[1] Thule Air Base Af Jørgen Taagholt Polareskimoerne Eskimoernes indvandring til Grønland har fundet sted fra Canada til Nordvest- grønland, hvor afstanden over Nares strædet mellem Ellesmere Island og Nordgrønland flere steder blot er om- kring 25 km islagt hav. Først i 1818 fik polareskimoerne ved Kap York gennem den britiske ekspedi- tion under ledelse af John Ross kontakt med den hvide mand. Efterfølgende kontakt med hvalfangere og videnska- belige ekspeditioner fik ikke væsentlig indflydelse på de selvforsynende eski- moers levevis. Først gennem Robert Pe- ary's anstrengelser for at nå Nordpolen i perioden 1891-1909 blev de vante til goder som skydevåben, kaffe, sukker og kiks og kom i en vis afhængighed af im- portvarer. Knud Rasmussen lærte allerede som barn gennem grønlandske sagn om denne indvandring, og han besluttede, at han engang selv måtte besøge polar- eskimoerne i dette område. Knud Rasmussen planlagde sammen med Mylius Erichsen Den Danske Lit- terære Grønlandsekspedition 1902-04 til Kap York-eskimoerne. I ekspeditio- nen deltog også maleren Harald Mokke, lægen Alfred Bertelsen og grønlæn- derne Jørgen Brønlund, Gabriel Olsen og Elias Eliasen. De nåede i april 1903 til en tom vinterboplads ved Kap York og overvintrede på Agpat/Saunders O 1903-04. Ifølge Mylius Erichsens beret- ninger boede der cirka 200 polareski- moer på hele den berejste strækning fra Kap York til Kap Alexander. Fra bo- pladsen på Agpat foretog Knud Ras- mussen en slæderejse til bopladsen Umanaq. Efter sin hjemkomst til Danmark ar- bejdede Knud Rasmussen forgæves på at få dette nordgrønlandske område inddraget under den danske grønlands- administration. I kirkelige danske kred- se var der større interesse for at støtte et missionsarbejde blandt de nordgrøn- Civiling. Jørgen Taagholt, Arktisk Institut, har i perioden 1967-1999 været dansk videnskabelig forbindelsesofficer for Grønland. Han har skrevet mange artikler i tidsskriftet Grønland. 42 [2] Mor og barn på Inglefield Bredning. Foto: J. Taagholt 1964. landske eskimoer, og den grønlandske kirkesag oprettede i august 1909 i sam- arbejde med Knud Rasmussen ved bo- pladsen Umanaq en missionsstation Nordstjernen med grønlænderne Gu- stav Olsen og Sechmann Rosbach som missionærer. Knud Rasmussen oprettede her den 19. august 1910 for egen regning en handelsstation, som han kaldte Thule, et græsk udtryk for det mest fjerne, an- vendt af Goethe i digtet om de sidste konger i Thule. De polareskimoer, Knud Rasmussen mødte på den litterære ekspedition, var nomader, der fulgte fangstdyrenes og årets rytme. Præsten Gustav Olsen flyt- tede snart sit arbejdsfelt til Kanger- Altertavlen, efter den er flyttet til kirken i Qaanaaq. Foto: Jørgen Taagholt. 43 [3] Polareskimoer i Umanaq/Thule 1950. Foto: Daniel Lufkin. dlugssuaq ved Olrik Fjord i Inglefield Bredning og senere til Qaanaaq for atter at vende tilbage til Umanaq, da den første kirke i Thuledistriktet blev ind-, viet her den 18. maj 1930. Kirken fik i 1931 Ernst Hansens smukke altertavle, der viser Kristus siddende på Thule- fjeldet. Først med anlæg af fangststation og kirke med kirkegård blev polareskimo- eme gjort mere fastboende. I 1920'erne blev der bygget sygehus med læge og sy- geplejerske i Umanaq. Polareskimoerne havde gennem århundreder været et nomadefolk, der flyttede efter fangst- dyrene; men netop kirken og den dertil knyttede kirkegård gav befolkningen en tilknytning til Umanaq lokaliteten, endog i højere grad end den af Knud Rasmussen oprettede handelsstation, der dog blev en økonomisk succes, der for en stor del finansierede hans mange arktiske ekspeditioner. Når de høj arkti- ske eskimoer klarede sig så relativt godt så langt mod nord, er en af årsagerne det geofysiske fænomen Nordvandet, 44 [4] hvor strøm og vindforhold forhindrer havet i at fryse helt til om vinteren. Fangstdyr som sæl og hval finder altså i dette område åndehuller, mens havisen ligger tæt og tyk i havområderne så vel nord som syd herfor. Knud Rasmussen ønskede, at Polar- eskimoerne i Thuledistriktet skulle leve som frie selvstændige fangere, og han foranledigede i 1928 et fangerråd eta- bleret. For Thuledistriktet fastsattes i juni 1929 egne love. For at undgå en befolkningskoncentration omkring cen- tret ved Thule blev det besluttet, at in- gen uden særlige begrundelse måtte bo i Thule i mere end 2 år ad gangen. Først 4 år efter Knud Rasmussens død i 1933 overtog den danske stat officielt admi- nistrationen af Thuledistriktet, og i 1963 blev Thule indlemmet i den vest- grønlandske kommunalordning. II. Verdenskrig og de første efterkrigsår Efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 oprettede lands fogederne for Syd- og Nordgrønland en enhedsadministra- tion for hele Grønland inklusiv Thule- distriktet og Østgrønland. USA påtog sig forsyningstjenesten, og i 1941 un- derskrev den danske ambassadør Hen- rik Kauffmann i Washington Grøn- landstraktaten, der under anerkendelse af dansk suverænitet gav amerikanerne ret til at oprette og drive forsvarsområ- der eller militære anlæg i Grønland. I 1927 havde Knud Rasmussen i New York mødt den norsk-amerikanske oberst Bernt Balchen og omtalt Pi- tuffik-sletten ved Thule som et vel- egnet område for anlæg af en landings- bane. I sommeren 1942 udførte oberst Bernt Balchen en fotorekognoscering af Thuleområdet, hvorefter US Army Air Corps i sommeren 1943 anlagde en be- skeden vejrstation, Bluie West Six, i bunden af North Star Bay nogle kilo- meter fra bopladsen Umanaq/Thule. Vejrstationen var under resten af krigen bemandet med »strandede« danskere i Thuledistriktet. Efter krigen oprettede US Army og Navy i 1946 en større dansk amerikansk vejrstation i den sydvestlige del af Pituf- fik-dalen nedenfor det nuværende syge- hus. Amerikanerne anlagde i sydsiden af dalen en 1.300 m gruslandingsbane, der de følgende år blev anvendt til forsy- nings flyvninger for så vel vejrstationen som springbræt for anlæg af tilsvarende meteorologiske stationer i Canada (Eu- reka, Resolute, Isachsen og Alert). I perioden 1947-1948 startede ameri- kanerne operation Groundhog, hvor East Reconnaissance Group med RB- 17 fly gennemførte kortlægning på grundlag af luftfotografering af hele det nordlige polarområde, og unge ame- rikanske studerende gennemførte i sommermånederne 1948, 49 og 50 et omfattende opmålings- og kortlæg- ningsarbejde af hele Pituffikdalen. I USA var man således godt bekendt med de geografiske forhold i Thule området. Den dansk-amerikanske vejrstation i Pi- tuffik fik ved årsskiftet 1948/49 besøg af en af US Air Force's topchefer, ge- neral Kurter, der med en 20 mands gruppe besigtigede lokaliteten. 45 [5] Den danske vejrstation i Pituffik 1950. Yderst til venstre ses landtangen ud ril Thulefjeldet. Landingsbanen er den første grusbane, som senere blev erstattet af en betonbane, der kunne tage langt større fly. Foto: Daniel Lufkin. Som en følge af at den geostrategiske situation omkring 1949-50 blev stærkt forværret, blev NATO oprettet i 1949 med Danmark som medlem. Efter at man i USA fik efterretninger om, at Sovjetunionen havde gennemført de første forsøgsatomsprængninger i sep- tember 1949, fik Nordgrønland en ny geostrategisk betydning, idet Thule lå nøjagtigt midtvejs på flyveruten mellem Moskva og New York. I december 1950 blev der i USA truffet en principbeslut- ning i den amerikanske værnsfællesstab om ønsket om oprettelse af en større flybase ved Thule. Oprettelsen af Thule AB Med etablering af en ny forsvarsaftale af 27. april 1951 mellem Danmark og USA om Grønlands forsvar blev den gamle Grønlands traktat af 1941 op- hævet. Ifølge forsvarsaftalen af 1951 kunne der i Grønland oprettes og dri- ves fælles dansk-amerikanske forsvars- 46 [6] Kort over Polarområdet. Nordgrønland ligger midt imellem Sovjetunionen og USA. (Fra Bach & Taagholt). 47 [7] områder, der kunne stilles til disposition for andre NATO-lande i en krigssitua- tion. ~ Baseret på den nye forsvarsaftale star- tede det amerikanske entreprenørkon- sortium North Atlantic Constructors, NÅQ'i juli 1951 på forberedelserne til bygningen af Thule Air Base, det hidtil største" bygge- og anlægsarbejde i det høj arktiske område. Aldrig før havde man slået over for at skulle etablere en moderne teknologisk aktivitet i et højarktisk område. Hermed begyndte Operation Blue Jay, et enestående pio- nerarbejde. I marts 1951 etableredes en luftbro mellem USA og landingsbanen ved vejrstationen i Pituffikdalen. En konvoj med ca. 120 skibe med ca. 130.000 ton materiel samt mandskab fulgte efter, hæmmet af usædvanligt vanskelige is- forhold i Baffin Bugt og North Star Bay, hvortil de første skibe ankom 9. juli. Arbejdsstyrken omfattede ca. 4.000 civilt ansatte støttet af ca. 6.000 sol- dater. På blot 120 dage blev der landet 300.0013 tons gods og opført ind- kvartering til ca. 3.000 mand, bygget hangarer, havn, veje, brændstofdepoter, kraftværker, vandforsyning, hospital med mere. Anlægsarbejdet er nærmere beskrevet i Thule-temanumret af GRØMAND no. 9-10, 1977. Allerede den 18. august landede de første fly på Thule AB, og efter 104 da- ges indsats var basen i begrænset om- fang operationsklar. Den 1. november 1951 var man nået så langt, at det dan- ske og det amerikanske flag officielt blev hejst ved en ceremoni foran Base Operation. Efter en større indsats i sommeren 1952 blev Thule Basen ope- rationel i september 1952, da de første militærfly blev stationeret på basen. Der var da opført i alt 6 store hangarer, der hver havde plads til f. eks. 2 bombefly af typen B-47. Ud over bygninger til administration, værksteder, elforsyning, var der opført 63 varehuse, hver på ca. 600 m2. Til personellet var der opført beboelse til op til 7.000 mand. Bygningerne blev placeret på et fun- dament af træbjælker, således at bygnin- gernes gulv var hævet ca. l meter over terræn. For at sikre at bygningerne ikke blæste væk, blev de forankrede til store tunge betonblokke. Til bygningerne an- vendtes omkring 300.000 standard- elementer, en »sandwich« konstruktion fremstillet af isoleringsmateriale mel- lem en ydre og en indre aluminiumsbe- klædt krydsfinerplade. Basens bygninger blev forsynet med damp, der fra varmecentraler førtes til varmevekslere i de enkelte bygninger, hvor de enkelte rum blev opvarmet ved indblæsning af varm luft. Ferskvands- forsyningen til de enkelte bygninger skete de første år med vandvogn fra vandsøen, hvorefter der de følgende år blev anlagt elektrisk opvarmede led- ningssystemer til fremføring af fersk- vand og til borttransport af spildevand. Elforsyningen kom fra flere diesel- kraftværker, hvoraf et var transporta- belt, indbygget i et skib, der blev fast stationeret flydende i en dok ved hav- nen. Skibskraftværket blev anvendt gen- nem en årrække, indtil der var behov for det i forbindelse med amerikansk enga- gement i Østen. 48 [8] Vand, varme og spildevand føres i elopvarmede rør langs eller over vejene. Foto: Jørgen Taagholt. US Air Force overtog officielt Thule AB fra US Corps of Engineers den 1. november 1952. Grønland var hermed blevet en integreret del af USA's atom- strategi. De samlede udgifter til anlæg af Thule Air Base androg ca. 230 mio. US $, svarende til 60 % af hele det danske stats budget (Finansloven) for 1951/52. Fra starten omfattede personellet ved Thule Basen ca. 2.400 mand, men i den hektiske sommerperiode måske op til 4.000 mand. Forsvarsområdets areal omfattede ca. 13.700 km2, hovedsage- ligt isfrit landområde med tilstødende fjord og havområder, hvorfor basens anlæg betød en mærkbar begrænsning af fangernes jagtområde. Danmark i NATO Som en konsekvens af den dansk-ame- rikanske forsvarsaftale af 1951 oprette- des den 1. august 1951 Grønlands Kommando i Nuuk/ Godthaab, der dog allerede i september samme år flyt- tede til Flådestation Grønnedal, da Danmark overtog den amerikanske Na- val Operational Base — Greenland, hvorfra de sidste amerikanere sejlede hjem i 1952. Med Danmarks tilslutning til Atlant- pagten blev Grønland organisatorisk underlagt CINCWESTLANT, den øverstkommanderende for de fælles forsvarsstyrker i Atlantområdet (SAC- 49 [9] I C E C A P Red Roel*. /v x--m {,'--' t • . . • ,' Romp ^ C" + ' -0-'^~\ 4 ' ,-r^^*- -„-A Nunctarscuoq Kort over Forsvarsområdet ved Thule i 1952. Bopladsen Umanaq/Thule er beliggende på landtangen lige nord for North Star Bay. Kilde CRREL Technical Report 214, 1969. LÅNT) med en dansk chef — Island Commander Greenland — som ansvarlig for forsvaret af Grønland. I krigstid var Island Commander Greenland under operativ kommando af den vestlige At- lanterhavskommando CINCWEST- LANT. I fredstid er chefen for Grøn- lands Kommando direkte underlagt Forsvarschefen. Thule Basen var som de øvrige ame- rikanske baser i Grønland i over- ensstemmelse med Forsvarsaftalen af 1951 fælles dansk-amerikanske for- svarsområder, og altså ikke NATO-ba- ser, men forsvarsområder, der kunne stilles til rådighed for NATO efter be- hov. For at sikre chefen for Grønlands Kommando føling med aktiviteterne blev en dansk forbindelsesofficer under Grønlands Kommando tilknyttet de amerikanske stabe på de dansk-ameri- kanske forsvarsområder. 50 [10] Til Thule AB opsendtes således or- logskaptajn Erik Stærmose fra Grøn- lands Kommando via Narsarsuaq og Søndrestrømfjord med Military Air Transport Service, MATS, til Thule AB, hvortil han ankom den 26. september 1951 for at varetage arbejdet som dansk forbindelsesofficer. Thulebasen er beliggende på ca. 76,33° N og ca. 68,6 ° geografisk vest (ca. 1500 km fra Nordpolen). Lokal tid burde være zonetiden svarende til 75° vest, svarende til samme tid som for eks. Forbindelsesofficerens hus på Thule AB, Foto: Jørgen Taagholt 1995. Danske Forbindelsesofficerer på Thule AB Orlogskaptajn E. C. Stærmose E. E Petersen O. H. Jensen J. M. Stamphøj K. A. Edvars S. A. Saugmann L. Groeseth O. W Lorentsen E. W. O. Clausen S. Olesen J. Mølgaard J. Martin Kilt N. Kure H. Eggert Sørensen Palle Mosbech E. V. Johansen H. Bruun de Neergaard Erik Thomsen Ehm Christensen Rolf Willadsen Tommy Toft Torben Kornerup Tommy Toft Holmer Søgaard Sep. 1951-Sep. 53 Sep. 53 - Maj 55 Maj 55 - Aug. 57 Aug. 57 - Maj 59 Maj 59 - Aug. 59 Aug. 59 - Okt. 59 Okt. 59 - Aug. 61 Aug. 61 - Aug. 63 Aug. 63 - Okt. 65 Okt. 65 - Aug. 68 Aug. 68-Juli 71 Juli 71-Juli 73 Juli 73 - Aug. 75 Aug. 75 -Juni 78 Juni 78-Juni 80 Juni 80 - Sep. 83 Sep. 83 - Aug. 85 Aug. 85 - Juni 96 Juni 96 - Okt. 97 Nov. 97-Jan. 98 Feb. 98 Okt. 99 Nov. 99 - Maj 00 Juni 00-Juli 00 Juli 00- 51 [11] i New York. Men i hele Vestgrønland anvender man grønlandsk tid svarende til 45° vest, og på Thulebasen har man valgt en kompromisløsning og anvender zonetid svarende til 60° vest. Der er altså en tidsforskel på l time mellem det ny Thule /Qaanaacj og Thulebasen. So- lens ses sidste gang omkring 26. okto- ber, og den kommer igen over hori- sonten 16. februar. I efteråret aftager døgnets længde fra dag til dag med ca. 25 minutter, en forskel, der virkelig mærkes fra dag til dag forår og efterår. Vejrforholdene i Thuleområdet er ge- nerelt gunstige for flyvning, ofte tør luft med klar sigt. Kun i sommertiden - juli/ august — når isen begynde at bryde — kan der komme tågebanker nær havet. Af hensyn til denne årstid ville det have været mere hensigtsmæssigt, om lan- dingsbanen havde været trukket 2-3 km længere ind i landet. Den første grus- bane fra 1946 blev på meget kort tid er- stattet af en ny foreløbig landingsbane med hård belægning. Den blev indviet den 18. august 1951. Senere i 1952 blev den nuværende ca. 3.300 m lange 60 m brede asfalterede landingsbane anlagt. Den stiger fra havet ca. 8 promille mod øst. Pituffikdalen er omgivet af den ca. 600 m høje bjergryg North Mountain mod nord og 300 m høje bjergryg South Mountain i syd, der rejser sig til det ca. 800 m høje bjergtop Pingorssuit, i dag- lig tale kaldet P-Mountain. Thulebasens forsvar Til basens luftforsvar blev der i 1953 oprettet fire anti-aircraft artillery (AAA) Når vintermørket samker sig over basen, lyser juletræet oj3. Det er fremstillet af sammensvejsede vandror monteret med elektriske pærer og oversprøjtet med vand, så de mange istapper illuderer som grankviste. Her foran hasens hovedkvarter vajer det amerikanske og det danske flag. Denne dag, 20. oktober 1964, på halv stang fordi den tidligere amerikanske præsident Hoover er død. I dag vajer også det grønlandske sam- men med de to andre. I baggrunden i mørket anes __Thulefjeldet,_Fpto: Jørgen Taagholt 1964. stationer bemandet med ca. 900 mand og udstyret med 90 mm langtrækkende AAA og kort distance 70 mm hurtigt- skydende radarstyrede »Skysweepers« Jcanoner, Til overvågning af luftrummet om- kring basen etablerede amerikanerne på baseområdet en Aircraft Control and 52 [12] Warning station, der senere blev flyttet først til North Mountain og senere til bjergtoppen Pingarssuit, 766 m over ha- vet, P-Mountain, det højeste punkt syd for Thulebasen. Radarstationen på P- Mountain var ideelt placeret for regi- strering af fly kommende fra syd, så