[1] Uanstændig og misvisende fremstilling af grønlandsk kristendom Af Nukannguaq Adolfsen, Marianne Krog, Aviaja Rohmann Pedersen, Emilie Steenholdt og Henrik Wilhjelm Mogens Hindsberger (H) udgav i 1997 et tobindsværk om »Den grønlandske kristendomsopfattelse fra Hans Egede til vore dage« (I) og »Grønlandsk livssyn i 1990erne« (II), idet sidstnævnte inde- holder de interviews med vestgrønlæn- dere der er baggrunden for skildringen af »vore dage« i L Bortset fra nogle kri- tiske anmeldelser og enkelte andre kriti- ske bemærkninger ved værkets udgi- velse har det ikke været gjort til gen- stand for nogen egentlig drøftelse. Det forstår man sådan set udmærket. På den anden side er det beklageligt, fordi bøgerne, der siden er blevet suppleret med et bind med interviews af østgrøn- lændere, uimodsagt let kommer til at fremtræde som en videnskabelig kort- lægning af grønlandsk kristendom frem til i dag, hvad forfatteren jo da også i høj grad selv pretenderer, ligesom indtryk- ket understøttes af forlaget (Køben- havns Universitets Forlag) og de forsk- ningsråd, kommissioner og notabiliteter i øvrigt der takkes i forordet. Så selvom de to bind om vestgrøn- landsk kristendom allerede havde 4 år på bagen, har vi - studerende og gæste- lærer — ved Teologisk Institut på Ilisi- matusarfik i efterårssemestret 2001 brugt tid på en gennemgang af dem og sammenfattet vore indtryk i følgende fremstilling. Mogens Hindsbergers baggrund og holdning H har tidligere skrevet om grønlandske emner og har sin interesse for landet og dets kirke fra sin tid som værnepligtig teolog i Grønnedal hvor han, som han skriver i indledningen, rundt i Grønland kunne »opleve den grønlandske kirke, den grønlandske skole og det grønland- ske hjem på nærmeste hold.« Derpå føl- ger en skildring der kan give den intet- anende læser det indtryk at H færdes hjemmevant i det grønlandske. Han I forbindelse med et kursus i »grønlandsrelateret emne« på Institut for Teologi ved Ilisimatusarfik i efteråret 2001 gjorde vi Mogens Hindsbergers bøger om grønlandsk kristendomsopfattelse og livssyn til genstand for en gennemgang og blev så imponerede over deres mangel på videnskabelig- hed, at vi satte os for at sammenfatte vores ind- tryk i denne artikel. Vi finder, at Hindsbergers undersøgelser er et meget groft eksempel på, hvor galt det kan gå, når der laves undersøgelser i Grønland ved hjælp af interviews eller spørgeskemaer. 137 [2] blev »modtaget som præsten på byg- dens myldrende kaj« og under gudstje- nesterne »fornemmede (han) et enestå- ende fællesskab med den øvrige del af menigheden.« Desværre måtte H kon- statere »visse præsters og kateketers be- tydelige alkoholproblemer«. I skolens kristendomsundervisning »florerede udenadslæren dog i betænkelig grad.« At det samme gjaldt konfirmationsunder- visningen mente H at kunne konstatere af at konfirmanderne blev overhørt un- der konfirmationen — dog uden at kunne svare præsten som derfor selv måtte svare. »Det vidnede om at præst og konfirmander ikke helt var på bølge- længde.« Men H gjorde sig også en an- den »betænkelig iagttagelse« ved gen- tagne læsergudstjenester (begrebet for- klares ikke), hvor børnenes interesse »helt øjensynligt« gjaldt »de mange fejl læseren gjorde sig skyldig i« og derfor fnes de uafladeligt »for fejlene var mange« (mon dog ikke de ligeså meget har fneset af den barokke situation med den altfor synlige dansker der uafladelig har kigget sig nysgerrigt, interesseret og venligt smilende omkring). Men igen bliver H »betænkelig« og denne gang over »at den grønlandske prædiken tilsy- neladende først og fremmest var mora- liserende, og at hovedbegreber som 'nåde', 'tro' og 'frelse' stort set ikke fandtes i de originale prædikener.« H opdagede også med det samme at grøn- lænderne kun ville arbejde når de havde lyst, og at skolebørnene løb hjem fra skole når de kedede sig (det har ingen af os oplevet). Sådan blev det ved — når fx gudstjenesten måtte gennemføres uden orgelspil fordi organisten var taget på jagt. Men disse »betænkelige« oplevelser har altså givet H en voksende lyst til den foreliggende undersøgelse (I: 10-11)! Allerede det gør jo én »betænkelig«! Vi har refereret ret udførligt fra disse første 2 sider, for hele afhandlingen vi- ser sig stort set at være ligeså stereotyp og tilfældig som dette præludium er både i indhold og nedladenhed. Vi vil i det følgende beskæftige os med kort- lægningen af »grønlandsk livssyn i 1990erne«, der fremstilles i sidste halv- del af bind I samt hele bind II. Udvælgelsen af informanter er uigennemsigtig og ikke repræsentativ H har besluttet sig for at lade »samplin- gen« (udvælgelsen) af informanter i tre grupper: 60, 40 og 20 år, ske på folkere- gistrene for to byer og to bygder; Aasi- aat og Akunnaaq (et kvarters sejlads fra hinanden) i Nordgrønland og Qaqortoq og Arsuk (ved Grønnedal) i Sydgrøn- land. Vi får ikke at vide hvor mange per- soner der blev udvalgt, men kun at nogle af de udvalgte ikke kunne træffes, og at nogle generede sig. I deres sted valgte H så selv nogle andre. Men vi får ikke at vide hvor mange der ikke var til at træffe, og hvor mange der generede sig (det sidste havde i hvert fald været vigtigt), og heller ikke hvor mange eller hvem H selv valgte — derimod kan vi konstatere resultatet: at 29 kvinder og kun 13 mænd interviewes. Det kan vel ikke kaldes særligt repræsentativt. Det er det heller ikke af andre grunde. H undrer sig et sted over at »herrnhuternes energiske kristocentri- ske forkyndelse i flere hundrede år« ikke har efterladt sig spor. Men det er måske 138 [3] ikke så sært alene af den grund at H har valgt at interviewe personer fra de om- råder hvor herrnhuterne ikke virkede. Der var brødremenigheder i Sydgrøn- land, nemlig i de nuværende Nuuk og Nanortalik kommuner, men ingen af de valgte steder er herfra. Tilmed er alders- fordelingen så skæv at kun to personer fra Sydgrønland tilhører ældste gruppe (50-60 år), og det var vel ellers især i den gruppe man kunne have ventet spor af herrnhutisk indflydelse. H havde en tolk med, i hvert fald i Nordgrønland, men tilkendegiver at tol- ken i mange tilfælde var overflødig fordi han selv kunne foretage interviewene på dansk, og hvis det kneb »var det ofte tilstrækkeligt at indskyde grønlandske stikord.