[1] Itilleq og palæoeskimoerne1 i Sydgrønland Af Kristine Raahauge og Martin Appelt I sommeren 2001 gennemførte Nanor- tallip Katersugaasivia/Nanortalik Mu- seum og Sila — Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning — en arkæolo- gisk rekognoscering langs dele af den allersydligste del af grønlands vestkyst. Hensigten med rekognosceringen var at besøge en række pladser, der synes at rumme de tidligste Inuit levn i Sydgrøn- land. Mens de seneste års arkæologiske undersøgelser i Thule distriktet har af- sløret, at den tidligste Inuit tilstede- værelse i Grønland formentlig falder omkring midten af 1200-tallet er det langt mere usikkert, hvornår den øvrige del af Grønland bosættes. Med henblik på at datere den tidligste Inuit bosæt- telse i Sydgrønland foretoges derfor en række mindre udgravninger på to lokaliteter, hvorfra der indsamledes ma- teriale til kulstof 14 dateringer. Re- kognosceringen, som er del af en større satsning som Sila foretager i samarbejde med de tre sydgrønlandske museer un- der titlen »Inuit og Nordboer i Sydgrøn- land«, fandt sted under ledelse af Hans Christian Gulløv. Eggers Ø, ved Kap Farvel. En af turens mål var at besøge grøn- lands sydligste nordbogård, som ligger på sydvestsiden af Eggers Ø ved bun- den af Itillip Illua (fredningsnummer 59VI-001-501). Pladsen nås lettest ved at sejle til den nedlagte bygd Itilleq, på østsiden af Eggers Ø, hvorfra en omtrent 3 km lang og bred dal (Itin- nera) giver let adgang til Nordbo- bopladsen. Kristine Raahauge er født i Alluitsoq/Lichtenau i 1949 og har været leder af Nanortallip Katersu- gaasivia/Nanortalik Museum siden 1984. Martin Appelt er født i København i 1963, cand. phil. i forhistorisk arkæologi (1995) og ansat ved Nationalmuseet i København siden 1996. 113 [2] Ved ankomsten til Itilleq en sen af- tentime lagde vi til ved en mindre halvø, der beskytter indsejlingen til Itilleq mod syd. Mens vi ventede på at få færdig- gjort vores aftensmåltid foregik en livlig diskussion om, hvqrfor det endnu ikke var lykkedes at finde egentlige bo- pladser med palæoeskimoiske levn i Sydgrønland. Det var bestemt ikke første gang vi diskuterede problemstillingen, og som vanligt skilte holdet sig i to; en gruppe, som mente at de manglende pladser skyldes den tætte vegetation, der dækker landskabet i store dele af Sydgrønland, og det andet hold, som overvejende er tilbøjelige til at mene, at Sydgrønland ikke har været specielt velegnet til bosættelse for de palæoeskimoiske grupper. Det sidste synspunkt baserer sig på områdets begrænsede landfauna. Der synes således aldrig at have været større bestande af hverken moskusokse eller rensdyr i det sydligste Grønland. De forhistoriske grupper vil ifølge dette ræsonnement alene være afhængige af den sæsonbestemte tilstedeværelse af havpattedyr, uden de fornødne sekun- dære ressourcer på de tider af året, hvor havpattedyrene er få eller vanskelige at lokalisere. Endelig findes der også den tredje mulighed, at mange af de palæoeskimoiske pladser i dag ligger un- der havets overflade., således som det er konstateret for Dorsetpladserne i Diskobugten. Som vi også har for vane disse sene aftentimer havde vi slået os ned på den bare klippe, så tilpas højt oppe, at der var et godt udsyn til havet. Imens diskussionen pågik viste det sig, at vi 114 ikke var de første til at finde det gode udkigspunkt. For vores fødder lå nogle få stykker tildannede bjergkrystal og agat som fortæller, at netop her sad for måske 2000 år siden en jæger og kikkede ud over kysten, for at holde ud- kik efter sæler. Ventetiden blev brugt til at hugge