[1] Fangstmændene i Nordøstgrønland 1908-1960 Af Astrid Duus Mikkelsen Interessen for at udnytte den overvæl- dende arktiske natur startede, da Henry Hudson i 1607 prøvede at finde Nord- øst Passagen, søvejen nord om Alaska til Østen. Hans ekspedition mislykke- des, men han kom tilbage med beret- ninger/om de mange ressourcer, der fandtes, i den arktiske natur. Mest af alt var det hvalerne, der fik folks interesse, så de første ikke-eskimoiske fangere i polarområderne var hvalfangere. Først senere gik disse fangere på land og op- rettede kompagnier og fangsthytter. Det var Svalbard og Jan Mayen, der på dette tidspunkt var centre for fangsten. Men af og til kom der skibe op langs Grøn- lands østkyst. Man så mulighederne i landet, men det lå urørligt bag sin barri- ere af is. Ifølge de islandske sagaer havde Nordboerne sandsynligvis været på Østkysten på rejser mod Vestkysten. Hollænderne havde som nogle af de første europæere været op langs østky- sten et par gange i begyndelsen af hval- fangerperioden i det 16. århundrede. Helt op til Lambertland, som de havde navngivet. 11822 havde den engelske hvalfanger William Scoresby været forbi Scores- bysund og i grove træk kortlagt dele af denne. Gentleman som han var, ville han ikke opkalde fjorden efter sig selv, men sin far, der tilfældigvis også hed Scoresby. Mod nord havde Robert Peary i år 1900 stridt sig til Grønlands nordspids, Kap Morris Jesup. Senest samlede Danmark-ekspeditio- nen (1906-1908) brikkerne - de mange navngivne øer og kap — til et næsten fuldstændigt kort over kysten. Så der var kun de mindre detaljer, så som dele af fjorde og fjordkomplekser, tilbage til fangstmændene at udforske, da de kom derop. Da fangstmændene kom til NØ Grønland omkring 1908 var det således langt fra et ukendt land, de kom op til. Og de sidste hvide pletter på Grøn- landskortet blev udforsket af disse mænd i fangtmandsperioden, der va- rede fra 1908-1956. Astrid Duus Mikkelsen er p.t. skoleelev. Intetes- sen for Grønland har altid eksisteret grundet fa- milietraditioner. Med Ejnar Mikkelsen som olde- far og Aksel Mikkelsen som morfar har hun i ti- dernes løb fået fortalt hundreder af historier om Grønland — og hun har selv oplevet landet, senest Nordøstgrønland i sommeren 2000. 258 [2] Kort over fangstmandsperiodens jagtområde kaldet »Guldkysten« med angivelse af hytter og fangststatio- ner . (Efter Peter Schmidt Mikkelsen, 1994, »Nordøst- grønland 1908-1960«). Det danske fangstkompagni Nanok Det var hollændere, danskere og nord- mænd, der befandt sig på kysten i de tidlige år af fangstmandsperioden. Men hollænderne forsvandt ud af billedet snart efter. Scenen var nu overladt til danskerne og nordmændene. Nordmændene var de første, der fik etableret et fangstkompagni, men dan- skerne fulgte hurtigt efter ved oprettel- sen af A/S Østgrønlandsk Kompagni. Fangsten var i det hele taget en dårlig forretning viste det sig. Både for Norge og Danmark. Kun enkelte år var økono- mien bæredygtig, men begge kompag- nier overlevede på støtte fra stat og pri- vate investorer. Alligevel måtte A/S Øst- grønlandsk Kompagni lukke og slukke i 1924. Men danskerne var bange for at miste til Norge det tag, de havde i Grønland, så den 20. maj 1929 fik J. G. Jennov stablet et nyt kompagni på be- nene med navnet Østgrønlandsk Fangst- kompagni Nanok. Dette blev senere forkortet til Nanok, hvilket betyder is- bjørn på grønlandsk. Det gik bedre for det nye kompagni takket være staten, der igen hjalp med opretholdelsen af økonomien. Staten var nemlig interesseret i at få suveræni- teten over Grønland, men det var Norge også. Kampen om Grønland var ved at begynde. Efter afgørelsen i Haag var fangst- mændenes politiske job ovre, og da pri- serne på skindmarkedet faldt yderligere, var der ingen grund til at opretholde fangstvirksomheden. Da danskernes ca. 50 år lange eventyr sluttede i 1952, blev Nanok delvist opløst. Trods