så rundt om Grønland, bliver de næste i-dialekter Kap Farvel og sydvestgrønlandsk. De danner på en måde forbindelse mellem øst- og vest- grønlandsk; de har begge to stort set et vestgrønlandsk ordforråd, men på grund af indvandring fra Østgrønland rundt om Kap Farvel og op langs vest- kysten, har de bl. a. det østgrønlandske fonetiske træk, at /u/ bliver til /i/. Kap Farvel-dialekten har både den progressive og den regressive assimila- tion; som i^Jøstgrønland fungerer den 238 [5] regressive assimilation kun, hvis der ikke er nogen labial konsonant mellem de to /u/; men ellers er regressiv assi- milation mere udbredt end i Østgrøn- land. Den dialekt, som tales i Sydvest- grønland, lige nord for Kap Farvel-om- rådet, er ikke tidligere blevet så grundigt beskrevet som de øvrige i-dialekter; men det er selvfølgelig logisk at for- vente, at den på mange punkter ligner Kap Farvel-dialekten. Undersøgelse af i-diakkten i Sydvestgrønland I 1998 indsamlede jeg en del prøver på lydbånd af den sydvestgrønlandske i- dialekt (herefter for nemheds skyld kal- det sydgrønlandsk), for at se, i hvilket omfang sprogbrugen dér svarer til eller er forskellig fra den sprogbrug, som J. Rischel har konstateret længere sydpå. De fleste af de bånd, jeg har brugt, er optaget i og omkring Narsaq; nogle har jeg selv optaget, nogle er private opta- gelser, jeg har fået stillet til rådighed, og nogle stammer fra publicerede optagel- ser af sydgrønlandsk-talende. Desuden indgår der nogle optagelser fra 1949, som er foretaget af Måliåraq og C. L. Vebæk. Det vil sige, at optagelserne spænder fra personer født i 1880'erne til personer født i 1960'erne. Det var spændende at gå i gang med indsamlingen af materiale og spæn- dende at høre, om lydændringerne skete efter samme mønster i mine eksempler som i de eksempler på talesprog fra Kap Farvel-egnen, som blev analyseret for en snes år siden. Inden jeg gik i gang med at indsamle prøver af talesprog, var jeg blevet advaret om, at »folk taler slet ikke dialekt mere«; men udsagnet om, at folk skulle være ved at gå bort fra at tale egnens dialekt, svarede nu ikke til det sprog, jeg selv syntes jeg havde i ørerne fra mine egne ophold på Narsaq- egnen. Jeg havde ikke behøvet at be- kymre mig - det viste sig, at rygterne om den sydgrønlandske i-dialekts nært forestående død var stærkt overdrevne. Det kan naturligvis ikke komme som nogen overraskelse for dem, der selv ta- ler dialekten eller jævnligt er i kontakt med den; men /u/>/i/-tendensen kan altså også helt konkret dokumenteres simpelthen ved at tælle de /u/, der æn- dres til /i/. Rischels lov De vigtigste regler, som J. Rischel ud- ledte fra Kap Farvel-dialekten, er føl- gende: Pensionist Mariane Frederiksen, 1920-2000, har fortalt på båndene om fåreholderstedet Tasiusaq, Narsaq. Tasiusaq 1983. Foto: BHC. 239 [6] Pensioneret fåreholder John Knudsen, f. 1925, har bl.a. fortalt om fareholdererhvervet, og om, hvordan han startede som ung fareholder i begyndelsen af 40erne. Qassiarsuk 1980. Foto: Finn Johannessen. 3. 1. /u/ bliver ikke til /i/ i et ords første stavelse, f.eks. nuna 2. /u/ bliver ikke til /i/, hvis det følger umiddelbart efter en labial konso- nant, f.eks. aput — immuk — oqaasivut /u/ bliver ikke til /i/ efter en sta- velse, hvor /u/ er bevaret på grund af regel nr. l eller 2, f.eks. unnuaq — iffimussuaq (progressiv assimilation) 4. /u/ bevares næsten altid, hvis der er /u7 i den følgende stavelse, og der ikke er nogen labial konsonant mel- lem de to, f.eks. pingasunngorneq (re- gressiv assimilation) Det er altså de regler, der gælder for Kap Farvel-dialekten. De tre første reg- ler ligger fast — de gælder for Kap Far- 240 vel uden undtagelse, og de gælder også for de andre grønlandske i-dialekter Upernavik og østgrønlandsk. Nr. 4 skil- ler sig derimod ud: Den gælder ikke for Upernavik; for østgrønlandsk gælder den kun i nogle tilfælde, og for Kap Far- vel er det heller