flint. Straks efter var alle på benene og snart var der lokaliseret egentlige palæoeskimoiske bopladslevn to steder på halvøens sydside. Mere herom senere. Inden en nærmere præsentation af de palæoeskimoiske levn fra Itilleq skal der her gives et kortfattet indblik i udstedets historie, som på mange måder illustre- rer mange af de sydgrønlandske udste- ders historie. Itilleq ligger i Ikeq sund på Eggers O, øst for Kap Farvel 7 lem fra det åbne hav mod Atlanterhavet. Hele storisperi- oden er øen fuldstændig afspærret fra omverdenen, og om vinteren raser heftige storme, som lang tid af gangen isolerer øen. Ifølge de tidligste efterretninger boede der i 1855 to familier på i alt 12 personer i Itilleq (Etildek); en familie bestående af Sackæus 50 år, Bitha 47 år, Thimothæus 18 år, Sicilie 15 år, Beate 13 år, Rebecca 10 år og en anden fami- lie på 6 personer. Folketællingen af 1860 viser ikke hvor mange, der boede i Itilleq. Til gengæld viser tallene fra den nær- liggende Kungmiut/Kuumiut på Pami- afluk øen, at familien Sakæus i mellem- tiden var flyttet hertil. Itilleq var udsted og missionsplads fra 1893 oprettet på initiativ af den danske mission (missionær Riittel), med hen- - : [3] Terrænet afsøges for palæoeskimoiske levn. blik på at fastholde de tilrejsende Østlændinge (østgrønlændere) på den sydligste del af vestkysten. At der er tale om et ganske stort antal tilrejsende øst- grønlændere fremgår eksempelvis af Rutteis dagbog fra 1893, hvor der alene den 25. juli ankom tre konebåde (»med 64 personer og mange hunde«) på vej til Pamiagdluk for at handle. Mange sydøstgrønlændere kom dog ikke kun for at handle, men for permanent at bosætte sig på Vestkysten. En opgørelse over indvandringen for perioden 1822 til 1900 viser, at 725 østgrønlændere im- migrerede syd om Kap Farvel, hvor de kom til at udgøre en stor del af den samlede befolkning i Sydgrønland. Efter den seneste indvandring i år 1900 var al beboelse af Sydøstgrønland ophørt (Gulløv 2000:43-44). Lægen Gustav Meldorf rejser i efteråret 1900 til bl.a. Itilleq for at vac- cinere de senest ankomne østgrønlæn- dere. Fra hans senere beretning om turen får vi blandt meget andet at vide, at der » ikke sælges kaffe, brød eller an- dre luksusartikler til dem - bortset fra tobak« (1902:40). Senere sammesteds, at »Denne betydelige Indskrænkning i Ind- og Udhandling ved det lille Udsted er fastsat med de østlige Grønlænderes eget Tarv for Øje, idet man nemlig derved vilde forhindre en alt for letsindig Bortødslen af Spæk og Penge« (ibid). Af regnskaberne i kolonien Ju- lianehåbs arkiv fremgår det dog, at en 115 [4] sådan udhandling fandt sted periodevis om end i ubetydeligt omfang og Mel- dorf bemærker da også, at forbudet blot får folk til at rejse til Pamiagdluk og her foretage deres forretninger. I årene 1901-1905 fandt slet igen proviant- udhandling sted fra Itilleq. Udhandlin- gen genoptages dog i perioden 1905 til 1909... efter forstanderskabsmedlem- merne fra Itilleq, Pamialluk og Narsaq Kujalleq foreslår, at Itilleq skal være stedet, hvor man kan handle med alle skgs varer. (Forstanderskabsprotokol- len for Frederiksdal, mødet den 26. september 1904). Men efter 1909 flyttes udstedet til Sangmissoq. Fra 1919 foreligger ganske detal- jerede oplysninger om Itilleq, og de nærliggende bopladser og udsteder, således kan vi i Meddelelser om Grøn- land (Bendixen 1921:535-536) læse, at der er 12 »grønlænderhuse« på Itilleq. Endvidere, at fangstudbyttet var 230 store sæler, 408 små sæler, 7 ræve og fem bjørne. Bopladsen 12 fangere, tre fiskere, 8 drenge og en fastlønnet kateket har