utallige forsøg på genoprettelse, forblev kom- pagniet historie indtil 1992. Her blev det besluttet at genoprette det gamle kompagni, da fangsthytternes tilstand var katastrofal. Nu er kompagniets for- mål at beskytte og restaurere fangsthyt- terne så vel som andre historiske byg- ninger i Nordøstgrønland. Fangstmand på Guldkysten Kyststrækningen fra 70-77 gr.nr.br. var fangstmændenes domæne. Denne stræk- ning blev også kaldt for Guldkysten. Det var unge mænd, der drevet af eventyrlysten tegnede kontrakt med et 259 [3] Den norske fangststation Hoelsbu i Moskusoksefjord. Stationen blev anlagt 1930 af Otto Jensen ogjohn Giæver, A/S Arktisk Nærdrift. Sådan tog den gamle fangststation sig ud efter at Nanok havde været forbi og restaureret stationen i sommeren 2000. (Nanok, 2000). af kompagnierne om at drive fangst. Det var helt afgjort ikke på grund af lønnen, der lød på 4000 kr. pr. over- vintring + tillæg alt efter hvor mange skind pågældende samlede. Det var sparsomt med information om hvad der ventede de nye fangstmænd. En stan- dard pakkeliste samt et par punkter i kontrakten var egentlig alt, hvad de unge fflænd havde at forholde sig til. Måske erfaringer eller råd fra en gam- mel fangstmand i tillæg. Sommer i København Skibe blev lastet med varer, der skulle bringes til de udstationerede på Grøn- land. De medbragte også nye fangst- mænd, der stolt kunne sole sig i den op- mærksomhed, der blev givet af forbi- passerende. Men så snart de stod på de ensomme vidder i Grønland og så ski- bet forsvinde bag pakisen, har det nok været så som så med standhaftigheden. Var det nu virkelig også så eventyrligt som det havde lydt i Danmark: Fangst- mand i Nordøstgrønland? Ingen tvivl om at det krævede en stærk psyke og et godt forhold til de andre udstatione- rede. Havde man ingen af delene kunne det ene år, kontrakten typisk lød på, bli- ver et rent helvede. Nogle blev lettere skøre; det blev kaldt polarkuller. Men andre besad begge evner og endte med at leve som ensomme lykke- lige i det øde, barske Nordøstgrønland. Det var småt med de materielle goder. 260 [4] Tre gæve fangstmænd efter flere måneders isolation fra omverdenen. Fra venstre Peter Tutein, Hans Givskov og Kaj Jørgensen. (Arktisk Instituts arkiv). Manglede man noget, måtte man flikke det sammen af de til rådighed værende midler. En anden mangelvare var kvin- der, hvilket var et særsyn på de bredde- grader. Kun tre medlemmer blev det til af denne eksklusive klub. Men alle tre kvinder gjorde spådommene til skamme ved at deltage aktivt i jagten, oven i kø- bet med et flot resultat. Selve jagten blev drevet for skindets skyld. Selvfølgelig blev eventuelle tæn- der o.lign. også solgt, mens fangst- mændene brugte kødet til foder til hun- dene. Hunde og slæde var en nødven- dighed for at kunne nå rundt i hele ter- rænet. Om sommeren nåede man fæl- derne til fods og med jolle. Da skindet var hovedformålet med fangsten, brugte man gerne sakse og i starten gift; arsenik. Disse metoder øde- lagde ikke skindet, men til gengæld blev de kritiseret for at være uetiske. Ellers var det harpunen og især riflen, der var de vigtigste jagtredskaber. I fangstterrænerne opsattes klapfæl- der, der ved hjælp af lokkemad lokkede byttet ind i fælden, hvorefter en plade med sten faldt ned over dyret. Denne metode var hovedsageligt brugt til ræve, men også bjørne faldt i sådanne. Skindene blev bælget og renset, og når sommeren og det gode vejr kom, blev skindene spændt op i rammer. Til trods for dette møje og omfattende ar- bejde kunne f.eks. en blåræv kun ind- bringe ca. 230 kr., alt efter skindets til- stand. Priserne var selvfølgelig presset af konkurrence. Og det var derfor sjæl- dent at regnskabet gik op, da det ko- stede fangstkompagniet hen mod 90.000 kr. at have ca. 12 mand udstatio- neret i et år. Nordmændene var heldi- gere eller mere ihærdige fangere end danskerne og fik under. hele fangst- mandsperioden