« (1:154, II: 16). Igen pynter H sig med lånte fjer og giver indtryk af at han er så meget hjemme i grønlandsk at han helt uproblematisk kan træde til dér hvor de i øvrigt meget dansksprogede grønlændere må give op. Det lyder ikke betryggende. Men vi får intet sted i gen- givelsen af interviewene at vide hvor H har gjort brug af hvilke stikord. Det kunne måske ellers forklare nogle af de opståede misforståelser eller uklar- heder. Men den omstændighed at H gik over til hellere selv at foretage interviewene end at arbejde med tolk (kun i højst 15 af 42 interviews er der tolk med), med- fører så også at han ved udvælgelsen søger personer der har så gode dansk- kundskaber at dette kan lade sig gøre. Således vælger han i Arsuk sågar en grønlænder der er fast bosat i Danmark, har været dansk gift og kun er på som- merbesøg hos familie i Arsuk. Giver den »samplingsmetode« et repræsenta- tivt resultat? Intet hensyn til kravet om anonymitet og uigenkendelighed H betoner gentagne gange at det for de interviewede var en absolut forudsæt- ning for deres deltagelse i undersøgel- sen at den garanterede deres fulde ano- nymitet. Derfor ville de helst besvare spørgsmålene uden tolk. »Man var helt åbenlyst bange for, at en samtale om så personlige emner skulle blive lækket, så dele deraf kom lokalsamfundet for øre« (II: 10 og 16). Det forstår man så ud- mærket. På den baggrund lyder det også ganske usandsynligt at H skulle have fået de impliceredes tilladelse til at of- fentliggøre interviewene, ja, af sam- menhængen synes det at fremgå at de ikke engang forud kan være blevet ori- enteret om denne mulighed eller om- stændighederne derved, idet de da med deres ønske om at udtalelserne ikke kom til offentlighedens kundskab, ville have afslået at svare på nogle af spørgs- målene, eller i hvert fald været meget mere forbeholdne. Alligevel har H valgt at offentliggøre samtlige interviews i deres helhed — mere eller mindre ordret, selv meget personlige og let genkendelige udsagn er medtaget. Der er intet gjort for at skjule eller sløre personernes identitet - udover at undlade at nævne dem ved deres fulde navn. For alle interviews vedkommende angives bosted (Akun- naaq-Aasiaat eller Arsuk-Qaqortoq), køn og alder (i 1991-92). Når der så ydermere i interviewets forløb findes oplysninger om fx informantens ar- 139 [4] bejde, fødested, familie, børn i eller uden for ægteskab, trosretning, fore- ningsmedlems skab, ja, sågar personens fornavn, betyder det at der i Grønland ikke er meget tilbage af anonymiteten. Det er ganske enkelt en skandale. Til- med er de fleste af disse oplysninger komplet overflødige. Når Hindsberger ikke har taget in- formanternes ønske om fuld anonymi- tet alvorligt, skyldes det nok bare tanke- løshed og er udtryk for at han heller ikke på dette punkt har fornemmet den store forskel på danske og grønlandske forhold. Han har ladet sig forlede af øn- sket om at kunne give sine danske læ- sere et tydeligt indtryk af med hvor stor fortrolighed og åbenhed de inter- viewede havde meddelt sig til ham, til helt at undlade at tage skyldigt hensyn til de udspurgte grønlændere og de løf- ter han havde givet dem. Og så er Grøn- land jo så langt væk. Interviewformen mislykket Men hvortil da disse interviews. Spørgs- målet er jo om man virkelig gennem en sådan undersøgelse overhovedet kan nå frem til at sige noget som helst fornuf- tigt og dækkende om grønlandsk livssyn og kristendomsforståelse — også selvom undersøgelsen havde været mere meto- disk og reflekteret tilrettelagt H henviser flere gange til en foreløbig undersøgelse af østgrønlandske forhold som Karlo Kjær foretog i 1970-erne. Men denne er til forskel fra Hs under- søgelse metodisk i sin redegørelse og vil hovedsagelig holde sig til emner som meget lettere lader sig kordægge, fx sy- net på navngivning og hævn, end fx Hs spørgsmål: »Hvad er meningen med til- værelsen?^ og »Hvad vil det sige at tro på den treenige Gud?« Og selvom Kjær ender sin forundersøgelse med at mene at en videreførelse nok bedst må kunne foregå i interviewform, så nævner han dog også de store problemer en sådan vil medføre med hensyn til unøjagtig- hed. H citerer ham kun for støtten til in- terviewformen, men er overhovedet ikke inde på metodeproblemerne — for her som overalt hos H: det drejer sig kun om at »påvise nogle tendenser« (I: 142, 209; II: 9) og så gør det hele ikke så meget Vi stiller os skeptisk overfor om det overhovedet er muligt at nå noget for- nuftigt resultat med en sådan under- søgelse — interviews eller spørgeskema- er. Her er det i hvert fald slet ikke lykke- des. Mange af svarene er simpelthen så uforståelige at alene det indicerer at spørgsmålenes mening ikke kan have stået de udspurgte Mart. »Forskningsresultaterne« er i bedste fald gammelkendt viden H nævner at andre før ham har beskæf- tiget sig »kortfattet« med »Den grøn- landske kristendomsopfattelse«, men at først han har forsøgt at fremstille den »ud fra grønlændernes synsvinkel«. At Mads Lidegaard faktisk har gjort det flere gange overskueligt og sobert, af- færdiges med mangelen på kildehenvis- ninger i Lidegaards skrifter. Og når H i sin konklusion tillader sig at skrive: »Det, som jeg i min forskning mener at kunne pege på, er, at grønlænderne dels i langt flere tilfælde, end de har fortalt missionærerne og præsterne, har gen- 140 [5] kendt deres egne forestillinger i det nye budskab, der er blevet forkyndt for dem. Dels har de også først og frem- mest ud fra deres eskimoiske baggrund forstået det nye budskab som en tale om dem selv« (I: 227), må man igen henvise til at det dog er netop det som Mads Lidegaard har gjort i adskillige bøger og talrige artikler de sidste 40 år. Det er der virkelig ikke længere det mindste originalt i. Den folkelige og sproglige kontekst er Men når