fly kunne observeres i stor afstand. For også at advare basen om fly kommende øst- eller nordfra oprettedes to radarsta- tioner på Indlandsisen N-33 (også be- nævnt Site 1) beliggende på Indlands- isen ca. 13 km øst for Cap Alexander ca. 230 km nord for Thulebasen og N-34 (Site 2) beliggende i ca. 2000 m højde ca. 350 km østnordøst for Thulebasen (se kortet side 50). Disse 2 starioner var begge underlagt stationen på P- Mountain, og de 3 radarstationer kunne observere og i en vis udstrækning iden- tificere fly på vej mod Thulebasen. Der rapporteredes således i løbet af de 3 første uger af marts 1954, at der blev plottet i alt 286 indkomne fly, heraf 12 ukendte, hvoraf de 8 dog blev identifi- ceret, inden de nåede en grænseline på ca. 50 miles fra basen, mens de 4 reste- rende blev identificeret af Thulebasens jagerfly, inden de 4 fly nåede inden for artilleriets rækkevidde. Netop med henblik på identifikation var basen beskyttet af udstationerede jagerfly, de første år af typen F-94 (Star- fire) og i slutningen af ovennævnte pe- riode jagere af typen F-89 (Scorpion). Forskning Anlægget af Thulebasen var en stor tek- nologisk og geofysisk udfordring. Al- drig før havde man skulle anlægge en så stor og teknisk avanceret installation i et højarktisk område. Mange anlægsarbej- der blev udført som eksperimenter, på grund af manglende specialviden og er- faring. Den videnskabelige aktivitet omfat- tede primært geoteknik, herunder fun- dering på permafrost, materialeegen- skaber for grus, sten og ral under lave temperaturer og varierende fugtighed, anlæg af vandforsyning og kloakering under permafrost forhold. Herudover udførtes omfattende studier af Ind- landsisens fysiske egenskaber, mulig- hederne for at komprimere sneoverfla- den og derigennem øge dens bæreevne for trafik, så vel køretøjer på hjul, bælte- køretøjer og slæder som transportflys landingshjul. Tillige var der behov for undersøgelser af lave temperaturers indflydelse på materialer, herunder brændstof, ammunition og eksplosiver og deres holdbarhed. Herudover udfør- tes omfattende meteorologiske og kli- matologiske undersøgelser f. eks. ved- rørende snefygning og stærkt reduceret sigtbarhed »white out«. Det blev derfor naturligt at sikre den militære forbindelsesofficer en viden- skabelig rådgiver, der kunne bistå forbindelsesofficeren i arbejdet med at følge den videnskabelige aktivitet på forsvarsområdet samt medvirke som kontrollant. Det var klart i dansk inter- esse, at viden om denne forskning også kunne blive til gavn for det dansk-grøn- landske samfund, blandt andet gennem i videst muligt omfang at sikre, at dan- ske forskere blev inddraget i forsknings- projekterne. I 1954 udsendtes den 53 [13] De danske videnskabelige forbindelsesofficerer 1954-2002 med deres assistenter anført i parentes 1954 — 1955 Geolog Dr. Johannes Troeisen (Magister Børge Fristrup) 1956 — 1957 Dr, Aksel Nørvang (Magister Børge Fristrup) 1958 Magister Børge Fristrup (Dr. Nørvang & Eigil greve Knuth) 1959 Dr. Helge Larsen, Nationalmuseet (Magister Anker Weidick, GGU) 1960 Magister Valdemar Poulsen, Geologisk Museum 1961 Civiling. Vagn Fabritius Buchwald, DTH (Magister Arne Vagn Niel- sen, DGU) 1962 Magister Valdemar Poulsen, Geologisk Museum (Magister Børge Fris trup) 1963 Civiling. Vagn Fabritius Buchwald, DTH (Magister Valdemar Poulsen) 1964 — 1965 Magister Børge Fristrup (Magister S. E. Bendix- Almgreen, Geolo- gisk Museum) 1966 Magister Børge Fristrup (Civiling. Jørgen Taagholt, DTH) 1 967 - 1 998 Civiling. Jørgen Taagholt , DTH til 1 983, derefter Dansk Polar- center, DPC) 1999 Civiling. Jørgen Taagholt (Glaciolog Henrik Højmark Thomsen, DPCJ 2000 - 2001 Fuldm. Cand. jur. Poul Henrik Sørensen, DPC (Jørgen Taagholt, 2001 Fuldm. Cand. jur. Poul Henrik Sørensen, DPC første videnskabelige forbindelsesoffi- cer som den danske regerings officielle repræsentant på det videnskabelige om- råde. Den store bredde i aktiviteterne med- førte, at den videnskabelige for- bindelsesofficer ofte samarbejdede med en anden assisterende forsker. Mens den militære forbindelsesoffi- cer havde fast bopæl på Thulebasen, af- lagde den videnskabelige forbindelses- officer-primært om sommeren eller ef- ter behov besøg på basen og støttede den militære forbindelsesofficer og af- lagde selvstændige rapporter til Grøn- landsdepartementet og Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i 54 Grønland, Udenrigsministeriet, For- svarsministeriet og Landshøvdingen i Godthåb. VFOsfuldmagt udstedt af Ministeriet for Grønland Det påhviler i første omgang den videnskabelige rådgiver for den militære forbindelsesofficer at påse overholdelsen af gældende danske bestem- melser for udførelsen af videnskabeligt arbejde i Grønland, at drage omsorg for, at de under- søgelser af videnskabelig karakter, som gen- nemføres i Grønland, bliver således samarbej- det med tilsvarende tidligere, igangværende eller planlagte undersøgelser fra dansk side, at en overlapning så vidt muligt undgås, iøvrigtyde danske og udenlandske videnskabsmand den [14] videnskabelige støtte, de måtte ønske, at drage omsorg for, at de indsamlinger af videnskabe- ligt materiale, der i overensstemmelse med de gældende regler bliver foretaget i området efter gældende bestemmelser og iøvrigt i videst muligt omfang bliver stillet til rådighed for vedkom- mende danske videnskabelige institutioner, at bestræbe sig f or at gennemføre, at danske spe- cialister i videst muligt omfang får lejlighed til at deltage i de videnskabelige undersøgelser, der gennemføres i Grønland, samt at medvirke til, at resultaterne af disse undersøgelser stilles til rådighed for danske videnskabsmænd. Det påhviler tillige den videnskabelige råd- giver med passende mellemrum afgive rapport til Ministeriet for Grønland om resultaterne af sin virksomhed. Efter afslutning af opholdet udfærdiges en samlet rapport. Det påhviler den videnskabelige rådgiver at holde landshøvdin- gen over Grønland orienteret om, hvad der pas- serer. Anmeldelsespligt Mens de primære geotekniske under- søgelser, der var nødvendige i forbin- delse med de første anlægsarbejder ud- førtes på grundlag af Forsvarsaftalen af 1951, fastslog Statsministeriet i 1954, at den øvrige amerikanske videnskabelige aktivitet i Grønland skulle anmeldes til relevante danske myndigheder. Hvert år afleveres via diplomatiske kanaler fra Department of State via den amerikan- ske ambassade i København til Uden- rigsministeriet en fortrolig note med re- degørelse for de projekter, man fra ame- rikansk side ønsker at gennemføre i Grønland. Fra 1962 blev denne note fra ameri- kansk side mundtligt forelagt Kommis- sionen for Videnskabelige Undersøgel- ser i Grønland ved et såkaldt »ameri- kanermøde«. Fra 1977 gennemførtes disse amerikanermøder som åbne of- fentlige møder, fordi aktiviteterne efter- hånden var blevet nedklassificeret. Her- med fik man også lejlighed til at vise, at der intet fordækt var ved den omfat- tende amerikanske forskningsaktivitet. I møderne deltog herefter også repræsen- tanter for danske og grønlandske myn- digheder involveret i den operationelle gennemførelse af projekterne. Midt i 1990'erne førte vigende dansk interesse for amerikanermøderne til, at disse blev reduceret, således at der i dag kun holdes årlige operationelle møder, hvor danske og grønlandske institutio- ner med amerikanerne drøfter den praktiske gennemførelse af de ameri- kanske forskningsprojekter i Grønland. Thule AB 1951-1957: Northeast Air Command Under basens opbygning og i perioden frem til 1957 var basen underlagt US Northeast Air Command i USA. I denne første periode var basens hoved- opgave at kunne sikre optankning i luf- ten af de store B-36 bombefly, der var hjemhørende på baser i USA, på vej mod mål uden for USA. Thule blev der- for operationsbase for en eskadrille tankfly af typen KC-97. Thulebasen med havn og alle dens øvrige faciliteter blev som førhen den primitive vejrstations landingsbane an- vendt til forsyning af de canadiske sta- tioner Alert i den nordøstlige og Eurica i den nordvestlige del af Ellesmere Is- 55 [15] land, samt rutinemæssige flyvninger til den amerikanske bemandede isdrift- station T-3, også kaldet Fletchers Island (nærmere omtalt i tidsskriftet GRØN- LAND no. 5, 1980 side 130-32). Ved årsskiftet 1953-54 var Thuleba- sen bemandet med 3.625 amerikansk militært personel samt ca. 200 civile ar- bejdere fra North Atlantic Constructions. CapeAtholl 11954 anlagde US Coast Guard tre ark- tiske Loran A stationer (Long Range Aid to Navigation), en på Cape Chri- stian i Baffln Island, en på Satut Ø nær Jakobshavn og en ved Cape Atholl syd for Thule. Stationen her omfattede 6 bygninger forbundne med lukkede gange, lagerbygning, elværk med tank- anlæg, en nødhytte, samt de nødvendige antenne anlæg. Stationen blev rutine- mæssigt forsynet fra Thule AB med helikopter. Udviklingen af nye navigationssyste- mer mindskede behovet for de gamle loranstationer, hvorfor loranstationen på Cape Atholl blev lukket 1. juli 1975. Dette betød også, at USAF hjemtog de to S-61 Sikorsky helikoptere, der hidtil havde været placeret på Thule AB. Dette gav problemer for den interne beflyvning i Thuledistriktet, hvor USAF hidtil havde betjent det grønlandske samfund med S-57 eller S-61. Herefter var der kun i kortere tid den mindre he- likopter af typen Boing Vertoll 107 til dette formål. De fleste bygninger er nu fjernet fra Cape Atholl, idet dog to byg- ninger er overladt Grønlands Hjemme- styre, for at de kan tjene som overlevel- seshytter for de grønlandske fangere. P Mountain I 1958 blev stationen på P Mountain udvidet til også at varetage opgaver på linie med DEW Line (Distant Early Warning) stationerne tværs over Ind- landsisen fra Holsteinsborg til Kulusuk. Der blev derfor opført flere nye bygnin- ger og antenneanlæg, der også om- fattede fire store radarskærme. Der blev anlagt en forbindelsesvej fra vejen til Camp Tuto op til toppen af P-Moun- tain. Undersøgelser på Indlandsisen Amerikanerne anlagde nordøst for Thulebasen på Nunatarsuaq halvøen — området mellem Knud Rasmussen Gletscher og Harald Moltke Bræ i bun- den af Wolstenholme Fjord - en lejr Red Cliff, hvorfra der blev bygget ca. 30 km vej op til en rampe »NUTO« (Nu- natarssuaq Take-Off) ind på Indlands- isen. Slæder, traktorer og gods blev om foråret kørt over fjordisen ind til Nuna- tarsuaq, hvorfra man startede ekspedi- tioner ind på Indlandsisen. Ofte mi- stede man materiel, der forsvandt i gletscherspalter, men dog gennemførtes på 48 døgn en ekspedition på samlet ca. 2.000 km kørsel. Hermed viste man, at det var muligt at transportere tungt ma- teriel ind over isen. Sommeren 1953 blev i alt 7 tunge slæ- delog sendt fra Nunatarsuaq ind over isen, hvor der blev etableret flere mere eller mindre permanente lejre, idet man fra amerikansk side ønskede at under- søge mulighederne for anlæg og drift af radarstationer på Indlandsisen. Ifølge indberetninger fra den viden- skabelige forbindelsesofficer gennem- 56 [16] Installationer på P-Mountain 766 m over havet. Foto: Jørgen Taagholt. førtes i 1954 8 slædetransporter til lejre helt op til 350 km inde på isen. NUTO var bemandet frem til 1956, hvor de sid- ste forskere flyttede til Camp Tuto. Si fe 1 & 2 Som et led i lokalforsvaret af Thule- basen anlagde amerikanerne i 1953 som tidligere omtalt en lejr Site l ca. 230 km nord for Thule på Indlandsisen nær ran- den tæt ved Kap Alexander nær det gamle Etah og tilsvarende opførtes på Indlandsisen ca. 350 km østnordøst for Thulebasen en lejr, der fik betegnelsen Site 2. Begge lejre blev også base for omfattende forskningsaktivitet, specielt inden for glaciologi, geofysik og tekno- logi. Site 2, hvis anlægsudgifter androg ca. 3 mio. $, var indrettet i store alumini- umsrør, der blev nedsænket i ca. 10 me- ter dybe udgravninger i sneen og atter dækket med sne. Stationen omfattede to hovedtunneler forbundne med sidetun- neler, hvor der var indrettet beboelse til ca. 25 mand samt laboratorier. Hver lejr var udstyret med 4 styk 50 kwatt die- selgeneratorer. I 1954-55 forsøgte man her at finde frem til den mest teknisk og økonomisk hensigtsmæssige metode til konstruk- tion af tunneller ved overdækning af udgravninger med lodrette vægge ud- ført ved anvendelse af schweiziske snerydningsmaskiner (Peters Schnee- fråse). Forsøgene omfattede overdæk- 57 [17] o Fistclench (S i te tt] Saundcrs Ø Walitenhotmes Ø' Kort over lejrene på Indlandsisen øst for Thule AB. ning af udgravningerne med plastikstof, der hvilede på hønsetrådnet, eller hvæl- vinger af krydsfiner eller mere solidt konstruerede træhvælvinger, hvor over- dækket derefter blev dækket med sne, der efter at have opnået en passende tykkelse og fasthed gerne skulle være selvbærende. Radarvarslingsstationerne på P- Mountain samt på Site l & 2 skulle virke som fremskudte radarstationer og var operationelle fra efteråret 1953. Site l & 2 var hver bemandet med 19 mand udstationeret på Indlandsisen i 3 måne- der ad gangen. Stationerne blev i vintermånederne udelukkende forsynet ved hjælp af C-47 transportfly udstyret med ski og Jato raketter (Jet-assisted take-off). Der var imidlertid behov for bedre egnede flytyper, idet C-47 havde for ringe stigeevne, for lidt volumen og kunne tage for lidt last. Med indførelsen i 1956 af C-130 Hercules fly med sid blev dette problem løst. 58 [18] L V Gravede grøfter dl lejren Site 2 på Indlandsisen. Overst ses en Peters Schneefråse i funktion og nederst den gravede kløft. Foto: Børge Fristrup 1955. 11956 gennemførtes fra Site 2 en for- søgsboring, hvorved der blev tilveje- bragt en godt 300 m lang isborekerne. Man kom ikke som planlagt dybere ned, da boret satte sig fast og brækkede. Re- sultaterne fra denne boring, den hidtil dybeste foretaget i nogen gletscher, gav meget værdifulde oplysninger om isens fysiske forhold under stort tryk og ved lave temperaturer. Men stationerne på Indlandsisen blev lukket i 1956, da trykket fra det efter- hånden 10 meter tykke snelag ved Site 2 havde ødelagt de nedgravede alumini- umsrør ved bygningerne så alvorligt, at det ville være uforsvarligt fortsat at an- vende lejren. Site 2 blev dog anvendt nogle sommermåneder de efterføl- gende år. Camp Fistclench I kort afstand fra den gamle Site 2 sta- tion opførte US Army Engineer Arctic Task Force i 1957 en ny lejr til ca. 150 mand på Indlandisen. Den fik navnet Camp Fistclench. Lejren blev bygget på grundlag af de erfaringer, man gennem årene havde indvundet og på grundlag af omfattende tekniske og glaciologiske undersøgelser. Den nye lejr blev også anlagt i 10 m dybe udgravninger bestående af en ho- vedtunnel med adskillige sidetunneller, hvor alle tunnellerne blev dækket med et tag af metalplader (aluminiumsbuer, der forhindrede detektion med anven- delse af flybårne magnetometre), der atter blev dækket med sne, der efter få dage udgjorde en hård, selvbærende tagkonstruktion, så længe sneen forblev kold, dvs. ca. - 20°. Metalpladerne 59 [19] kunne herefter fjernes og bruges til dække over nye tunneller. Beboelsen be- stod af billige Jamesway hytter, og hele lejren blev bygget langt billigere end Site 2. Nogle af sidetunnellerne inde- holdt garager og reparationsværksteder for de anvendte vogne/slæder og trak- torer samt diesel-elværk. For at sikre en permanent lav tempe- ratur i lejren blev der pumpet kold luft ind i lejren, hvorved sammensynknin- gen af taget blev begrænset til ca. 15 cm pr. år. Man eksperimenterede også med overdækning af de gravede grøfter med metalbuer, som blev stående, efter at de var dækket med sne. Fra Camp Fistclench gennemførtes omfattende klimatologiske, meteoro- logiske og glaciologiske undersøgelser, herunder studier af sneens fysiske egen- skaber specielt ved overgangen fra sam- mentrykt sne til egentlig gletscheris. Til- lige blev der udført seismiske obser- vationer, tyngdemålinger, undersøgelser af maskiners ydeevne og anvendelses- muligheder til konstruktion af flylan- dingsbaner på Indlandsisens overflade samt human forskning vedrørende sol- daters ernæring, fysiologi og psykologi under de ekstreme, isolerede arktiske vilkår. I en ca. 200 m lang tunnel anlagde man et jernbanespor med varierende af- stand mellem svellerne, l, 2, 3, eller 5 fod, og belastede skinnelegemet med en 5 tons jernbanevogn, der gennem en uge kørte frem og tilbage gennem tun- nellen. Herefter måltes den bærende snes deformation. Tilsvarende under- søgte man en lastbils påvirkning af en vejbane dannet af tromlet sne, sne be- lagt med måtter af metal eller plastik. Camp Fistclench var bemandet frem til 1961, men herfra udførtes fortsat for- skellige videnskabelige aktiviteter de ef- terfølgende somre. I den rapport, »Grenland under Den Kolde Krig«, som Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI udsendte i 1997, blev det klarlagt, at amerikanerne i al hemmelig- hed — som et led i terrorbalancen — overvejede at anvende Indlandsisen til dække af afskydningsramper for op imod 600 mellemdistancemissiler med