samlet langt flere skind end danskerne. Men alligevel havde også de underskud. Kost ogproviant Fangstmændene skulle under deres op- hold i Grønland selv skaffe sig føde gennem jagt, men Nanok såvel som de norske fangstkompagnier sendte provi- ant op, der indeholdt de vitaminer, som 261 [5] fangstmændene ikke kunne få deroppe. Grøntsager var pga. holdbarheden umulig at sende med op, så i stedet blev fangstmændene udstyret med frø, som de kunne dyrke i nogle sommermåne- der, bLa. karse. Hvorfor grøntsagerne var så uhyre vigtige, var fordi de bl.a. in- deholdt C-vitamin, som modvirkede skørbug. Dette var på den tid en meget frygtet sygdom i Grønland så vel som andre steder. Til tider blev ascorbinsyre og lever- tran sejndt med. Dette måtte bare ikke indtages samtidig, da levertrannen øde- lagde virkningen af C-vitaminerne i ascorbinsyren. Alt dette var nedskrevet i en vejledning, der selvfølgelig ikke altid kom med op til fangstmændende. Trods enkelte sygdomstilfælde klarede fangst- mændene sig alligevel, selvom det krævede et stort kendskab til indholdet af vitaminer i de forskellige dyrs orga- ner. En ofte begået fejltagelse var at spise isbjørnelever. Denne indeholder en så stor koncentration af A-vitamin pr. grafn, at den er giftig. Men de nødvendige vitaminer kunne fangerne også få fra andre steder. C-vi- tamin findes i milten på næsten alle ark- tiske dyr, sælblod, matak, tangplanter, blomster og mange andre planter. Det var fra eskimoerne man havde lært alt dette, da man vidste, at de havde levet i Grønland i generationer uden tilførsel af vitaminer fra Europa. Hytterne Med den nordligste hytte på Kap Arne- lié og den sydligste på Scoresby Land havde fangstmændene en kyststrækning på ca. 700 km til rådighed, hvortil kom fjordkomplekser og dybe vige. På denne kyststrækning havde fangstmændene opført flere hundrede hytter — store som små og grupperet i områder af skiftevis dansk og norsk oprindelse. Danskerne »regerede« over den nord- lige kyststrækning, nordmændene over den sydlige. Ind imellem var en blan- dingszone. Hvorfor der var sket sådan en^geografisk fordeling skyldtes de poli- tiske stridigheder landene imellem. Hele nordøstkysten havde den fordel for europæerne, at den var ubeboet af eskimoer, hvilket betød, at fangstmæn- dene ikke skulle bekymre sig om at be- finde sig i deres jagtområder. Eskimo- erne boede længere mod syd på Grøn- lands Østkyst samt på Vestkysten, idet de dog tidligere havde beboet de nord- ligere strøg af Grønlands Østkyst. Douglas Clavering mødte således i 1823 eskimoer på Clavering Ø, men siden er der ikke fundet andet end utallige eski- moefterladenskaber på hele kysten. Da fangstmands-perioden startede, lå der på kysten kun en brøkdel af det an- tal hytter og huse, der var opført ved pe- riodens slutning. Derfor havde største- delen af hytterne også tilknytning til fangstindustrien. Men der blev også op- ført hytter og stationer til andre formål. Under 2. verdenskrig blev der bygget radarstationer og vejrstationer, og der kom også flere ekspeditionsbygninger til. Fangsthytterne var bygget op efter et snedigt system med stationer og rejse- hytter. Fangststationerne var base for de fangstmænd, der var udstationeret i det pågældende område. Her dannede hyt- ten eller stationen grundlag for alle 262 [6] Et isbjørneskind skrabes rent for fedtrester i den lune forårssol ved Polarheimen. (Sverre Storholt). sommeraktiviterer og fælles gøremål. Samtidig var den samlingspunktet, når fangerne havde været på længereva- rende fangstture. Til starionen hørte et større fangstområde, som var delt op i nogle mindre terræner, så hver fangst- mand havde sit eget. Typisk skiltes de 2-4 fangere på sta- rionen ved mørkeridens begyndelse for at drage på jagt, mødtes til jul på statio- nen, for så igen at drage ud i den sene vinterperiode. Således rejste fangstman- den på egen hånd rundt i dette terræn i vinterhalvåret