[1] Knud Rasmussen og Nobelprisen Af Aage Jørgensen Som bekendt — via forskningsprojektet »Danmark og Nobelprisen«, der i 2001 resulterede i en stor publikation på såvel engelsk som dansk - figurerede Grøn- lands forskeren Knud Rasmussen (1873- 1933) blandt de 16 danskere, som i første halvdel af 1900-tallet opnåede indstilling til den litterære Nobelpris.1 Knud Rasmussen blev ganske vist kun indstillet én gang, i 1929, nemlig af eskimologen, professor William Thal- bitzer i hans egenskab af medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.2 Selskabet som sådant havde siden 1903 flittigt indstillet danske kandidater til prisen. Først satsede det på den euro- pæisk berømte kritiker Georg Brandes, som imidlertid — i medfør af den strikte tolkning af Nobeltestamentets fordring om 'idealisk riktning', man i de første år lagde til grund for prisuddelingerne - hurtigt blev afskrevet som chanceløs. I årene op mod Første Verdenskrig sat- sede Selskabet på den nu glemte efter- klangsromantiker Ernst von der Recke, - dog således, at adskillige medlemmer også deltog i indstilling af filosoffen Knud Rasmussen ved arbejdsbordet. Foto vistnok taget af Peter Freuchen på Thule-stationen. Harald Høffding og forfatteren Karl Gjellerup.3 Aage Jørgensen, f. 1938, cand.art. 1966, lektor ved Langkær Gymnasium 1975-2002. Har udgivet ar- bejder om bl.a. H. C. Andersen og Johannes V. Jensen. Skrev om sidstnævnte i projektpublika- tionen Nabo til Nobel, 2001. Ansvarlig for Dansk litteraturhistorisk bibliografi, tilgængelig på adressen www.dlb.dansklf.dk. 153 [2] Efter at Danmark^ repræsenteret ved Karl Gjellerup og Henrik Pontoppidan, i 1917 havde fået en Nobelpris i littera- tur, aftog Selskabets interesse for at bringe kandidater i forslag, vel af den enkle grund, at en 'dansk' pris næppe kunne komme på tale igen inden for overskuelig tid. Men ved adskillige lej- ligheder efterkom medlemmer af Sel- skabet - på individuel basis, så at sige - opfordringen fra Nobelkomiteen om at bringe kandidater i forslag.4 Der kan være grund til at pointere, at enhver vurdering af, om en given forfat- ter på*ét givet tidspunkt bør have eller burde have haft prisen, må tage hensyn til, hvem der i øvrigt figurerer på No- belkomiteens liste. Men allerede antallet siger noget om den opgave, som komi- teen skal finde en rimelig løsning på. Mange udtalelser skal indhentes (even- tuelt fra eksterne specialister), inden ko- miteen kan udarbejde den indstilling til Svenska Akademien, som (uden at være bindende) danner grundlag for den en- delige afgørelse. Komiteen afslutter sit arbejde i september/oktober, og Aka- demiet offentliggør sin beslutning i no- vember. Selve overrækkelsen finder sted under kongelig medvirken på Alfred Nobels dødsdag, den 10. december. Nobel-testamentet stillede »Akade- mien i Stockholm« over for den umulige opgave hvert år at finde frem til den for- fatter, der havde »gjort månskligheten den storsta nytta« og præsteret det yp- perste i »idealisk riktning«. Nobelkomi- teens første formand, den enevældige akademisekretær Carl David af Wirsén5 anlagde en strikte fortolkning, der i rea- liteten udelukkede det moderne gen- nembruds radikale forfattere fra at komme til fadet. Den nuværende for- mand Kjell Espmark udgav i 1986 en undersøgelse af principperne og vurde- ringerne bag beslutningerne, hvori han indkredser en række forskydninger i tolkningen af udtrykket »idealisk rikt- ning« frem