ingen af de danske der faktisk gennem tiderne har haft en rimelig føling med grønlændernes kristen- domsforståelse, har vovet at gå i lag med et projekt som Hs, kunne det skyl- des en forståelse for at det kan ingen udlænding gøre, og da slet ikke en dan- sker, der alt for let vil møde op med alle danske missionærfordomme (både mis- sionærernes egne fordomme og andres fordomme over for missionærerne). Det viser Hs bøger med kun altfor stor tydelighed. Blå. den omstændighed har hidtil afholdt grønlandskkyndige dan- ske fra at give sig i lag med et projekt som H's. H omtaler gentagne gange hvorledes grønlændere gennem tiden har afholdt sig fra at fortælle missio- nærerne (måske endda også Knud Rasmussen (1:216)) hele sandheden om sig selv, fordi der kunne være ting som ville gøre missionærerne ondt eller vrede — eller i hvert fald betænkelige som H. Så hvorfor ødelægge den gode stemning?! Men H lider af den utrolige naivitet — som bestemt ikke er ukendt — at grønlænderne straks vil begribe at han er helt anderledes end alle de andre fordomsfulde danskere, og derfor vil de fortælle ham den fulde og hele sand- hed. Men også allerede rent sprogligt ville en grønlandsdansker vige tilbage for overhovedet at tænke på noget der min- der om H's projekt. De danske præster som har gjort en indsats for at få lært det grønlandske sprog, har vist alle for- nemmet hvor svært det var at komme fra et rimeligt ordentligt dagligsprog til virkelig at kunne færdes hjemmevant i det grønlandske sprog når man be- vægede sig ind på områder hvor det var vigtigt at beherske også de fine nuancer i sproget for virkelig at kunne føre en samtale i gensidig forståelse. Og for selv at kunne sige det som man gerne vil. En dansk præst i Grønland udtrykte sig en- gang sådan: »Jeg siger ikke hvad jeg vil, men hvad jeg kan!« Den slags overvejelser har ikke brem- set H. Tværtimod. Han har formentlig overhovedet ikke haft dem. Ikke alene har han ment at kunne gennemføre en sådan undersøgelse gennem tolk, - han har sågar ment det lorden selv at gen- nemføre størstedelen — ca 27 — af de 42 interviews på dansk. Det gælder natur- ligvis også for grønlændere at det er let- tere at lære et rimeligt dagligsprog på dansk end at kunne klare en udspørgen om meget vanskelige emner. Og da de fleste grønlændere af natur er både ven- lige og hjælpsomme, så har også disse anstrengt sig for at gøre denne dansker tilpas, og de har derfor sagt hvad de kunne, selvom det måske ikke altid har svaret til hvad de egentlig ville have sagt hvis de havde kunnet. 141 [6] Men H vil nok afvise denne indven- ding ved at henvise til at så stor præci- sion ikke var nødvendig, for det var jo kun »tendenser« han var ude efter! Så kan man tilsyneladende tillade sig hvad som helst. Også at manipulere med in- terviewene. Manipulation med interviewene Det må nok være forklaringen på at et udsagn som »børnene lærer noget under konfirmationsforberedelsen« (II: 19) uden teksthenvisning i sammendraget bliver til: »en enkelt fremhæver, at der læres noget i forbindelse med konfirma- tionen, uden at være i stand til at gå nærmere ind på, hvad indlæringen drejer sig om« (vor kursivering). Ifølge interviewgengivel- sen stilles der intet spørgsmål herom. Det fremgår heller ikke at der som hæv- det skulle være »en mindre positiv hold- ning til... konfirmationspræsten« (1:160). Et tydeligere vidnesbyrd om manipu- leringen er det at der nok er mange ud- sagn i interviewene der fremtræder som sort snak, men der er ingen ubehjælp- somhed i sætningsbygningen. Hvor me- ningsløse sætningerne end er, så frem- træder de alle som sprogligt korrekt dansk. Det giver så indtryk af at den in- terviewede bare er ude af stand til at tænke klart. Især når H tillader sig at hævde at »Alle interviews blev nedskre- vet ordret« (1:143). Det er simpelthen ikke sandt. Hvor er stikordene, og usik- kerheden, som har foranlediget dem? Dennelisikkerhed er fjernet, og alle de udsagn som har været fremsat på et lidt ubehjælpsomt dansk, er blevet rettet til, så vi ikke skulle opdage hvor galt det stod tiL H vil formentlig forsvare det med at han har gjort det for de inter- viewedes skyld. Men det er forkert: det er sket for at vi ikke skulle opdage hvor forfejlet projektet var. Og hvad: en del af interviewene var jo i forvejen ikke originale, men oversættelser, så det kunne vel ikke gøre så meget. Tilmed var formålet som bekendt også bare at »tegne nogle tendenser«. NB: vi får ikke engang at vide hvor der er tale om over- sættelser, og hvor der ikke har været tolk med!! Uovervejet oversættelsesproblem Tilbage til sproget. Spørger man en grønlænder: Tror du ikke på Gud? Og hun svarer: Nej! Så tror hun formentlig på Gud. Ikke fordi hun er utilregnelig, men fordi hun i overensstemmelse med grønlandsk sprogbrug benægter det ud- sagn som ligger i spørgsmålet: at man ikke tror på Gud og altså med sit nej svarer: »Nej, jeg tror på Gud«. Når man ikke kan være helt sikker på at det er det hun mener, skyldes det at hun jo kan være så vant til at tale dansk at hun her — spurgt af en dansker — svarer som en dansker ville have svaret. Men man ved aldrig helt! På grund af denne oplagte mulighed for misforståelser er det en fast be- standdel i enhver introduktion til Grøn- land at advare danskere imod at stille benægtede spørgsmål. For en interview- undersøgelse må det være et helt uom- gængeligt krav. Alligevel spørger H fx: »Men var der ikke noget ved gudstjenesten, du syntes var spændende?« Svaret gengives såle- des: »Jo, når vi havde religion i skolen. Det syntes jeg var spændende. I kirken 142 [7] lytter man ikke så meget« (II:136f). Altså nærmest: Goddag mand! Økse- skaft. Men før Hs sproglige manipula- tion har svaret formentlig lydt: »Ja (der var ikke noget ved gudstjenesten, jeg syntes, var spændende), men når vi havde religion i skolen, syntes jeg at det var spændende.