med sine hunde og slæde for at opstille fælder og drive jagt. I sommermånederne skete al forbin- delse til omverden fra stationen, når der kom skib, hvis altså isforholdene tillod skibstrafik. Rejsehytternene kunne egentlig ikke kaldes rigtige hytter. I de fleste tilfælde kunne de bedre karakteriseres som en sovepose af træ, der gav et velfortjent skjul for det til tider hårde vejr. I terrænet var disse hytter placeret med en afstand af én dagsrejse. Fæl- derne blev opstillet mellem rejsehyt- terne og de blev efterset og eventuelt tømt, når man kom forbi. I sommer- perioden, når fangsten foregik pr. båd, blev nye hytter opført. I dagbogsberet- ninger kan man læse om, hvordan man på en enkelt dag fik bygget 5-6 hytter. Så det er måske ikke så underligt, at der var mere kvantitet end kvalitet. Til trods for dette har mange af de gamle hytter modstået hen ved 60 års vejrlig og står der endnu, selvom væggene i mange 263 [7] tilfælde nok næppe ville blive godkendt til selv et dansk kolonihavehus! Kampen om Grønland Som sagt var der i begyndelsen af 1930- erne megen diskussion om hvilket land, der skulle have suveræniteten over Nordøstgrønland^ Både Norge og Dan- mark havde masser af argumenter, der talte deres sag: Nordmændene mente, at de var de retmæssige ejere, da handel og rejser til Grønland i mange år havde gået over norske havne, og dertil var de nok lidt mere engagerede i fangst- mands-perioden end danskerne. Danskerne havde derimod foretaget et storf'antal videnskabelige ekspeditio- ner på kysten på vegne af den danske stat. Disse ekspeditioner var meget grundige med deltagelse af biologer, glaciologer, geologer, arkæologer, geo- grafer og malere. Dertil havde Danmark ikke kun koloniseret alle de små sam- fund på vestkysten, men også oprettet Scoresbysund. Fra begge nationers side var der en politisk bagtanke med deres landsmænds tilstedeværelse på kysten. Oprindeligt kom fangstmændene derop, fordi man øjnede en god forretning. Da man imid- lertid erfarede, at dette ikke var tilfældet, bibeholdt man alligevel foretagendet. Af politiske årsager må vi sande. Lige siden 1908 havde suverænitets sagen saledes småkogt mellem den nor- ske og den danske regering. Men da Danmark i 1916 solgte de Dansk Vest- indiske Øer til USA, blev der indgået en form for aftale med USA om, at USA ville støtte Danmark i en række uden- rigspolitiske sager. I hvert fald frem- førte USA Monroe doktrinen under sa- gen,- i Haag, og denne doktrin talte til danskernes fordel. Monroe doktrinen var blevet underskrevet helt tilbage i 1823, og den gik ud på, at alle de natio- ner der havde underskrevet traktaten ville respektere etablerede kolonier. Da Grønland var en dansk koloni, havde danskerne altså ifølge doktrinen retten på deres side. Da den norske regering indså dette forhold, ville de gerne indgå et kompromis med danskerne, men dette afslog danskerne. Til trods for dette var den norske befolkning af den overbevisning, at Grønland tilhørte Norge, og det tog de konsekvensen af. Den 27. juni 1931 tog nordmanden Ha- rald Devold, der var udstationeret på stationen Myggbukta, landet mellem Carlsberg fjord i syd og Bessel fjord i nord i besiddelse i den norske Kong Harald D. 7's navn. Han kaldte dette land for Eirik Raudes Land, - Erik den Rødes Land, og det omfattede hele Guldkysten, bortset fra et lille stykke i nord. Først den 10. juli bekræftede den lidt usikre norske regering okkupatio- nen. Men det fik danskerne til prompte at reagere. Allerede dagen efter, den 11. juli, stævnede den danske regering sa- gen for domstolen i Haag og påstod, at dét Norge havde gjort var retsstridigt og ugyldigt. Først den 5. april 1933 blev kendelsen afsagt: Grønland skulle stå under dansk suverænitet. På kysten udvekslede de danske og norske fangstmænd erfaringer og hjalp hinanden. Det politiske klarede deres landsmænd derhjemme ved skrivebor- dene. På Grønland var det derimod et spørgsmål om at overleve. 