imod situationen i dag. Grundsynspunktet hos Espmark er netop, at Litteraturprisens historie er hi- storien om skiftende fortolkninger af et uklart testamente. Forskydningerne indtræffer, rimeligt nok, i forbindelse med større udskiftninger i Nobelkomi- teen.6 Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at Litteraturprisen nødvendigvis skal til- deles en skønlitterær forfatter. Allerede den tyske historiker Theodor Momm- sens pris i 1902 understreger dette. Li- sten over prismodtagere omfatter da også flere filosoffer (Rudolf Eucken, Henri Bergson, Bertrand Russell) samt en memoireskrivende statsmand (Win- ston Churchill).7 Ikke desto mindre ind- gik det ved et par lejligheder i Nobelko- miteens begrundelse for ikke at indstille Georg Brandes til prisen, at hans virk- somhed faldt uden for, hvad prisen spe- cielt sigtede imod.8 William Thalbit^ers indstilling Indstillingsskrivelsen, dateret 28. januar 1929, beror i Svenska Akademiens Ar- kiv. Thalbitzer skriver bl.a.: [...] Som eskimoforsker, og som kender av mange slags kunstneriske frembrin- gelser baade fra eskimoerne og fra ad- skillige andre saakaldte primitive folk, 154 [3] Knud Rasmussen ved pejsen i Hundested 1932, har jeg gennem mine studier faaet det stærkeste indtryk av, at der ogsaa iblandt saadanne folk træffes en højtstaaen- de og beundringsværdig »litteratur«. Denne er hos disse folk aldrig optegnet av dem selv i skrift, men existerer i le- vende tradition, hvad der ikke kan for- ringe denne litteraturs kunstneriske værdi. Jeg vilde give eskimoernes sagn og poesi prisen. [...] De eskimoiske forfatteres navne er ikke bevarede til eftertiden, men der er ingen tvivl om, at en stor mængde av de digte og sagn, der er optegnet av folke- mindeforskerne, er gamle, endog æld- gamle. Eskimoerne har gennem et eller maaske flere aartusener udviklet en paa engang primitiv og stilbestemt digte- kunst og fortællekunst. Der findes digte i Grønland, som er udbredt i alle egnene deroppe, altsaa fælleseje av gammel op- rindelse, og der findes paa samme maa- de sagn (fx. det om Sol og Maane), hvis kærne er fælles for alle eskimoer. Lige- som vore folkeviser fra middelalderen fremtræder de eskimoiske digte (trom- mesangene og andre) i forbindelse med sang- og dansekunst og i nedarvet stil- bundne former, i strofer avbrudt av fastbyggede omkvæd. Indholdet vidner om digtekunstens nære sammenhæng med de eskimoiske samfunds aandelige og materielle værdier, om jægernes op- levelser og fangst, deres grebethed av naturindtrykkene, deres religiøse og vi- tale forhold til naturen, til aanderne og 155 [4] medmenneskene. Der er digtarter, der henvender sig særligt til kvinderne og til børnene, digtarter av forskellige præg, men altid traditionsbundne og stil- bundne, saaledes som vi kender det fra vore egne klassiske forbilleder. Disse folks sprog er vanskeligt tilgæn- geligt for andre end specialister, og det er derfor vanskeligt at begrunde en be- dømmelse av eskimqisk kunstdigtning. Men der findes i vor tid een enkelt mand, som ved sin mødrene avstam- ning selv er udgaaet fra grønlænderne, og som efter min opfattelse har tolket deres poesi og fortællekunst i vort sprog bedre end nogen anden, nemlig dr.phil. h.c. Knud Rasmussen. Blandt denne dansk-grønlandske mands skrifter vil jeg paa dette sted særlig fremhæve følgende: »Nye Men- nesker« (1905), »Under Nordenvindens Svøbe« (1906), »Myter og Sagn fra Grønland« I-III (1921-25), »Fra Grøn- land til Stillehavet« I-II (1925-26). Alle disse værker aander en tone fra eskimoernes digte- og sagnkunst, omsat i Knud Rasmussens klare og ægte dan- ske sprog, og de bærer vidne om dybe poetiske kilder i det folk, hvorfra stoffet er hentet. Der er talrige direkte oversæt- telser i disse bøger, baade prosa og poesi, og jeg anser Knud Rasmussen for en mesterlig oversætter. Ham burde man give Prisen som den i vor tid yp- perste repræsentant for eskimoernes digtekunst. Ved at gi Knud Rasmussen Nobelprisen vilde vi anerkende poesiens universelle stilling og betydning i menneskeheden, men særlig dette arktiske naturfolks evne til at kappes med os kulturfolk i 156 kunstnerisk blomstring. Vi vilde aner- kende, at dette folk kan naa op i højde med os andre i deres livsfølelse, deres vurdering og fantasi, saaledes som vi finder disse udtrykt i deres digteriske frugter. Talen er altså for så vidt om et forslag, der vil hædre eskimoisk digtekunst i bred forstand som den anonyme kunst- form, den er, ved at hædre denne digte- kunsts oversætter og formidler. Forslag af denne art er formentlig sjældne, men at tanken om at prisbelønne en viden- skabelig formidlingsindsats ikke var ganske fremmed i Videnskabernes Sel- skab, fremgår af, at ni medlemmer året efter fandt sammen om en fornyet ind- stilling af den efterhånden alderstegne Ernst von der Recke, og vel at mærke forJtians indsats som udgiver af Danske Fornviser, bind 1-4, 1927-29." Nobelkomiteens liste Hvert år efter indstillingsfristens udløb (ultimo januar) udarbejder Nobelkomi- teen en liste over foreslåede kandidater. I 1529 omfattede denne liste 24 navne. Syv af dem var overført fra det fore- gående år, idet indstillingsskrivelserne ikke var indkommet rettidigt.10 Sven Sodermans specialudtalelse I den danske udgave af projektpublika- tionen oplyses, at der ikke foreligger no- gen specialudtalelse vedrørende Knud Rasmussen.11 Imidlertid er aktstykket siden kommet for en dag. Opgaven blev betroet kritikeren Sven Soderman, hvis ekspertise rakte til vurdering af de hos Knud Rasmussen foreliggende tekster [5] under litterær synsvinkel, men ikke til vurdering af formidlingspålidelighe- den.12 Udtalelsen, dateret 28. april 1929, er sålydende: [...] Knud Rasmussen. Denne vidt bekante man år i nårvarande stund den fråmste kånnaren av de gronlåndska eskimå- ernas liv och kultur, och han har i en rad bocker [...] låmnat vårdefulla bidrag till vår kunskap om det arktiska landet och dess urinvånare. Det år speciellt på det stora verket om gronlåndska myter och sågner (tre band, 1921, 1924, 1925) prof. Thalbitzer tanker, då han gor sitt forslag. Samlingar av folksagor, sågner, folk- visor och dylik folklore kunna ha stor betydelse for den andliga odlingens våxt. [Et dusin eksempler opregnes.] Alla dessa och flera dårtill åro oum- bårliga dokument for studiet av folkdik- ten, några av dem också underbart rika poetiska kållor, som givit modern dikt nya impulser och riktningar. [...] Några av dessa samlingar åro rent nationella, men de innehålla alla något gemensamt månsklikt, en fantasi, som vi åven i dess mest overraskande former kunna este- tiskt folja, en poesi, som år fattbar for våster- och osterlåndskt kulturmed- vetande. Jag har omsorgsfullt låst Rasmussens samlingar [...]