[1] Tiderne skifter - Gerti Nooter (1930-1998) i Østgrønland Af Cunera Buijs, Rijksmuseum voor Volkenkunde, Leiden Oversat af Caroline Paulsen I 1962 blev Gerrit Willem Nooter op- fordret til at arbejde som museumsin- spektør på Museon, museet for uddan- nelse i Haag. Hans viden om social geo- grafi, kulturel antropologi og hans pædagogiske evner som geografilærer blev tillagt stor værdi for museet, og her stiftede han bekendtskab med museets Grønlands samling. Genstandene på Museon stammede fra Ammassalik om- rådet i Østgrønland. De var blevet ind- samlet i 1932-1933 af den hollandske biolog Dr. Tinbergen, som var tilknyttet den hollandske videnskabelige ekspedi- tion i Det Internationale Polar år. Gerti blev imponeret og inspireret af øst- grønlændernes materielle kultur, og af den måde Tinbergen havde udført sin undersøgelse på. Tinbergens oplevelser i Østgrønland er publiceret i bogen »Eskimoland«.1 I sommeren 1965 tog Gerti Nooter for første gang fra Holland til Østgrøn- land. Han assisterede produceren Jan Veenman som rådgiver på en dokumen- tarfilm om Østgrønland, der hed »Air mail from Greenland«, for den holland- ske kanal VARA-Television. Gerd Nooter på fiskeri fra sin jolle på Sermilik Fjor- den 1982. Foto: Noortje Nooter, Rijksmuseum voor Volkenkunde, Leiden. De første år Gerti besøgte østkysten levede Tiniteqilamiut som fangere, hvor de fangede sæler, narhvaler og isbjørne, samt drev fiskeri af torsk, ørred og am- 177 [2] massat. Udover jagt og fiskeri for mæn- denes vedkommende samlede kvin- derne muslinger, tang, bær og fiskede for at gøre kosten så varieret som mu- ligt. Livet var »traditionelt« og baseret på arbejdsdeling mellem mænd og kvin- der og mellem familier. Selvom der var sket nogle ændringer, var økonomien stadig selvforsynende. I tillæg til dette var vestlige varer indgået i den traditio- neEe kultur. I hverdagen blev der f.eks. brugt kajakker, men joller blev også be- nyttet, senere kom motorbådene med påhængsmotor. I begyndelsen kunne Gerti ikke østgrønlandsk, og der var kun nogle fa Tiniteqilamiut der kunne dansk, så dette begrænsede antallet af infor- manter: På den første tur i juli 1965 fik Gerti kontakt til Efraim Larsen, som var en af de få der kunne tale dansk. »En enkelt gang den sommer tog vi en tur I portodera (motorbåd) sammen med Aron Christiansen, Efraim Larsen og Assadi. De tog proviant og forråd med og hundene kom også med. Vi tog til den modsatte side af Sermilik Fjor- den for at fange ørred. Noglejif disse steder kunne kun nås en gang hver femte år. På den anden side af Sermilik Fjorden besøgte vi Umigtuartvit plad- sen. Den bestod af et træhus og et tra- ditionelt tørvehus, gemt halvt af vejen under jorden. Der var ingen indbyggere dér på dette tidspunkt, men de havde benyttet stedet til bosættelse frem til ef- teråret "det samme år. Derefter flyttede de over til Tiniteqilaaq for at slå sig ned der. Vi stoppede ved Umigtuartvit med det formål at få vand og fodre hundene, besøgeTiogle af de gamle husruiner, og vi tog derefter tilbage til Tiniteqilaaq. Fangerne håbede på at få nogle sæler, men det lykkedes ikke« (personlig med- delelse, Gerti Nooter 1991). Denne korte tur til Tiniteqilaaq var vigtig for Gerti. Den gav ham lejlighed til at undersøge mulighederne for at gennemføre en undersøgelse og til at indsamle genstande. Han fik også et indtryk af hvilke fornødenheder der krævedes for, at han kunne bo der i en længere periode sammen med sin kone og deres sønner. Den næste mulighed for at besøge Grønland kom i 1967. Gerti startede sit etnografiske feltarbejde, primært i de små fangersamfund ved Tiniteqilaaq, som han kendte fra sin første tur med Veenman. Nooterfamilien skulle bo 14 måneder i Tiniteqilaaq. Det hollandske firma »Slee« havde designet og fremstil- let jakker, bukser og soveposer af fine dun til dem alle. Dette udstyr måtte fremstilles specielt, da det på dette tids- punkt endnu ikke var blevet sat i pro- duktion. I Tiniteqilaaq bestilte familien sælskinds kamikker til dem alle, og de kan ses på fotografierne fra dette år. En festdragt bestående af sælskindsbukser, bomuldsbluse med en tung perlekrave og lange sælskindskamikker