ikke nogen helt ufravi- gelig regel. Jeg har analyseret 14 forskellige bånd- optagelser fra Narsaq- og Qaqortoq- området (mest Narsaq) og sammenlig- net i-dialekten, som den kommer til ud- tryk på båndet, med de resultater, J. Rischel nåede frem til, for at se, om reg- lerne for brug af /u/ og /i/ i dette om- råde er de samme som dem, der gælder for Kap Farvel-dialekten. Som nævnt stammer eksemplerne fra folk, der er født mellem 1880'erne og 1960'erne, og der lader ikke til at være nogen tegn overhovedet på, at i-dialekten skulle være på vej ud af de yngre generatio- tters ?pfog." Men dialekten er meget præget af store forskelle mellem de en- kelte sprogbrugere, og hver enkelt per- son spænder over forskellige varianter til brug i forskellige situationer. Lad mig først slå fast, at der er stor lighed mellem de to dialekter, hvilket jo ikke er så underligt. De tre første regler gælder også for sydgrønlandsk, og den fjerde gælder i hvert fald i vid ud- strækning også for sydgrønlandsk, men måske ikke helt på samme måde - det kommer jeg tilbage til nedenfor. Jeg har navnlig undersøgt følgende fem spørgs- mål: /. Låneord Hvordan opfører /u/ sig i nyere låne- ord? Nyere låneord — dvs. hovedsagelig -- -_^-- L_\_-_ ^_. __-_ -_ :_2- ._- ; 2j- [7] Karnis Knudsen, 64 år ved optagelsen. Var leder af fiskehuset i Narsaq og fortæller her om fiskeriet ved Narsaq. Optaget og fotograferet i Narsaq i 1949 af M. og C. L. Vebæk. Narsaq Museum. fra dansk — beholder deres /u/, som f.eks. »snescooter« og »kilometer«, som bliver til sniskuuteri og kilumeeteri (ikke sniskiiteri og kilimiiterK); men hvis låne- ordet udbygges med et tilhæng, kan /u/ godt ændres i det nye ord der opstår, som f.eks. 1998-iuvoq > 1998-iivoq. 2. Leksikalisering Jeg har prøvet at finde ud af, hvor stærk en tendens der er på sydgrønlandsk til, at bestemte udtryk leksikaliseres, altså bliver til faste udtryk med enten /u/ el- ler /i/. Alle tekstprøverne er præget af en vis grad af leksikalisering, således at nogle hyppigt forekommende ord og tilhæng går igen med en bestemt udtale af /u/. Det gælder også de ældste opta- gelser fra 1949. Der er desuden varia- tion mellem personer inden for samme aldersgruppe, og også inden for de en- kelte bidrag, så nogen helt entydig ten- dens mod større leksikalisering er der ikke tale om. Jeg har prøvet at se på de ord, som betegner begreber, der er forholdsvis nye i Grønland, uden at de dog er låne- ord. I teksterne tales der om radioer (naalaarutsigut > naalaaritsigit) og div. tek- niske hjælpemidler (atortorissaaruteqarpu- gut > atortorissaariteqarpuguty, de udtales med /i/ for /u/, og det samme med »uld« (meqqut > meqqif). På den anden side udtales ilinniartitsisoq og naalakker- suisut (lærer/myndigheder) ligesom på midtgrønlandsk med henholdsvis o og u. Det kan se inkonsekvent ud; men måske er det alligevel logisk, at ord som ilinni- artitsisoq og naalakkersuisut leksikaliseres med midtgrønlandsk udtale, fordi de netop betegner noget fjernstyret og udefra kommende, mens den lokale dia- lekt anvendes på andre ord, der dækker over begreber, som ganske vist er nye, men som hører dagliglivet i lokalsam- fundet til. Det gælder både fåreuld, ra- dio og (andre) tekniske hjælpemidler. Det var et lille filosofisk sidespring, som ikke har så meget med konsonanter og vokaler at gøre; men det er da meget in- teressant alligevel! 3. Grænser mellem et ords bestanddele Hvilken betydning har en grænsen mel- lem et grundord og et tilhæng eller mel- lem flere tilhæng og endelser for regres- siv assimilation? På båndoptagelserne 241 [8] var der ganske vist nogle ganske få ud- tryk, hvor /u/ blev til /i/, selv om man skulle have forventet, at de ville blive bevaret på grund af regressiv assimila- tion, og det var netop, hvor der kom en sådan grænse imellem; men der var stor overvægt af eksempler på det modsatte — på, at regressiv assimilation på syd- grønlandsk også fungerer tværs over grænserne mellem et ords forskellige bestanddele. F.eks.: marluk > marlik, men tnarlu \ nut; pingasut > pingasit men pingasu \ nngorneq; eqaluit > eqalivit, men eqalu\ssuaq. På østgrønlandsk spærrer en sådan grænse for regressiv assimila- tion, men ikke i Kap Farvel-området, og jeg mener, der er tilstrækkeligt belæg for at sige, at sydgrønlandsk, hvad det an- går, er som Kap Farvel-dialekten - re- gressiv assimilation sker på tværs af grænserne mellem et grundord og dets tilhæng eller endelser. 