264 [8] Der var langt til nærmeste indhandlingssted, så spiritus måtte man selv lave. Her er de to norske fangere Sverre Storholt (t.v.) og Birger Larsen, Kap Humboldt, ved deres apparat hvormed de producerede »Ni-ti-sekseren«. (Sverre Storholt). Efter Haag dommen fortsatte fangst- mændene deres arbejde på kysten. Dan- ske såvel som norske. Nordmændene havde stadig ret til at drive fangst, og de norske hytter var stadig deres. Men lan- det var dansk. Siden dommen havde det ingen dybere mening for Norge at have fangere udstationeret på kysten. Dertil kom, at slædepatruljen Sirius blev op- rettet i 1950, så når det gjaldt den politi- ske tilstedeværelse, havde danskerne nu overtaget. Desuden gik fangstforretnin- gen endnu sløjere, og da priserne på skindmarkedet yderligere faldt, var der ingen grund til at opretholde virksom- heden, hverken for danske eller nord- mænd. Danskernes eventyr sluttede omkring 1952, mens nordmændene fortsatte til 1959, hvor de lukkede og slukkede. I 1969 ville danskerne gøre rent bord hvad angik Norges engagement i Grøn- land. Nordmændene havde jo stadig de- res hytter deroppe. Danskerne ville der- for købe de norske hytter, og det var den norske regering der satte prisen, som var umådelig høj. Men danskerne diskuterede ikke prisen og betalte. På den måde fik Danmark købt hvert ene- ste lille bræt og alle de søm, som nord- mændene i sin tid havde bragt derop. Nu var det norske eventyr på Grønland definitivt slut. Hvad de efterlod Fangstmandsperioden efterlod en åben historiebog på kysten. Atmosfæren hænger stadig i hytterne, ligesom land- skabet omkring dem ikke har ændret sig. Det er stadig de store øde vidder, der 265 [9] Laksehytten, norsk fangsthytte anlagt på Hochstetter Forland. Hytten måler ca. 2,5 x 2 meter og er et eksempel på en af de små rejsehytter der blev opført i 1933. (A.K. Higgens/GGU 1988). danner baggrundsbillede for hytterne. Nogen egentlig funktion har de ikke i dag. Sirius bruger dem stadig, dog ho- vedsageligt de større stationer og de hytter, der ligger på ruten. Nanok er på kysten og restaurerer flere af dem hvert år. Men hvorfor egentlig? Svaret er, at alle disse stationer og hytter udgør et stykke historie, der ikke kan sættes på museum. Mange har tendens til at glemme, at der på dette fjerne og øde sted udspillede sig en vigtig del af Dan- marks historie. Selve fangstmandsperio- den betød store udgifter for staten. Men samtidig fik Danmark under denne pe- riode stadfæstet, at Grønland var dansk. Det havde Grønland også været før, men det var ikke så åbenlyst. Fangsten på kysten satte skub i sagen, der blev af- sluttet med Haag-dommen. Sagligt set tror jeg ikke, at hele denne sag var så god for Danmark, som den så ud den gang. Men sagen appellerede til nationalfølelsen. Sagen var nok aldrig blusset op, hvis hverken Norge eller Danmark havde drevet fangst på østky- sten, men sådan ville skæbnen det. Og den gjorde, at Danmark knyttede endnu 266 et historisk bånd til Grønland. For grøn- lændernes vedkommende er fangst- mandsperioden måske ikke af særlig stor interesse, hvilket er forståeligt nok. Fangstmandsperioden er et stykke Dan- markshistorie, der udspillede sig på grønlandsk jord. Hvor lang tid fangsthytterne endnu vil blive stående er uvist. De vil i hvert fald være der, så længe Nanok findes og vedligeholder dem. Og så længe de gamle historier går i arv, vil glæden og fascinationen over fangstmandsperio- den ligeledes eksistere. En fangstmand skrev engang: »Vi drev en industri i et af de mest barske områder i verden. Kun de tynde, sod- sværtede bræddevægge adskilte livet og døden«. En rammende måde at ud- trykke livets skrøbelighed på i de arkti- ske egne. Efterskrift Der rettes en stor tak til Jens Fabricius, Mogens »Gulli« Guldbrandsen, Peter Schmidt Mikkelsen og Leif Vanggaard for hjælp i forbindelse med udarbejdel- sen af artiklen. [10]