blev lavet til Noortje, Gertis kone. Denne dragt be- finder sig nu på Museon i Haag.2 Familien Nooter boede blandt Tini- teqilamiut og delte med dem næsten en- hver tænkelig side af livet. Fra juli til den 18. september boede de sammen med Lars og Asta Jonathansen og deres børn. »Dette var den sværeste periode det år« fortalte Gerti senere, ikke bare pga. værternes temperament, men også fordi der kun var to små værelser til 178 [3] Lars Jonathansen og Gerti Nooter udsætter sælgarn under isen på Sermilik Fjorden 1968. Foto: Noortje Nooter, Museon, The Hague. rådighed for de to familier (ti personer inklusive børn). Ud over disse vanskelig- heder måtte Gerti og hans familie lære det østgrønlandske sprog, fordi de ikke var i stand til at kommunikere på en til- fredsstillende måde. I midten af sep- tember flyttede familien Nooter til »deres eget« hus. Gradvist blev familien vant til den grønlandske levemåde, lærte det grundlæggende i sproget, fik nye venner og de ældste af børnene tilpas- sede sig til det lokale skoleliv. Gæstfri- hed var af stor betydning for Tinite- qilamiut, sådan som det er blandt inuit over alt, og derfor havde familien Noo- ter gæster »næsten 24 timer i døgnet«. Noortje serverede kaffe og te, og noget at spise hvis det var muligt, mens Gerti talte med gæsterne, især mændene. De ældre børn gik i den lokale skole i Tiniteqilaaq og lærte det danske og grønlandske sprog. De modtog de nød- vendige hjælpemidler fra deres skole i Holland, og efter skoletid øvede Noor- tje »hollandske under visnings temaer« med sine børn. Nooter-børnene lærte grønlandsk i løbet af nogle få uger og begyndte at tage deres unge grønland- ske venner med hjem. For Gertis under- søgelser betød dette en yderligere mu- lighed for at skaffe information fra de yngre generationer som gav inspiration til nye undersøgelser. Om vinteren fulgte Gerti fangerne på deres fangstture. Han studerede deres fangstteknik og udstyr til fangst af sæl, narhval og isbjørn. Når det var muligt indsamlede han fangstredskaber til 179 [4] Museon. Han fotograferede jagtaktivi- teterne., brugen af fangstredskaberne, fremstillingen af udstyr, rejserne og hjemkomsten om den var succesfuld el- ler ej. Gerti fulgte især med i udviklin- gen i forbindelse med torskefiskeri. I begyndelsen af 1960'erne var der stort set intet torskefiskeri i Tiniteqilaaq, men i årene 1967-68 var det så godt, at de kunne blive en fremtidig indtægtskilde for østgrønlænderne. Overskuddet af fiskeriet blev solgt til KGH (Kongelige Grønlandske Handel)3. Indtjeningen af penge i større stil end tidligere fik ind- flydelse på deres liv, økonomi og kultur. Gerti nedskrev sine oplevelser i en dag- bog og benyttede senere disse^ notater når han skulle skrive sine artikler eller bøger om Østgrønlands samfund og kultur. Om sommeren lå hele Nooter- familien i telt ved Sapulit og på andre pladser i nærheden af fiskesteder, og alle hjalp til med at fiske efter ørred. At- ter tog de ved lære under processen og kunne nyde det samtidig. De rejste med grønlænderne til Tassis, Paarnakajiit, In- nartivaq og Qerneqtivavit. For alle, og nok især for de små børn, må dette år i nord have været fyldt med overvæl- dende indtryk, og det må have givet nogle utrolige minder. Hjemkomsten til Holland i august 1968 blev uden tvivl med blandede følelser. Dette længste ophold i Grønland for familien Nooter gav et solidt grundlag for videre forsk- ning. Senere besøg varede kun 2 til 6 måneder. I 1970 blev Gerti Nooter ansat som museumsinspektør på museet i Leiden ved afdelingen for Nordamerika og Arktis efter at have fået udmærkelse for sin viden indenfor det arktiske område. Stillingen som inspektør på museet, det ældste og videnskabelige antropologi- ske museum i Holland, gav Gerti nye muligheder for fremtidige undersøgel- ser^ I juli og august 1970 kom familien Nooter tilbage til Grønland og tilbragte sommeren i Tiniteqilaaq. De boede i et tomt hus der tilhørte en af fangerne ved navn Paulus Larsen. Formålet med Ger- tis undersøgelse var at studere foran- dringerne i eksistensgrundlaget fra fangst til fiskeri, som det var sket i 1967- 68. Men ting var atter ændret og