tilsammen 24 kajakker, to konebåde, to grønlandske telte og i alt 16 rifler. Erhvervs turnus beskrives i følgende oversigtlige beskrivelse: Januar — Marts = Sæler, lomvier og lidt fiskeri efter rød- fisk, hellefisk og kun nødtvungent fjordtorsk og ulke. April — August = Sæler. September - December = Sæl- fangst, fuglefangst og fiskeri. Om undervisningen i 1919 fortælles det, at børnene undervises af en privat- uddannet kateket (læser), mens under- visningen fra 1935 sker i et nyt skole- kapel (som senere blev forflyttet til Ta- Arstal 1938 1939 (april) 1939 (august) 1940 (maj) 1940 (august) 1941 (april) 1941 (september) 1942 1943 1944 Skoleekver i Itilleq. Antal elever 10 10 11 13 11 13 7 8 8 9 siusaq). Fra 1938 og frem til 1944 fore- ligger der en præcis opgørelse over an- tallet af skoleelever i ItiJleq. 7En generel opgørelse af antallet af beboere på Itilleq kendes fra 1855 frem til 1944, hvor Itilleq nedlægges som ud- sted, dog er registreringerne først regelmæssige fra omkring 1929. I de samme kilder kan man læse, at næsten alle folkene ved Itilleq er indvandrede østgrønlændere eller efterkommere af indvandrere. Af referatet af et kommuneråds møde den 4. juli 1930 kan vi læse at det foreslås, at udstedet Sammissoq flyttes til Itilleq, da der i 1929 var 67 indbyg- gere i Itilleq, mens der kun var 58 ind- byggere i Sammissoq. Desuden bidrog bl.a. de bedre havneforhold i Itilleq til en stadig udvikling af erhvervsforhol- dene. Situationen i Sydgrønland er dog en ganske anden i 1943, hvor det af et referat af Landsrådsmødet fredag den 13. juli 1943 fremgår, at man drøftede et punkt om ophjælpning af befolkningen i den sydligste del af Grønland grundet i dårlige erhvervsforhold. 116 [5] »o II. 20 18SO 1860 1«7» »880 18»0 1900 1910 i«20 1930 Befolkningstallet i Itilleq pr. 31.12. for perioden 1855 til 1943, hvor oplysningerne foreligger. 194O Enstemmigt vedtoges følgende ud- talelse: » Landsrådet anbefaler til afhjælpning af tilstanden i Julianehåbs Syddistrikt, at der træffes foranstaltninger til at lette befolkningens fraflytning fra dette di- strikt og til at skaffe foregangsmænd for dermed at vække befolkningens inter- esse for erhvervene. Landsrådet an- moder Landsfogden om at søge tilveje- bragt de fornødne midler hertil, idet rådet giver sit tilsagn om passende støtte også fra Landskassen, og rådet anmoder medlemmerne fra Sydgrøn- lands 1. og 2. kreds om at vejlede be- folkningen og hjælpe fraflytterne med råd og dåd.« Josva Simonsen anmoder om at for- manden vil meddele Sysselmanden og Præsten om det nedsatte udvalg. End- videre anmoder Gerhardt Egede om, at Landsfogden og Provsten havde op- mærksomheden henvendt på, at der blev ansat virkeligt egnede lærere til fremme af oplysningsarbejdet. Efter anmodningerne vedtog Lands- rådet enstemmigt følgende udtalelse: »Landsrådet anbefaler endvidere, at der søges ansat de bedst mulige lærere i distriktet for at fremme oplysningsar- bejdet dernede.« Allerede året efter nedlagdes Itilleq på grund af de dårlige erhvervsforhold. Befolkningen fik fri rejse og støtte fra 117 [6] Ikke målefast skitse af halvøen ved Itilleq med markeringer af Fundsteder. Halvøen er ca. 200 m lang. det offentlige til genopførelse af deres boliger. Vi skal nu vende tilbage til fundet af palæoeskimoiske bopladslevn ved Itil- leq. Mens der på flere højereliggende klippeknolde blev fundet spredte afslag fra opskærpningen af redskaber, samt enkelte fragmenter af mikroflækker blev der i strandlinien på halvøens syd- side fundet to større koncentrationer af stenaffald, der sandsynligvis begge stammer fra et egentlig bopladsområde. Den største af disse koncentrationer (på den sydøstlige del af næsset) ud- gøres af 180 afslag og enkelte fragmen- ter a£ redskabs- og våbenblade. Fun- dene stammer alle fra vægtørven i et senere telthus, som eroderes af havet. Tørven til telthuset synes at være skåret i et fugtigt område få meter bag telthuset, og det må derfor være her den palæoeskimoiske boplads har ligget. 