4. Underliggende bogstaver Hvad betyder et underliggende /u/ el- ler en underliggende labial konsonant (p, m, f) for, om /u/ bliver til /i/? Ja, hvad betyder i det hele taget udtrykket »underliggende /u/« og »underliggende labial konsonant«? Det har både noget at gøre med den nugældende grønland- ske retskrivning og med udviklingen i talesproget. Ved indførelsen af den nye grønland- ske retskrivning i 1973 tog man konse- kvensen af den udjævning, der for længst var sket af udtalen af oprindelige konsonantgrupper og vokalforbindel- ser. De udtales som én lang konsonant og én~lang vokal, og efter den nye ret- skrivning skrives de som et dobbeltbog- stav: tåuna > taanna; sulisaqaugut > suli- saqaagut; sulivdlune > sulilluni; nåpikavko > naapikkakku. Det er altså de bogstaver, der er forsvundet i den nye retskrivning, men har været der engang, som jeg kal- der underliggende. Det ser ud til, at /u/ bevares, når det følger efter en stavelse med underlig- gende /u/ - der er nu lovlig få af den type forbindelser på mine bånd, til at man kan sige noget sikkert; men det ser ud til, at mindet om det /u/ der engang var i ordet, holder sig endnu i dialekten. Der er desværre heller ikke så mange eksempler i teksten på underliggende la- biale konsonanter med /u/ bagefter, og om det /u/ så bliver til /i/ - tja, det er lidt til hvilken side hveranden gang med måske en lille overvægt af ændringer. Det materiale, J. Rischel indsamlede i Kap Farvel-området i begyndelsen af 1970'erne, tydede på, at /u/ bevares ef- ter en sådan underliggende labial kon- sonant, og der er også eksempler på mine bånd på, at det bevares. Det er muligt, at det er de yngre, der er ved at droppe dette træk; men der er desværre for lidt til at man rigtig kan sige noget om det. 5. Labial konsonant V^har set, at et /u/ på sydgrønlandsk bevares gennem regressiv assimilation, og at assimilationen også fungerer tværs over grænsen mellem et grundord og diverse tilhæng og endelser, som i pin- gasn \ nngorneq. I Kap Farvel-dialekten spjerrer en labial konsonant for den form for assimilation; men det kunne godt se ud til, at det er anderledes for sydgrønlandsk. Det er ikke bare det, at 242 [9] Edvard og Mathilde (Atérsivasik) Sakariassen, Narsaq. Edvard Sakariassen har bidraget med en skildring af fangstlivet. 64 år ved optagelsen. Optaget og fotogra- feret i Narsaq i 1949 af M. og C. L. Vebæk. Narsaq Museum. /u/ efterfulgt af en labial konsonant + en anden stavelse med /u/ ikke nød- vendigvis bliver til /i/, for der er ikke noget krav om, at /u/ absolut skal æn- dres. Men vi kan sammenligne ord, der indeholder /u/, og som optræder i for- skellige sammenhænge. Somme tider optræder de med et tilhæng eller en en- delse, der begynder med en labial kon- sonant efterfulgt af et /u/, og somme tider optræder de uden tilhæng eller med en anden slags tilhæng eller en- delse, og der lader til at være en tendens til at bevare et oprindeligt /u/, hvis der er /u/ i en efterfølgende stavelse — også selv om de er adskilt af en labial konso- nant. Som et eksempel kan vi tage bygden Qassiarsuk. Den udtales ofte med /i/ som Qassiarsik, også når der bygges vi- dere på ordet som i Qassiarsimmi, Qassi- arsiliaalligit, men med endelsen -mut bli- ver det på mine bånd til Qassiarsummut (/u/ + labial + /u/). I Kap Farvel-dia- lekten ville det sidste eksempel derimod ifølge det materiale, som J. Rischel ind- samlede i 