der var nu meget få torsk i Sermilik Fjorden. Fi- skeriet var reduceret på nær ørredfiske- riet, som finder sted om sommeren. Fangst var atter blevet den vigtigste ind- tægtskilde, som det havde været i århun- drede. Atter tilpassede familien Nooter sig den grønlandske levemåde og til- bragte sommeren sammen med tinite- qilamiut og deltog i fangsten eller fiske- riet. Gerti indsamlede genstande til mu- seet i Leiden. I 1973 opholdt Gerti sig i en længere periode i Tiniteqilaaq, fra juli til slutnin- gen af oktober, noget af tiden sammen med sin familie. Under dette ophold var familien Nooter selvforsynende og fan- gede ørred, torsk og ulke. Selvom Gerti hovedsageligt havde koncentreret sin opmærksomhed og indsats om østky- sten, valgte han i 1975 at besøge vest- kysten. I april og maj det år boede Noo- terparret i Upernavik området. Hans formål var: »At berige og fuldende Inuit samlingen på vores museum ved at ind- samle genstande og fotografier til en fremtidig udstilling om kulturelle kon- 180 [5] Tiniteqilaaq, marts 1997. Foto: Cunera Buijs, National Museum of Ethnology/Rijksmuseum voor Volkenkunde, Leiden. takter i Polaregnene. Under forberedel- serne i Holland til denne forsknings- rejse blev der lagt vægt på at besøge et område hvor der kunne gennemføres en lignende undersøgelse som den der var foretaget i Østgrønland.« (Gerti Nooter 1975b:l). Fra Upernavik, som på dette tids- punkt havde 760 indbyggere, rejste de med hundeslæde til bygden Aappilatoq med kun 130 mennesker. Turen tog ti timer mod normalt to pga. den usikre is. Nogle dage senere rejste Gerti og Noortje sammen med nogle grønlæn- dere med det samme transportmiddel til den endnu mindre bygd Innaarsuit, som bestod af ti huse med 70 indbyggere. Gerti og Nootje boede i en lille fangst- hytte i bygden. Samfundet var stadig fuldstændig afhængigt af sælfangst og var forholdsvist velstående. (Gerti Noo- ter 1975:3). »Vores ankomst i Innaarsuit gav me- get røre, og det tog noget tid før folk opdagede, at vi var særdeles opsatte på at spise sælkød. Fra da af blev der ser- veret mad i umådelige mængder. Vi fik en masse gæster og de fleste aftener havde vi ikke nok stole«. (Gerti Nooter 1975b:4). På isen på fjorden foran bygden iagt- tog Gerti langlinefiskeriet, og han op- målte de vestgrønlandske kajakker, der blev brugt. Hver fanger havde sin egen kajak, men skind fra grønlandssælen var, pga. det reducerede antal af disse sæler, ikke længere så ofte benyttet som kajakovertræk. Babysæler, de såkaldte white-coats blev fanget af canadiere på den anden side af Davisstrædet langs 181 [6] kysten af Newfoundland. Samtidig blev lærred i stigende omfang brugt som ka- jakbetræk. Under indsamlingen skrev Gerti i sin rapport: »Jeg havde i sinde at købe genstande der var typiske for Upernavik området, som således kunne sammenlignes med genstande i Holland der stammede fra det arktiske område især fra Østgrøn- land. Ijghedspunkter og forskelle kan let vises,« (Gerti Nooter 1975b:6). I månederne juni til august 1977 var Gerti, KToortje og deres tre børn atter tilbage i Tiniteqilaaq. Gerti studerede denne gang indførelsen og den øgede brug af motorbåde, som efterhånden havde erstattet den traditionelle kajak. Øget fart gav nye muligheder. Ørred blev fanget i stort antal og bunker af fisk fyldte næsten motorbådene helt. Nogle af fiskerne fra Tiniteqilaaq sej- lede til Tasiilaq (Ammassalik), hvor de solgte fangsten på kajen samt til KGII. Ekstraindtægten fra dette blev taget imod med glæde. En vigtig begivenhed den sommer indtraf da den ældste søn på 17 år fan- gede sin første sæl. I inuitkulturer signa- liserer en drengs første fangede sæl indtræden i de voksnes rækker, og der- med starten på drengens sociale rolle som fanger og mand. Efter en første- gangsfangst af sæl bliver sælkødet delt ud efter vedtagne regler, og begiven- heden bliver samtidigt gjort til en fest. Dette var også hvad familien Nooter gjorde. Gæster blev inviteret og Noor- tje gjorde sit bedste for at dele sælen som reglerne foreskrev, ved at give de bedste dele af sælen til bestemte per- soner. 