118 Det andet formodede bopladsom- råde findes på næssets sydvestside hvor der opsamledes 67 stykker bearbejdet stenmateriale. Ligesom det var tilfældet ved det SØ-lige bopladsområde fandtes stenmaterialet også her i forbindelse med telthus fundamenter, men til for- skel herfra synes genstandene ikke at stamme fra tørven til vægfundamen- terne, mens det derimod ser ud til, at telthusene at være anlagt oven på det palæoeskimoiske boplads område. De tre højereliggende forekomster af stenmateriale findes på halvøens cen- trale del, hvorfra der er et godt udsyn til havet. Det er meget sandsynligt, at disse tre koncentrationer er produceret i forbindelse med en fangstovervågning, som det _kendes fra flere nordligere palæoeskimoiske lokaliteter. En foreløbig analyse af stenmateri- alet antyder, at de anvendte råmaterialer er lokale. Den største del af stenmateri- [7] Udvalgte palæoeskimoiske genstande fra Itilleq - nederst i venstre hjørne er hhv. en skraber og en mikroflække- blok, mens de øvrige er mikjroflækker. Den grå mikroflække øverst i højre hjørne er 30 mm lang. Foto: Jesper Nør- gaard Weng. alet er af bjergkrystal eller en hvid til grøn finkornet kvartsit, men desuden indeholder materialet også stykker af røgkvarts, silificeret skifer (killiaq) og agater i forskellige farver. Fragmenterne af de egentlige redskabs- og våbenblade er desværre meget lidt karakteristiske, dog peger fundet af spidsen af et stikkellignende redskab på, at vi be- finder os indenfor Dorsetkulturen, hvil- ket for Grønlands vedkommende vil sige mellem 700 før vor tidsregning til 1300 år efter. Et forhold der støttes af bopladsens placering kun et par meter 119 [8] over det nuværende havniveau. Til dette sidste skal det bemærkes, at mange års undersøgelser i områderne fra Sisimiut kommune og nordpå viser, at hav- niveauet gennem størstedelen af den ældre del af den palæoeskimoiske peri- ode (ca. 2400 til ca. 800 før vor tidsreg- ning) har ligget mellem 8 og 20 meter over det nuværende, hvorfor boplad- serne fra denne del af Grønlands for- historie også skal findes på mellem 8 og 20 meter over havet. For de sydlige dele af Grønland ser det ikke ud til, at hav- niveaiiet har fulgt samme udvikling, da bopladserne fra den yngre del af Saqqaqkulturen også kun ligger et par meter over det nuværende hayniveau. Desværre gennemførtes rekognosce- ringen på halvøen i løbet af ganske få timer," hvorfor det ,ikke var muligt at genné&iføre mere systematiske under- søgelser, som formentlig ville have kun- net givet os materiale til at give en niere præcis" datering. På turen tilbage fra Kap Farvel om- rådet sejlede vi gennem det lange smalle og ugæstfri Torsukattaq Sund. Kun ganske få steder i dette sund er det muligt at finde landgangspladser. Et af de få steder er ved lokaliteten Illussat (fredningsnummer 60V2-OII-26), som da også rummer en levn af en inuit bo- plads. Umiddelbart over landgangsste- det ligger en overraskende kraftig telt- ring, som ikke umiddelbart ligner de øvrige teltringe fundet på stedet. Ved teltringen fandtes en enkelt genstand: et lille fint udformet knivblad af bjerg- krystal, der muligvis daterer teltringen til Dorsetkulturen. Dette kan dog ikke afgøres