atomsprænghoveder. Raketbatterierne skulle forbindes med et gigantisk net af tunneller under Indlandsisen og gik un- der kodenavnet »Iceworm«. Det må derfor i dag antages, at de omfattende amerikanske glaciologiske projekter i 1950'erne skal ses som forstudier for dette projekt. Camp Tuto Undersøgelser i hele Thuledistriktet havde vist, at øst for selve Thulebasen ville det være muligt at anlægge en rampe, der tillod kørsel direkte ind på Indlandsisen. I 1954 oprettede US Army Polar Research and Development Center på denne lokalitet en videnskabelig lejr Camp Tuto (Thule take off) ca. 20 km øst for Thulebasen på randen af Ind- landsisen i ca. 500 m højde. Selve Camp Tuto lejren var indrettet til ca. 500 mand, der de første år var ind- kvarteret i tøndeformede barakker af bølgeblik. Disse hytter blev senere er- stattet af containerlignende præfabrike- rede orangemalede huse — T-5 — omgi- vet af større eller mindre specielle byg- 60 [20] T-5 bygninger på Camp Tuto August 1964. Foto: J. Taagholt. ninger rammende værksteder, elværk (250 kWatt), garager, butik, messe, kirke, officersklub med mere. Hver byg- ning blev opvarmet med eget oliefyr via varmluftcirkulation og var forsynet med rindende varmt og koldt vand. Vand- forsyningen er baseret på Lake Toto lige ved isfoden, søen fryser kun til i over- fladen om vinteren. Spilde- og kloak- vand fra lejren føres til et rensningsan- læg, der kunne behandle ca. 100 l vand i minuttet. Camp Tuto havde egen start/lan- dingsbane for små fastvingede fly, og kunne beflyves med Twin Otter men især med de Haviland Caribu fragtfly. Ved den ret korte og smalle asfaltbe- lagte landingsbane blev bygget en min- dre hangar, der imidlertid ret hurtigt blæste væk i en vinterstorm. Ofte kan man en sommerdag i sol- skin fra landingsbanen ved Camp Tuto se ned over en tågedækket Pituffikdal, hvor den østlige ende af Thulebasens store landingsbane anes under tågen, men hvor lufthavnen er lukket for be- flyvning på grund af den tåge, der væl- ter ind over land fra det åbne hav, når solens opvarmning af terrænet bevirker opadstigende luftstrømme, som trækker den fugtige luft ind fra havet. Ved Camp Tuto rejser Indlandsisen sig jævnt, således at en flere km lang 10 m bred rampe kunne laves af grus og sten ind over ablationszonen ind på isen. Hermed var der skabt mulighed for lastbilkørsel direkte fra Thulebasen via rampen ved Camp Tuto op på isen, hvorefter gods kunne omlæsses fra last- biler til slæder, og transporten fortsætte direkte ind over isen. Det var imidlertid nødvendigt i randzonen at opfylde gletscherspalter med sne og is. Enkelte spalter var op til 12 m brede og op til 40 61 [21] Isrampen i 1995 mange år efter seneste anvendelse. Her set fra rampen mod Camp Tuto. Foto: Jørgen Taagholt. m dybe. Herfra afsendtes i 1955 20 tunge slædelæs, hvoraf et på 28 døgn gennemførte en transport helt til Sta- tion Nord i Nordøstgrønland. Et »Heawy Swing« kunne bestå af en række slæder å 3 ton egenvægt, der sam- let kunne medtage for eks. 35 ton diesel brændstof og brændstof til eget for- brug samt en beboelsesvogn til 15 per- soner med soveplads til 6. Et slædetogs besætning omfattede udover chauf- førerne tillige kok, læge, radiooperatør, mekaniker og ansvarlige officerer. Slæ- derne blev trukket af en diesel traktor, f. eks. D7-Cat med 36 tommer brede larvebånd og udstyret med en 195 HK dieselmotor, der dog i 1.500 m højde kun udviklede 125 HK. Et sådant heavy swing kunne frem- føres over Indlandsisen med en hastig- 62 hed på maks. 10 km i timen. For hver 5. time holdt man en pause for brænd- stofpjifyldning, spisning og personale- afløsning. For at opnå større hastighed anvendte man også lasttrailere, »Snow- Buggies«, med 4 meget store dobbelte hjul med enorme dæk (rolligons), der skulle forhindre nedsynkning gennem den tynde hårde sneoverflade (»snow- crust«) dannet af frost og vind eller gen- nem »ice-crust«, dannet ved frysning af smeltet sneoverflade. D7-Cat blev afløst af en D8-Cat, GP- 8 traktor, med 225 HK motor og 54 tommer brede larvebånd. På Camp Tuto gennemførtes ud over de geotekniske og geofysiske målinger også omfattede geomagnetiske og iono- sfærefysiske målinger og nordlysobser- vationer, som er mere detaljeret omtalt i [22] Godsstationen ved Camp Tuto med »Heavy Swings«. Foto: J. Taagholt. tidsskriftet GRØNLAND nr. 9-10 1977 side 284-286. Under det Internationale Geofysiske År, IGY, 1957 - 58 gennem- førtes på Thule AB og Camp Tuto om- fattende geofysiske studier af USAF Cambridge Research Center. Istunneller I 1954 startede man ved Camp Tuto med at grave en tunnel ind i snedriverne på randen af gletscheren. Herefter star- tede man på konstruktion af en 150 m vandret istunnel ind i den lodrette isvæg ind i gletscheren i nærheden af isram- pen. Man søgte her praktisk erfaring vedrørende konstruktion af istunneller fremstillet ved hjælp af håndhakker, pneumatiske bor samt sprængstoffer el- ler egentlige boremaskiner kendt fra mi- nedrift. Her i istunnelen blev flere for- skellige hustyper og deres isolering vur- deret, ligesom man arbejdede med stu- dier af, hvordan den permanente lave temperatur ville påvirke byggemateria- ler, våben og sprængstoffer, brændstof med mere, samt istunnelens værdi som Jørgen Taagholt tager sig et hvil i Snow Buggy'ens enorme dæk. Foto: S. Lerdorf, september 1964. 63 [23] Indgangen til istunnelen ved Camp Tuto 1958. Trækonstruktioner er rejst for at beskytte arbejderne mod sten, der rutsjer af sneskråningen. Transportbånd fører is fra boremaskinerne væk fra tunnelen. Foto: US Army Research Group. beskyttelsesrum under eventuelt luft- angreb. EFter et år viste målinger i istunnelen en meget ensartet deformation, ca, 20 cm, så gangenes oprindelige form blev bevaret. Fremstillingsomkostningerne pr. meter havde været betydeligt mindre end ventet, og materiel, herunder hånd- våben, viste ikke tegn på rustangreb el- ler andre skader efter en vinters opbe- varingi istunnelen. 11956 konstruerede man et kammer på 50 m2 og senere et kammer på 400 m2 i isen for at vurdere hvor store rum, det var muligt at ud- hugge i isen, uden at loftet ville bryde ned. I foråret 1958 blev istunnelen imidlertid fyldt med smeltevand, og vi- dere arbejde her måtte opgives. _I 1958-59 Anlagde man en ny istunnel ind i gletscheren ved Camp Tuto, da den ældre tunnel var delvis odelagt af det indtrængende vand. Selve hovedtunne- len, der blev gravet med maskiner ud- viklet til brug i kulminer, blev ca. 350, m lang, og sammen med 5 sidetunneler havde man ca. 2.500 m2 til rådighed for anlæg af en lejr til 25-30 mand. Også her anvendtes kraftig ventilation — ind- blæsning af ca. 400 m3 kold luft pr. mi- nut. I den inderste sidetunnel ca. 330 m fra udgangen 35 m under sneoverfiaden blev lejrens kraftværk installeret. En 100 kWatt dieselgenerator blev forsynet med brændstof, der blev pumpet op fra et stort bassin, som var udgravet i tun- nelens allerbageste ende. Kemiske ana- 64 [24] Kort over istunnelen. Kilde: City under the Ice. Camp Tuto Istunnel n Permafrosttunnelen 1964. Foto: Jørgen Taagholt. lyser viste, at det var muligt at opbevare dieselolien — 150 ton — i direkte kontakt med isen, der her var sprækkefri, så tilsyneladende intet sivede væk. Her gennemførtes omfattende gla- ciologiske målinger, bl. a. vedrørende isens dynamik, sammentrykning med mere under varierende temperaturfor- hold. Målingerne i istunnelen syntes at vise, at isens bevægelse langs glidnings- planerne ikke skete kontinuerligt, men meget uregelmæssigt. Vægge og loft i tunnelen blev presset ind med en ha- stighed på omkring 0,4 mm pr. uge. Permafrosttunnel I 1959 - 60 gennemførtes ved Camp Tuto anlæg af en permafrost tunnel. En tunnel i permafrostjord har visse for- dele frem for is og snetunneler, idet pla- stisk deformation så godt som ingen rolle spiller. Tunnelen blev ca. 180 m 65 [25] Fra 1958 til 65 opretholdt USAF på Thule AB 4 NIKE-HERCULES raketbatterier ved Dundas til basens forsvar. USAF tegning. lang med en lysning på ca. 3 x 3 m. Tun- nelvæggenes styrke blev forøget (op til 40 %) ved overrisling med vand. Ved enden af tunnelen i en dybde af 30 m under overfladen blev udsprængt to si- detunneler samt en store hal på 15 x 15 m med 3 m til loftet. Hallen kunne op- deles med murværk bestående af jord og grus blandet op med ca. 25 % vand. Efter frysning opnåede materialet (per- macrete) en styrke omtrent som beton efter en frysetid, der ikke var længere end tiden for cementhærdning. Der blev fremstillet bjælker, søjler og buer af dette materiale, der viste sig at være stærkere end beton. Temperaturen i den store hal lå per- manent omkring 11 frostgrader. Også her gennemførtes undersøgelser af ma- terialeegenskaber samt af iskrystallers ombygning og fysiske egenskaber. Inde i hallen var luften meget tør, men de første mange meter af tunnelen havde luftfugtighed udefra dannet meget store iskrystaller under loftet. Når man slog til dem, dalede de langsomt som et flag- rende stykke papir, og knustes mod gul- vet som var det tynde glasplader. 1957-1960: Strategic Air Command Med udviklingen af raketteknologien blev det i slutningen af 1950'erne mu- 66 [26] ligt at opsende interkontinentale ballisti- ske missiler affyret fra land eller u-båd, hvilket gav amerikanerne et strategisk varslingsproblem. I 1957 overtog US Strategic Air Command ansvaret for ba- sen, og dermed blev prioriteringen af forskningsaktiviteten ændret. Efter af- tale med den danske regering påbe- gyndtes opførelsen af en radarvars- lingsstation, Ballistic Missile Early Warning System, BMEWS, der sammen med lignende, men mindre stationer i Clair, Alaska, og Fylingdales, England, ville muliggøre opdagelse af interkonti- nentale raketter sendt mod det nord- amerikanske kontinent. Ovennævnte anlæg skulle give USA en varslingstid på ca. 15 minutter til at afsende atom- bevæbnede bombefly fra baser i USA, før disse baser blev ødelagt. I 1958 påbegyndte Strategic Air Command daglige Airborne Alert-flyv- ninger over Nordatlanten, Polhavet og Grønland, og disse fly blev tanket op i luften via specielle tankfly stationeret bl.a. på Thule AB. Som et led i terror- balancen medførte disse fly, også på togter over Grønland, kernevåben, uden at den grønlandske eller danske offentlighed var informeret herom. Med introduktion af det langtræk- kende B-52 bombefly blev optankning af B-47 bombefly i luften over Thule AB ikke længere nødvendig, og i januar 1960 forlod en sidste gruppe tankfly af typen KC-135 Thulebasen. Thulebasen blev lejlighedsvis an- vendt af B-52 bombefly til tekniske nødlandinger, »Broken Arrow«, når der var behov for service. Disse fly må også antages at have været atombevæbnede. 4 raketbatterier Strategic Air Command forestod også i 1958 oprettelse af 4 Nike Hercules ra- ketbatterier til afløsning af eller supple- ment til det tidligere nævnte anti- luftskyts. De 4 raketbatterier benævnt A, B, C, og D-launch blev placeret i ba- sens 4 hjørner, heraf et anlæg, A-launch, i Dundas/Umanaq, nær de lokaliteter, hvor der tidligere havde været luftfor- svarets kanonstillinger. Hvert raketbat- teri var udstyret med 6 affyringsramper til totrins supersoniske Nike-Hercules raketter, og i perioden fra 1959 til 1965 var der til disse raketter på Thule oplag- ret sprænghoveder til brug ved eventu- elt flyangreb på basen. Uden at den dan- ske og grønlandske offentlighed var in- formeret herom, var der blandt disse 48 nukleare sprænghoveder. Thulebasens samlede stab, så vel ci- vile arbejdere og funktionærer som mi- litært personel, nåede i 1960 op på ca. 6.200 mand. Det amerikansk-canadiske strategiske varsling- og forsvarssystem under North American Air Defense Com- mand, NORAD, havde oprindeligt til opgave at beskytte Nordamerika mod fremmede strategiske langdistance bombefly, men skiftede i disse år karak- ter med henblik på at imødegå truslen fra landbaserede interkontinentale ra- ketsystemer. Og i januar 1958 påbe- gyndtes opførelsen af United States Ballistic Missile Detection Support Sy- stem. Iceworm Dansk Udenrigspolitisk Instituts rap- port fra 1997 »Grønland under Den Kolde 67 [27] Krig« afslørede amerikanernes hemme- lige planer om gennem projektet »Ice- worm« at anvende Indlandsisen til dække for raketbatterier, der skulle forbindes med et net af tunneller under Indlands- isen fra Narsarsuaq i syd til Camp Tuto i nord. For at gennemføre et sådant pro- jekt måtte man først skaffe meget detal- jeret viden om muligheden for at drive permanent bemandede militære anlæg inde på Indlandsisen samt sikre ad- gangsveje til de tunneler, der skulle for- binde disse anlæg. I 1958 gennemførte amerikanerne undersøgelse af mulighederne for anlæg af tilkørselsveje med ramper ind på Ind- landisen ved udvalgte lokaliteter ved Narsarsuaq, Ivigtut, Kvane Fjord, Ne- rutssoq ved Frederikshåb samt ved Søndre Strømfjord basen. Af disse lo- kaliteter syntes adgang til isen i Syd- grønland mest gunstig i Johan Dahls Land nord for Narsarsuaq, hvor en is- rampe kunne forbindes med lufthavnen med en ca. 65 km lang vej, hvis anlægs- udgifter i 1958 blev anslået til 20 mio $. Dette anlægsarbejde blev aldrig udført. Camp Century Forskningsarbejdet ved Camp Tuto og de derfra gennemførte glaciologiske un- dersøgelser sigtede direkte mod det af US Army Polar Research and Develop- ment Center i 1958 påbegyndte arbejde med at opføre en stor videnskabelig lejr i Thulebasens bagland inde på selve Indlandsisen ca. 200 km øst for Camp Tuto i godt 2.000 m højde. Da lejren blev placeret 100 miles fra isranden, gav man den navnet »Camp Century«, og Med et_»Hcavy Swing« på vej mod Camp Century. Foto: J. Taagholt 1964. 68 [28] CAMP CENTURY Main Trench Entrance CD H Heat Sink O 7) C Quarters Quarters Quarters T.. Quarters Quarters Quarters •tJBBL Standby Power !• Fuel Storage (14) C (13) C Fuel Storage Kort over Camp Century. Kilde: Citv under the Ice. Hot Waste Disposal Hot Waste Reactor Building Feed Water Storage Storage quarters Quarters Quarters Quarters Quarters Quarters Quarters 100 Man P.X. & Recreation Latrine Library Post Engineer Lab Lab R & D Trench PLAN • Stairway Exit -<-•• Ramp Up HH Existing Buildings ____l Future Buildings (To) Trench Numbers Main Trench Entrance Camp Century må antages at have haft nøje sammenhæng med det tophemme- lige projekt »Icen'orm« Det officielle formål med Camp Cen- tury var i 1958 at teste US Army's polar koncept vedrørende arktiske konstruk- tioner og installationer, at foretage rea- listisk praktisk afprøvning af en trans- portabel atomreaktor til feltbrug, samt at etablere en helårs facilitet til brug for 69 [29] videnskabelig udforskning af Grøn- lands indre, herunder specielt glaciolo- giske studier. Det tog fra to til fire døgn fra Camp Tuto at nå Camp Century med et »gods- tog«, et såkaldt »heavy swing«, bestå- ende af en lang række vogne eller con- tainere placeret på store slæder trukket af store traktorer (Catarpillar af typerne D6 - D8 med ekstra brede bælter), men turen kunne også gøres på ca. 20 timer med en »Polecat«, et to-vogns »hurtig- tog« bestående af et bæltedrevet køretøj med plads til ca. 20 personer. I forbin- delse med Camp Cehturys konstruktion blev der overført ca. 5.600 short ton, der enten blev fløjet eller sejlet til Thule AB, derefter kørt på lastbil til Camp Tuto og herfra transporteret med trak- tor-trukne slæder - et »heavy swing« — over Indlandsisen. Fra Camp Tuto var der desuden regelmæssig kontakt med Camp Century med et to motors turbo- propelfly, en de Haviland Caribou, der kunne klare turen på ca. en time. Vejen over Indlandsisen var markeret med røde flag på høje sorte bambusstokke. Forsøg med nedgravede elektriske led- ninger til hjælp for navigationen under dårligt sigt viste sig særdeles brugbar, hvis blot ikke ledningerne blev revet over grundet trafik eller isbevægelser. I perioden maj til september i 1959 gennemførtes de første konstruktions- arbejder omfattende de første 5 tun- neler gravet ned i Indlandsisen og over- dækket med metalbuer, der atter blev dækket med sne. Camp Century, der blev taget i brug i 1959, blev bygget til ca. 100-200 perso- ner, der boede i T-5 bygninger placeret i 21 gange eller tunneler gravet ned i ind- landsisen og dækket med metalbuer, der så igen blev dækket med sne. Det var US Army Polar Research and Development Center (APRDC) fra Fort Belvoir, der forestod arbejdet i samar- bejde med US Snow, Ice and Perma- frost Research Establishment (SIPRE). I 1960 blev APRDC og SIPRE slået sammen og dannede US Army Cold Re- gion Research and Engineering La- boratory, CRREL, der fortsat ligger i Hanover, New Hampshire, USA. For at beskytte lejren mod det barske høj arktiske miljø var Camp Century gravet ned i indlandsisen, og bestod af en hovedtunnel — hovedgaden — og en række sidetunneler, der rummede en forskningslejr svarende til Camp Tuto og omfattede, ligesom Camp Tuto, mo- derne faciliteter som indkvartering, messe., butik, hospitalsklinik, gym- nastiksal, værksteder, laboratorier, post- hus, bibliotek m.m. Vandforsyning er baseret på en 70 m dyb brønd i isen, hvor vand fremkommer ved at der ledes damp ned i brønden. Spildevand og an- det affald blev deponeret i endnu dy- bere brønd i passende afstand fra lejren, og undersøgelser viste, at al bevægelse primært er lodret, og at den horisontale spredning i alle retninger ikke oversteg ca. 35 cm. I en knap 200 m lang tunnel blev ud- ført forsøg med anlæg af så vel primitiv vejkonstruktion som en jernbane- strækning, idet sneens bæreevne efter tromling og efter udlægning af landings metal-måtter blev studeret, ligesom man søgte at fastlægge minimumsaf- stand mellem skinnesvellerne. 