182 I februar og marts 1979 besøgte Gerti og hans ældste søn Tiniteqilaaq igen. Begge gennemførte deres under- søgelser, Gerti for museet og sønnen for Reinwardt Akademiet for Mueums- studier (A. Nooter 1982). Det næst- længste ophold for familien Nooter fandt sted i 1982. I næsten 5 måneder, fra midten af april til slutningen af au- gust, besøgte Gerti og Noortje det der var^ blevet deres yndlingsbygd i dette frosne landskab. Deres tre sønner, hvoraf to af dem havde deres kærester med, kom på besøg i juli, stadig, ligesom deres forældre, fortryllet af indbyg- gerne i dette hvide og tomme landskab. Hermed ikke sagt at familien Nooter havde en naiv, romantisk opfattelse af grønlænderne. De så de problemer der kunne være i Paradis. Problemer relate- ret til alkoholisme var øget i de grøn- landske bygder. Tidligere havde det kun været det hjemmebryggede grønlandske øl, lavet af gær, sukker og rosiner der var blevet drukket, men nu var øl og stærkere drikkevarer fra Danmark ble- vet tilgængelige i de lokale butikker. Især på fredage (lønningsdag) førte indtaget af alkohol til klammeri og vold. Den sidste gang Gerti og hans kone besøgte Tiniteqilaaq var juli til august 1986. På dette tidspunkt var det blevet usædvanligt vanskeligt for fangerne og deres familier at opretholde livet ved fangst alene. Udbyttet af fangsten kunne ikke opveje de høje udgifter til brændstof og jagtudstyr. Værdien af skind var faldet mens leveomkostnin- gerne var gået op. Størstedelen af fami- lierne var nu afhængige af deltidsar- bejde kombineret med fangst. Fangst- [7] Sileto (Charlotte) Jonathansen og Gerd Nooter diskuterer livsbetingelser og grønlandske forhold. Tiniteqilaaq 1979. Foto: Aartjan Nooter, Rijksmuseum voor Volkenkunde. aktiviteterne var blevet en hobby i ste- det for fuldtidsbeskæftigelse, men der var kun få betalte job i de små samfund. Dette skabte — og skaber fortsat — en vanskelig økonomisk og social situation i de forhenværende fangstbaserede samfund. De sociale strukturer ophørte med at fungere som de havde gjort før og dette førte til alkoholisme og selv- mord. Gerti og Noortje fandt ud af, at når de denne gang tog afsked med tini- teqilamiut kunne det betyde et endeligt farvel. Improvisation, fornyelse og forandring Gennem en 30-årig periode havde Gerti studeret østgrønlændernes materielle kultur. De genstande han købte i Grøn- land til museer i Holland, afspejlede en periode med kontinuitet og forandring. Mens Gerti analyserede processen, op- dagede han, at genstandenes materiale først blev ændret, mens form og anven- delse forblev den samme. Senere kunne genstandens form ændre sig. Først på et 3. stadium ville anvendelsen ændres. Inspireret af publikationer af MJ. Herskovitsch (1948) og H.S. Harrison (1930) introducerede Gerti termerne Improvisation og Fornyelse som specifikke grunde til forandringerne i den materi- elle kultur. Herskovitsch havde frem- hævet en adskillelse mellem opdagelsen, hvorved han forstod den utilsigtede ud- 183 [8] vikling af sider i den nye materielle kul- tur, og opfindelse, en term han benyttede om bevidste ændringer i den materielle kultur. Begge kunne lede til fornyelse, hvilket var en blivende forandring af en materiel kultur. Gerti tilførte improvisa- tion som en kategori der førte til foran- dring. JDette kan sammenlignes med ideen om erstatning, som Harrison be- nyttede. Gerti nævnte denne term for at understrege muligheden for en foran- dring, der ikke er varig. Improvisation kan kun benyttes til at overvinde en situation i hvilken materi- alerne eller genstandene, der er behov for, ikke er tilgængelige. Efter tilveje- bringelsen af de nødvendige materialer eller genstande er der to muligheder. Alle i et samfund véd at det dermed ikke er den rigtige måde at gøre tingene på eller fremstille ting. (Gerti Nooter 1980:113). Fornyelsen opgives og de traditionelle materialer eller genstande bliver benyttet igen, men det er muligt at improvisationen er varig, og at nyligt opfundne genstande eller materialer vil fortsætte med at blive benyttet i den materielle kultur eller i befolknings- gruppen. Mange faktorer kan influere proces- sen som afgør om en improvisation fører til en fornyelse eller ej. For det første skal alle