1970'erne, blive Qassiarsimmut, fordi den labiale konsonant m spærrer for påvirkning fra det sidste /u/ til /u/ i den foregående stavelse. I hele materialet er der i det hele taget overvægt af eksempler, der tyder på, at en labial konsonant i sydgrønlandsk ikke spærrer for regressiv assimilation. Det er ikke helt overbevisende, for grundlaget er lovlig spinkelt; men jeg synes alligevel, det er bemærkelsesvær- digt. Man kunne måske tale om »for- stærket regressiv assimilation« på syd- grønlandsk. Sproglig mangfoldighed Så er der lige den distraherende ting ved det, at der også tegner sig et mønster, der er præget af stor variation og en ud- præget vekslen mellem forskellig sprog- brug hos hver enkelt. Ud fra det forelig- gende materiale er det mit indtryk, at der for de sydvestgrønlandsk-talende ikke kun er tale om et valg mellem dia- lekt og standardsprog, men at den en- kelte sprogbruger suverænt varierer sin tale efter situationen. Der opnås derved en stor sproglig mangfoldighed, som er fascinerende, men som unægtelig også gør, at man som udlænding skal holde ørerne endog meget stive for at følge med i en samtale. 243 [10] Anvendte dialektprøver Andersen, Pia R,: John aamma Helena Knudsen oqaluttuar- put. Qassiarsuk, Narsaq. 1994. Upubliceret. Parbst, Karin, og Katrie Egede Motzfeldt: Kiserliornerup Kngorna. Efter ensomheden. Qaqortoq. 1993. Vebæk, Måliåraq & C. L.: Båndoptagelser af interview med ældre mennesker på Narsaq-egnen. 1949. Upubliceret. Egne optagelser fra 1998: Mariane Frederiksen, Narsaq, tidl. Tasiusaq. John Knudsen, Narsaq, tidl. Qassiarsuk. Otto Frederiksen, Tasiusaq. Cecilie Hansen, Narsaq. Dorthea Rødgaard, Narsaq. Litteratur Christensen, Bkte H.: Dialekten i Sydvestgrenland: en grøn- landsk i-dialekt. Institut for Eskimologi skriftrække 16. Københavns Universitet. (Under trykning). Dorais.TSuis-Jacques: Some Notes on the Language of East Greenland. Etudes/Inuit/Studies 5, suppl. issue Cjhe Language of the Inuit): 43-70. 1981. Fabricius, Otho: Forsøg til en forbedret Grønlandsk Gram- matica. "København. 1791 + 1801. Fortescue, Michael: En introduktion til Upernavikdialek- ten. Institut for Eskimologi skriftrække 13. Køben- havns Universitet. 1986. Hingivåkéq, Martin: Kap Farvelip erqåne oqautsit ator- neqartiit. Atuagagdliutit 1939-40:49-51. Lynge, F£ans: Inegpait. Meddelelser om Grenland 90,2. 1955. Peterseri,Hobert: On Pkonological Length in the Eastern Eskimo Dialects. Folk 11-12:329-344. 1970. On the East Greenlandic dialect in comparison with the West Greenlandic. Objets etmondesXV, 2:177-182. ms. Some features common to East and West Greenlan- dic in the Ilght of dialect relationships and the latest migration theories. Arctic Anthropology 23 1/2:401- 412. 1986. De grønlandske dialekters fordeling. I Vort sprog — vor kultur. Pilersuiffik. 113-122. 1986. Rink, Hinrich J.: Den østgrønlandske Dialekt, efter de aT den danske Østkyst-Expedition meddelte Be- "mærkninger til Kleinschmidts grønlandske Ordbog. Meddeleher om Grønland X, Anden Del, IV. 1887. Ris3oel,Jørgen: lapics in West Greenlandic Phonohgy. Akademisk Forlag, febenhavn. 1974. Asjmmetric vowel barmony in Greenlandic fringe dialect s. ÆRIPTJC 9. Thstitut for Fonetik, Københavns Uni- "versitef. 1975. Æalektfordeling og lydforandringer i grønlandsk. I Vort sprog-vor kultur. Pilersuiffik. 123-141. 1986. Robbe, Pierre, & Louis-Jacques Dorais: Tunumiit Oraa- Sat. "Centre d^tudes Nordiques. Université Laval. CoIIection Nordica No 49. Québec. 1986. Schultz-Lorentzen, Chr. W.: Eskimoernes Indvandring i Grønland. Meddelelserom GrønlandXXVI, VI. 1904. Thalbitzer, W.: A phonetical study of the Eskimo language based on observations made on a journey in North Greenland 1900-1901. Meddelelser om GnnlandT>\. 1904. The Ammassalik Eskimo: Contributions to the Eth- nblogy of the East Greenland Natives. Meddelelser om Grenland XL. Anden del: Language and Folklore. 1921-23. 244 [11]