70 [30] Anlæg af Camp Century 1960. Foto: US Army Research Group. Camp Century blev forsynet med elektricitet fra et traditionelt dieselkraft- værk; men skulle projekt »Iceivorm« reali- seres, måtte man anvende atomkraft for at mindske behovet for transport af brændstof til de mange faciliteter i Ind- landsisen som »Ic&vorm« ville indebære. Overfladetemperaturen i sommer- månederne kunne ved Camp Century nå op over frysepunktet. Varme fra dieselkraftværk, vandforsyning og byg- ningerne, der i de hektiske sommer- måneder husede op til 225 mand, bevir- kede en opvarmning af tunnellerne. Man anlagde derfor i 1960 i alt tretten 15 m dybe kuldebrønde, 35 cm i diame- ter. En elektrisk ventilator i hver brønd sikrede luftcirkulation, og hermed kunne temperaturen til lejrens tunneller sænkes ca. 7 grader. Allerede i 1959 meddelte man fra amerikansk side Danmark, at man øn- skede at anvende en atomreaktor til energiforsyning på Camp Century, og efter grundige danske overvejelser - så vel politiske som tekniske via Atom- energikommissionen — gav Udenrigsmi- nisteriet i januar 1960 tilladelse til instal- lationen, idet det blandt andet blev krævet, at der ikke måtte deponeres mere end 50 miliCurie lavradioaktivt vandigt affald i Indlandsisen pr. år. 71 [31] Herinde på isen etableredes Dan- marks første og hidtil eneste ker- nekraftværk, der var i drift frem til 1963, da Camp Century overgik fra status som helårslejr til blot gennem sommer- månederne at være basis for videnska- belige glaciologiske undersøgelser. Kraftværket bestod af en atomreak- tor i forbindelse med et konventionelt dampkraft anlæg med maksimal effekt på 1,5 MWatt. Reaktoren bestod af en rustfri ståltank på ca. 3 m3, indehol- dende brændselselementer, kontrol- stænger samt rørsystemer for vandet i det primære system, hvor vandet var både moderater og kølemiddel for brændselselementerne. Uden om selve reaktoren var en afskærmningstank og uden om denne atter en ekstra af- skærmning. Atomreaktoren ankom til Thule AB den 10. juli 1960 og blev sat i drift samme år den 2. oktober. I forbindelse med projektet blev den radioaktive bag- grundsstråling på sneoverfladen ved Camp Century målt til mellem 0,02 og 0,03 miliRem/time og nede i hoved- tunnelen til 0,015 miliRem/time. Den højere værdi på overfladen kan skyldes deponering i overfladen af radioaktivt nedfald fra atmosfæriske kernespræng- ninger. Atomreaktoren på Camp Century Atomreaktoren på Camp Century er no. 2 i en serie, hvor nr. l blev idriftsat på Fort Belvoir i USA. Reaktoren er udviklet og bygget til US Army med henblik på adskillelse og flytransport og opstilling efter behov. PM-2A Nuclear Power Plant blev konstrueret af ALCO Products Inc. på kontrakt (5,7 Mio $). Den blev operationel 2. oktober 1960 og var i kontinuert drift indtil 9. juli 1963. Termisk power 10.000 kW Total el-power 2.000 — Netto el-power 1.560 — Output 4.160 Volt 60 Hz netto el-output 2.663.544 kWh på 6.491 driftstimer Tidsforløb for Camp Century reaktoren: Test af ALCO-reaktor i USA og uddannelse af personnel 5. januar — 20. maj 1960 Adskillelse, pakning og transport til skib i Buffalo, NY, 28. april - 27. juni Skibets ankomst til Thule AB 10. juli 1960 Transport af reaktorudstyr fra Thule AB til Camp Century 11. juli - 1. september Installation af reaktor PM-2A i Camp Century, 15. juli - 1. oktober Forsøgsdrift fra 2. oktober 1960 Færdiggørelse af installation af PM-2A 6. februar 1961 Overdragelse af PM-2A fra ALCO 8. marts 1961 72 [32] Under hele driftsperioden blev strå- lingen rutinemæssigt målt på 28 loka- liteter fra selve reaktorbygningen til målepunkter i ca. 800 m afstand. I 100 m afstand måltes i 1961 0,05 mili- Rem/time. Civilingeniør P. L. Ølgaard fra Atom- energikommissionens forsøgsanlæg Risø besøgte flere gange Camp Century, blandt andet 5 dage i juli 1962, hvor også professor H, Lottrup Knudsen fra DTU med et hold studerende besøgte Camp Century. Reaktoren blev taget ud af drift den 9. juli 1963, og efter at de- lene var pakket endelig fjernet med slæde, ca. 60 ton, fra Camp Century i juni 1964.1 slutningen af juli 1964 kom dr. Jacobsen fra Atomenergikommissio- nen for at kontrollere udtagningen, og han fandt ingen radioaktivitet, og efter det oplyste skulle den samlede mængde lavradioaktivt vandige affald deponeret i isen for samtlige 4 år ikke have over- skredet 72 milliCurie. De omfattende amerikanske glaciolo- giske studier af Indlandsisen viste, at det ikke ville være muligt at gennemføre projekt »Iceworm«, idet Indlandsisen er alt for dynamisk — i konstant bevægelse — så tunneller til så vel transport, service- stationer som missilaffyringsstationer af naturen ville blive ødelagt i løbet af gan- ske få år, så alle planer måtte opgives. Camp Century blev officielt lukket pr. 1. april 1966 og har ikke siden været benyttet til beboelse på grund af de store sammentrykninger. Der har dog i de efterfølgende år været sommeraktivi- teter omkring Camp Century, idet mandskab har været indkvarteret i ba- rakker oven på isen. Men rent videnskabeligt gav de om- fattende glaciologiske undersøgelser meget vigtige resultater. Her ved Camp Century gennemførtes i sommeren 1966 den første 1390 m lange gennem- boring af Indlandsisen, begyndelsen til adskillige omfattende isborekerne pro- jekter i Grønland. Camp Tut o efter 1964 Indlandsisens naturlige dynamik med- førte fortsatte sammentrykninger på op til 80-90 cm i tunnellerne under Ind- landsisen ved Camp Century, hvorfor det blev nødvendigt at vinterlukke Camp Century i efteråret 1965. Dette medførte, at aktiviteterne ved Camp Tuto blev mere begrænsede, og en total lukning kunne forventes. For at sikre videreførelse af de rutine- mæssige geofysiske målinger — specielt ionosfærefysiske — hvis også Camp Tuto skulle blive lukket — opførtes på Camp Tuto sommeren 1965 en såkaldt Winter Camp. Denne Winter Camp omfattede foruden selve hovedbygnin- gen 12 andre bygninger med et samlet areal på 1200 m2, herunder eget elværk. Bygningerne var forbundne med luk- kede gange over terræn. Forskningslejren Camp Tuto blev i efteråret 1965 lukket for vinteren, hvor- efter det ionosfærefysiske program gen- nemførtes fra den nye Winter Camp, der var bemandet hele vinteren 65/66. Istunnellen ved Camp Tuto blev også lukket og afspærret, efter at man Inde- pendence Day den 4. juli 1966 havde af- holdt den sidste gudstjeneste i kapellet inde i isen. 73 [33] ForårsbiHedc fra Camp Tuto, hvor sneen ligger højt. Foto: Jørgen Taagholt maj 1967. Så vel i USA som i Danmark var der i videnskabelige kredse bekymring over standsningen af mange af de amerikan- ske geofysiske målinger fra Camp Tuto og andre lokaliteter. Efter aftale med Danmark og på baggrund af en hen- vendelse fra US National Science Foun- dation gennemførte US Army Research Support Group, USARSG, i eftersom- meren 1966 som en^militær øvelse flyt- ning af en T-5 bygning fra Camp Tuto til Qaanaaq for at fremme oprettelsen af en ren dansk inosfærestation og dermed sikre en videreførelse af meget vigtige videnskabelige målinger i et område ganske tæt ved den geomagnetiske pol. Driftomkostninger for den nye iono- sfærestation blev optaget på den danske finanslov under Danmarks Meteorolo- giske Institut. ... Elementerne til en 150 m2 stor T-5 bygning blev fløjet fra Camp Tuto til Qaanaaq i såkaldt »sling load« med god- set ophængt under helikopterne. Opera- tionen krævede 73 flyvninger, i alt 125 fiyvetimer, 140 passagertransporter og overførsel af .55 ton. Samling af bygnin- gen i Qaanaaq blev under ledelse af en amerikansk kaptajn foretaget af 10 me- nige amerikanske værnepligtige. Den nye ionosfærestation i Qaanaaq blev tilsluttet byens lokale elværk med et 3-faset kabel, der kan belastes med 40 kwatt. I disse år ændredes den videnskabe- lige forskningsaktivitet på forsvarsom- rådet ved Thule fra glaciologiske, geolo- giske og geotekniske til atmosfærefysi- ske emner, med fokus på de geofysiske forholds indvirkning på radiobølge- 74 [34] udbredelse af betydning for radio- kommunikation, radionavigation samt detektion (radarsystemer og senere sa- tellitbaseret teleobservation). Som kon- sekvens heraf opsendtes derfor som vi- denskabelig forbindelsesofficer fra 1966 en dansk forsker med speciale inden for det ionosfærefysiske fagområde. Det harmonerede også med det fra den amerikanske ambassade over for Mini- steriet for Grønland fremførte ønske om nærmere kontakt med dansk iono- sfæreforskning. Geopole I forbindelse med det internationale Geofysiske År 1957-58 etablerede USAF Cambridge Research Laboratory en geovidenskabelig station, Geopole, på North Mountain ved Thulebasen. Stationen blev placeret ca. 1/2 km nord Iskapellet. Kors, alterbord og lys er hugget ud i is. Foto: Jørgen Taagholt 1964. for Raket Batteri B's kontrolstation. Her udførtes et omfattende program vedr. studier af jordens magnetfelt, mikro- pulsationer, nordlys, atmosfære- strømme, radiobølgeabsorption, regi- strering af radioaktivt nedfald samt registrering af den højenergetiske kos- miske stråling. Efter nedlæggelse af raketbatterierne i 1965 og afbrydelsen af højspændings- forsyningen blev Geopole flyttet til en af B-kontrolstationens bygninger, og stationen midlertidigt forsynet med elektricitet fra eget nødkraftværk. Se- nere blev der lagt et højspændingskabel fra basen til Geopole på North Moun- tain. Efter noteudveksling med ame- rikanerne blev der truffet aftale om, at mindst en af forskerne ansat af Air Force Cambridge Research Laborato- ry's Geopole skulle være en dansk for- sker, og den første danske civilingeniør startede sit arbejde på Geopole 15. maj 1968. Hermed indledtes et frugtbart dansk- amerikansk samarbejde, og den danske medarbejder deltog også i de første dan- ske raketeksperimenter fra Thule AB for måling af højenergetiske protoner udsendt fra solen under en Polar Cap Absorption, PCA, der sædvanligvis medfører radio black-out. De danske raketeksperimenter startede i 1968 i et snævert samarbejde med USAF Air Weather Service, med anvendelse af en- ten ARCAS eller LOKI raketter, der kunne bringe det dansk-byggede eks- periment op til 85- 100 km højde. I 1960 etableredes et Dansk-Ameri- kansk (embedsmands) Grønlands- udvalg, DAG, for at skabe et forum for 75 [35] Den rode lonosfærestarion I Qaanaaq. Foto: Jørgen Taagholt 1966. drøftelse af civile og økonomiske spørgsmål i forbindelse med den ameri- kanske tilstedeværelse i Grønland. Ho- vedprincippet i aftalen var, at det dansk/grønlandske erhvervsliv samt dets arbejdskraft skulle anvendes i vi- dest muligt omfang hvad angår ikke-mi- litære aspekter. 1960-1979: Air Defense Command Så vel Sovjetunionen som USA rådede over militære ballistiske raketter med rækkevidde op dl 3.000 km, såkaldte mellemdistanceraketter. I slutningen af 1950'erne udvikledes så vel i USA som i Sovjet interkontinentale balistiske mis- siler, ICBM, der grundet de store af- stande - op til ca. 8.000 km - ikke ville have særlig stor træfsikkerhed. »Nytte- lasten« skulle derfor altid være en atom- bombe, hvis virkning ikke er begrænset til et snævert område. En ICBM ville bruge 33 til 46 minutter på at nå fra Sovjetunionen til mål i Nordamerika. BMEWS For at imødegå truslen fra landbaserede interkontinentale raketsystemer beslut- tede USA i 1958 at opføre 3 Ballistic Missile Early Warning System stationer (BMEWS), dels Clear i Alaska, Fyling- dale i Storbritannien og ved Thule i Grønland. Mens de store radarskærme i 76 [36] Placeringen af de 3 BMEWS-ardæg (firkanter) og DEW-line stationerne i Polarområdet, (Fra Bach & Taagholt). Thule og Clear var orienteret for at de- tektere missiler med bane over Polha- vet, kunne Fylingdale i England tillige detektere missiler opsendt fra Øst- europa mod mål i England eller USA. BMEWS ville give amerikanerne i det mindste 15 minutters varsel for et sådant missilangreb, tid nok til at sikre, at et modangreb kunne være i luften, in- den et ødelæggende angreb var en kendsgerning. Konstruktionsarbejdet i Thule blev gennemført i 1958-60, og i denne anlægsperiode nåede Thulebasen sin maksimale mandskabsstyrke på nær 10.000 mand. Den 1. juli 1960 blev Thule AB over- ført fra Strategic Air Command, SAC, til Air Defense Command, ADC, som en konsekvens af færdiggørelsen af ra- darinstallationen BMEWS, der blev idriftsat i oktober 1960, hvor Thule AB samtidig skiftede status fra at være en fremskudt operationel base til at være et overordentligt vigtigt led i hele varsling- stjenesten, der ud over hovedstationen i Thule bestod af de omtalte stationer Clear i Alsaka og Fylingdale Moor i England. BMEWS-stationen, der blev opera- tionsklar 9. januar 1961, ligger ved J-site ved sydsiden af Wolstenholme Fjord højt over denne ca. 20 km fra selve Thu- lebasen. Anlægget blev domineret af 4 store DRAM radarantenner (Detection 77 [37] BMEWS. Foto: Jørgen Taagholt. Radar Automatic Monitoring), hver ca. 120 x 50 meter, omtrentlig svarende til en fodboldbane placeret lodret. Man er med radaranlægget i stand til at regi- strere en genstand på størrelse med en fodbold i op til 5.000 km afstand. Store dorne med Tracking Radar. Foto: Jørgen Taagholt. I en stor hvid kuppel - radardome med en diameter på ca. 33 meter - var installeret en TRAM følgeradar (Tracking Radar Automatic Monitor- ing), til bestemmelse af missilbanen. Radarantennen var en parabol på 26 m, der Lait vejede 105 ton. Den var så vel afbalanceret, at den på sit 340 cm kugle- leje med kugler med 10 cm diameter kunne bevæge sig følgende sit mål med eja imponerende (eller skrækindgyden- de) hastighed, 38° på eet sekund. Rota- tionen blev drevet af 2 stk. 150 HK el- motorer, og højde-reguleret af en til- svarende 150 HK elmotor. Data fra BMEWS sendes via forskel- lige parallelle kommunikationssystemer til North American Air Defense Com- mand, NORAD, placeret dybt inde i Cheyenne Mountains, nær Colorado Springs. Hele installationen på BMEWS, der havde kostet ca. 5 milliarder US $ i 1960, blev huset i 9 bygninger, der alle var forbundne med overdækkede luk- kede gange, kaldet tunnelen, der var 78 [38] BMEWS COMPLEX SCANNER BLIK. NO.! BME»S POWER PLANT NO. IC l! MI GENERATING CAPACITY Kort over BMEWS anlægget. over 1600 m lang, kold og med mange elektriske kabler. En traktor med om- bygget påhængsvogn sørgede for per- son- og godstransport i tunnelen. I perioden 1960 til 1979, hvor US Air Defense Command forestod ansvaret for Thulebasen, blev fra 1961 Airborne Alert-flyvningerne suppleret med den såkaldte »Thule Monitor Mission«, hvor et B-52 bombefly kredsede i luften over Thule med henblik på at sikre kom- munikation fra BMEWS på Thule AB til Strategic Ak Command i USA, men også for visuelt at sikre, at Thulebasen og BMEWS fortsat lå uskadte. Igennem en årrække kunne man tydeligt i Thule- distriktet se dette fly på meget præcise rutinemæssige overflyvninger, ja man kunne kontrollere sit ur baseret på disse iagttagelser. Uden at det var offentligt kendt, medførte også dette fly kerne- våben. Gennem anvendelse af milliardbeløb har man trodset det arktiske klima og gennemtrumfet opførelsen af en moderne by med en moderne bys faciliteter, ganske ofrende den skønhed, der ellers er så betagende i den grønlandske naturs vælde. Man kører i taxa gennem de støvede brede gader, ser uendelige rækker af ens sølv- grå huse med bittesmå vinduer. Store kasser klodset op for ikke at ødelægge permafrostens bærende egenskaber. Gader omhegnet af røranlceg på bukke en meter overjorden i kasser, der ved vejkrydsene løfter sig som portaler over den travle trafik. I centrum af byen finder man overfor admini- strationsbygningen centrene for det kulturelle liv, først og f remmest biografen med plads til ca. 700 mand og med 5-6 daglige forestillinger, desuden kirken, der ligger mere stille hen. Her er jødisk tjeneste om fredagen, også vel katolsk som protestantisk tjeneste om søndagen. Inden man når »snack-baren« passeres det velforsy- nede bibliotek, der dog dengang tilsyneladende 79 [39] manglede litteratur om Grønland og dets bebo- ere, og i øvrigt findes hobbylokaler, bowling- baner, gymnastiksal, udsalg, klublokaler med mere. Den sædvanlige arktiske stilhed var her afløst af trafiklarm, støj fra værksteder, el- værk og fly motorer. Ind imellem blev luften flænget af hvinene fra en jetjagers »after bur- ner«. (Uddrag fra J. Taagholts rejserapport fra første