uden en egentlig udgravning. Sikkert er det dog, at Illussat indtil nu er den eneste anden plads i Nanortalik kommune, som rummer palæoeski- moiske levn. I løbet af de seneste ti år er der på Grønlandssekretariatet — det dansk/ grønlandske kontor for tilbagelevering a£ arkæologiske og etnografiske gen- stande til Grønland — udarbejdet en komplet database over de henved 4500 fredede fortidsminder (pladser med kul- turhistoriske levn ældre end 1900) der indtil videre er registreret i Grønland. Ved en gennemgang af pladserne i denne database fremgår det tydeligt, at det er ganske få pladser (l l stykker) i de tre sydgrønlandske kommuner, der rummer palæoeskimoiske levn. Der er således gennem de sidste mere end 100 års arkæologiske indsats i Sydgrønland kun fundet 12-13 lokaliteter med spor af palæoeskimoiske aktiviteter, hvoraf de 10 ligger indenfor Narsaq kommune: Illutalik (fredningsnummer 60V1- 001-051): Pladsen rummer omfattende levn fra den tidlige del af Thulekulturen og udgravedes næsten fuldstændigt af Therkel Mathiassen og Erik Holtved i 1934. I forbindelse med udgravnin- gerne blev der fundet omkring 210 stykker stenaffald samt enkelte red- skabsblade. Afslag af bjergkrystal er næsten enerådende i materialet. Blandt de få stykker der kan bestemmes til en egentlig oldsagstype er enkelte mikro- flækkeblokke, et par enkelte mikro- flækker, et par fragmenter af redskabs- blade tilhugget fra begge sider (bifa- cialer) og et enkelt stikkellignende red- skab. Sidstnævnte antyder at i hvert fald noget af pladsen hører hjemme i 120 [9] Et kik igennem Torsukattaq Sund på vestsiden af Pamiualluk øen, hvor sommerens anden palæoeskimoiske plads fandtes. Foto: Hans Christian Gulløv. Dorsetkulturen, således som det også er tilfældet med Itilleq-pladsen. Qaarsormiut (fredningsnummer 60V1- 001-053): Under udgravning af en nord- bogård fandtes enkelte stykker bearbej- det stenmateriale, herunder et lille knivblad af kvartsit, som desværre ikke er af en type, der nærmere kan tids- fæstes. Nuummiut (fredningsnummer 60V1- 001-057): På pladsen opsamledes af Hans Kapel og Hans Christian Gulløv i 1993 enkelte stenafslag og en enkelt skraber i strandkanten. Ingen af de nævnte stykker giver mulighed for en nærmere tidsbestemmelse. Tuttutuup isua/Stephensens havn (fred- ningsnummer 60V1-001-060): Under udgravningen af pladsens hustomter fra Thulekulturen fandt Therkel Mathi- assen og Erik Holtved i 1934 to små skrabere af bjergkrystal. Ingen af de to kan nærmere typebestemmes. A.rfermiut kangilliit/Niaqornaq (fred- ningsnummer 60V1-OOI-061): Enkelte afslag af bjergkrystal opsamlet i strand- kanten af Hans Kapel og Hans Chri- stian Gulløv i 1993. Narsarssuaq (fredningsnummer 60V1 - 001-63). Endnu en af Mathiassens og Holtveds store udgravninger fra 1934 af Thulekulturens vinterhuse, hvorved der 121 [10] Dorset knivblad af bjergkrystal — 32 mm lang. Foto: Jesper Nørgaard Weng. blev fundet enkelte stenafslag, samt et stykke af et tosidigt tilhugget stenblad, der ikke nærmere kan tidsfæstes. Uigorleq (fredningsnummer 60V1- 001-113): På pladsen er der i 1993 op- samlet enkelte afslag af bjergkrystal af Hans Kapel og Hans Christian Gulløv. Uunartoq (fredningsnummer 60V2- OIV-001): tre stykker stenafslag og en skraber opsamlet af Mathiassen og Holtved i 1934 i fqrbindelse med ud- gravning af Thulekultur vinterhuse. Nuusmaq (fredningsnummer 61V3- m-005): I 1998 blev lokaliteten kort- varigt besøg af Jens Fog Jensen og Pernille Mølgaard Hansen, hvorved sporene af en mindre palæoeskimoisk plads lokaliseredes. Tre små prøvehuller gav i alt 65 stengenstande, hvoraf 