« Et helt meningsfuldt svar. - Men det er naturligvis gætteri, for det er umuligt at vide hvad der egtl. er blevet sagt. Der findes mange af den slags ud- sagn som betyder lidt andet end en oversættelse fortæller, og hvor svaret nok i nogen grad vil afhænge af om man forstår spørgsmålet på grønlandsk eller dansk - og igen: Selvom de inter- viewede taler dansk, kan det godt være at de stadig tænker og forstår spørgsmå- lene på grønlandsk. Et af Hs spørgsmål lyder: Mener du at mennesket har en fri vilje? Rent bort- set fra at spørgsmålet i sig selv er meget problematisk (fordi ingen af dem der besvarer det, ved hvad de egtl svarer på, men sådan er jo så mange af spørgsmå- lene), vil der på dansk formentlig være en tilbøjelighed til rent umiddelbart at svare »ja«, fordi ordet »frivillig« falder en i tankerne. Og umiddelbart opfatter man jo meget af hvad man gør som »fri- villigt«. - Hvis man nu i stedet havde spurgt: Mener du at mennesket kan gøre hvad det har lyst til?, så ville den umid- delbare reaktion måske snarere være at svare »nej«, for man ved jo da at man skal tage hensyn til andre. — Hvis man så spørger: »Mener du at mennesket har en fri vilje, så det kan gøre hvad det har lyst til?«, så bliver man vel let endnu mere rådvild — er det så den fri vilje eller ly- sten man skal se mest på? — Men H spørger snart på den ene måde og snart på den anden. — Grunden hertil er utvivlsomt — udover den generelt mang- lende metodebevidsthed — at udtrykket »fri vilje« på grønlandsk (namminerisa- minik piumassuseqarneq) kun ville få den adspurgte til at ligne et stort spørgs- målstegn, og at tolken derfor nok har spurgt: »inuk piumassutsiminik iliorsin- naava?« og det betyder noget i retning af om man kan gøre hvad man vil og har lyst til. — Men uanset hvad grunden er til de meget forskellige spørgsmål, så er det klart at svarene — som altså selvom de faktisk er givet på dansk, godt kan være tænkt på grønlandsk - ikke kan bruges til at konkludere noget som helst. Og dette gælder spørgsmål efter spørgsmål. Det forekommer helt uforståeligt at dette problem — oversættelsesproble- met — overhovedet ikke er overvejet — ja, det er måske ikke så utroligt, for havde det været gjort til genstand for seriøs overvejelse, havde det bevirket at projektet aldrig var blevet gennemført. Hvad er moral? Oversættelsesproblemer gør sig natur- ligvis gældende i stort set alle spørgs- mål. Det gælder i hvert fald også spørgs- målet: »Hvad mener du, at moral er?« Det kan dog også lyde: »Kan du nævne nogle regler for, hvordan mennesker skal leve?« — altså i virkeligheden et spørgsmål som besvarer det første spørgsmål. Men i de fleste tilfælde lyder spørgsmålet: »Hvad er moral?« Man kan undre sig over at så mange besvarer det med noget i retning af at 143 [8] »man jo skal opføre sig anstændigt«. Hvis man derimod igen overvejer (vi har jo ikke kunnet undersøge det) hvor- dan man ville oversætte spørgsmålet til grønlandsk (evt. et muligt »grønlandsk stikord«), så kunne den mest nærlig- gende mulighed være: »Illit 'ileqqorin- neq' tjanoq isumaqartippiuk?« Eller ordret tilbageoversat: »Hvilken mening lægger du i 'god opførsel', 'anstændig- hed'?« Og så er det jo i hvert fald ikke mærkeligt at man får svar der fortsætter ad samme spor. Men henholder man sig alene til den danske tekst, kunne man forledes til at tro at der her var tale om et »meget markant« udtryk for en grøn- landsk opfattelse af at grønlænderne er tilhængere af »livsmoral« i stedet for »regelmoral«. Det er iøvrigt præcis hvad H konkluderer! Den konklusion passer ham så meget bedre som han mener at den oprinde- lige grønlandske moral, således som Hans Egede skildrer den, var en sådan »livsmoral«, mens alene livets tabu-side blev klaret udfra fastsatte regler. Det har han dog næppe ret i. Vi ved at der var præcise regler for fangstdeling, ligesom også flytning mellem bopladser, benyt- telse af fangstpladser, forsørgelse af en- ker og forældreløse var underkastet reg- ler. Normalt var kendskab til disse re- gelsæt almen viden, som i tvivlstilfælde formidledes af åndemanerne. Proble- met var netop at kolonisering og mis- sion ikke kun fjernede tabureglerne og indførte nye moralregler, men også skabte uorden i de andre regelsæt og af- skaffede åndemanerne. Dette forsøgte forstanderskaberne siden at råde bod på. Så der kunne være mange andre grunde til »grønlændernes udpræget le- galistiske kristendomsopfattelse« end de gamle taburegler. Ikke mindst missio- nærernes stærkt moraliserende forkyn- delse. Hvis overhovedet grønlandsk kri- stendomsforståelse er særlig »legali- stisk«. H mener at næsten halvdelen af de interviewede giver udtryk herfor - vi kan ikke få procentsatsen over 15%! Overfladisk og nyfigen Hs interviews bevæger sig vidt omkring: Ægteskabet, børneopdragelse, menin- gen med livet, dåb, konfirmation og førstefangstfest, første samleje, sex og kærlighed, abort og aids, gudstjenesten, troen på den treenige gud, præstens ar- bejde, bøn, døden, sjælen, moral, navn og amuletter, fri vilje, forbryderes straf, alkoholmisbrug og selvmord. 42 inter- views på godt 200 ikke særlig store si- der, eller knap 5 sider i gennemsnit. Det giver dog vist ikke plads til nogen over- vældende grundighed, og da det for de fleste har været meget uvant at skulle udtrykke sig på denne måde om meget væsentlige og personlige emner, må de udspurgte have følt sig sat i en meget akavet situation. Det har H med »sin kli- niske indsigt« ikke mærket noget til, men det siger nok mere om ham end om de udspurgtes situation. Og grun- dighed er der virkelig ikke tale om: ofte kun et enkelt spørgsmål der sommetider suppleres med yderligere et eller to — uden at det er klart hvorfor det sker nogle gange og ikke andre (fx: »Hvad vil det sige at tro på Gud, på Jesus og på Helligånden?« »Det er jo treenigheden i vores kristne tro. Det er fundamenterne i vores tro.