ophold på Thule AB august-ok- tober 1964.) Personale på Thulebasen i 1967 Militært US personel l .071 Militært dansk personel 3 US civilt personel 626 Dansk civilt personel___________1.290 lait " 2.990 Det højarktiske klima Thulebasen ligger i det højarktiske om- råde, hvor klimaet er karakteriseret ved lave temperaturer, meget begrænset nedbør og lejlighedsvis meget kraftige storme. Som det ses af tabellen over måneds-middel temperaturer for perio- den 1990-99, ligger temperaturen i vin- termånederne omkring - 25 grader. Sommeren kan, i betragtning af den hjgjarktiske,,beliggenhed, blive overra- skende varm, 17,2 grader er højeste temperatur målt i perioden 1958-1999, og takket være den tørre luft og klart solskin kan en sommerdag i Thule føles ganske behagelig. Mens månedsmiddeltemperaturen ikke kommer under 30 graders frost er den absolutte minimumstemperatur på basen målt til minus 40,5 grader. Endnu koldere kan det føles dage med mindre frost, men med fugtig frosttåge og/eller blæst. Overalt i det høj arktiske område er der permafrost. Sommervarmen når at optø de aller øverste lag og dermed øde- lægge funderingen, hvorfor man sæd- vanligvis funderer bygninger på klippe- Månedsmiddel af temperaturer for Thule AB f rå 1990-1999 Jan. Feb. Marts April Maj Juni Juli Aug. Sep. Okt. Nov. Dec. 1990 -25,3 -27,6 -25,1 -14,4 -3,0 +5,5 +6,2 +5,1 -0,7 -15,6 -20,1 -23,4 1991 -26,9 -21,4 -22,2 -20,1 -6,1 +2,1 +5,4 +2,8 -2,7 -10,6 -16,9 -25,9 1992 -26,6 -30,0 -28,2 -18,9 -8,r +1,5 "+37 +2,0" -2,5 -5,9 -21,6 -23,4 1993 -29,2 -27,7 -28,6 -17,1 -4,5 + 1,2 +5,4 +2,0 -0,4 -7,8 -23,0 -24,6 1994 -26,2 -23,3 -28,8 -14,6 -2,7 +2,2 +6,1 +4,4 -2,5 -11,9 -16,5 -25,1 1995 -27,8 -29,9 -27,5 -12,1 -3,1 +3,0 +5,3 +2,9 -1,1 -11,8 -10,6 -24,5 1996 -22,7 -23,3 -24,3 -14,0 -5,8 +0,5 +2,9 +0,8 -4,2 -12,9 -15,1 -13,2 1997 -24,2 -26,4 -23,3 -17,6 -3,6 +2,8 +3,7 +1,7 -6,8 -9,2 -15,2 -20,6 1998 -21,1 -27,9 -23,6 -11,4 -2,0 +4,9 +5,5 +2,4 +0,2 -9,9 -17,0 -19,6 1999 -25,3 -28,8 -23,5 -19,0 -9,6 +2,3 +6,3 +5,2 -0,9 -11,9 -15,2 -22,3 Månedsmiddeltemperaturen for W års perioden 1990-1999 -25,5 -26,6 -25,5 -15,9 -4,8 +2,6 +5,0 +2,9 -2,2 -10,5 -17,1 -22,2 80 [40] Vinter på Thulebasen. Foto: J. Taagholt. grund. Dette er ikke muligt for en luft- havn, hvor man jo netop vælger en lo- kalitet med en stor plan slette dannet af sedimenter fra elve. Der var derfor store geotekniske vanskeligheder forbundne med Thulebasens bygge- og anlægsar- bejder. Beboelseseshuse blev placeres oven- på betonbjælker lagt i terræn, således at den kolde polarvind havde uhindret ad- gang under bygningerne. Hermed und- gik man, at varme fra bygningerne kunne optø permafrosten. For store bygninger som hangarer, elværker og varehuse var dette ikke muligt. Der blev derfor først gravet ventilationskanaler under gulvet, således at polarvinden frit kunne blæse ind og afkøle jorden, måske med hjælp af elektriske blæsere. Biler og andet kørende materiel skulle stå med elektriske varmelegemer tilslut- tet det lokale elnet, når de ikke var i drift. Og var man ude i terræn, måtte man lade bilmotoren gå, mens nødven- digt arbejde blev udført. Tilsvarende gjaldt også for flymotorer, der i vinter- perioden ikke blev standset under korte ophold, idet man ellers måtte anvende »groundheater« til opvarmning af mo- torerne, før genstart var mulig. Hvis fly- ene skulle overnatte om vinteren, måtte de trækkes ind i en opvarmet hangar. Ligesom i andre dele af verden kom- mer man i Thuledistriktet ud for usæd- vanlige vejrbegivenheder. Voldsomme arktiske storme kan medføre store ødelæggelser. I marts 1972 oplevede Thulebasen en voldsom storm med overordentlige kraftige vindstød - op til 180 knob svarende til ca. 330 km/t eller 90 meter i sekundet, ifølge officielle meteorologiske indbe- retninger den næsthøjeste vindstyrke målt ved jordens overflade. Da luften i 81 [41] det arktiske område grundet den lave temperatur tillige har stor massefylde — tæthed — forårsagede stormen store ødelæggelser på bygninger, antennema- ster, højspændingsledninger med vi- dere. Det allernordligste Grønland er et arktisk ørkenområde med meget lidt nedbør, men også på Thulebasen falder der normalt meget lidt nedbør (årlig gennemsnit 100 mm nedbør), så det er mere fygesne end egentligt snefald, der kan give problemer. Men i 2001 blev Thule-området i juli-august udsat for usædvanligt kraftige regnskyl. I juli 2001 faldt der således på få dage i starten af måneden ca. 39 mm, og i slutningen af måneden atter 14 mm (altså i alt ca. 53 mm i juli mod normalt for perioden 1961-70 ca. 13 mm). Ned- børen fortsatte, idet der i august faldt 215 mm regn, deraf 84 mm de første 3 dage. Den årlige gennemsnitsnedbør for august andrager 10,8 mm. Der faldt altså i august 2001 ca. 20 gange mere nedbør end normalt. Resultatet blev, at vandmængden fra hele det isfri bagland bag Thulebasen samlede sig i de eksisterende vandløb, hvor vandmængderne langt oversteg elvenes kapacitet, således at vejanlæg og broer blev ødelagt og vandforsyningen til basen afbrudt. Vandsøen blev delvis tømt grundet digebrud. Personaleud- skiftning mellem BMEWS og basen måtte I flere dage ske med helikopter ef- ter vejnettets sammenbrud. For personel, der måske kommer fra de sydlige amerikanske stater uvante med arktiske forhold, kan kulde og vindforhold betyde en stor personlig ri- 82 siko. Der er derfor på basen strenge reg- ler for, hvorledes man skal reagere un- der farlige situationer. Disse situationer offentliggøres over lokalradioen og be- nævnes som fase-tilstande. Hvis der forudses truende vejrfor- hold, varsles »Phase Alert«, hvorefter folk skal sikre løse genstande, tjekke nødrationer og være forberedt på se- nere meldinger. Forværres situationen, meldes »Phase I«, hvor der kan forven- tes vindstyrker mellem 20 og 30 knob og sigtbarhed ned til 7-800 meter. Det er herefter ikke tilladt at forlade base- området og kun i begrænset omfang at bevæge sig fra bygning til bygning. For- værres Forholdene, varsles »Phase II«, hvor der kan forventes vindstyrker på op til 50 knob og en sigtbarhed ned til 500 m. Udendørs færdsel er herefter _:»,! ikke tilladt uden speciel tilladelse. Tea- ter, kirke, gymnastiksal og klubber luk- kes, medens kostforplejningen fortsat holdes åben. Ved »Phase III« lukkes også kostfor- plejningen, og folk henvises til deres nødrationer. Der kan forventes vind- styrker over 50 knob og en sigtbarhed på under 200 m. Ved kraftig snefygning kan sigtbarheden reduceres til blot 25 m, og ved de lave arktiske temperaturer kan det være livsfarligt at færdes ude. Langs med alle veje uden for selve ba- seområdet, altså veje op til Nordbjerget og Dundas, eller til P-Mountain, Camp Tuto eller BMEWS, er der med kort af- stand placeret »fasehytter« forsynet med varmeovn, stearinlys, nødproviant, nød- telefon med mere for at sikre vejfarende overlevelse, hvis de undervejs bliver overrasket af en af de voldsomme [42] Opsendelse af Arcas-raket for meteorologiske målinger. Foto: V. Neble Jensen 1968. storme. Efterhånden som aktiviteterne aftager og flere lokaliteter nedlagt, er der i dag kun ca. 30 »fasehytter« tilbage. Meteorologiske raketforsøg I 1964 fik USAF Ak Weather Service dansk tilladelse til at påbegynde rutine- mæssige raketopsendelser fra Thule AB for rent meteorologiske målinger. Den første opsendelse fandt sted 15. juli 1964, og gennem de følgende 5 uger gennemførtes i alt 14 raketforsøg. De efterfølgende år gennemførtes tilsva- rende forsøg i sommermånederne, men fra 1967 gennemførtes målingerne på helårsbasis, idet man ønskede at op- sende 3-4 raketter om ugen, forudsat at vindhastigheden i området fra jorden op til 2.000m ikke oversteg ca. 35 knob. Der anvendtes raketter af typen Arcas og Loki, der begge kan nå højder på omkring 90- 100 km. De opsendes fra en facilitet i et område lige sydøst for BMEWS ca. 15 km fra selve basen. Arcas raketten er 230 cm lang, vejer 35 kg og kan bære en instrumentlast på 6 kg op til ca. 90 km højde, hvormed der måles temperatur og tryk. I ca. 90 km højde frigøres instrumentet fra raketmotoren og daler ned i faldskærm, først meget hurtigt, men fra ca. 60 km højde får man gennem de næste om- kring 30 minutter meteorologiske data fra den videre færd mod jorden, trans- mitteret til jordstationen på 1680 MHz. Der opnås data vedrørende vindretning og vindhastighed. De traditionelle to daglige meteorologiske ballonopsendel- ser fortsatte fra Thule AB, men her op- nåes kun data fra jorden og op til ca. 35 km højde. Resultaterne fra flere års meteorolo- giske raketopsendelser viste, at de høje- ste værdier for vindhastigheden i højde- området fra 25 til 60 km forekommer 83 [43] omkring solhverv, med middelhastighe- der omkring 60 knob i vestgående ret- ning om sommeren og med middel- hastigheder på ca. 120 knob i østgående retning om vinteren. Der blev over- raskende målt vindhastigheder i 50 km hojde på op til 250 knob. Den årlige va- riation i temperaturen i 50 km højde var på næsten 55° C. Fra 1968 og nogle år frem deltog dan- ske forskere fra Danmarks Tekniske Højskole i disse raketforsøg med hen- blik på måling af partikelstrålingen fra solen. US Ak Weather Service stillede gratis raketter og ekspertise til rådighed for de danske forskere. I 1973 overgik USAFs meteorologiske raketprogram på kontrakt til Danish Arctic Con- tractors. B-52 ulykken Den 21. januar 1968 udbrød der brand ombord i et af de amerikanske B-52 fly på »Thule Monitor Mission« over Baffin Bugt. Flyet søgte mod Thulebasen, der var nærmeste beboede område, for at øge besætningens chance for overle- velse efter faldskærmsudspring. Flyet styrtede ned på havisen en halv snes ki- lometer vest for Thule AB med fire 1,1 megaton brintbomber. Flyet ramte og gik igennem den ca. 3 m tykke havis i Bylot Sund ca. 14 km WSW for Thulebasen. Ved nedstyrtnin- gen skete der en traditionel eksplosion af nogle af brintbomberne, og materi- ale fra det brændende fly spredtes ud- over den omliggende havis. Af besæt- ningen omkom een, antagelig fordi der var gået ild i hans faldskærm. De øvrige 6 blev alle reddet, en enkelt af dem lan- Kort over nedslagsområdet. Kilde: Arktisk Forurening, Miljøstyrelsen AMAP, 1997 side 117. dede med sin faldskærm tæt ved en af de store hangarer, mens de ovrige rela- tivt hurtigt blev hjulpet ind i varmen. De ville næppe have overlevet et læn- gere ophold udendørs i polarnatten. Med nedstyrtningen den 21. januar 19-68 startede efter selve rednings- operationen først 4 ugers opklarings- fase med deltagelse af amerikanske spe- cialister under ledelse af general Hunzi- ker, der ankom få timer efter ulykken, og danske specialister, der ankom få dage efter. Derefter påbegyndtes 21. fe- bruar anden og derefter tredie fase med en to måneders arbejdsindsats for at fjerne kontamineret materiale fra ulyk- kesstedet. Bombernes plutoniumlad- ning regnede man med blev pulveriseret ved den traditionelle sprængning for- årsaget dels af de traditionelle spræng- ladninger, dels ved den store ombord- værende mængde jetfuels eksplosion. Dette materiale fra det ca. 100 meter brede og ca. 800 meter lange nedslags- område blev bragt til selve basen og op- bevaret i omkring 90 stykker 100 m3 store ståltanke. 1. maj startede fjerde fase med økologiske undersøgelser. 84 [44] Thule AB en vinternat. Foto: Jørgen Taagholt Februar 1968. Det omfattende amerikanske opryd- ningsarbejde blev for en stor del udført af danske arbejdere ansat på basen. Vragdele blev indsamlet med henblik på transport til USA, sneen på havisen blev for et ca. 100.000 m2 stort areal opsam- let i store ståltanke og opbevaret, til skibstransport til USA var mulig den ef- terfølgende sensommer, og for at evt. forurenet havis ikke skulle drive sydpå med havstrømmene, blev hele nedslags- området »farvet« mørkt med sort sand, der bevirkede, at mere solenergi blev opsamlet, så nedslagsområdet hen un- der foråret viste sig som en stor våge i det iøvrigt frosne sund. Da havisen hen på sommeren var forsvundet, blev med anvendelse af en miniubåd havbunden renset for vragdele, der derefter blev sendt til USA. Forskningscenter Risø, specielt Hel- sefysisk Afdeling samt andre danske in- stitutioner som Strålehygiejnisk Labora- torium under Sundhedsstyrelsen, Grøn- lands Fiskeriundersøgelser, Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser samt Geografisk Institut ved Københavns Universitet med flere, var inddraget i de meget omfattende oprydnings- og undersøgelsesarbejder, der fulgte efter ulykken. Gennem dette arbejde blev indvunden megen videskabelig erfaring og viden, specielt inden for felterne radioøkologi og marinbiologi. De problemer, der gennem de sene- ste år er blevet rejst af personer invol- veret i arbejdet på Thulebasen, er for- ståelige, men de konstaterede tilfælde af sygdom, heriblandt kræfttilfælde, blandt tidligere Thule-arbejdere, afviger ikke markant fra det sygdomsbillede, man i øvrigt iagttager. Fra så vel amerikansk som fra dansk side (Helsefysisk Afdeling, Forsknings- 85 [45] center Risø) førte man grundig kontrol med den eventuelle strålingbelastning, arbejderne blev udsat for. Men det er klart, at der var mange forhold, man ikke var informeret om, da hele sagen var underlagt militære restriktioner. Det var de færreste, der havde forudsætnin- ger for virkelig at forstå omfanget af ulykken og dens perspektiver. Endelig skal man erindre, at den geopolitiske si- tuation i 1968 var en helt anden end i dag, og at vi i dag har et meget bredere informationsgrundlag og flere eksper- ter, der har lettere adgang til tidligere klassificeret information. I 1995-96 besluttede den danske re- gering at yde et kompensationsbeløb på 50.000 skattefrie kroner til alle - bortset fra de involverede forskere — der havde opholdt sig på eller ved forsvarsom- rådet, da ulykken indtraf, eller havde deltaget i oprydningsarbejdet, idet man erkendte, at der ikke var påviselig sam- menhæng mellem senere sygdoms- forekomster og opholdet på Thuleba- sen, men under anerkendelse af den usikkerhed og stress situation, som de implicerede har været udsat for. Flystyrtet resulterede i en politisk krise i det dansk-amerikanske forhold, og USA indstillede straks Airborne Alert flyvninger med kernevåben over Grønland og afskaffede beredskabs- flyvningerne fra den 1. juli 1968. Ulyk- ken og det store amerikanske opryd- ningsarbejde i Thule området blev nøje overvåget af danske eksperter, og 31. maj 1968 blev der til 1951-forsvarsafta- len indgået en dansk-amerikansk til- lægsaftale, hvori USA forsikrede, at man ikke uden den danske regerings sam- tykke ville oplagre kernevåben i Grøn- land eller overflyve Grønland med fly, der havde kernevåben ombord. Først i 1995 blev det offentligt (er) kendt, at den danske stats- og uden- rigsminister H. C. Hansen i 1957 på bajgrund af den da aktuelle kritiske ge- opolitiske situation i et svarbrev til den amerikanske _ambassadør i København havde accepteret den amerikanske tolk- ning af 1951-forsvarsaftalen, et brev, der indebar en stiltiende dansk accept af tilstedeværelsen af atomvåben i Grøn- land. Offentliggørelsen i 1995 af H. C. Hansens accept vakte stor politisk de- bat. Dansk Udenrigspolitisk Institut fik derfor af regeringen i opgave at udar- bejde en historisk udredning »Grønland under den kolde krig« om dansk og ameri- kansk sikkerhedspolitik 1945-68. Ud- redningen, der udkom i foråret 1997, påpeger, at det må anses for givet, at der i perioden 1958-65 var oplagret atom- sprænghoveder til raketbatterierne til Thulebasens forsvar. Det må ifølge re- degørelsen tillige anses for givet, at B-52 fly, der gennem en årrække frem til 1968 rutinemæssigt fløj i det grønlandske område og lejlighedsvis af tekniske grunde landede på Thule AB, var atom- bevæbnede. Disse atombevæbnede B- 52 bombefly var et vigtigt element i den terrorbalance, der var med til at sikre den vestlige verden — og dermed også Danmark og Grønlands — sikkerhed. Afsløringen af Danmarks dobbeltspil i atompolitikken vakte stort røre så vel i Danmark som i Grønland og forstær- kede et grønlandsk ønske om at være med ved bordet, når der skulle træffes 86 [46] udenrigspolitiske aftaler af betydning for Grønland. Ud over etablering i 1995 af en permanent dansk/grønlandsk embedsmandsgruppe for drøftelse af alle udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål med relation til Grønland og aftale om årlige møder mellem Lands- styret og den danske udenrigsminister har landsstyreformand Jonathan Motz- feldt i 1998 taget initiativ til en nyvurde- ring af hjemmestyreordningen for at til- godese det grønlandske ønske om større indflydelse på det udenrigspoli- tiske område. Gennem en årrække har Health and Safety Laboratory under US Govern- ment foretaget målinger af radioaktivt nedfald i Grønland fra Thule AB, Sta- tion Nord samt fra 1973 fra Kap Tobin ved Scoresbysund. Målingerne, der årligt offentliggøres i internationalt til- gængelige bulletiner, viser, at nedfald fra menneskeskabte aktiviteter har været fortsat aftagende