genstandene være helt improviserede. Hvis de ikke opfylder deres formål, vil improvisationen aldrig føre til fornyelse. Forholdene hvorun- der improvisation finder sted er ligele- des vigtig. Når f.eks. der er mangel på et bestemt materiale over længere tid vil improvisation blive permanent, og der- ved føre til fornyelse. Sociale faktorer, 184 sådan som status for den person der ud- tænker improvisationen, er særdeles vig- tige. Hvis en værdsat leder, en succes- fuld fanger eller en anden person med høj status, opfinder eller indfører et nyt materiale, metode eller genstand, er der en større chance for at det vil blive ac- cepteret og vil forblive benyttet. Gerti nævnte i sin artikel Improvisation and inno- vation, social consequences of material changes (1980) forskellige eksempler på impro- visation som forsvandt ud af samfun- det, og improvisation som førte til va- rige forandringer i den materielle kultur og førte til fornyelse. I sommeren 1970 kunne fangerne ikke fremstille nye harpuner og spidser, pga. manglen på narhvaltand. Gustav Massanti, fanger, lærer og præst i det lo- kale samfund udtænkte en harpun (sava- torpif) med hoved af metal. Han brugte en skruetrækker med plastikhåndtag som forskaft (iimaq}. I årene efter var der meget få narhvaler i fjordene og kystområderne i Østgrønland. Der blev stort set ikke fanget nogen narhvaler, og narhvaltand forblev sjælden. I 1973 mi- stede fangeren Biliam Jonathansen alt sit udstyr under en narhvalfangst. Han improviserede en ny harpun med en skruetrækker yderst, og under jagten vi- ste den sig at fungere optimalt. Ud af tanden fra en af de fangede narhvaler fremstillede Biliam en »traditionel« har- pun, men den nye skruetrækker-harpun blev efter den succesfulde fangst, kopi- eret af andre fangere. Harpunspidser af aluminium (savagattaf) blev tilføjet til denjoye opfindelse efter at en helikopter var faldet ned i nærheden af fangerne samme år. Fangerne tog dele af heli- [9] Harpunspidser af aluminium og jern indsamlet i Tiniteqilaaq 1973. Materialevalget og harpunlinen af nylon viser moderniseringen og ændringen af fangstredskaberne. National Museum of Ethnology/Rijksmuseum voor Volkenkunde, Leiden. kopteren og lavede harpunspidser og andet udstyr af det. Dette blev en per- manent ændring, for fangerne foretrak det stærkere aluminium fremfor nar- hvaltanden, som var følsomt overfor frost og derfor lettere blev ødelagt. Fan- gerne påbegyndte en import af dette materiale, og kort efter var det tilgænge- ligt i de lokale butikker. Harpunerne ændrede sig endnu mere som følge af introduktionen af motorbåde. Fangere, som stod i en motorbåd og harpune- rede sæler, havde en anden vinkel på harpunen end fangere der sad i en kajak. Derfor blev lineholderen og kastetræet overflødig. Fangerne ændrede harpun- skaftet og benyttede en issyl (ajaappiat) i stedet. Dette resulterede i en simplifi- cering af fangstudstyret og for første gang kunne dårligere fangere, som ikke var i stand til at fremstille teknisk perfek- te harpuner, opnå gode fangstresultater. De sociale konsekvenser var iøjnefal- dende. Det var ikke længere de gamle, 185 [10] rutinerede fangere med høj status der kunne hjembringe et stort antal sæler el- ler narhvaler. Nu kunne yngre fangere, som vår stærkere og som havde euro- pæiske motorbåde, let fange havpatte- dyr og derved opnå respekt og rigdom. Dette medførte ændringer i den sociale struktur i bygden. En ny kategori af rige indbyggere opstod og respekten for de ældre fangere aftog sammen med deres status. Gerti var yderst imponeret af den indflydelse ændring af materiale fik på samfundet: »(...) indførelsen af ørredgarnet satte en stopper for en af de få aktiviteter kvinderne deltog i for at skaffe føde. Dette ændrede dem fra aktive fangere af arktisk fjeldørred til at være dem, der bearbejdede de fisk mændene kom hjem med (1978). Yderligere fik ind- førelsen af sælgarn fjernet en af de få former for fællesfangst der fandtes i dette ellers individualistiske fangersam- fund (1978). Samtidig kom det dog til at betyde, at den periode om vinteren (de- cember, januar og februar) hvor der el- lers altid havde været mangel på