« Ikke mere om det emne i 144 [9] det interview!). Der gøres kun meget sjældent noget som helst forsøg på at få spørgsmålene til at hænge sammen. De adspurgtes seksuelle debut fx står gan- ske uformidlet som et emne for Hs - og siden det ganske rigsfællesskabs — per- sonlige nyfigenhed idet det ikke relate- res til spørgsmål om seksualmoral el.lign, men blot kommenteres med at »flere ... sagde, at de aldrig havde fortalt andre, hvornår de havde haft deres sek- suelle debut, men oplyste det alligevel over for mig« (I: 143)! Manipulerende spørgeteknik Spørgsmålene kan som nævnt formule- res lidt forskelligt: »Hvad er meningen med tilværelsen?« — Eller: »Hvad er meningen med tilværelsen? Er det at f å børn?« Eventuelt kan grundigheden tage sig således ud: »Hvad er formålet med med vores tilværelse?« »Det ved jeg ikke noget om.« »Jamen, hvorfor er vi født?« »Det må være forudbe- stemt, at vi skulle fødes.« »Er børnene li- vets mening?« »Ja, slægten skal jo gå vi- dere, og derfor må der fødes børn« (II: 72). Og med denne interview-teknik lykkes det H at opnå at »50% af in- formanterne (er) af den opfattelse, at det at få børn er livets altoverskyggende mening. ... Det er egentlig bemærkel- sesværdigt, fordi man over for dette spørgsmål havde alle chancer for at be- nytte det af grønlanderne så yndede ud- tryk 'naluara' (det ved jeg ikke). Endnu mere bemærkelsesværdigt er det når man sammenligner med Salomonsens danske undersøgelse ... ingen nævner, at meningen med livet er at få børn« (I: 210). Salomonsen skulle nok have lært lidt teknik af H! Tilfældige og misvisende konklusioner Efterhånden som man skrider frem, bli- ver man mere og mere forundret. Ikke mindst over Hs sammenfatninger og konklusioner. Et er at det faktisk er komplet umuligt at konkludere noget som helst på en række udsagn som er svar på meget forskelligt stillede spørgs- mål. Hs yndlingsord er derfor også: »formodentlig«, »tilsyneladende«, »nok« og lign. Men det er da også tilstrækkeligt for ham, for der er jo kun tale om »at tegne nogle tendenser«. Alligevel strør han også om sig med procenter, som vel skal give indtryk af at undersøgelsen er nogenlunde konsistent, og at informan- terne svarer på en måde som gør deres svar sammenlignelige. Vi har gennem- gået en række af emnerne — men langt- fra alle — og i intet tilfælde har vi kunnet nå til samme konklusioner som H. Manglende syndserkendelse Således konkluderer H om grønlænder- nes syndserkendelse at »begrebet synd al- drig har fundet sangbund hos grønlæn- derne« (vor kursivering). Dermed me- ner H vistnok at han er meget »betæn- kelig« ved grønlændernes manglende syndserkendelse. Når man så har læst interviewene igennem, tænker man: Det var dog pokkers til konklusion i betragt- ning af at hele 80% af de adspurgte er- kender sig som syndere. H mener kun at det drejer sig om godt 50%, men han glemmer blå at han slet ikke fik spurgt dem alle derom - og de uspurgte kan dog vel ikke tælle med i statistikken. Måske vil H trods denne korrektion al- ligevel finde at 80% er højt sat, men det er jo så et spørgsmål om tolkning af 145 [10] svarene, fx y>Hvad vil det sige at være en syn- der? Det er et stort spørgsmål for mig, men det er noget i retning af at jeg skal prøve at acceptere Gud og mig selv og de andre« (II: 118). H vil måske mene at det nok er sort snak, men ikke synds- erkendelse. Vi derimod vælger at forstå det som en benådiget synders måde at udtrykke den på. En anden bor i en bygd hvor der hverken er kateket eller præst, og hvor der derfor tit kan gå flere uger mellem gudstjenesterne, og svarer på det samme' spørgsmål: »Jeg føler mig som en synder, når jeg ikke har været i kirke i længere tid. Jeg får fred med mig selv, når jeg har været i kirke, og føler, at mit liv er blevet fornyet« (II: 73). Hun giver meget præcist udtryk for at evangeliet er hende lige så nødvendigt som det dag- lige brød. Hun har virkelig brug for syn- dernes forladelse sådan som hun hører den ved gudstjenesten. Den fornyr hen- des liv. Uden den lader hendes synd hende ikke i fred. - Anderledes kan ud- sagnet vist ikke forstås. — Jo, H kan: »Kvindens dårlige samvittighed, når hun igennem længere tid ikke har været i kirke, minder meget om de gamles dårlige samvittighed, når de ikke havde overholdt de foreskrevne taburegler, som var overleveret fra fædrene. Her består overleveringen tilsyneladende i formaninger om, at man skal gå i kirke for at være en 'god kristen'« (I: 177). H har helt glemt at kvinden i interviewet netop oplyser at problemet er at der holdes så få gudstjenester — og altså ikke at hunikke får taget sig sammen til at gå i kirke. Den syndsbevidsthed virker vir- kelig heller ikke særlig grønlandsk, men er jo ikke ukendt i Danmark. Det er »for- modentlig« Hs eget problem, som han så også pådutter den udspurgte. For igen: H hører kun hvad han ønsker at høre. Men hvordan kan H, selv når »mere end 50% af informanterne føler sig ramt (af) præstens tale om, at vi alle er syndere«, hævde at synden er uden »sangbund« i Grønland, og tale om grønlændernes »fremmedhed over for synd« (1:179)? - Det skyldes to forhold: dels at H antager at de forskellige ud- sagn nok bare »er overtaget fra ... kate- ket(en)« eller præsten, og så gælder de tilsyneladende ikke, dels at man »ikke her møder nogen tro på at Kristus er død for at sone vor synd« (1:172). Det sidste antager han uden at have spurgt nogen derom, og det kan da godt være at han har ret Men det er jo da alligevel en noget speciel »forskningsmetode«. Spørgsmålene og svarene har været temmelig overflødige, for resultatet var givet på forhånd. H ved også hvorfor: »Tværtimod at være tynget af samvittighedskvaler har den dygtige grønlandske fanger været udstyret med en kolossal selvtillid og tro på egne muligheder. Det var simpelthen en nødvendighed, for at han kunne møde tilværelsens barske udfordringer.« De »unge grønlandske mænd skal være stærke, 'have fod' på det hele, være fulde aflselvtillid, og i hvert fald ikke føle sig som syndere« (1:216). Det må da siges at være en opsigtsvækkende tese: Kristen- troen er uforenelig med fangerkulturen! Desværre er det igen fri fantasi fra Hs lommefllosofiske værksted. Vi har endda endnu ikke omtalt hvor- dan H har spurgt om forholdet til syn- 146 [11] den. Det sker i langt de fleste tilfælde omtrent således: »Siger det dig noget, når præsten ved gudstjenesten taler om, at vi alle er nogle store syndere?