63 er afslag, mens de to sidste er hhv. en mikroflækkeblok og en skraber. Ud fra det fundne inventar kan pladsen ikke nærmere tidsfæstes. Qassiarsuk (61V3-III-012): I forbin- delse med udgravninger på nordbogård blev der fundet »enkelte spor af palæo- eskimoiske aktiviteter« (pers. medd. Hans Kapel). Som det fremgår af ovenstående oversigt er der for de fleste pladsers vedkommende tale om ganske få og ukarakteristiske genstande fundet under udgravningen af enten Thulehuse eller nordbogårdsanlæg. Det kan oven i kø- bet diskuteres, hvorvidt der er tale om levn af palæoeskimoiske aktiviteter, da notdboerne anvendte en række forskel- lige stenarter som ildslagningssten og da Thulefolket i flere tilfælde er kendt for at samle smukke palæoeskimoiske red- skaber som en art »souvenir«. Pladserne Illutalik og Nuusuuaq synes dog at rumme vidnesbyrd om egentlige palæoeskimoiske aktiviteter på stedet. Fundet af et stikkellignende redskab på Illutalik er et ganske godt indicium for, at pladsen har været benyttet af Dorset- folket. Således rummer alle de tre dater- bare pladser — Illutalik, Itilleq og Illussat — levn fra Dorsetkulturen, mens der endnu ikke med sikkerhed kan påvises ældre palæoeskimoiske aktiviteter i det sydlige Grønland. Vi har dog en forhåb- ning om, at vi nu bedre vil være i stand til at finde de pladser, der skal give yderligere materiale. 122 [11] Det vil også fremgå af beskrivelsen af Itilleq i historisk tid, der for en stor del baserer sig på materiale indsamlet af Nanortalik Museum, at en ny gennem- gang af de skriftlige kilder også vil kunne føre til megen ny viden. Litteratur Bendixen, O. 1921: Julianehaab Distrikt. I (red. Amdrup, G. C., Louis Bobé, AD. S. Jensen & H. P. Steensby) Grønland i Tohundredaaret for Hans Egedes Landing. Meddelelser om Grønland II, bnd. 61. København — C. A. Reitzel. Gulløv, Hans Christian 2000: On Depopulation — a Case Study from South East Greenland. I (red. Appelt, Martin, Joel Berglund & Hans Christian Gulløv) Identities and Cultural Contacts in the Arctic. Danish Polar Center Publications No. 8. The Danish National Museum & Danish Polar Center. Meldorf, Gustav 1902: Fra en Vaccinationsrejse i Egnen omkring Kap farvel i Efteraaret 1900. Meddelelser om Grøn- land 25(2). Kjøbenhavn - C. A. Reitzel Lokaliteter med palæoeskimoiske levn i Sydgrønland. Illustration: Marit Zimmermann. 123 [12] Note 1 Overordnet inddeles de forhistoriske arkæologiske levn fra Grønland og arktisk Canada i tre »traditioner«: den palæoeskimoiske, den neoeskimoiske og den nor- røne »tradition«. Begrebet »palæoeskimoisk tradition« mmmer :de arkæologiske levn, som er produceret af de grupper af mennesker, der bosatte sig i det østlige Ark- tis før Inuit Den »palæoeskimoiske tradition« under- opdeles i Grønland i: Independence-, Saqqaq- og Dorset-»kultur«. Arkæologernes brug af begrebet »pa- læoeskimoisk tradition« beskriver dels, at disse tidlige grupper, i vid udstrækning, gjorde brug af de samme teknologier for at skaffe deres daglige udkomme, og dels, at der blandt de tidlige grupper formodes at findes en række markante fællestræk i deres sociale organise- ring og verdensbillede. I forlængelse heraf argu- menteres det endvidere, at der mellem de forhistoriske inuit grupper har været en række fællestræk, som rum- mes i begrebet »den neoeskimoiske tradition«, og som på en række punkter adskiller sig markant fra »den palæoeskimoiske tradition«. De arkæologiske levn fra Inuit fra tiden før skriftlige kilder benævnes også med samlebetegnelsen »Thulekulturen«. FriedriChjSthal und Umgegend Si H Gronland 124 [13]