efter aftalen i 1963 om stop for atmosfæriske kernesprængnin- ger. Analyser af Indlandsisen viser såle- des, at radioaktiv forurening på den nordlige halvkugle i perioden 1963- 1973 aftog med en faktor 1000. Målin- gerne i Grønland stoppede derfor i slut- ningen af 1970'erne, men blev genopta- get efter ulykken i det sovjetiske kerne- kraftanlæg i Chernobyl i 1987. P-Mountain efter 1968 Stationen på P-Mountain blev omkring 1969 udvidet til også at varetage kom- munikationsopgaver — muligvis som følge af standsningen af de rutinemæs- sige overflyvninger med B-52 fly, der kunne virke som relæstation for vigtig P-Mountain installationer. Foto: Jørgen Taagholt. radiokommunikation f. eks. fra BMEWS. Oprindelig var stationen på P-Mountain bemandet med op til 250 mand. Alle bygninger var forbundne med overdæk- kede gange eller tunneler, idet det ofte var livsfarligt at begive sig udendør på dette stormomsuste bjerg. Efterhånden som satellitter varetog flere og flere kommunikationsopgaver reduceres sta- ben efterhånden til 28 mand, heraf 14 danske. I 1983 blev P-Mountain lukket som en bemandet station. I dag driver Tele Greenland en ubemandet relæsta- tion for teletrafikken lokalt i Thuledi- striktet på P-Mountain. Kvinder på basen Thulebasen var gennem mange år et rent mandssamfund. Kun på Hospitalet 87 [47] var ansat nogle få kvindelige sygeplejer- sker, hvis kvindelige chef havde rang af oberstløjtnant. Herudover havde den danske forbindelsesofficer sin kone med på basen. Senere, da forbindel- sesofficeren blev aflastet for politiarbej- det gennem opsendelse af en dansk po- litibetjent, kom også politibetjentens kone til basen. KGHs speditør boede med sin familie i Dundas ved den gamle radiostation. Her boede 15-16 fami- lier, i alt ca. 70 personer, omfattende radiostations-personale med familier. Fra 1971 boede nogle få ansatte un- der Danish Arctic Contractors med fa- milie i Dundas, der med bilvej over Nordbjerget er forbundet med basen. Når havisen var tilstrækkelig tyk - ca. 70 cm — åbnedes hver efterår »isvejen« over bugten, så Dundas i vinterperioden var tættere knyttet til basen. Vinteren 1981- 82 var umådelig streng i Grønland, men usædvanlig mild i Thuledistriktet, så mild at det denne vinter ikke var muligt at etablere »isvejen«. Som et resultat af automatisering af Tele-Greenlands akti- viteter blev Dundas-Radio , og Dundas lukket i 1974 og herefter fra 1986 helt affolket. Når der kom kvinder til basen på gen- nemrejse, blev de indkvarteret i spe- cielle kvindebarakker, hvortil mænd ikke havde adgang. I starten blev »Female Building« overvåget af be- væbnet vagt. I USA fik kvinder efterhånden ad- gang til militære job, og midt i 1970'erne kom det første kvindelige US Air Force personale til Thulebasen, der herefter omkring 1975 også blev åbnet for kvin- deligt ansat civilt personale. Verden gik ikke under af den grund, tværtimod blev tonen afgjort bedre, og kvinders effektivitet inden for f. eks. kontorruti- ner medførte en betydelig rationalise- ring. I april 1976 ankom således 6 nye kvinder til Thulebasen, hvorved antallet af kvinder i Greenland Contractors blev fordoblet. I dag varetager kvinder også mange ledende og tekniske funk- tioner på basen. Gennem mange år havde alt perso- nale på Thulebasen levet deres liv i et militært miljø med jernsenge, stålskrive- borde og metalskabe, udslidte uens møbler. Med kvindernes ankomst æn- dredes også kravene til det danske per- sonales beboelser. Greenland Contrac- tors havde længe informeret ameri- kanerne om det danske syn på den udtjente, gammeldags møblering for personalet. Der skete gradvise forbed- ringer. I år 2000 fremlagde GC planer for en generel forbedring af boligstan- darden på hele basen, altså også for det amerikanske personale. Resultatet blev, at basen i dag er møbleret i overens- stemmelse med bedste danske møbel- tradition med lyse træmøbler og pol- strede sofaer, så personalet på basen i dag kan skabe behagelige boligmiljøer, i overensstemmelse med dansk tradition. Hermed bliver også mange unge ameri- kanere bekendt med danske møbler, hvilket måske kan få betydning for dansk møbeleksport til USA. Den geopolitiske udvikling I begyndelsen af 70'erne blev der taget flere initiativer til international afspæn- 88 [48] Det indtegnede område omkring Grønland angiver det areal, hvorfra sovjetiske u-både, udrustet med SS-N-8 SLBM missiler (med rækkevidde på 4.100 sømil) kunne nå ethvert mål inden for NATO's område i Nordamerika og Vesteuropa. Fra Bach & Taagholt 1982. med atombombearmerede missiler i Polhavet, jævnfør det viste kort. Under- vandsbådene kunne operere under dække af Polhavets is og kunne bryde isen og dermed komme nærmere på mål i USA før affyring af missilerne. Tilstedeværelsen af de strategiske un- dervandsbåde i Polhavet sammen med de avancerede interkontinentale ballisti- ske missiler ændrede Grønlands strate- giske betydning. Og selv om Grønland ikke blev direkte inddraget i forbindelse med den amerikanske maritime strategi, blev Thulebasen og Station Nord brugt som udgangsbase for amerikanske un- dersøgelser af betydning for sporing af ubåde under polhavets is. ding med henblik på en stabilisering af situationen. Blandt andet blev der ind- gået en række traktater og aftaler mel- lem USA og Sovjetunionen, f. eks. afta- len om begrænsning af strategiske våben, Strategic Arms limitation Talks, SALT. Man tilstræbte en tilnærmelsesvis ligevægt vedrørende de strategiske våbensystemer og etablerede forskellige former for politisk og økonomisk sam- arbejde. Den gensidige anerkendelse af super- magternes globale interesser viste sig imidlertid ikke stabil. Den sovjetiske politiske adfærd i forbindelse med ud- viklingen i Vietnam og Kampuchea, og for eks. invasionen i Afghanistan bevir- kede, at amerikanerne følte, at USA blev svagere i forhold til Sovjetunionen. Denne opfattelse blev forstærket, da Sovjetunionen fra omkring 1980 udsta- tionerede atomdrevne u-både forsynet 1979-1983: Strategic Air Command Med Sovjetunionens opsendelse af den første satellit, Sputnik, i oktober 1957 fik man mulighed for at foretage obser- vationer ved hjælp af telemåling (re- mote sensing) fra satellit. Ved elektro- magnetisk telemåling forstås registre- ring af den elektromagnetiske ud- stråling eller refleksion fra et objekt. Strålingskilden kan være refleksion af sollys, objektets egen udstråling af elek- tromagnetiske bølger eller varme- stråling eller refleksion af radarsignaler udsendt fra satellitten. De datamængder, der kommer fra de mange sensorer ombord i de amerikan- ske overvågningssatellitter, kræver di- rekte, samtidig overførsel fra satellit til jordstation. 89 [49] Detachment 3 på Thule AB. Foto: J. Taagholt. Satellit telemetristationen, Detachment 3 Amerikanerne anlagde derfor en top- hemmelig militær satellittelemetri- station., LO-5 på Thulebasen, hvis eksi- stens først er blevet almindelig kendt fra 1971, da under betegnelsen Detach- ment 3. Herfra varetages der kontrol og kommando funktioner over for disse satellitter samt overførsel af data pri- mært fra satellit til jordstationen. 1983-: Air Force Space Command Efter at rumalderen virkelig havde vun- det indpas, blev Thulebasen i 1983 overført til Air Force Space Command. Detachment 3 kom til at varetage en række kontrol- og kommandoopgaver for så vel USA's militære satellitter som for satellitter opsendt af andre ameri- kanske offentlige institutioner (for eks. NASA og NOAA). Omkring år 2000 har Detachment 3 kontakt med ca. 450 satellitter om dagen. De amerikanske militære satellitbille- der fra nyere tid er klassificerede; men man kan iagttage genstande med blot en meter dimension. Datamængderne fra sådanne satellitsensorer er så store, at man'kun anvender billeder fra bestemte lokaliteter, for nærmere studier, eller maji får udtegnet billeder, der markant afslører væsentlige ændringer fra fore- glfende optagelser fra samme lokalitet. Et eksempel fra den civile satellit LANDSAT er vist nedenfor. BMEWS efter 1987 Den hastige udvikling, specielt inden for computer- og radarteknologi, bevir- 90 [50] Meget lysfølsomme satellitsensorer kan for eks. registrere nordlys. Billedet fra 1974 fra en af de amerikanske mili- tære satellitter viser nordlys syd om Grønland og henover Hudson Bay. Tillige ses de nordamerikanske søer og storbyer. Nyere, mere avancerede satellitsensorer kan f. eks. vise en brændende kampvogn. kede, at BMEWS i 1980'erne teknisk set var forældet, ligesom det var svært at vedligeholde det mekaniske udstyr samt vanskeligt at skaffe reservedele til det elektroniske system. Tillige kunne syste- met let blokeres, hvis for mange objek- ter blev observeret samtidigt. Den teknologiske udvikling af så vel radarteknologi som af computere til be- handling af de observerede data gjorde LANDSAT satellitbillede fra Chernobyl Kraftværket, der er placeret ved Pripyat floden. Her har man gravet en kunstig kølevandssø, og billedet viser, hvordan et dige i søen får det varme kølevand til at cirkulere (rød farve angiver varmeste vand). Ved ulykken den 26. april 1986 blev reaktoren sat ud af drift, og billedet her fra den 29. april viser, hvordan hele vandsøen er varmet op og cirkulationen er op- hørt. Kilde: European Space Agency, ESA, Earth Observation Quarterly, no. 14, juni 1986. 91 [51] Nye phase array antenner på BMEWS. Foto: Jørgen Taagholt 1995. det derfor muligt at erstatte det gamle udstyr med nyt langt mere avanceret og tidssvarende udstyr (elektronisk styret solid-state phased array radarantenne). Anlægget blev derfor i perioden 1985- 87 udskiftet med nyeste elektronik, her- under det mere avancerede PAVE PAWS radarsystem (Phased Array Ve- hicle £ntry and Ehase Array Warning Systems), hvorefter de 4 fodboldbane store antenner kunne nedtages og er- stattes med det nye mindre, men langt mere avancerede antennesystem, der blev taget i brug den 24. juni 1987. Efter moderniseringen opretholder BMEWS kontrol med over 10.000 men- neskeskabte objekter i kredsløb om- kring jorden, og er i stand til kontinuert at spore, baneberegne og vurdere et enormt antal emner, ca. 200 objekter i sekundet, også såfremt et angreb skulle finde sted. Denne modernisering opfattedes i visse kredse som et led i USA's Star Wars program, og værende i konflikt med den amerikansk-sovjetiske ABM- traktat (Anti Ballistic Missile) fra 1972, der skulle forhindre et kapløb om ud- vikling af et effektivt forsvar mod inter- kontinentale raketter med atomspræng- hoveder. I 1980'erne blev modernise- ringen således kædet sammen med det amerikanske »Strategic Defense Initia- tive«, SDI. Havnefaciliteter Selv om Thulebasen ligger i det hø j ark- tiske område, kan den besejles, og der er anlagt kaj således, at selv store skibe kan lægge til.Det var naturligvis af vital be- tydning ved basens anlæggelse, men har også stor betydning i forbindelse med den årlige drift. Besejlingssæsonen i Thuledistriktet starter omkring 1. juli og varer i ca. 3 måneder. Indsejlingen til Thule AB åbnes sæd- vanligvis af amerikanske eller canadiske isbrydere omkring 1. juli, og i havne- sæsonen anløbes Thule AB i dag af et eller flere amerikanske fragtskibe, et amerikansk tankskib samt et par anløb af ^grønlandske fragtskibe fra Royal Arctic Line. Forsvarets inspektionsskibe anløber sædvanligvis havnen en gang om året i forbindelse med inspektions- opgaver i Nordvestgrønland. Omkring århundredskiftet sker der en gradvis overgang til container- transport, hvilket stiller nye krav til landanlæggene på Thulebasen. Lufthavnen Mens havnen kun er åben for trafik 2-3 måneder om året, er lufthavnen åben året rundt. Vejrforholdene i Thuleområ- det er generelt gunstige for flyvning, 92 [52] Mens lufthavnen i 1960'erne flittigt blev brugt af larmende jagerfly, store bombefly samt tankfly, ses i dag primært store transportfly. Foto: Jørgen Taagholt. ofte tør luft med klar sigt. Kun i som- mertiden juli-august, når havisen begyn- der at bryde, kan der komme tåge- banker i kystområdet. Om vinteren er det kraftige storme, der kan lukke for beflyvning i timer eller enkelte dage. Landingsbanen er funderet på per- mafrost. Da banen efterhånden blev farvet mørk af snavs og gummi fra lan- dingshjulede, absorberede banen for megen solenergi, hvilket kunne med- føre ødelæggelse af banens bæreevne. Et år valgte man derfor at male banen helt hvid, hvilket havde en uventet stor effekt. Den smule fugtighed, der var i luften, satte sig som iskrystaller på den kolde bane, der blev umådelig glat, så man måtte med snekoste slide noget af den hvide maling af igen. Lufthavnen er lukket for civil trafik, dog beflyves den en gang om ugen af et Grønlandsfly passagerjetfly fra Kanger- lusuaq/Søndre Strømfjord. En grøn- landsk helikopter på basen står for lo- kaltrafik i Thuleområdet. Herudover kommer et SAS-charterfly til Thuleba- sen fra Kastrup en gang om måneden. Den rutinemæssige ugentlige trans- port mellem USA og Thule sker med et USAF transportfly mellem McGuire Air Force Base nær Philadelphia og Thule AB. Herudover opererer lejlig- hedsvis andre amerikanske, danske og canadiske militærfly på basen. Air National Guard, ANG Det amerikanske lufthjemmeværn fra staten New York opererer alle de ameri- 93 [53] Ak National Guard C-130 fly netop startet fra Indlandsisen. Foto: Jørgen Taagholt. kanske C-130 Hercules fly udstyret med ski, der er nødvendige for landing for eksempel i Antarktis eller på den grøn- landske indlandsis. ANG forestår så- ledes flyvningerne for US National Science Foundation i forbindelse med videnskabelige undersøgelser i Antark- tis og på den grønlandske indlandsis, og ANG Bar gennem mange år udført vig- tige opgaver på Grønland, også i for- bindelse med danske, grønlandske og europæiske forskningsprojekter på Ind- landsisen. Ifølge Forsvarsaftalen af 1951 kan disse fly operere overalt i Grønland, idet de skal give information herom til Grønlands Kommando. ANG træner piloter, navigatører så vel som hjælpepersonale på Grønland med start og landing på Indlandsisen, idet uddannelsesflyvninger i det fjerne Antarktis vil være totalt uøkonomiske. Grønlands Kommando kan udnytte ANGs fly, når de er i Grønland, i for- bindelse med eftersøgnings- og red- ningsoperationer i det grønlandske om- råde. Disse store flys kapacitet, gør dem uundværlige ved løsning af mange op- gaver, idet de danske C-130 fly ikke kan udstyres med ski. Så vel i forbindelse med videnskabelig aktivitet som ved redningsoperationer i højarktiske hav- områder er det vigtigt, at besætningerne også trænes i landing og start på havis. I 1997 fremkom der i pressen sensa- tionelle oplysninger om, at ANG havde gennemført undersøgelser på havisen ud for Thulebasen med henblik på an- læg af en landingsbane her. Aktiviteten, der var velkendt af Grønlands Kom- mando og dermed af de civile grøn- landske og danske myndigheder, omfat- tede målinger af havisens tykkelse for at sikre, at trænings flyvningerne havde til- strækkelig tyk havis at lande på. Men det er naturligvis også vigtigt, at trænings- flyvningerne bliver tilrettelagt således, at man undgår operationer på havisområ- der i Thulebeboernes fangstområder. Der har aldrig været tale om anlæg af en landingsbane, men blot en udnyttelse af havisen. For at undgå fremtidige mis- Nærbillede af en ski, der omkranser flyets hjul, så fly- vemaskinen både kan lande på lufthavnens betonbane og på Indlandsisens sne eller havisen. Over skien ses de 4 Jato-raketter. Foto: Jørgen Taagholt. 