« Som om det var et præsteprivilegium at snakke om synd — hvad med kateke- terne? — og hvorfor skal syndserkendel- sen på forhånd hænges op på præste- snak? — H synes fremdeles betænkelig ved at man i Grønland ikke vil vide af »arve- synd«. Men han spørger overhovedet ikke dertil, og faktisk er der alligevel 4 som — uopfordret - taler om at vi er født som syndere, synden kom med Adam og Eva o.l. H er måske »betænke- lig« over at der ikke sættes den rigtige dogmatiske betegnelse derpå? Navngivning H undersøger den grønlandske navn- givning hvor der er en gammel tradition for at opkalde nyligt afdøde udfra en fo- restilling om at afdødes »navnesjæl« så lever videre i den nydøbte. Han finder at traditionen stadig eksisterer, »måske fordi kirken traditionelt ikke ønsker at fremhæve, at de gamle skikke stadig flo- rerer ... Måske har man ikke været op- mærksom på opkaldetraditionen, fordi man var tilfredse med, at børnene i dåben fik kristne navne.« Igen: Go'da' mand! Økseskaft! Men bortset fra det, er det dog utroligt at antage at »kirken« (hvem? de grønlandske præster og kate- keter?) ikke skulle have kendt opkalde- traditionen, men kun Knud Rasmussen og H - og skulle have stillet sig »tilfreds« med kristne navne når missionærerne rent faktisk ofte lige så gerne havde la- det dåbskandidaterne beholde deres op- rindelige navne. Det var i regelen dåbs- kandidaterne selv der ønskede de »krist- ne« navne. »Så sent som i dette århundrede« har Knud Rasmussen fået »markante tilken- degivelser af opkaldetraditionens fort- satte betydning«, men dels døde han al- lerede i 1933 - så det er meget tidligt i det århundrede —, dels har han tilkende- givelserne fra det allersydligste Grøn- land (Frederiksdal) hvortil hedninger endnu ved århundredskiftet indvan- drede og lod sig kristne. Så det er på in- gen måde særlig sent. Mere interessant er det derfor at »flere (vor kursivering) informanter kunne fortælle noget tilsva- rende«, ni. at en gravid havde drømt om en afdød og taget det som udtryk for at den afdøde ville opkaldes (I: 220). Vi har kun kunnet finde én! — En 17-årig informant ved at »I gamle dage måtte man ikke sige navnet, før det var knyttet til et andet menneske.« Det er for H »et stærkt vidnesbyrd om, at opkaldeskik- ken lever i bedste velgående.« Vel er det ej, men det er et vidnesbyrd om at hun har hørt efter derhjemme eller i skolen når der blev fortalt netop om forhol- dene som de var engang. I sin iver efter at bekræfte sine ynd- lingsforestillinger og vise sin fordoms- fulde fordomsfrihed bliver H slet ikke opmærksom på den meget stærke svæk- kelse opkaldetraditionen var ude for i perioden 1970-90 da oppositionen mod kolonimagten også betød en stigende modvilje mod at bruge de europæiske navne. Det førte til at mange for at be- tone det grønlandske gav deres børn grønlandske navne, til bedsteforældre- nes store utilfredshed, fordi den adfærd 147 [12] for dem at se var europæisk og ugrøn- landsk da den lod hånt om netop opkal- detraditionen. Denne er dog nok nu er ved at vende tilbage igen, men, som det synes, mere som kun opkald, mindre som navnesjælens videreførsel. Den stærke svækkelse af opkaldetra- ditionen spores tydeligt i interviewene, men ikke i Hs konklusioner, for han er interesseret i at vise det modsatte, og så bliver der her end ikke plads til at »tegne nogle tendenser« derpå. H konkluderer at »adskillige« mener at »den afdødes egenskaber lever videre i den opkaldte« (1:190), men vi har igen kun kunnet finde én - tilmed ikke en vestgrønlænder - som er af den opfat- telse. Plus et hængeparti. En siger nem- lig: »Ofte tilegnes (vor kursivering) barnet de egenskaber, som den afdøde havde ... Som en måde at komme over sorgen over de afdøde på« (II: 61). Det fore- kommer ikke ganske klart hvad der me- nes med »tilegnes«, eller om den pågæl- dende selv mener det eller netop blot refererer til noget hun har hørt. Men i hvert fald stammer udsagnet fra en af de 60-årige. De unge tænker ikke læn- gere sådan. I øvrigt må det undre dels at H i mangeTilfælde helt har glemt at spørge informanterne om de mener at navne- sjælen lever videre i barnet, når han nu er så interesseret deri, dels at han i denne sammenhæng alligevel tillader sig at konkludere »at de gamle skikke stadig florerer« (1:230). Førstefangstfest og konfirmation H konkluderer at 75% af informan- terne har deltaget i en førstefangstfest. 148 Det ved han i virkeligheden ikke noget om, fordi han også her i mange tilfælde har undladt at spørge informanterne om andet end om de kendte til traditio- nen. Ud fra hans undersøgelse er der kun tale om at ca 50% har deltaget i en sådan fejring. H er klar over at der »utvivlsomt« bag førstefangstfesten ligger tanken om en pagt som den nyudklækkede fanger ind- går med det nedlagte dyrs inua (ur-sæ- len, sælens begreb eller herre), men alli- gevel undrer han sig over at der ikke også er tilsvarende fester for pigers håndarbejde, og undrer sig især over at selv kvinder med »markant feministiske anskuelser« ikke protesterer mod at kun drenge fejres (T: 161 og 212). H forstår ikke at netop den manglende protest er et vidnesbyrd om hvor stærkt de gamle traditioner stadig bestemmes af deres oprindelse, selvom man slet ikke læn- gere tænker på det, måske ikke ved det og i hvert fald ikke kan formulere det. Men dette er jo også et vidnesbyrd om at det måske er ret begrænset hvad der kommer ud af en sådan interviewun- dersøgelse, også med hensyn til kristen- domsforståelsen. — I dette tilfælde burde H dog selv have kunnet drage konklusionen, idet der faktisk findes fire tilfælde (ikke kun ét, sådan som H angiver I: 161) hvor førstefangstfest er blevet markeret for en pige (Interview nr. 3, 14, 43 og 45). Heraf fremgår ty- deligt at det virkelig er »førstefangst« mere end »førstegang« der fejres. Konfirmationen Med hensyn til konfirmationen konklu- derer H at 70% mener at den er en be- [13] kræftelse af dåben, mens ingen mener at den betegner overgangen