føde, især når der kun kunne samles et lille forråd i løbet af sommeren, blev en pe- riode med et stort forråd af sælkød«. (Gerti Nooter 1980:119). Selvom sociale ændringer kan stimu- leres eller øges som følge af ændringer i den materielle kultur, er dette alligevel ikke altid tilfældet. Ændrede ledelsesformer Gertis publikation Leadership andHeadship (1976) er resultatet af hans undersøgel- ser af opfattelsen af ledelse. I det egali- tære østgrønlandske samfund var der 186 ikke nogen fast ledelse og der fandtes ingen oprindelige ord for betegnelser som leder, fører, høvding etc. Ordet naalangaq kan den dag i dag benyttes til at betegne en leder, men det benyttes kun om danskere. Det er egentlig en hu- moristisk betegnelse for en person der ønsker at være betydningsfuld, men som i indbyggernes øjne ikke er det. Or- det naalangaq er forbundet med ordet naalappoq, som betyder »at adlyde« eller »lydighed«. Manglen på en permanent ledelsesstruktur betyder ikke at der ikke var nogle hierarkiske principper. Diffe- rentiering skete ud fra køn, alder, posi- tion eller status (Flanagan 1989). Gerti introducerede termen ledelse med bi- betydningen »ikke permanent myndig- hed, baseret på viden om samfundet el- ler fangstteknikker eller andre nødven- dige egenskaber i en given situation«. Som han forkhrer: »Denne form for ledelse er baseret på en fangers viden om de basale overie- velsesaktiviteter. Det er altid forbundet med situationer i hvilke et antal perso- ner har et bestemt fælles mål som f.eks. at fange en narhval eller en isbjørn; eller at alle i gruppen vender sikkert hjem under en storm eller over dårlig is.« (Gerti Nooter 1977:90). En adskillelse ligger mellem ledelse °£ formandskab: permanent myndighed som ikke er baseret på evner, men — i Østgrønland — på nye udefrakommende organisationer og institutioner. F.eks. var kommunefoged eller bygdens ho- vedmand en ny dansk type ledelse. »Ud over den traditionelle form for ledelse har de danske forandringer inden for det sociale område givet grobund for [11] formandsskaber« (Gerti Nooter 1977: 90). Ændringer i de sociale mønstre fik også indflydelse på ledelsesformerne. Gerti viste, at en betydelig forandring var sket fra ledelse, baseret på evner i specifikke situationer, til formandsska- ber baseret på nye danske regler og ad- ministration. Etikken i indsamlingen Nooter's holdning til indsamlingerne er bemærkelsesværdig og fortjener helt klart vores opmærksomhed. En enkelt gang skrev han i sin feltrapport: »Senere ville jeg kunne købe skindtøj, fordi jeg havde set Jennifer Eliassen fremstille nye sælskindsbukser til sin mand og børn (...) De fleste køb jeg fo- retog havde en erstatningsmæssig ka- rakter, jeg købte de gamle sager når de nye var blevet fremstillet. Slæder med udstyr blev købt i Upernavik når de ikke længere var i brug, etc.« (Nooter 1975b:5, oversat fra hollandsk til en- gelsk af forfatteren). Han var klar over den indflydelse en fremmed forsker kunne få på bygdebe- folkningen. Som en regel nægtede han at købe genstande, der ikke med det samme blev erstattet. Hensigten var at undgå, at fangere i Tiniteqilaaq skulle blive sat i den situation at de havde solgt alt deres udstyr og derfor ikke længere kunne skaffe det nødvendige sælkød til Erinerteq Jonathansen instruerer Arthur Noortje i kajakroning. Tiniteqilaaq 1973. Foto: Gerd Nooter, Rijksmuseum voor Volkenkunde, Leiden. 187 [12] familien. Denne form for »erstatnings- indsamling« kan illustreres med et andet eksempel som Gerti beskriver: »Kort efter vores ankomst kom en ung mand der hed Boas Boasen (født den 6. august 1939) og spurgte om jeg ville købe en kajak. Han sagde, at han i nogen tid havde haft to kajakker, fordi hans far havde lavet en ny til ham. Den gamle kajak fra 1959 var en lidt mindre type end de almindelige kajakker. Under vores samtale fremgik det, at Boas brugte den nye kajak og havde lånt den gamle ud til Apapagei Larsen. Apapagei havde mistet sin egen kajak under en meget kraftig storm i februar, hvor den var blevet blæst væk. På basis af denne information sagde jeg til Boas, at jeg ikke kunne købe kajakken, da det ville efterlade den anden fanger