. Det år ett rikt forråd av gronlåndska folkminnen, som hår år samlat, och utgivaren har, hjålpt av medarbetare, ost ur den levande tradi- tionen, som stråcker sig ett årtusende el- ler långre tillbaka i tiden. Han har också funnit hittilis okånda sågner och upp- tecknat en mångd varianter av kånda. En betydande del av myterna hånfora sig till eskimåernas primitiva, på animism och magi grundade religionsform, ett slags sjamanism, som fråmst består i tro på »andemanarnes« makt. Vi få låsa om dessa sjamaners andeflykter efter besvår- jelser, då trolltrumman går av sig sjålv, om deras forskningsfårder till de dodas land i himmel och underjord, hos havets vederstyggliga moder, till månmannen o.s.v. Andra grupper skildra jågarens upp- levelser och fangst, forhållanden till na- turen, medmånniskorna och andarna, innehålla episka beråttelser om hjåltar, drap och håmnd, fabler om djur och månniskor, trumsånger, glådjesånger, kamp- och nidviser, diktér, som sårskilt hånvånda sig till kvinnor och barn o.s.v. De hedniska gronlåndarnas uråldriga tro, seder och skick återspeglas i denna folkdiktning och envar, som år intres- serad av religionsvetenskap, primitivt samhållsliv och eskimåisk kultur, har mycket att håmta dårur. Men den poetiska behållningen år ringa. Åtminstone kan undertecknad ej finna »de djupa poetiska kållor hos fol- ket« sågnerna enligt prof. Thalbitzer låra båra vittne om. Den overvågande delen av denna folkdiktning år i konceptionen groteskt fantastisk (sållan forlost genom humor), och de visuella bilder, som frammanas, åro monstrosa. Man kan saga, att sådana sporadiskt finnas i alla gamla mytologier (indisk, grekisk, ger- mansk o.s.v.), men hår år det abnorma den ledande principen. De teckningar, med vilka ostgronlåndaren Kaarale for- sett verket, utan tvivel vårdefulla for den etnologiska forståelsen av folkets fanta- sivårld, framstålla dette stundom på ett 157 [6] skråmmande sått — låt vara att tecknaren emellenåt fått in något av den humor, man letar efter i textqn. Det "år ett langt galleri av deforme- rade och ohyggligt sammansatta varel- ser: en kvinna med oron som en sål, en annan med mun och ogon i råt vinkel mot det naturliga låget och nåsan på tvåren, nåslosa, man med nåsborrar, som gå upp till oronen, kvinnor, vilkas slaka brost som remmar kunna kastas over på ryggen, kvinnor med jårn- svansar," kvinnor med avbitna bakdelar, grovåterskor, som åta upp sina mans lår, andar med små spinkiga ben, olmagar, kvinnobrost och slangar till armar med jåttestora gripnåvar, trollkåringar och trolldjur så smutsiga och osmakliga, att de trotsa all beskrivning. Man drar en suck av saknad efter kentaurer och saty- rer, till och med efter midgårdsormen. Ett fåtal av dessa sågner kan ha något gemensamt med den indoeuropeiska sagoskatten [...], men den huvudsakli- gaste delen år nationellt eskimåisk. Dåri finnas egenartade beråttelser och sagor med understruken moral, men jag har icke funnit någon, som år vacker eller poetisk. Om dessa namnlosa forfattare inriktat sig på ett skonhetsideal, år detta ofattbart for oss. I vilket fall som hålst år det estetiska behaget ett okånt be- grepp tor eskimåerna. Detta ar icke ett genomgående drag hos naturfolken. [...] Av de i Rasmussens samling sparsamt forekommande dikterna åro nidvisorna av ett visst intresse. De utgora grova men karaktåristiska uttryck for det gronlåndska manfolkets temperament. »Myter og Sagn fra Grønland« år ett hogst betydande bidrag till dansk veten- 158 skaps utforskningsarbete i den nordli- gaste vårldsdelen, en folkpsykologisk