fra barn til voksen, sådan som nogle ellers mente i den 30 år gamle østgrønlandske og i Sa- lomonsens nogenlunde samtidige dan- ske undersøgelse. Det foranlediger H til følgende konklusion: »Konfirmationen har i Grønland ikke i samme grad ka- rakter af overgangsrite fra bårne- til voksenalderen, som den trods alt må si- ges at have i Danmark« (I: 211). Men der er vel bare tale om at der er gået 30 år, og at der virkelig ikke længere på konfirmationstidspunktet er tale om nogen overgang fra barn til voksen (det var der heller ikke dengang, men da hang den gamle tradition endnu ved). Måske er der tale om at man i Vestgrøn- land i dag bare er mere realistiske: På konfirmationstidspunktet er man enten allerede »voksne« — eller også er der længe til. Så derfor holder man sig til det som konfirmationen står for: dåbsbe- kræftelsen, og den fejrer man så efter- trykkeligt. Her er altså virkelig tale om et »meget markant« udtryk for kristen- dommens centrale stilling i Grønland. - Men sådan konkluderer H slet ikke! Fordi konfirmationen i Grønland ses som en kristen fest og ikke som en over- gangsrite, siger han: »Tilsyneladende er konfirmationen i Grønland i endnu højere grad end i Danmark reduceret (vor kursivering) til at være en anledning til fest«!! Grønlandsk kristendom øjentjenerisk og uden indre logik og konsekvens Det meste af det hidtil skildrede er na- turligvis kun udenomsværker i forhold til Hs opsigtsvækkende oplysninger om at grønlandsk kristendom ikke kender til tro på Kristus og på Helligånden, og at ord som »synd«, »nåde«, »tro« og »frelse« »tilsyneladende er fremmedord for mange grønlændere i dag.« Det længste missionærerne har nået er at »få grønlænderne til at sige de 'rigtige' ting. Men der har næsten altid været tale om en efterplapren« (I: 216-18). I samme sammenhæng - den manglende tro på Kristus og Helligånden — får grønlæn- derne følgende skudsmål: »En indre lo- gik og konsekvens har aldrig haft grøn- lændernes store interesse, hvad allerede de tidligste tilkendegivelser om deres oprindelige religion og filosofi vidner om. Når de endelig udtrykker en vis konsekvens, er det ofte for at gøre mis- sionærerne og senere præsterne tilpas.« Det er jo stærke ord — efter at have læst adskillige missionærberetninger og ført samtaler med eller i hvert fald stillet spørgsmål til over 40 grønlændere. Kunne det måske så ikke også skyldes netop at H er ude i et helt galt ærinde? Fx at han søger en europæisk og ikke en grønlandsk »logik og konsekvens«. — Men hvorfor spørger han overhovedet når han alligevel ikke har tillid til sva- rene? Kristendom uden kristustro? Men altså: Grønlænderne tror ikke på Jesus som frelser, forsoner eller Guds søn, konkluderer H. Det må jo virkelig undre da adskillige interviewede faktisk siger at Jesus er frelseren. Enhver med kendskab til grønlandsk hverdag vil da også vide at faktisk alle grønlændere kal- der Jesus »den kære lille frelser« (annaa- sisunnguaq). De har lært det fra barns- 149 [14] ben, deres mor har sunget det ind i de- res hjerter længe før de kom til bevidst- hed om noget. Men de kan ikke rigtig forklare det nærmere, og så dur det ikke for H. I sommer mistede en treårig pige sin far. Da hun vågnede ved siden af ham, var han død. De var på besøg hos fade- rens forældre. Først dagen efter nåede pigens mor frem og spurgte da sin dat- ter: »Hvor er far henne?« »Den kære lille Jesus passer på ham,« svarede barnet. Men hun »efterplaprede« bare hvad bedsteforældrene og fastrene og far- brødrene havde forsøgt at trøste sig selv og hende med midt i deres ufattelige tab. Så det tæller nok heller ikke for H. — Næsten alle grønlændere ved hvordan Jiisusinnguaq ser ud, for de har billeder af ham hængende i stuen. Men det er jo så bare glansbilleder og ikke store kunstneres værk. En sådan tro kan H ikke rigtig regne med. For at en tro på Jesus skal kunne godkendes, skal Jesus erkendes som »forsoner« (1:179). Men så Guds søn da. Indtil flere siger at de slet ikke tror på Jesus som Guds søn. Men hvad mener de dermed. Når en fx siger: »Jeg er ellers kristen, men jeg tror ikke, at jeg tror på Jesus. Tror du ikke, af Jesus er blevet født, således som man fortæller? Jo, men ikke, at han er Guds søn« (TI: 101 f. 1:177 citeres sekvensen forkert). Hvad betyder dette udsagn? For H er der kun tale om netop: Kri- stendom uden tro på Kristus. Men det gælder vel så i hvert fald også Hs tro — og 75% af de danske præster. For hvad hun forsøger at sige, er bare at hun ikke tror på jomfrufødslen. Hun tror at Jesus er Josefs søn. Hun har bare ikke noget teologisk begrebsapparat til alligevel at fastholde at Jesus er Guds søn. Men op- rigtig talt: Gør det så meget? Er det så vigtigt? Er det ikke udenomsværker fra en svunden tid? Det kan vel ikke dreje sig om at slå andre i hovedet med ud- tjente ord, men derimod om at forsøge at forstå om budskabet deri kan sige noget i dag. Sådan som en af de inter- viewede gør: »Det med Jesus — jeg tror på, at han har levet her på jorden, og at hans taler har været så stærke, at men- neskene igennem årene har tænkt på ham som hellig, fordi han har bragt kærligheden.« Det er vel dog et forsøg på — uden hele det dogmatiske begrebs- apparat — at sige hvad Jesus er. Men nej, det er ikke nok for H. Han spørger: »Du mener altså nar mest, at Jesus er en stor per- sonlighed? Ikke så meget som Guds søn?« Og hun er imødekommende og siger: »Nej.« Og så er H tilfreds: Ingen Kri- stustro. — For resten: Svarede hun på dansk eller grønlandsk. Hvis det var grønlandsk, var hun slet ikke imøde- kommende, for så mener hun at Jesus ikke var en stor personlighed, men Guds søn. Og tænk: helt uden at have læst teologi! Men også dette svar blæser i vinden. »Er der nogen forskel mellem at tro på Gud og tro på Jesus? Det tror jeg ikke, jeg kan svare på. Selvom jeg mest taler dansk nu, tænker jeg alligevel mest på grøn- landsk.« Det gør H, som naturligt er, i hvert fald ikke, og han overvejer som flere gange nævnt heller ikke betydnin- gen deraf. En sekvens lyder således: »Hvad vil det sige at tro på Gud? Jeg kan også spørge på en anden måde. Hvilken forskel er der på troen på Gud, Jesus og Helligånden? 