Apapagei uden en kajak, og derfor uden mad. På denne måde introducerede jeg et frem- med element ud fra mine normer. Boas var selvfølgelig fuldt berettiget til at bede om at få sin kajak igen for at kunne sælge den til mig, hvilket blev gjort helt klart for de andre fangere. Konflikten mellem Boas' værdier (fri- hed til at råde over sine egrre~~ejen"dele) og mine (ingen frihed til at foretage et ødelæggende køb) blev løst på en højst uventet måde. I august var en af Apapageis sønner ude på Sermilik fjorden et godt stykke fra Tiniteqilåq. Pludselig så han en tom kajak der flød rundt mellem isflagerne. Han padlede over til den og så med det samme at det var faderens kajak der flød rundt, næsten uden skader. Han tog ka- jakken på slæb og returnerede til byg- den, hvor indbyggernes begyndende 188 panik (en tom kajak betyder en druknet fanger) hurtigt blev forvandlet til over- raskelse og glæde. Et par dage efter kom Boas igen over til mig og spurgte om jeg nu, da Apapagei havde fået sin egen ka- jak igen, ville købe den gamle kajak. Det gjorde jeg.« (Gerti Nooter 1975a:160). Selvom Gertis opgave var at indsamle genstande til de hollandske museer, var han forbeholden over for denne type anskaffelser, og forsøgte at undgå nega- tive konsekvenser for østgrønlænderne (Gerti Nooter 1975a). På museet blev genstandene numme- reret og dokumenteret. I felten havde enten Gerti eller hans ældste søn ned- skrevet informationer på mærkater. Op- lysningerne blev tilføjet til museets regi- strering, og fotografier af genstande ta- get på stedet blev indført i fotosamlin- gen på museet. Med disse fotografier blev der registreret en anseelig mængde visuel information som sammen med genstandene beskrev fremstilling og brug. Resultaterne af undersøgelserne og indsamlingen blev vist på flere udstillin- ger som Gerti lavede om Østgrønlands kultur (og om andre arktiske kulturer). Alle resultater blev publiceret. Det år hvor den store udstilling Konti- nuitet ogforandring i de arktiske regioner\Ae\r vist, var også det år hvor Gerti ændrede sit navn fra »Gert« til »Gerti«, den grøn- landske variant. Denne ændring havde muligvis med Gertis forpligtelse over- for — og involvering i — det grønlandske samfund at gøre og betød for ham en inkorporering af dette i sin egen identi- tet. I årene efter 1984 kom det frem at Gerti ulykkeligvis led af Parkinson's [13] Noortje Nooter og Kornelia Kajangmat med grønlandske børn i deres bomuldsamaat. Tiniteqilaaq 1968. Foto: Gerd Nooter, Museon, The Hague. syge. Men Gerti og Noortje Nooter var alligevel i stand til i 1987 at foretage en rejse langs vestkysten af Grønland, hvor de besøgte mange lokale museer og mødte gamle venner i Upernavik. I 1990 blev Gerti inviteret til at undervise på Universitetet i Grønland i Nuuk om materiel kultur i Østgrønland. Gerti var beæret over denne invitation og glæ- dede sig over at lære en ny generation af grønlændere om den materielle kultur. Han havde altid følt en dyb respekt for inuit, især for tiniteqilaamiut, de grøn- lændere han kendte bedst, og han beun- drede deres tekniske evner som kom til udtryk i deres materielle kultur, deres improvisation og deres evner til nyska- belse, deres humor, fleksibilitet og gæst- frihed. Den 28. januar 1998 døde Gerti i Amsterdam i en alder af 67 år. Noter: 1. Tinbegens bog »Eskimoland« blev publiceret i 1934 i Rotterdam af forlægger D. van Sijn en Zoon. 2. Fotografisamlingen fra 1967/68 er på Museon i Haag, hvorimod samlingen fra de senere år er på Na- tional Museum og Ethnology i Leiden. 3. Dette hedder i dag KNI Kalaallit Nierfiat. 189 [14] Litteratur Buijs, Cunera en Aartjan Nooter 1986 Breukvlak van twee culturen, anti-2eehonde- huiden-campagnes en een Oost-Groenlandse jagerssamenleving. Circumpolar Journal 2: 1-18. Buijs, Cunera 1993 Inrroduction. In: Continuity and Discontinuity in Atziic Regions, Cunera Buijs (ed.), CNWS Publications 15. Leiden: Centre of Non-Western Studies / Rijksmuseum voor Volkenkunde. pp. 1-2. 1993 Gerd W Nooter: Bibliography. In: Continuitv and Discontinuity inArctic Cultures, Cunera Buijs (ed.). Leiden: Research School CNWS, School of Asian, African and Amerindian Studies. CNWS PuHications 15. pp. 137-140. 