94 [54] forståelser blev der derfor efterfølgende udarbejdet nye, klare orienteringsproce- durer for sådanne aktiviteter. Umanak — Thule - Dundas - Qaanaaq Knud Rasmussens gamle Thule/Uma- naq lå centralt i det store distrikt, der fra Savigsivig i syd til Etah i nord omfatter et kystområde på ca. 30.000 km2. Der var næppe en lokalitet i distriktet, der var bedre egnet som central plads for administration, handel, kirke og skole- væsen. Der var imidlertid allerede i 1940'erne lokale bekymringer i Thule for den stigende befolkningskoncentra- tion omkring Umanaq/Thule, der da husede ca. halvdelen af distriktets be- folkning. Denne befolkningskoncen- tration var uheldig set fra et fangersyns- punkt. Der var allerede mangel på grøn- landsk proviant til mennesker og hunde, og mange søgte andre indtægtsmulighe- der end fangst. Man havde derfor gen- nem de seneste år søgt at gøre fanger- livet ude i distriktet mere tillokkende. Fangerrådet ønskede således — for at modvirke koncentrationstendenserne — i 1946 at få opført nye huse på fangstbopladserne og besluttede i 1948, at tilflytning til Thule kun kunne ske i det omfang, der samtidig fandt fraflyt- ning sted. Tre familier - 10 % af Uma- naqs familier — fulgte opfordringen og flyttede til bopladser ude i distriktet. Daværende landsfoged for Nord- grønland N. O. Christensen foretog i september 1950 en inspektionsrejse til Thule, hvor han blandt andet med kolo- nibestyreren og fangerrådet drøftet den uheldige situation, der var opstået, efter at fangerne, der gennem århundreder havde flyttet fra boplads til boplads ef- ter fangstdyrenes vandringer, nu fore- trak at være fastboende med deraf føl- gende forringede fangstvilkår. Statens øverste embedsmand i Grøn- land var landshøvding P. H. Lundsten, der i maj 1951 aflagde besøg i Thule- distriktet for sammen med repræsen- tanter for lokalbefolkningen at få ind- tryk af, hvilke konsekvenser anlægget af Thulebasen kunne få for fangerbe- folkningen. Fangstvilkårene ved den gamle bo- plads ville nu efter etablering af Thule- basen blive forringet yderligere grundet begrænsninger i fangstområderne, samt grundet støj og andre miljøgener fra ba- sen. Derudover ønskede man hverken fra dansk eller amerikansk side, at fan- gerne skulle »proviantere« på basens losseplads, hvilket ville være nedværdi- gende og ødelæggende for fangerer- hvervet. Fra dansk side var der af sund- hedsmæssige grunde et markant ønske om at adskille basens personel fra den grønlandske befolkning, der ikke kunne forventes at være immune over for vore traditionelle harmløse epidemier, der kunne være dødelige for fangerbefolk- ningen. Man startede derfor i sommeren 1951 en undersøgelse af mulighederne for en flytning af fangerbefolkningen, og der foreligger rapporter fra 1951 med beskrivelse af forskellige lokalite- ters egnethed med hensyn til fangstmu- ligheder, besejling, vandforsyning og 95 [55] Thule-fangcren Kuutsiikitsoq. Foto: J. Taagholt. geotekniske forhold af betydning for byggeanlæg samt stedets placering i for- hold til hele distriktet. Samme sommer foretog for eksem- pel en kontorchef fra landshøvdinge- embedet i Godthåb og en arkitekt fra Grønlandsdepartementet en rejse rundt i Thuledistriktet, hvor man foretog en teknisk bedømmelse af forskellige loka- liteter, der eventuelt kunne være egnede for anlæg af det ny Thule. Resultaterne af de mere tekniske undersøgelser blev tillige drøftet med kolonibestyreren, Thules præst, formanden for fangerrå- det samt flere af fangerrådets medlem- mer med henblik på at vurdere fangst- mulighederne ved de forskellige lokali- teter. De lokaliteter, man besøgte, var Par- ker-Snow-Bay syd for Kap Atholl med for ringe besejlingsforhold. Narsarsuq lige sydvest for basen ville være veleg- net, men lå alt for tæt på denne. Agpat på Saunders Ø, hvor Knud Rasmussen overvintrede under Den Litterære Ekspedition, blev betegnet som bygge- teknisk uegnet. Det samme gjaldt Igdlu- talik på Saunders Ø, hvorimod Morius- sak syd for Granville Fjords munding og Iterdlugssuaq i Granville Fjord var potentielle muligheder. Der var gode fangstmuligheder ved lokaliteter på øen Kiatak og på Herbert Ø i mundingen af Inglefield Bredning; men lokaliterne lå for langt til havs og fjernt fra de øvrige bosteder i distriktet. Af de forskellige lokaliteter langs ky- sterne i Inglefield Bredning blev Qaa- naaq, der havde været beboet frem til 1947, anset som mest velegnet, fangst- forholdene var gode og alsidige, og ste- det velegnet til bebyggelse, men der kunne vanskeligt anlægges havn her på sydkysten af Red Cliff Peninsula. Der havde således allerede fra 1951 været overvejelser om nødvendigheden af at flytte den grønlandske befolkning fra Umanaq til anden lokalitet i Thule- distriktet, og den grønlandske befolk- ning har gennem Fangerrådet været med til at tage initiativ hertil og gennem de lokale embedsmænd været inddraget i de praktiske og tekniske overvejelser. Overvejelserne om en eventuel flyt- ning var dog et for grønlænderne meget abstrakt spørgsmål, og da hele sagen vedrørende anlæg af Thulebasen havde 96 [56] Det er almindeligt, at Thulefangerne om sommeren flytter i telt på velegnet lokalitet. Foto: J. Taagholt 1964. været tophemmligt, er det ikke under- ligt, at man lokalt bagefter følte, at dan- skerne havde handlet hen over hovedet på dem. Flytning af en by Da amerikanerne i 1953 fremførte øn- ske om at anlægge antiluftskytsbatterier rundt om basen, heraf et anlæg ved bopladsen Umanaq/Thule, blev det i 1953 besluttet at bygge nye huse til fan- gerfamilierne, hvor de måtte ønske det og anlægge en ny by ved Qaanaaq ca. 130 km nord for Thulebasen. Den nye by, der skulle huse befolk- ningen fra Umanaq, nåede imidlertid ikke at blive færdig, inden fangerne i slutningen af maj 1953 blev tvunget til at flytte. Alle familier fik udleveret pro- viant, petroleum, materiale til telte med mere. I dagene 4.-7. juni ankom 29 per- soner (9 mænd, 8 kvinder og 12 børn) til deres udvalgte lokalitet Natsilivik, mens 26 personer (8 mænd, 7 kvinder og 11 børn) tog til Qeqertarssuaq på Herbert Ø. Til den udvalgte lokalitet Qaanaaq drog 51 personer (18 mænd, 11 kvinder og 22 børn). Som erstatning for deres tørvehuse i Umanaq fik fangerfamilierne stillet 26 nye små træhuse til rådighed, ligesom der i Qaanaaq blev bygget skole, kirke, hospital, elværk, butik, værksteder og et geofysisk observatorium. 97 [57] Et af de gamle fangerhuse i Qaanaaq i 1964. I dag er kun to af disse første huse bevaret. Foto: Jørgen Taagholt Det ny Thule, Qaanaaq Det danske firma Danish Arctic Con- tractors fik i foråret 1953 af Grønlands Styrelse kontrakt på opførelse af den nye by Qaanaaq, det ny Thule. I juni 1953 fastlagde ingeniører fra DAG i samarbejde med bygningsinspektør Himmels trup, Grønlands Styrelse, rådgivende ingeniør Gunnar P. Rosen- dahl og det lokale fangerråd belig- genheden af så vel den planlagte bebyg- gelse til både fangerne og admini- strationsbydelen, der også skulle om- fatte skole, kirke, hospital med mere. Mens man var ihærdigt beskæftiget med triangulation, opmåling og kortteg- ning, ankom fangerbefolkningen med deres hundeslæder fra Dundas/Uma- naq, og slog deres sommertelte op ved den nye lokalitet. I slutningen af juli 1953 ankom byggematerialer og hånd- værkere, og nye huse skød op i løbet af blot 40 dage. De første huse blev taget brug allerede i august. I maj 1954 blev byggearbejdet genoptaget, idet grupper af håndværkere, i alt omkring 200, blev fløjet til Qaanaaq med DC-3 fly, der lan- dede på fjordisen. Flere byggematerialer ankom med skibe i perioden 28. juli dl 10. september, og i løbet af efterårspe- rioden lykkedes det at opføre hospital, skole, kirke, kraft-varme-vandværk, bu- tik, KGH kontor, geomagnetisk obser- vatorium og boliger til de udsendte og deres familier (inspektør, lærer, læge, el- værksbestyrer, byggeleder), således at opførelsen af den nye by kunne afslut- tes lige før jul 1954. Efter flytningen forestod amerika- nerne post- og passagertransport mel- lem basen og Qaanaaq med USAF heli- kopter. Denne transport var gratis, men kun mulig for personer, der havde tjenstligt ærinde. Transport kunne i de 98 [58] få sommermåneder lejlighedsvis ske med rejsebåden »Hans Nielsen«, op- kaldt efter Knud Rasmussens slægtning Hans Nielsen, der i perioden 1921-41 var kolonibestyrer i Umanaq/Dundas. Da USAF hjemtog helikopterne efter lukning af loranstationen Cape Athol, overtog Grønlandsfly transporten, idet man stationerede en charterhelikopter på Thulebasen, basens eneste fly. Fan- gere på rejse tager ofte turen fra Qaa- naaq sydpå med hundeslæde og trans- porteres da med forbindelsesofficerens medvirken med slæder og hunde med lastbil gennem forsvarsområdet. Hvert år i maj på den amerikanske militære festdag »Armed Forces Day« afholdes der hundeslædevæddeløb på havisen mellem basen og Dundas. Her deltager mange fangere fra Qaanaaq og andre grønlandske bygder i distriktet, og der er fælles dansk grønlandsk amerikansk fest på basen. I den nye by fandt man langs kysten de små huse til fangerne, der primært le- vede af havets levende ressourcer, mens de større huse lå langs gaderne vinkeket på kysten. Disse huse til udsendte var forsynet med vand, der førtes i opvar- mede ledninger over jorden. Selv om fangerhusene var bedre og antagelig sundere end tørvehusene i Umanaq, vir- kede de små og primitive i forhold til de udsendtes huse, der i høj grad også blev beboet af grønlændere, f. eks. præsten og skoleinspektøren, udsendt fra Vest- grønland. I de senere år er der gen- nemført et omfattende byggeri i Qaa- naaq, bl.a. med stor udvidelse af syge- huset, oprettelse af ungdomsboliger, sports- og forsamlingshal med mere. I dag er kun to af de små fangerhuse til- Thule/Qaanaaq 1995. Foto: J. Taagholt. 99 [59] bage, idet fangerfamilierne hor i grøn- landske standardhuse, som det er almin- deligt i dagens Grønland. Vandforsyningen i Qaanaaq er det meste af året baseret på smeltning af is- skosser, der med lastbil køres til elvær- ket, hvor isen smeltes ved hjælp af dieselmotorernes kølevand. Befolkningstallet i Thuledistriktet 1966 1996 Thule/Qaanaaq Siorapaluk Savigsivik Qeqertarsuaq på Herbert Ø Moriusaq Qeqertat Kangerdluarssuaq 246 639 92 66 69 111 58 5 48 37 47 21 6 0 Dundas (Thule Radio) 65 O Det er altid svært, når folk må forlade deres kendte enemærker. I Danmark har anlæg af flyvestationer, motorveje osv. betydet mange ekspropriationer for at sikre almenhedens interesser. Sletten ved Pituffik gav helt enestående mulig- heder for anlæg af en stor højarktisk flybase; der fandtes ikke tilsvarende lo- kalitet med samme gode muligheder. I Thule var det således hele den strategi- ske balance mellem NATO-landene og Warshavapagt-landene, der var på spil. Der har været en omfattende debat om tvangs (for) flytningen af fangerbe- folkningen fra Umanaq/Thule til Qaa- naaq l 1953. I 1985 fremsatte Thule Kommune over for Ministeriet for Grønland krav om erstatning i anled- ning af befolkningsflytningen. Dette Vandforsyningen i Qaanaaq er det meste af året baseret på smeltning af is, der hentes fra isfjelde på fjorden. Foto: Jørgen Taagholt. gav anledning til, at Justitsministeriet i 1987 nedsatte et udvalg med danske og grønlandske medlemmer, som fik til op- gave at »foretage en uvildig og dybt- gående undersøgelse af de nærmere omstændigheder i forbindelse med flyt- ningen af Thulebefolkningen i 1953«. Thulebefolkningen fik som tidligere nævnt nye træboliger i Qaanaaq dl er- statning for de tørvehuse, de måtte for- lade ved Dundas. Befolkningen følte imidlertid begrænsningen i fangstområ- der som et ukompenseret tab. Da ingen i Grønland kan have privat ejendomsret til jord, blev der ikke givet erstatning for tabet af jagtterræn. Ministeriet for 100 [60] Nybyggeri i Qaanaaq 1995. Foto: Jørgen Taagholt. Grønland forelagde i efteråret 1985 et forslag for Thule Kommune om en re- duktion af forsvarsområdet. Forslaget blev efter aftale mellem den amerikan- ske og danske regering gennemført i september 1986, hvorved forsvarsom- rådet ved Thulebasen blev betydeligt re- duceret. I december 1994 udsendtes »Beret- ning om undersøgelser i forbindelse med flytning af Thulebefolkningen i 1953 fra det nuværende forsvarsområde til Qaanaaq«. Udvalgets opgave var ikke at tage stilling til erstatningskrav, men alene at kortlægge de faktiske omstæn- digheder ved flytningen. Beretningen konkluderede, at myndighederne havde bestræbt sig på at inddrage fangerrådet som repræsentant for hele Thulebefolk- ningen i beslutningsprocessen. Grøn- lands Hjemmestyre accepterede beret- ningen; men en lokal forening, Hingitag 53, der repræsenterede mange af fan- gerne — rejste en sag mod den danske stat for den tort, de havde lidt ved flyt- ningen samt for tab af fangstområder. I efteråret 1999 afsagde Landsretten dom i sagen til fordel for fangerne, der fik tilkendt en mindre erstatning, og den danske statsminister fremførte en und- skyldning for sagsforløbet over for Thulebefolkningen. De fangerfamilier, der i 1953 flyttede fra deres gamle boplads, må som mange danskere, der grundet motorvejsbyg- geri, anlæg af nye veje, broer, kraftvær- ker, industriområder flytte fra den loka- litet, de føler sig knyttet til. Men Thule- 101 [61] fangerne kan med stolthed erklære, at de har ydet en indsats for sikring af ver- densfreden. Terrorbalancen virkede, og Thulebasen var her et vigrigt element. Så Grønland og Thulefangerne har lidt et afsavn, der er kommet menneskehe- den til gode. En tredie verdenskrig blev undgået. I dag er Qaanaaq centrum for hele Thulebefolkningen i Avanersuup Kom- mune, ca. 860 personer, hvoraf ca. 600 bor i Qaanaaq, mens de øvrige bor i ud- stederne fra Savigsivig til Siorapaluk. I dag fremstår Qaanaaq som en mo- derne by svarende til en mindre, typisk vestgrønlandsk by. Her er i dag mo- derne kostskole, ungdomsboliger, sports- og forsamlingshal, sygehus, hotel, butik- ker, kirke, museum, geofysisk observa- torium med mere. I efteråret 2001 åbnedes officielt Qaanaaqs nye lufthavn, der kan betje- nes med Grønlandsfly Dash 7. Trafik- ken mellem Qaanaaq og Vestgrønland er imidlertid meget beskeden, så stør- stedelen af gods og passagertrafikken er mellem Vestgrønland og Thulebasen. Såfremt Thulebasen ikke var blevet anlagt, ville Umanaq/Thule antagelig fortsat have været den lokale admini- strationsby; men Thulebefolkningen ville antagelig i dag have været stærkt isoleret fra Vestgrønland og den øvrige verden, med 1-2 skibsanløb i august september hvert år. Kun takket være Thulebasen har lokalbefolkningen i dag ugentlig flyforbindelse med Vestgrøn- land, og dermed postforbindelse med hele verden. Udstederne i kommunen betjenes også med en Grønlandsfly he- likopter, ligesom Qaanaaq i dag via sa- tellit er forbundet med det vestgrøn- landske telenet. Dansk engagement på Thule AB Den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 1951 indeholdt ingen bestemmelser om danske firmaers deltagelse i anlæg og drift af de amerikanske militæranlæg i Grønland, antagelig på grund af hem- meligholdelse af planerne for anlæg af Thulebasen. Imidlertid havde den unge civilingeniør Jens Thorsen, hvis far var medstifter af entreprenørfirmaet Mon- berg og Thorsen, arbejde i det ameri- kanske firma Peter Kiewit Sons Go., der var med i det amerikanske entre- prenørkonsortium North Atlantic Con- structors, NAG, som havde fået den store opgave at bygge Thulebasen. Her- igennem var der skabt kontakt mellem NAG og danske ingeniørfirmaer, og med støtte fra den danske regering, am- bassadør Henrik Kauffmann i Washing- ton og departementschef Eske Brun, Ministeriet for Grønland, lykkedes det Einar Thorsen og Knud Højgaard at blive inviteret til at give tilbud til NAG på underentreprenøropgaver, i første omgang på byggearbejder i Narsarsuaq. For at kunne magte en sådan opgave stiftedes i 1952 Danish Arctic Contrac- tors, DAG, af de danske firmaer Chri- stiani & Nielsen, Højgaard & Schultz, A. Jespersen & Søn, Kampsax, Saabye & Lerche samt Monberg & Thorsen. Starten i Narsarsuaq blev indledningen til de efterfølgende års omfattende bygge- og anlægsarbejder ved de ameri- kanske forsvarsanlæg i Grønland, arbej- 102 [62] I flere hangarer sank gulvet op mod en meter efter optøning af permafrosten forårsaget af hangarvarme efter ventilationskanalernes sammenbrud. Foto: Jørgen Taagholt 1995. der der i perioder omfattede omkring 1.500 medarbejdere. I USA er der tradition for, at civile fir- maer udfører drifts- og serviceopgaver på USAFs baser på kontrakt. Således havde forskellige amerikanske firmaer kontrakter vedrørende anlæg og ved- ligeholdelse af forsvarets militære ra- diokommunikationsanlæg. Kongelige Grønlandske Handel opnåede i 1961 kontrakt på varetagelsen af drift af ad- skillige funktioner for de amerikanske værn på Thulebasen. Ved et nyt udbud i 1963, hvor også DAG var tilbudsgiver, overgik denne kontrakt til Danish Con- struction Corporation, DCC, et dansk entreprenørkonsortium dannet af fir- maerne Semco, Hoffmann & Sønner, Pibl & Søn, Topsøe-Jensen & Schrøder, Wright, Thomsen & Kier. DCC startede Greenland Contractors har udført store reparationsarbejder med genetablering af ventilationssystemer og støbning af nyt hangargulv. Foto: Jørgen Taagholt 1995. 