150 [15] Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal svare på det. Du har hørt om Gud? Hvorfor siger vi i vores trosbekendelse, at vi tror på Gud og på, at Jesus døde for vores skyld? Vi siger også, at vi tror på Helligånden, hvad er det for nogle begreber? Det er jo vores tro« (11:92). Og med disse to meget rimelige svar på to umulige spørgsmål er emnet udtømt, og H har fået mere brænde til sit bål. Helligånden næsten glemt — af Hindsberger Om Helligånden får H ganske vist en hel del svar — fra nordgrønlænderne. Ikke et eneste fra sydgrønlænderne. Og det er jo meget betænkeligt. Men inden man med H slutter for meget deraf, skal det lige tilføjes at ingen af dem er blevet spurgt derom. Hvorfor? Det får vi in- gen forklaring på — måske fordi H ikke havde nogen tolk med og derfor opgav. Men hvorfor så ikke også opgive de an- dre spørgsmål? Vi ved det ikke. Bøn H har også spurgt om forholdet til bøn, og kun 7% beder aldrig. H har også la- vet en »dansk kontrolundersøgelse« (spurgt tre (!) unge danskere om de samme ting), og her er der meget lidt fornemmelse for bøn. Altså må H vel slutte at grønlænderne på dette punkt har meget mere forståelse for en central bestanddel i kristendommen. Men nej! Han ved bedre: »Her er det hos grøn- lænderne nok (vor kursivering) igen ly- dighedsaspektet, der træder frem. Det er tilsyneladende (vor kursivering) stadig — selv hos de kirkefremmede unge — op- fattelsen, at bøn hører med til at være kristen« (1:219). Det er dog impone- rende! Misforstået og umuligt projekt Der er næppe grund til at fortsætte gen- nemgangen af Hs »forskning«. H har intet øjeblik forsøgt at lytte sig til hvad der i virkeligheden blev svaret, men kun til i hvilket omfang svarene kunne an- vendes til at bekræfte hans forudfattede meninger. Vi har vist hvor fuldkommen meningsløst spørgsmålene ofte er for- muleret — og eksemplerne er legio — og dertil fremhævet at sprogproblemet, som H stort set ikke engang har øje for, på forhånd har umuliggjort hele projek- tet. Vi har derfor heller ikke fundet no- gen grund til at fordybe os i det bind Hindsberger siden har udgivet om kri- stendom i Ostgrønland. Grønlandsk kristendom Men vi vil også godt tilføje at vi slet ikke mener at en sådan spørge- eller inter- viewundersøgelse om centrale tros- spørgsmål i Grønland vil kunne give noget væsentligt resultat. Vi udtaler os hermed ikke om forholdene i Danmark. Vi ved at de er anderledes, men vil da også være skeptiske over for meningen med en dansk undersøgelse, selvom denne naturligvis aldrig ville få lov til at løbe af stabelen så tilfældigt og ukvalifi- ceret som Hs i Grønland. Men i Grønland er troen i hvert fald meget situationsbestemt og meget lidt intellektuel. Det er dens store styrke og samtidig dens store svaghed. Troen er ikke en række meninger man kan sætte op i et skema, eller som kan formuleres i en række udsagn af den der tror, men den melder sig i selve livssituationen, også fordi det er sådan man har lært den at kende (ikke intellektuelt, men med 151 [16] hele sit væsen, »kende«, sådan som or- det bruges fx i Gammel Testamente). På den måde »kender« mange grønlændere virkelig »annaasisunnguaq« (den kære frelser). Men det er klart at netop denne ikke- intellektuelle, men situationsbestemte tro og trosoverlevering er uhyre afhæn- gig af at den så bliver exponeret og overleveret i situationerne. Det kræver et samfund hvor livet leves tæt mellem generationerne som fx i storfamilien. Men den er også i Grønland de fleste steder allerede en saga blot. Så der er in- gen tvivl om at grønlandsk kristendom er stærkt svækket. Men på en ganske an- den måde end H med sine »metoder« mener^t kunne afdække det. Det blå stempel Vi har under gennemlæsningen af Hs bøger og konstateringen af den i enhver henseende helt uanstændige tilrette- læggelse og gennemførelse af projektet, undret os over at personer der ellers er meget respekterede i grønlandsk forsk- ningssammenhæng, har kunnet lade sig takke for uundværlig »inspiration og støtte« og for »uvurderlig støtte«, at Sta- tens Humanistiske Forskningsfond og Kommissionen for Videnskabelige Un- dersøgelser i Grønland har., kunnet støtte projektet, og at Museum Tuscula- nums'Forlag, Københavns Universitet, har kunnet udgive bøgerne. Dermed har man været med til at give bøgerne et blåt stempel, som de er så langt fra at have fortjent at det ville være rimeligere om restoplaget blev makuleret. Vi har overvejet hvordan dette »forskningsprojekt« overhovedet har kunnet gennemføres. Som allerede flere gange nævnt er vi overbeviste om at en tilsvarende undersøgelse af danske for- hold ville være blevet standset længe in- den den var kommet igang — og i hvert fald aldrig havde fået samme blå stem- pel som Hs grønlandske. Vi er ret sikre på at grunden til at Hs undersøgelse har kunnet få moralsk og økonomisk støtte, er at projektet har lydt spændende, men samtidig unddra- get sig en egentlig vurdering fra flere af de implicerede parter fordi Grønland stadig er et fjernt og eksotisk område. Netop derfor føles det dobbelt nødven- digt at der findes en instans, der når den grønlandske befolkning skal involveres, skal godkende forskningsprojektets både etiske og videnskabelige niveau - før undersøgelserne ved hjælp af inter- views eller spørgeskemaer finder sted, og før det endelige resultat offentlig- gøres. En sådan instans synes ikke nød- vendigvis at skulle nyetableres, men det burde være en naturlig funktion for Kommissionen for Videnskabelige Un- dersøgelser i Grønland (KVUG) at va- retage denne kontrol, så meget mere som det vel allerede i praksis er sådan at støtte fra KVUG er det kvalitetsstempel som andre instanser henholder sig til når de overvejer at støtte eller publicere et projekt i Grønland. Måske er Hinds- berger-fadæsen et eksempel på hvor galt det kan gå når netop KVUG ikke er kri- tisk nok inden man tilsiger et projekt sin støtte. 152 [17]