kartlåggning dårav. Det år ett etnogra- fiskt verk, vårs bedomande faller inom ett annat forum an Svenska Akademi- ens Nobelkommitté, men det år icke något poetiskt monument och det år icke ett uttryck for en sådan fråmmande folkande, vårs tankeliv, inbillning och formbegrepp åga formåga att gripa oss me_cL nya ståmningar och som ge nya skonhetsvården. Rasmussen år åven hår vetenskapsmannen, en outtrottlig for- skare på folklitteraturens område. Men han år ingen poet. Det år i hogsta grad oegentligt att, som Thalbitzer gjort, kaUa honom for »den i vår tid yppersta representanten for eskimåernas dikt- konst«. Att han på modernet år av grøn- landsk hårstamning har dårmed intet att skaffa. Rasmussen år en framstående samlare, kritisk ordnare och tolk av fornminnen och hans verk fortjånar hedras — men icke med Alfred Nobels litteraturpris. Forslaget år omotiverat. Nobelkomiteens indstilling I Nobelkomiteens af Per Hallstrom sig- nerede indstilling til Svenska Akademi- en tog man Sodermans vurdering ad notam; dethedder:13 Av sakkunnigutlåtandet framgår, att det verk av den utmårkte forskningsresan- den, Gronlåndska myter och sagor, varpå forslaget grundats, har sitt overvågande varde i det etnografiska, men rent este- tisk icke ger utbyte nog for att forsvara utdelandet av ett Nobelpris på ett nytt område. Kommitterade funno sig bora avboja forslaget. [7] Formuleringen »på ett nytt område« må efter sammenhængen betyde »inden for etnografien«, eller måske blot »uden for det litterære område«.14 Svenska Akademiens afgørelse Det blev som bekendt Thomas Mann, som modtog 1929-prisen, - men vel at mærke med en motivering, der specielt pegede på hans roman fra århundred- skiftet, Buddenbrooks (Huset Budden- brooÅ*)}5 Den fremtrædende tyske for- fatter var af sin kollega Gerhart Haupt- mann blevet nomineret til 1924-pri- sen,16 men ved den lejlighed havde No- belkomiteen efter Anders Osterlings forslag besluttet »att invånta Manns un- der arbete varande nya roman«. Oster- ling måtte selv i 1928, da romanen fore- lå, forny indstillingen af Mann. Det år foretrak komiteen imidlertid Sigrid Undset, der da også fik prisen, »fornåm- ligast for hennes måktiga skildringar ur Nordens medeltida liv«, som det hedder i Akademiets officielle motivering. I 1929 kom turen endelig til Mann, men altså netop med henvisning til den klas- siske familieskildring og ikke til det mo- derne storværk Der Zauberberg (Troldjjel- def). Den således demonstrerede forsig- tighed i forhold til modernitetens litte- ratur peger frem mod 1930'erne, der så udpræget blev de habile, traditions for- ankrede, realistiske fortælleres tiår: Sinclair Lewis, John Galsworthy, Ivan Bunin og Roger Martin du Gård - med Pearl Buck som det eklatante faux pas. Komiteens interesse for den store stil blev kombineret med en »allmånmånsk- lig intresse«, ud fra en fokus forskydning i retning af testators ord om, at prisen skal gives til den, der har været menne- skeheden til størst nytte. Det »univer- selle« sigte — »stor och enkel firamstall- ning« — bliver positivt valoriseret. Her- ved udelukkes den smalle, sværttilgæn- gelige, eksperimenterende, avantgardi- stiske litteratur. Vedblivende påberåbte komiteen sig Nobels »syfte«. Hvad angår den af Knud Rasmussen formidlede eskimoiske digtning, så faldt den ikke blot formelt set udenfor, også simpelthen i medfør af anonymiteten, — den gjorde det efter Sodermans klare opfattelse tillige i