103 [63] på Thulebasen i 1963 med knap 400 an- satte, ettal der i løbet af få år øgedes til ca. 800. Arbejdet omfattede drift og vedligeholdelse af kraftvarmeværker, vandforsyning, reparationsværksteder, renseri, kantine og bageri. Også andre danske firmaer var invol- veret i aktiviteterne på Thulebasen; såle- des stod STORNO for anlæg og drift af mobiltelefonanlæg, idet alle automobi- ler og nødhytter langs vejene var forsy- net med mobiltelefon, anlæg der var helt anderledes tunge og klodsede end de mobiltelefoner, vi kender i dag. I 1971 var det DAG, der vandt kon- trakten så vel for Søndrestrømfjord som Thule AB, og DAC's stab kom til at omfatte op mod 1.500 mand, og i kon- kurrence med DCC vandt DAG også de efterfølgende år driftskontrakten på Thule AB og Søndrestrømfjord. Som et led i amerikanernes rationaliseringer overtog DAG fortsat flere og flere funk- tioner og beskæftigede i 1985 ca. 1300 personer. Ud over traditionelle bygge- anlægs - og servicearbejder, som et entre- prenørselskab sædvanligvis inddrages i, har DAG fra 1972 fra USAF Air Weather Service overtaget ikke alene den meteorologiske observations tjene- ste omfattende så vel overfladeobserva- tioner og aerologiske observationer ba- seret på to daglige ballonopsendelser som den egentlige vejrvarslingstjeneste, herunder udarbejdelse af forecast for lufthavnen. Som noget helt usædvanligt overtog_ firmaet DAG i 1974 også driften af hospitalet på Thule AB, hvorfor der måtte ansættes læger og sygeplejersker. Grønlandsk engagement på Thule AB En Arbejdsmarkedsaftale for Grønland i 1985 muliggjorde ansættelse af grøn- landsk arbejdskraft på forsvarsområ- derne, og efter invitation fra DAG gik Grønlands Hjemmestyre gennem det nystiftede Grønlands Baseselskab ind som partner i DAG, der skiftede navn til Greenland Contractors. Foran Thule- basens hovedkvarter vajer i dag tre flag: Det danske, det grønlandske og det amerikanske. Af de l .300 ansatte i Greenland Con- tractors var i 1985 kun ca. 2,5 % grøn- lændere, men mens arbejdets omfang blev reduceret som følge af den geopo- litiske og teknologiske udvikling, er an- delen af grønlandsk arbejdskraft blevet stærkt forøget. Således var i 1990 9 % af ca. 1.100 ansatte grønlændere, en pro- centdel der øgedes til 20 % af de 650 ansatte i 1995. Specielt inden for tele- væsenet har Grønland gennem de sene- ste årtier været i teknologisk frontlinie for eksempel med indførelse af telefax i Grønland før det blev almindeligt i Danmark. For grønlandske teletekni- kere, der blev ansat på Thulebasen, kom det som en overraskelse, at mange af amerikanernes installationer forekom gammeldags og forældede, som for eks. BMEWS med computersystemer fra 1985. Greenland Contractors har som et led i arbejdet for USAF også ansvaret for det interne og eksterne miljø i base- området. Miljøarbejdet bygger på dan- ske, grønlandske og amerikanske regler, ogi de konkrete tilfælde anvender man det sæt regler, som er mest restriktive. Miljøskadeligt affald sendes til destruk- 104 [64] Omfattende oprydningsarbejder på basen, hvor mange gamle bygninger fjernes. Foto: Jørgen Taagholt 1995. tion i USA eller Danmark. Der er gen- nem de seneste år gjort en stor indsats for at rydde op i området og fjerne af- fald. I takt med den teknologiske udvikling og Thulebasens ændrede opgaver redu- ceres antallet af ansatte på basen. 11987 var der således 1.300 ansatte hos Green- land Contractors, heraf var 32 grøn- landske medarbejdere svarende til ca. 2,5 %. Frem til 2001 var det samlede an- tal ansatte faldet til 600 med 120 grøn- landske medarbejdere svarende til ca. 20 %. Som et led i rationalisering samles be- boelserne i færre enheder, og mange, omkring 100, af de oprindelige lave alu- miniumsbeklædte barakker er fjernet. Først fjernes asbestisolering, hvorefter bygningerne brændes med aliuminium- beklædning, møbler og andet indbo. Også uden for selve basen fjernes byg- ninger, og terrænet genetableres. For eksempel er det svært i dag at fastlægge, hvor Camp Tuto lejrens mange byg- ninger faktisk lå, ligesom terrænet på Nordbjerget er genetableret, efter at re- ster af bygningerne helt er fjernet. Også Thulebasens store tankfarme, hvor der kan opbevares uhyre mængder olie og flybrændstof, reduceres. Ca. 30 af de meget store tanke klippes maski- nelt i stykker, stålpladerne og brænd- stofledningerne fjernes, jorden bliver undersøgt for olierester, og forurenet jord fjernet. Herefter bliver terrænet planeret, så det oprindelige landskab genskabes. I forbindelse med eventuel overdragelse af det gamle Dundasom- råde med den tidligere Umanaq boplads er der igangværende undersøgelser af miljøforhold omkring amerikanernes dump ved Dundas. I 1988 startede Greenland Contrac- tors i Søndre Strømfjord et egentligt ud- dannelsesprogram for unge grønlæn- dere blandt andet takket være en meget positiv holdning hertil fra den ameri- kanske ambassade. Mens man hidtil havde krævet, at GC kontraktligt var forpligtiget til at beskæftige kvalifice- rede fagfolk, opnåede GC godkendelse 105 [65] De seneste år har der været byggeaktivitet omkring basens kostforplejning og transithotellet »North Star Inn«. Her samles i dag en stor del af beboelserne, og også basens hospital flyttes til dette område. Foto: Jørgen Taagholt 1995. af ansættelse af lærlinge. På baggrund af uddannelses-succesen blev program- met i 1990 udvidet til også at omfatte Thule AB og efter Søndrestrømfjord- basens lukning i 1992 alene Thule AB. Uddannelsesaktiviteten her har efter- følgende udviklet sig, så Thulebasen i dag er en af de største erhvervsuddan- nelsespladser i Grønland. Her kan unge grønlændere opnå en faglig, håndværks- mæssig eller kontormæssig uddannelse. I 1997 var der 20 unge grønlændere un- der faglig uddannelse hos Greenland Contractors. Siden uddannelsespro- grammets start i 1988 og frem til 2001 har i alt 74 unge grønlændere her op- nået eja anerkendt faglig uddannelse. I 2001 var der således 17 lærlinge under uddannelse. For mange unge grønlændere var det et enormt miljøskifte at komme fra et vestgrønlandsk bysamfund til mili- tærbasen Thule. Når uddannelsespro- 106 grammet går så godt, skyldes det, at Greenland Contractors i hele uddannel- sesperioden tager hånd om de unge lige fra ankomsten til uddannelsesafslutnin- gen. Først når de efter endt uddannelse eventuelt ønsker fortsat ansættelse på basen, er det op til den enkelt at have karakterstyrke til at klare hverdagens mange udfordringer. Mens kontrakterne gennem en lang periode skulle fornyes hvert 5. år, op- nåede GC i 1996 en ny 7-års kontrakt, der løber frem til 30. september 2003. Thulebasens nye rolle Efter Sovjets sammenbrud er den ge- ostrategiske situation ændret, og Thule- basen har fået en ny rolle. Her udføres i dag i stigende grad aktiviteter, der ikke alene har militært sigte, men også stor civil betydning. BMEWS-radaren ud- [66] Unge grønlændere, der netop har afsluttet deres uddannelse på Thule AB. Foto: Greenland Contractors. fører som et led i sit overvågningarbejde blandt andet en meget vigtig funktion som rumkontrolcenter. Ligesom Sta- tens Luftfartvæsen fører kontrol med luftrummet over Danmark, foregår der fra BMEWS en kontinuert overvågning af rummet (Space Detection and Tracking System, SPADATS), hvor der føres kontrol med alle menneskeskabte objekter i omløb omkring jorden. Det være sig operationelle eller udtjente sa- tellitter, raketmotorer og andre vrag- dele. Den avancerede militære satellit- station kan ud over meteorologiske oplysninger i fremtiden forhåbentlig også bidrage til miljøovervågning af grønlandske farvande. Som et resultat af den geopolitiske udvikling er aktiviteterne på Thule AB reduceret væsentligt, og fra amerikansk side har man på forbilledlig vis gennem- ført et omfattende oprydningsarbejde således, at det i dag er vanskeligt at fastslå hvor aktiviteter, der for blot 10- 15 år siden var operationelle, egentlig var placeret. Omkring årtusindskiftet er der rejst en international debat om et ameri- kansk ønske om at opbygge et forsvar mod raketter affyret fra det, man har be- 107 [67] nævnt som »slyngelstater« eller terro- ristgrupper. USA's planer for et nyt mis- silforsvarssystem skulle omfatte satellit- baserede varmesensorer, der kan regi- strere opsendte raketter. Deres bane skulle så fastlægges på grundlag af data fra radarstationer som BMEWS på Thule, hvorefter de skulle kunne tilintet- gøres ved opsendelse af »dræber raket- ter« opsendt fra baser i USA inklusiv Alaska. Efter dansk og grønlandsk op- fattelse vil en sådan ny anvendelse af BMEWS på Thulebasen kræve en gen- forhandling af den gamle ABM-traktat (Anti Ballistic Missile) indgået mellem USA og det tidligere Sovjetunionen i 1972. Helt uanset de igangværende ameri- kanske overvejelser vedrørende Missile Defense system, er der i dag behov for en fornyet opgradering af Thulerada- ren. Radar- og computerteknologi fra 1985 forekommer i andre sammen- hænge i dag forældede. Skal BMEWS leve op til internationale forventninger til et system, der kan overvåge luft- rummet for objekter i kredsløb om jor- den, er der behov for at anvende den nyeste teknologi, der svarer til det vort årtusindes muligheder og krav. Med opsplitningen af det tidligere Sovjetunionen i en række selvstændige stater har Rusland mistet sin station Krasnoyarsk for overvågning af objek- ter i kredsløb omkring jorden. Inden for rumfarten er gennem de seneste år sket en positiv udvikling i retning af øget øst-vest samarbejde inden for rum- forskningen; således arbejder amerikan- ske astronauter sammen med russiske kosmonauter på fælles rumstationer. Det kan derfor heller ikke udelukkes, at vi i fremtiden kan komme til at se et internationalt samarbejde omkring løsning af de civile opgaver, der udføres på BMEWS med kontrol af objekter i kredsløb om jorden. Det kan således tænkes, at BMEWS en dag vil blive dre- vet i samarbejde mellem det amerikansk forsvar og en civil organisation som NASA. Det kan heller ikke udelukkes, at NATO og Rusland er interesseret i et samarbejde med henblik på etablering af et fælles beskyttelsessystem mod missilangreb fra tredjelande eller terro- ristgrupper. Dette spørgsmål blev blandt andet drøftet på det amerikansk- russiske topmøde i Washington i juni 1992. Siden september 2001 har faren for terroristangreb fået hel ny karakter. En modernisering af BMEWS kan ske uafhængigt af et eventuelt missilfor- svarssystem, men et udbygget BMEWS overvågningssystem, vil være af betyd- ning, såfremt der opbygges et sådant forsvarssystem. De tragiske begivenhe- der i september 2001 synes at kunne medføre et øget samarbejde mellem USA og Rusland, og dette samarbejde kan eventuelt føre til reduktion af par- ternes lagre af atomsprænghoveder samt muliggøre et videre udviklingsar- bejde med henblik på et missilforsvars- system. Man kunne også forestille sig en mo- derniseret BMEWS facilitet drevet i fæl- lesskab mellem rumorganisationer i USA JNASA), Europa (ESA), og til- svarende organisationer i Rusland og Ja- pan udbygget som led i en freds- og til- lidskabende aktivitet. I overensstem- 108 [68] Thulebasens ideelle placering som international luftfragtterminal. melse med bilaterale aftaler kunne der på området fortsat være rent militære installationer, så som den amerikanske satellitmodtagestation. Men mere inter- nationalt samarbejde på Thule AB åbner også andre muligheder for det grønlandske samfund. På Thulebasen er fortsat mange faci- liteter til rådighed, der en dag kan få ci- vil anvendelse. Selv om de geopolitiske forhold er ændret, ligger Thulebasen geografisk midt på storcirkler mellem europæiske og nordamerikanske kraft- centre. Mens de interkontinentale pas- sagerfly foretrækker at flyve nonstop, kan storlufthavnen på Thulebasen en dag blive en vigtig mellemlandingsplads for den stigende flyfragttrafik. Man kan 109 [69] forestille sig, at lufthavnen i Thule en dag, som det tidligere var tilfældet med Søndrestrømfjord, kunne anvendes af så vel militære som civile brugere, og dermed give Thuledistriktet en interna- tional rolle. Men øget civil anvendelse af Thulebasen vil også øge risikoen for ter- roristangreb på basens faciliteter. For at markere Thulebasens 50 års ju- bilæum åbnedes i juni 2001 Thule Air Base Museum med en historisk udstil- ling om Thulebasens tilblivelse og virke. Som nævnt blev basen operationel i september 1952, og den 1. november 1952 overdrog US Corps of Engineers officielt basen til USAF. Grønland som aktør Grønlands Hjemmestyre har nedsat en selvstyrekommission, der atter har ned- sat enjrække arbejdsgrupper, heriblandt arbejdsgrupper for »Udenrigs- og sik- kerhedspolitik«, »Økonomi og er- hvervsudvikling«, »Forfatningsmæs sige og folkeretslige spørgsmål« samt »De menneskelige ressourcer, arbejdsmar- ked, faglig uddannelse og efteruddan- nelse«. Arbejdsgruppen vedrørende uden- rigs- og sikkerhedspolitik har i høj grad beskæftiget sig med Forsvarsaftalen af 1951, der er en bilateral aftale mellem Kongeriget Danmark og USA, som er blevet til under NATO's auspicier og med en løbetid defineret som Den nordatlantiske Traktats løbetid. Fra dansk side erkendes det imidlertid, at Grønlands Hjemmestyre har egne inter- esser at varetage i relation til forsvars- aftalen, blandt andet har forsvarsaftalen betydning for forhold, som i dag hen- hører under hjemmestyrekompetancen, f. eks. Miljøforhold. Det overvejes derfor, hvorledes nu- værende og kommende spørgsmål ved- rørende for eksempel Thulebasen kan løses gennem tillægsaftaler mellem Danmark og USA med Grønland som medunderskriver. Da Grønland ønsker en mere selv- stændig rolle som aktør i de geopolitiske spørgsmål, kunne Grønlands udspil i den vanskelige sag om anvendelse af Thuleradaren i Missile Defense projek- tet være et forslag om, at projektet gøres internationalt. I en usikker og spæn- dingsfyldt verden vil der fortsat være behov for overvågning af menneskelige aktiviteter og disse aktiviteters indfly- delse på natur, miljø og samfund. Thule ligger ideelt placeret for at sikre sådanne formål. Etableringen af Thulebasen for et halvt århundrede siden har været en succes. Fra at være en tophemmelig ak- tivitet under den kolde krigs første peri- ode har basen udviklet sig til et vigtigt center for overvågning af aktiviteter, natur og miljø. Fra at være et lukket amerikansk samfund er basen i dag pri- mært beboet af danskere og grønlæn- dere, og basen har udviklet sig til i dag at være en af Grønlands største uddannel- ses- og arbejdspladser. Afslutning - Fremtidshåb De stolte polareskimoer har klaret den barske kamp mod en nådesløs natur gennem århundreder takket være en højtudviklet fangerkultur. Men for den 110 [70] På landtangen ud til Thule-fjeldet lå den oprindelige Umanaq-boplads. Foto: Jørgen Taagholt. oprindelige Thulebefolkning har basen betydet helt ændrede livsvilkår. Fra at leve som polareskimoer i et fjernt, isole- ret hjørne af verden er Thuledistriktet i dag med ugentlige flyforbindelser til det øvrige Grønland og Europa blevet en integreret del af det grønlandske sam- fund - på godt og ondt. Som følge af den globale udvikling herunder den generelle udvikling i Grønland, er livsvilkårene for polareski- moerne helt ændrede. Befolkningstil- vækst og stigende internationalt engage- ment i miljø- og naturbeskyttelse har gjort fangertilværelsen vanskelig, og den barske fangertilværelse står i kontrast til det moderne bysamfunds mange mate- rielle og tekniske goder. Polareskimo- erne står i dag over for en enorm udfor- dring, en omstillingsproces det øvrige Grønland startede på for årtier siden. For 50 år siden i begyndelsen af den kolde krig startede projekt »Blue Jay«, anlægget af Thulebasen, den største hemmelige operation siden invasionen i Normandiet under II Verdenskrig. Thu- lebasen fik ikke blot betydning for en heldig afslutning af den kolde krig. Den pionerindsats, der blev gennemført i et høj arktisk område, har betydet indsam- ling af teknologisk, geofysisk og mil- jømæssig viden af stor betydning for den efterfølgende udvikling i arktiske områder med sårbar natur under margi- nale livsvilkår. Den videnskabelige akti- vitet og de videnskabelige og teknologi- ske resultater udnyttes i dag i mange områder, hvor der er arktiske eller al- pine vilkår. Man må håbe, at den indsamlede vi- den og den øgede forståelse for arktisk økologi også må få praktisk betydning 111 [71] for den lokale befolkning i Thuledistrik- tet, og at omstillingen for de mange fra en stolt fangertilværelse til at være en integreret del af det moderne grøn- landske samfund må lykkes. Thulebasen har gennem årene udvik- let sig fra at være et tophemmeligt luk- ket militært samfund i retning af et mere civilt præget moderne samfund, der udover de rent militære opgaver også varetager en række civile opgaver, herunder »trafikovervågning« af aktivi- teter i rummet. Thulebasen er også i dag en vigtig grønlandsk arbejdsplads, der giver mange unge grønlændere en god teoretisk og praktisk uddannelse af be- tydning for den generelle samfundsud- vikling i Grønland. I samarbejde mel- lem USA, Danmark og Grønland må håbet være, at Thulebasen også i årene fremover må virke i fredens tjeneste og til gavn for det grønlandske samfund. Litteratur Beretning om flytning af Thulebefolkningen. Juni ..1987.- - - Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68. DUPI 1997. Bach, H. C. & Taagholt, Jørgen: Grønland og Polar- området - ressourcer og sikkerhedspolitik. 1982. Daugherty, Charles Michael: City under the Ice - The Story of Camp Century. New York 1963. LIFE, international Edition, October 6, 1952 »The biggest secret operation since D-day«. Lidegaard, Bo: I Kongens Navn. Samleren, 1996. Nikolaj Petersen: Grønland i global sikkerhedspolitik. SNU, 1992.. Stigø, Sven: Mellem linierne — om entreprenørerne Monberg & Thorsen, 1994. Taagholt, Jørgen & Hansen, Jens Claus: Den nye Sik- kerhed - Grønland i et sikkerhedspolitisk perspektiv. 1999. Tidsskriftet GRØNLAND. Temanummer 9-10 1977 side 245 - 320. Topografisk Atlas Grønland. KMS og Geografisk Sel- skab 2000. Herudover er anvendt indberetninger fra de militære og videnskabelige forbindelsesofficerer. Den højarktiske Thulebase i vinterdragt Foto: Jørgen Taagholt. 112 [72]