1994 Over^tcbt van reisen Nooter. Leiden: Rijksmuseum vcjor Volkenkunde. (not published). 2000 The East Greenland Collections of G.W Nooter (1930-1998). Yumtylob 12, 3-4: 357-395. Eknagan, James D. 1989 Hierarchy in Simple »Egalitarian« Societies. An- nwalReview of Anthropology, 18: 245-266. Harrison, H.S. 1930 Evolution in materia] culture. In: Report of the 9Sib Meeting of tbe Britisb Association for tbeAdvance- taint of science, London, pp. 137-159. Herskovitseh, M. J. 1948 Man and his Works; the Science of cultural Anthro- pology, New York: Knopf. Holm, G. 1914 Ethnological Sketch of the Angmagssalik Eskimo. In: William Thalbitzer (ed.), The Am- massalik Eskimo, Contributions to the Ethno- logy of the East Greenland Natives. Fkst Part, conlaining the Ethnographical and Anthropo- logical Results of G. Holm's Expedition in 1883- 85 and G. Amdrup's Expedition in 1898-1900. Meddelelser om Gnnland 39. København, pp. 1- 149. Leyenaar, T. J. J. 1993 Foreword. In: Continuity and Discontinuity inArctic CgJtures, C. C. M, Buijs (ed.). Leiden: Centre of Mon Western Studies / Rijksmuseum voor Vol- kenkunde. pp. v-vi. Nooter, A. 1982 De Oost-Groenlandse slee. Verre Naasten Nader- bij, vol. 16, nr. 2: 41-50. Nooter, G. 19*70 Mitårtut, een groenlands winterfeest. Verre Naa- sten Naderbyj vol. 4, nr. 2: 54-69. 1971 Old Kayaks in the Netherlands. Mededelingen van het Rijksmuseum voor Volkenkunde 17. Leiden: E. J. Brffl. 1972a Tiderida, van Eskimo tot Groenlander, Den I laag: Staatsuitgeverij. 1972bMozes Akipe, een opvallende Groenlander. Verre Naasten Naderbij, vol. 6, nr. 2: 39-51. 1975a Ethics and acquisition policy of anthropological museums in the Netherlands. In: Current Anthro- pology in the Netherlands, P. Kloos and H. J. M. Claesen (eds.). Rotterdam: Anthtopological Branch of the Netherlands Sociological and An- thropological Society. pp. 156-164. 1975b Verslag veldyerk in het Upernavik district, Noord- Wést-Groenland in de maanden april en mej 1975, door Gert Nooter. (not published). 1976 Leadership and headship; changing authority patteEns_in_ an East Greenland hunting commu- nity. Mededelingen van het Rijksmuseum voor Volken- kunde 20. Leiden: E. J. Brill. 1977 Continuity and Discontinuity in Culture, Com- parisons between Hunting Communities of Northwestern and Easters Greenland. In: Conti- nuity and Discontinuity in tbe Inuit Culture of Green- land. Groningen: Arctic Centre, pp. 85-91. 1980 Improvisation and innovation; social consequen- ces of material culture. In: From fieldcase tot sioivcase; research, aquisition and presentation in tbe Rijksmuseum voor Volkenkunde, W. R. Van Gulik, H. S. Van der Straaten and G. D. Van Wengen (eds.). Amsterdam/Uithoorn: J. C. Gieben PuMsnerrpp. 113-122. 1984 18B4-1984, A century of changes in East Greenland. In: Life and survival in the arctic; cultural change in the polar regions, G. W Nooter (ed.). Government Publishing Office: Den Haag. pp. _1"1.121-144, 1988 Some recent developments in the Ammassalik district East Greenland. Folk, vol. 30: 215-229. Nooter, G. W (ed.) 1984 Life and survival in the Arctic, changes in thepo ar re- gions. Den Haag: Staatsuitgeverij. 190 [15] Petersen, R. 1984 East Greenland before 1950. In: Handbook of North American Indians, 5 Arctic, D. Damas (ed.): 622-640. Robert Lamblin, J. 1978 Famille biologique et famille sociale å Ammas- salik (cote Est du Groenland). Influence des changements recents sur la structure familiale et la fécondité des femmes Etudes/Inuit/Studies 2,2: 23-36. 1981 Changement de sexe de certains enfants d'Am- massalik (Est Groenland), un rééquilibrage du sex ratio familiaP. Etudes/Inuit/Studies 5,1:117-126. Thalbitzer, William (ed.) 1914 The Ammassalik Eskimo, Contriburions to the Ethnology of the East Greenland Natives. First Part, containing the Ethnographical and Anthro- pological Results of G. Holm's Expedirion in 1883-85 and G. Amdrup's expedition in 1898- 1900. Meddelelserom Grønlandet. København. Tinbergen, N. 1934 Eskimoland, Rotterdam: D. van Sijn en Zonen. Gerti Nooter på hans sidste besøg i Tiniteqilaaq 1986. Foto: Noortje Nooter. 191 [16]