æstetisk henseende. Den var simpelthen, i forhold til gængse æstetiske normer i den vesterlandske kulturkreds, monstrøsere end moderni- tetens skingreste digtning.17 Noter 1 Henry Nielsen & Keld Nielsen (red.), Neighbouring Nobel. The History of Thirteen Danish Nobel Prises, 2001, 624 s.; id. (red.), Nabo til Nobel. Historien om tretten danske Nobelpriser, 2001, 570 s. Da arkivalier vedrørende No- belpriserne ikke er omfattet af den svenske offentlig- hedslov, men 'sekretessbelagd' i 50 år, kunne projektet ikke imødekomme nysgerrigheden m.h.t., hvem der har opnået indstilling i århundredets anden halvdel. — Ind- stillinger såvel som øvrige aktstykker, der citeres eller refereres i det følgende, beror i Svenska Akademiens Nobelbibliotek, Børsbygningen, Stockholm. Termino- logisk bemærkning: betegnelsen 'indstillinger' bruges her både om skrivelser fra indstillingsberettigede en- keltpersoner m.v. til Nobelkomiteen og om Nobelko- miteens årlige 'utlåtanden' til Svenska Akademien, mens 'specialudtalelser' bruges om de ekspertrapporter, som udarbejdes af komitemedlemmer eller eksterne konsu- lenter, og som på svensk betegnes 'sakkunnigutlåtan- den'. -1 forbindelse med Nobelprisens hundredårsjubi- laeum udkom Bo Svensén (udg.), Nobelpriset i litteratur. Nomineringar och utlåtanden 1901-1950, Stockholm 2001; bind 1: 1901-1920, xliv, 489 s., bind 2: 1921-1950, 529 s. Udgaven omfatter de af Nobelkomiteen udarbejdede årlige kandidatlister (men ikke selve indstillingsskrivel- serne) samt de komiteindstillinger, som det intense ar- 159 [8] bejde hen over foråret og sommeren udmunder i (men ikke de i forbindelse hermed udarbejdede specialudta- lelser, - som kan være ganske korte, men også udfolde sig som hele små motiverende afhandlinger). 2 William Thalbitzer (1873-1958), cand.mag. 1899, do- cent 19ZQ, ekstraordinær professor 1926; medlem af Videnskabernes Selskab 1923; hans vidtspændende produktion omfatter bl.a. samlinger af østgrønlandske digte og fortællinger. Se L.L. Hammerich, i Dansk bio- grafisk kiksikon, bind 14, 1983, s. 425-27, samt Thalbit- zers autoHbliografi 1900-1953 \Meddelelserom Grenland, bind 140,1954, s. xx-xx. (Thalbitzer indstillede også — i 1938 — Johannes V Jensen til Nobelprisen, cf. Bogens Verden, 2001, nr. 3, s. 25f.) '. 3 CL Nabo til Nobel, s. 105-23 (»Litteraturprisen. En oversigt«); om Brandes (1842-1927) spec. s. 111-16, om Recke (1848-1933) spec. s. 118f. 4 H.O. Lange og A. Olrik indstillede Sigrid Undset i 1909; W. Norwin indstillede._Vilhelm Grønbech i 1937; J. Pedersen indstillede Grønbech i 1927 og 1928; Fre- derik Poulsen indstillede Undset i 1922, Johannes V Jensen i T925FF og Kostis Pakmas i 1929 og 1934; K. Sandfeld indstillede J.H. Rosny ainé i 1926. 5 CD. af"Wirsén (1842-1912), forfatter, litteraturkriti- ker, fiLdr. 1866, medlem af Svenska Akademien 1879, sekretær 1884-1912, formand for Nobelkomiteen 1900-12. For hans kristent funderede, metafysiske idea- lisme blev kunstens opgave at forsvare samfundets etisk-moralske værdier (gudsfrygt, sædelighed, fædre- landskærlighed) og bekæmpe materialisme og egoisme. Nietzsches kristendomsfjendske tænkning alarmerede ham, og Strindbergs naturalisme og Heidenstams he- donisme vakte hans afsky. Som Akademiets magtfuld- komne chefideolog med Oscar II's opbakning holdt han anderiedessindede på afstand og fastholdt således institutiojlen som en ultrakonservativ fæstning vis-a-vis al anmassende moderne uskik. 6 Kjell Éspmark, LÅtteraturpriset. Hundra år med Nobels Afdrag, Stockholm 2001; 281 s. (ajourført udg. af: Det litterara Nobelpriset. Principer och vdrderingar bakom besluten, Stockholm 1986; 202 s.). Espmark (f. 1930), litteratur- historiker, fil.dr. 1964, medlem af Svenska Akademien 1981, formand for Nobelkomiteen siden 1988. - Cf. også Torgny T. Segerstedt, Svenska Akademien i sin sam- tid. En idébistorisk studie, bind 3: 1'886-1'«<5T Stockholm 1992; vi, 492 s. 7 Det er også bemærkelsesværdigt, at flere af de 16 dan- skere, som blev bragt i forslag før 1950, ikke var skøn- litterære forfattere. Ud over Brandes og Høffding gæl- der det kulturhistorikeren T.F. Troeis-Lund og reli- gionshistorikeren Vilhelm Grønbech, - samt altså Knud Rasmussen. 8 Således i 1922, 1925 og 1926 (cf. Svensén, bind 2, s. 25, 64 og 76). Argumentet fandt derimod ikke anven- delse, da Nobelkomiteen i 1913 indstillede Émile Fa- guet, professor i fransk poesi ved Sorbonne, til prisen. 9 Indsrillingsskrivelsen refererer også til Reckes skønlit- terære og metriske indsats; der henvises til skuespillet Det lukkede Land, som Wirsén i 1911 havde udråbt til verdenslitteratur, og som i øvrigt var udkommet i 1901 og skrevet i 1880'erne, - ligesom de metriske arbejder (Principerne for den danske Versekunst efter dens historiske og systematiske Udvikling, bind 1-2, disputats, 1881; Dansk Verslare i kortfattet Fremstilling, 1885, 21922). På kanten af sandheden er en afsluttende passus om, at Reckes ånde- lige friskhed endnu ville kunne »bære værdifuld Frugt for Litteraturen«. (Komiteindstillingen betegnede i for- længelse af specialudtalelsen forslaget »som knappast fallande inom Nobelprisets område«.) 10 Med kun 17 'nye' navne på Nobelkomiteens liste lig- ner 1929 et krigsår. Med 12 navne skrabte 1919 bunden, mens 1905 dog kunne opvise 15 navne. (Til sammen- ligning: i 1950 var der 54 navne, i 1999 var der 199.) 1: Nabo til Nobel, s. 508 (note 40). 12 Sven Soderman (1866-1930), forfatter, litteraturkriti- ker, tflknyttet Nobelinstituttet 1911-30. (Soderman ud- arbejdede også specialudtalelser om Georg Brandes i 1922 og om Johannes V Jensen i 1925.) 13 Svensén, bind 2, s. 134-40; citat fra s. 138. Nobel- komiteen bestod i 1929 af Erik Axel Karlfeldt, Henrik Schuck, Fredrik Book, Anders Osterling og Per Hall- strorrVCbrdforande' 1922-46). 14 Formuleringen leder tanken hen på det argument, der (cf. note 8) nogle gange fandt anvendelse i forhold til Brandes: litteraturkritikken repræsenterede »ett nytt, foga overskådat och av forslagsstallare foga beaktat omrade«. Et formelt argument er gerne bekvemmere end et ideologisk. 15 Den eneste af de øvrige indstillede, som senere - posthumt i 1931 - fik prisen, var Svenska Akademiens 'standiga sekreterare', lyrikeren Erik Axel Karlfeldt. Akademiet måtte ved et par senere lejligheder præci- sere, at denne disposition ikke havde været præcedens- skabende. ls Nobelpristager 1912, og derfor berettiget til at fore- tage indstillinger. 17 Det personlige og professionelle forhold mellem KnudRLasmussen og William Thalbitzer falder uden for denne artikels område. Førstnævntes rapport om Den Femte Thule-Ekspedition, Intellectual Culture of the Iglu- lik Eskimos, 1929, har dedikationen: »To My Friend Wil- liam Thalbitzer.« Sidstnævntes »Bibliografi 1900-1953« (i Meddelelser om Grønland, bind 140, 1954) viser, at han har anmeldt Knud Rasmussens bøger 1905ff. 160 [9]